Tre forskellige slags inflation kræver forskellige politiske løsninger

Inflation er prisstigninger på varer og tjenesteydelser. Den ligger i dagens Danmark på omkring 10 % på årsbasis. Der er kort sagt tre forskellige slags inflation på spil, som hver især kendetegnes ud fra deres årsager. Selv om det er velkendt fra økonomisk litteratur, at der sondres mellem forskellige typer af inflation, og undertiden også gives politikanbefalinger i forlængelse af disse inflationstyper, så er det kun i undtagelsestilfælde, at der politisk gribes direkte ind i selve prisdannelsen. Recepten består sædvanligvis i indgreb af indirekte art, som for eksempel forhøjelse af Nationalbankens rentesatser. Man håber dermed at kunne regulere investeringer, produktion og beskæftigelse, og derigennem inflationen.   

Tre inflationstyper 

Den nuværende inflation, der startede i midten af 2021, stammer umiddelbart fra stigende energipriser og stigende priser på energiintensive produkter som kunstgødning, stål og aluminium. Den er det, der kaldes omkostningsinflation. Det var således før krigen mellem Rusland og Ukraine, at den aktuelle inflation startede. Ved andre lejligheder har det været lønstigninger eller stigende priser på nøgleråstoffer, der satte inflationen i gang.

En anden type inflation kan opstå ved stærk og hastig stigning i efterspørgsel efter enkelte eller flere varer eller tjenesteydelser. Vi så en sådan efterspørgselsinflation efter Covid-19 nedlukningen af økonomien, ikke mindst inden for serviceerhverv som restaurantionsområdet og underholdningsindustrien. Der var masser af købekraft blandt andet fra offentlige støtteudbetalinger, som ikke kunne omsættes i forbrug under nedlukningen.

“A. P. Møller – Mærsk har i det seneste års tid… kunnet syvdoble fragtraterne på skibsfragt mellem Kina og Nordamerika samt Kina og Europa.”

En tredje inflationstype er mindre omtalt, men bestemt ikke mindre betydningsfuld. Det er prisstigninger, der skabes i økonomien med meget få, typisk 2 – 3 – 4 markedsdominerende virksomheder (oligopolister), som under nærmere bestemte vilkår, hæver priserne. Ved en generel inflation, hvor priserne på langt de fleste varer stiger, er det hovedreglen, at lønningerne stiger mindre end varepriserne. Herved stiger profitterne, idet disse er lig med det samlede bruttonationalprodukt minus de samlede lønninger.

Men vi kan også have profitinflation i dele af økonomien. Eksempelvis har A. P. Møller – Mærsk i det seneste års tid sammen med et par af de andre store containerrederier kunnet syvdoble fragtraterne på skibsfragt mellem Kina og Nordamerika samt Kina og Europa. Et andet eksempel på en sådan profitinflation kan vi finde på farmaceutiske markeder. Her er det en blanding af oligopolistiske markeder og patentbeskyttede produkter, som er en statsunderstøttet form for monopol på tekniske opfindelser.

I den aktuelle situation med Covid – 19 epidemiens stærke tilbagegang, oplever vi mangel på mikrochips til alle former for IT og personbiler, idet køb af disse varer har været udskudt under pandemien. Hertil kommer forstyrrelse af internationale leverancer blandt andet foranlediget af den økonomiske rivalisering mellem U.S. og Kina. Alt i alt er inflationen lige nu sammensat af alle tre inflationstyper.  Det bliver efterhånden vanskeligt at sondre de forskellige inflationstyper ud fra hinanden.

Når teori møder virkeligheden

I betragtning af de mange forskellige virkninger på samfundsøkonomien samt den enkelte borger og virksomheds økonomiske vilkår, kan det ikke undre, at der rettes forventninger og krav til, at staten må gøre noget for at fjerne – eller i det mindste afbøde – effekterne fra inflationen. Nogle af disse politiske indgreb retter sig mod inflation som sådan; det gælder f.eks. monetaristiske forsøg på at styre pengeudbuddet. Tilhængerne af denne teori og ideologi mener, at inflationen herved kan holdes på et stabilt og lavt niveau, typisk på 2 % om året.

Keynesianere troede i lang tid, at en regulering af inflationen kunne ske via regulering af arbejdsløshedsniveauet gennem finanspolitik med tilhørende pengepolitik. Den forestilling var underbygget gennem den såkaldte ‘Phillips-kurve’, som efter en videreudvikling fokuserer på en empirisk konstateret sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshedsprocent i Storbritannien 1861 – 1957.

Imidlertid har såvel keynesianere som monetarister klaret sig dårligt med deres teorier stillet over for den historiske virkelighed. Philips-kurven brød sammen i 1970’ernes samtidige stagnation i økonomisk vækst og inflation. Monetaristernes tro på den private sektors iboende ligevægtsskabende mekanismer klarede sig heller ikke for godt over for den finansielle krise i 1987, dot.com krisen 1999/ 2001 samt især Finanskrisen 2007/08 med dens videreudvikling i en regulær økonomisk krise. Med kriserne efter Covid-19 pandemien og Rusland – Ukraine krigen fra 2022, er den praktiske relevans af monetarismen stort set forsvundet.

Konkret bekæmpelse af omkostningsinflation

Den forsvindende lille praktiske anvendelighed af de to dominerende mainstreamforklaringer har inspireret mange til at se nærmere på mere fokuserede inflationsteorier, og at lave mere målrettede former for politik til inflationsbekæmpelse.

Lad os starte med at se på mulige bekæmpelsespolitikker over for omkostningsinflation; gasprisinflationen kan bruges som eksempel. Det er her vigtigt at sondre mellem, hvad der kan gøres på kort, mellemlang og lang sigt. På kort sigt kan der ikke gøres ret meget på udbudssiden; dog kan det forsøges at skifte efterspørgslen mod udbydere med stort ledig leverancepotentiale, hvilket ikke alene er mulighed for udvinding af gas, men også transportkapacitet frem til kunderne. På efterspørgselssiden kan presset på mængder og priser lettes ved mindsket forbrug samt substitution over til andre energikilder. I Danmark er forbruget af naturgas her i efteråret 2022 blevet formindsket med en halv snes procent sammenlignet med efteråret 2021.

På længere sigt er mulighederne for at skifte til alternative energikilder langt større. Naturligvis tager det tid at fremstille vindmøller, solfangere eller atomkraftværker – fra et – fire år ved vindmøller til tyve år for atomkraftværker. Vindmøller, solfangere og udnyttelse af jordvarme har den fordel, at disse teknologier – i modsætning til atomkraft – ikke er afhængige af uran fra Rusland eller politisk ustabile områder i Afrika. Desuden kan der være potentiale i bedre logistik i transport af elektricitet fra allerede fungerende værker.

Profitinflation kan medføre sociale eksplosioner

Efterspørgselsinflation er ofte lettest at imødegå ved at lade markedskræfterne virke; det skal dog forudsættes, at der er tale om prisstigninger inden for forholdsvis afgrænsede områder, hvor det er muligt at identificere prisstigningerne. Dog kan det politisk være muligt at foretage indgreb, hvis en større overefterspørgsel truer resten af økonomien med ulemper. Det er velkendt fra bygge- og anlægssektoren, men kan også forekomme i andre sektorer med fremstilling af varige goder. Hvis der er tale om en generel efterspørgselsinflation, kan det være svært at fortolke, om der på sigt vil være tale om profitable områder, som kan lokke investeringer og innovationer til.

“Generelt har magtpartierne i Danmark været meget forsigtige med at gribe ind mod de dominerende oligopoler/oligarker.”

Profitinflation kan forekomme i perioder med generelle prisstigninger, hvor lønningerne stiger langsommere end varepriserne. Herved øges profitterne. Fænomenet kendes også i mere afgrænsede områder, eksempelvis når man kigger på fragtraterne for containertransport mellem Kina/Asien og Nordamerika eller Europa, eller i patentbeskyttelsen, der muliggør stærkt stigende priser over længere tider.

Længere tids profitinflation kan – ud over faldende realløn og dermed øget elendighed og vrede i den brede befolkning – føre til sociale eksplosioner. Udbydere af begrænsede beholdninger som råstoffer og fossile brændsler få vanskeligt med at følge med den øvrige inflation på deres salgspriser. Dog kan disse i kraft af at være meget få store virksomheder takket være stodriftsfordele gå sammen i karteller for at styre udbuddet og/eller priserne. Oliekartellet OPEC er velkendt. 

I sjældne tilfælde har vi set politiske indgreb mod en prisdannelse, der har ført til meget høje profitter. Efter Anden Verdenskrig blev der i Danmark nedsat en trustkommission med henblik på at kunne gribe ind mod store ekstraprofitter inden for cement og andre byggematerialer. Også medicin var dengang et felt med store ekstraprofitter. De borgerlige partier fik imidlertid nok, og fik presset den socialdemokratiske regering til at nedlægge kommissionen i 1959.

Også såkaldte windfall-skatter kan være et redskab til at tøjle uventet store gevinster gennem beskatning. Med de voldsomme prisstigninger på energi siden 2021 har der været en del tale om sådanne skatter i lande som Storbritannien og USA, ja endog i Danmark, hvor A. P. Møller – Mærsk stort set ikke betaler skat. Dog har der i de senere år også været set mere velorganiserede indkøbspolitikker fra det offentliges side på medicinområdet. Ligeledes har der kunnet iagttages mere restriktive patenttildelingspolitikker.

Generelt har magtpartierne, altså Socialdemokraterne, Venstre, Konservative og De Radikale (plus delvis SF) – været meget forsigtige med at gribe ind mod de dominerende oligopoler/oligarker. Frygten har været, at de pågældende virksomheder blot ville flytte til udlandet med større risici for forsyningssikkerhed.