Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
16. januar. 2022

Kronik: Skal socialisme være plan- eller markedsøkonomisk?

Økonomiprofessor Gorm Winther går tre søndage i dybden med Pelle Dragsteds bog Nordisk Socialisme. I tredje del undersøger han forskellige partisystemer, computeres betydning for planlægningen af økonomien og spørgsmålet om nationalisering – eller socialisering.

Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

”For helvede, Pelle” skulle Eivind ”Mange ord” Larsen fra Information have råbt til Pelle Dragsted, mens han slog i bordet, så kaffekopperne dansede. ”Vi skal sgu da ikke erstatte kapitalisterne med departementschefer i finansministeriet, folk skal selv”. Problemet er, at mange mennesker ser staten som et dominerende bureaukrati. I de tidligere østeuropæiske lande og i Sovjetunionen var magten ifølge Dragsted ekstremt centraliseret.

Der er to ting at sige til det. For det første er der ikke den store forskel på et centralistisk flerpartisystem og et tilsvarende etparti-system. I Etpartisystemet vil der indenfor parti-stat sammensmeltningen være forskellige fraktioner, der repræsenterer forskellige interessegrupper; så der var egentligt tale om ”flere partier inden for samme parti”. Som fremhævet ovenfor er det store problem her som i det repræsentative parlamentariske elitedemokrati – teknokratiet. Hvad enten man har et etpartisystem og en øverste Sovjet, en folkekongres, et EU-parlament uden magt eller et topartisystem som i USA domineret af de store virksomheder, er det alligevel forskellige interesser uden for det politiske system, der besidder den politisk-økonomiske magt.

““Hvad enten man har et etpartisystem og en øverste Sovjet, en folkekongres, et EU-parlament uden magt eller et topartisystem som i USA domineret af de store virksomheder, er det forskellige interesser uden for det politiske system, der besidder den politisk-økonomiske magt.”

For det andet var der i Østeuropa forskellige grader af centralisering og decentralisering, hvor man enten praktiserede en central kommandoøkonomi, markedsreformer, teknokratisk markedsocialisme eller arbejderstyret markedssocialisme. – Ja, det var endda sådan, at kendere af Østeuropa som den italienske økonom Mario Nuti talte om planøkonomiens politiske cyklus, hvor man vekslede mellem økonomiske reformer, der introducerede markedsmekanismer inden for planens rammer og decentralisering på den ene side og på den anden konservative tiltag, der gik tilbage til den centrale styring af ressource-fordelingen.

En centralisering af produktionsmidlerne i statens hænder repræsenterer med andre ord en total nationalisering af økonomien. Det er værd her at dvæle ved den tjekkiske økonom Radoslav Seluckis tanker omkring marxismens dilemma. At reformere et økonomisk system med henblik på at dreje forholdet mellem kapital og arbejde hen mod en allokering, hvor det er lønarbejderklassen, der styrer produktionen, ressourcefordelingen og indkomstfordelingen, kræver markedsmekanismer.

Men en del af den Marx’ske doktrin tog udgangspunkt i varens dobbeltkarakter i form af bytte- og brugsværdier, hvor Den Hvidskæggede plæderede for en central plan rettet mod udvekslingen af brugsværdier. Hvis man står over for valget mellem plan eller marked, er der for den medarbejderstyrede økonomi kun en vej at gå. I en decentraliseret økonomi er det kun vareproduktion og bytteværdi, der sikrer selvforvaltningen. Hvis medarbejderne i uafhængige og medarbejderstyrede, samfundsejede virksomheder skal have den fulde frihed til selv at træffe beslutninger om virksomhedens drift, er markedet den eneste mulighed. En central kommandoøkonomi vil sætte arbejderstyret ud af kraft, fordi et statsligt bureaukrati og teknokratiet i virksomhederne tager over! På den måde kan en socialistisk økonomi ifølge Selucky enten være markedsbaseret og demokratisk – eller centraldirigeret og autoritær.

Hertil kommer andre marxistiske begreber som statens bortvisnen og ophævelsen af arbejdets fremmedgørelse. Statens bortvisnen er det stik modsatte af den autoritære, statslige planøkonomi. Hvis arbejdets fremmedgørelse kun kan ophæves inden for decentraliserede systemer, er dette igen et argument for en medarbejderstyret socialisme eller en allokerings-mekanisme, man kunne kalde decentral netværks- og forhandlingsøkonomi.

Plan eller -marked i en digital tidsalder

Der er sket en del siden 1970’erne, hvor tidligere plan-markedsdiskussioner ofte førte til den samme konklusion som hos Dragsted: Regulerede markedsmekanismer er at foretrække fremfor den centrale plan.

I forhold til den klassiske plan-markedsdiskussion savner jeg en mere udbygget model for en syntese mellem plan og marked. Tidligere var der blandt økonomer, som studerede den socialistiske økonomi, enighed om, at makroøkonomisk planlægning ikke behøver at forsvinde. Man kunne forestille sig et system med en reguleret markedsmekanisme inden for en rammeplanlægning, der giver virksomhederne et spillerum til at træffe beslutninger i overensstemmelse med de udstukne rammer, som kan effektueres ved brugen af selektive instrumenter, der skaber incitamenter for virksomhederne.

“Med den hastige udvikling af kunstig intelligens, AI, er det sikkert ikke umuligt at simulere selv de største økonomier.”

Endvidere kan det handle om indikative mekanismer, hvor virksomheder modtager ikke-bindende informationer, der forbedrer et beslutningsgrundlag. Ikke at forglemme når man tænker på borgerinddragelse i forhold til den fysiske og økonomiske planlægning i Danmark – og i den forbindelse retten til at blive hørt eller protestere – kan planlægningen sagtens være deltagende. Den decentrale model med en reguleret markedsmekanisme inden for planens rammer handler om, at man prioriterer mellem sektorer af økonomien uden at gribe ind eller sende direktiver til virksomhederne. Incitament-systemer skal sikre, at de decentrale beslutningstagere følger planlægningen ad frivillighedens vej på grundlag af belønninger i form af subsidier, tilskud og favorable kreditter. På den måde kan man skabe en synkronisering mellem plan og marked – fremfor at udelukke den ene af allokeringsmekanismerne.

Jeg savner også en diskussion af kybernetik som en matematisk planlægningsmetode. Tidligere i 1980’erne var det praktisk umuligt med den eksisterende computer-kapacitet at skabe en optimal plan. Problemet var, at man savnede pålidelige data, og at man ikke kunne processere og transmittere de data hurtigt nok, der var nødvendige for planlægningen. Hertil kom ydre påvirkninger af økonomierne: Det man ikke kunne forudsige og indfange hurtigt nok i en rullende planlægningsmodel, så man haltede hele tiden efter den økonomiske udvikling. Det der skulle være sammenhængende femårsplaner, blev til rullende og glidende planlægning, hvor man ad hoc hele tiden skulle tilpasse de et-årige operationelle planer inden for femårsplanen til de hastigt ændrede forudsætninger. Hastigheden i computernes gentagne handlingsprocesser var ikke tilstrækkelig til at opfange økonomiens ændrede tilstande. Blandt både liberale og socialistiske økonomer var der bred enighed om, at man ikke kunne løse de mange ligninger i en model på grund af antallet af ligninger og data, der hele tiden ændrede sig.

I 1990 med daværende computere og høje hastigheder samt tilstrækkeligt memory, der muliggjorde hurtige iterationer, var situationen en anden; og det er endnu mere udtalt i dag. Eksperimentelle resultater bekræftede ifølge Paul Cockshott, at en algoritmisk analyse baseret på en aritmetisk ydeevne på mindre end 1 million operationer i sekundet var i stand til at håndtere et makroøkonomisk system bestående af 3705 industrier på lidt over 320 sekunder. En projektion af en lignende beregningstid for en balanceret plan for en større økonomi på en moderne supercomputer burde derfor kunne lade sig gøre.

Alec Nove’s oprindelige skøn havde som udgangspunkt over 12 millioner forskellige produkter i en af de store økonomier. Med den hastige udvikling af kunstig intelligens, AI, er det sikkert ikke umuligt at simulere selv de største økonomier. Man skulle med andre ord – givet, at man har en præcis model for økonomien, og man kan opstille de målsætninger, der er realistiske – simulere og køre en økonomi uden politisk indgriben. Planlægning kan med andre ord lade sig gøre i højere grad end nogensinde før, hvilket så igen rejser spørgsmålet om – hvor demokratisk planlægningen kan blive, når planerne skal forestås af et planteknokrati.

Da Fujistu Wind Tunnel blev præsenteret i 1993 var det verdens hurtigste supercomputer. Dens processorkraft svarer i dag til den, som sidder i en smartphone. Den hastige udvikling af computeres regnekraft gør diskussionen om en mere planlagt økonomi relevant igen, skriver Gorm Winther. Arkivfoto.

Nationalisering eller Socialisering   

Når vi taler om nationaliseret ejendom i stedet for socialiseret ejendom (samfundseje), er den polske skole, det jugoslaviske kommunistforbund og dele af den tidligere jugoslaviske praxis-gruppe aktuel. Den polske økonom Wlodzimierz Brus og Oscar Lange tager som Dragsted netop udgangspunkt i ejendomsbegrebet – og i den forbindelse kontrollen med de samfundsejede produktionsmidler. 

Dragsted er kritisk indstillet over for den centralistiske stat, hvilket formentlig skyldes, at han som polakkerne og jugoslaverne i sin tid godt vidste, at den central-dirigerede økonomi ikke var socialistisk. I stedet beskrev man i disse grupper statsliggørelse som en etatisme, hvor hierarkiseringen antog en ændret form – uden at forsvinde. Den jugoslaviske økonom Branko Horvats’ tese var, at den etatistiske produktionsmåde ikke var væsensforskellig fra den kapitalistiske. Etatismen var er ”et negativt spejlbillede” af kapitalismen, som denne fremstilles af institutionalisterne med analysen af teknostrukturen. På samme var etatismen et nyt klassesamfund, hvor de hierarkiserede store økonomiske foretagender blev erstattet af et eneste samfundshierarki. I toppen af dette hierarki finder man den nye herskende klasse – bestående af bureaukrater, teknokrater og medlemmer af partieliten.

“Dragsted er kritisk indstillet overfor den centralistiske stat, hvilket formentlig skyldes, at han som polakkerne og jugoslaverne i sin tid godt vidste, at den central-dirigerede økonomi ikke var socialistisk.”

Dragsteds fokus nogle steder i bogen går på de offentlige virksomheders og nationaliserede produktionsmidlers  problemer i form af ineffektivitet, bureaukrati og teknokrati, og det kan senere føre til de sædvanlige afvisninger af offentlige driftsformer, som Dragsted selv ikke vil skrive under på. Han skriver, at offentligt ejerskab kan fungere (side 212), og han siger på trods af afvisningen af statseje under socialismen, at han er tilhænger af en demokratisk planlægning og offentligt ejerskab. Det kan umiddelbart lyde selvmodsigende, selvom det faktisk ikke er det, og det er her den polske skole kommer ind.

Wlodzimierz Brus påpegede også, at man skal skelne mellem offentlig og samfundsmæssig ejendomsret. At nationalisere er overhovedet ikke det samme som at socialisere. Ejendom i denne sammenhæng betyder, at samfundsmæssig ejendomsret (socialisering) til produktionsmidlerne på én og samme tid skal opfylde to kriterier 1) produktionsmidlerne skal anvendes i samfundets interesse og 2) Den effektive disponent over ejendomsobjektet (produktionsmidlerne) er samfundet.

Oscar Langes tese var netop den, at den socialistiske ejendomsret til produktionsmidlerne indeholder begge dele: Produktionsmidlernes anvendelse i hele samfundets interesse – samt medarbejderes effektive demokratiske deltagelse i forvaltningen af produktionsmidlerne. Disse definitioner rummer i virkeligheden kerneproblemet i den etatistiske produktionsmåde. Hvor den offentlige ejendomsret er den dominerende ejerform, fordrer begrebet samfundets interesser, samfundsejet pluralisme og et politisk demokrati. Demokratisme er hovedkriteriet for produktionsmidlernes socialisering. Der hvor kritikken af statsejendommen og partidiktaturet sætter ind, det er også der, hvor det politiske demokrati i videst mulig forstand er sat ud af spillet af teknostrukturen og bureaukratiet.


Om skribenten

Gorm Winther

Gorm Winther

Ph.D.cand.oecon. Professor emeritus ved Aalborg Universitet. Har blandt andet forsket i medarbejderaktieplaner i USA, kooperative og medarbejderejede virksomheder. Læs mere