Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
21. oktober. 2021

Kronik: Trussel mod verdensfreden forude

De militære spændinger mellem USA og Kina stiger i Det Sydkinesiske Hav. Også på en række andre spørgsmål er situationen eskaleret. Der er brug for, at verdenssamfundet kommer tilbage til dialog og nedrustning, hvis det ikke skal ende galt, skriver cand.mag. Mikael Hertoft.

Illustration: KLE-art

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

USA og Kina er på konfrontationskurs i det Sydkinesiske Hav. Konflikten kommer oveni de konflikter, der er i Ukraine og Syrien mellem Rusland og de vestlige magter. På det seneste har USA lavet en ny militæralliance med Australien og Storbritannien, og flådeøvelser med deltagelse fra de vestlige lande foregår i det Sydkinesiske Hav. Den amerikanske ubåd USS Connecticut blev for nylig afsløret, da den under en patrulje i farvandet blev tvunget i havn, efter at være kollideret med et ukendt objekt under vandet. Det kinesiske kommunistpartis internationale avis Global Times bemærkede spydigt, at det ikke tydede på, at amerikanernes efterretninger eller kendskab til maritime forhold på stedet var særligt gode.

Den konfliktfyldte situation mellem Kina og USA skyldes hovedsageligt USA. Præsident Trump gennemførte en hård handelskrig mod Kina, med høj told på mange varer – og restriktioner mod kinesiske firmaer i forhold til højteknologi. Biden viderefører denne politik. Den militære situation er meget spændt, og der bliver oprustet på begge sider. 

AUKUS: Vestlig alliance mod Kina

Som følge af den meget anspændte situation er der opstået en ny militæralliance, som vil operere i Stillehavet og Det Indiske Ocean: Australien, United Kingdom og USA eller bare AUKUS – tre lande med en lang tradition for at dominere andre. Ifølge aftalen skal USA blandt andet levere 8 atomubåde til Australien.

Denne nye alliance er utroligt provokerende for kineserne – og måske ikke helt gennemtænkt, hverken i symbolik eller konsekvenser.  For det første er det en alliance mellem tre engelsksprogede lande, som vil tage ansvaret for sikkerheden i en region, hvor ca. halvdelen af jordens befolkning bor. Det er en historisk påmindelse om dengang ”den hvide mand” ville undertvinge og ”civilisere” ”den gule race”. Derfor er arrangementet også blevet mødt med mindre end begejstring i de andre asiatiske lande.

Alliancen er rettet mod Kina. Den vil mere end fordoble antallet af vestlige ubåde, der kan patruljere langs med Kinas kyster. Ganske vist siger USA og Australien, at der ikke skal være atomvåben ombord – men det er kun et spørgsmål om at skifte sprænghovederne ud. Kineserne er rasende. Ubådene bliver tidligst færdige i midten af 2030erne. Men provokationen er her og nu.

USA har stillet sig i spidsen for flådeøvelser, og øget den vestlige tilstedeværelse i det Sydkinesiske Hav. Både Japan, Holland, Storbritannien og Tyskland har bidraget.

Seawolf-class ubåden USS Connecticut sejler på en atomdrevet reaktor, og kan foruden en sprængladning på 50 Tomahawk-missiler udstyres til at have atomvåben ombord. Dens tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav er et billede på den amerikanske oprustning i regionen. Foto: Thiep Nguyen

Taiwan og nabolandene

USA og Kina har længe været uenige om Taiwan. USA mener, øen skal være selvstændig en dag. Kina mener den er en uadskillelig del af Kina. Den uenighed har været der siden 1949, hvor kommunisterne tog magten i Kina, og Kuomintang-nationalisterne flygtede til Taiwan og oprettede ”Republikken Kina”. I mange år anerkendte USA Taiwan som Kina, men det blev mere og mere uholdbart for USA ikke at have forbindelse til verdens folkerigeste land. I 1979 fik USA diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina. Som betingelse for det accepterede USA, at regeringen i Beijing var Kinas legitime regering. USA afbrød de diplomatiske forbindelser med Taiwan, men fortsatte et intenst samarbejde.

“Formelt set bliver Taiwan ikke anerkendt som land – men i praksis og på de fleste måder gør de alligevel. Det har fungeret, endda i perioder ”venskabeligt”, og det kan det komme til igen.”

Taiwan var i mange år styret af Chiang Kai-shek og hans meget diktatoriske Kuomintang parti, men har de sidste to regeringsperioder været under ledelse af et mere liberalt, men også mere Taiwan-nationalistisk parti. Samtidig er Taiwans og Kinas økonomiske fællesskab vokset over en mangeårig periode – og med det også kulturelle forbindelser.

Der er ikke nogen løsning på problemet, som vil tilfredsstille begge parter. Men i mange år var situationen stabil. Formelt set bliver Taiwan ikke anerkendt som land – men i praksis og på de fleste måder gør de alligevel. Det har fungeret, endda i perioder ”venskabeligt”, og det kan det komme til igen. Men det kræver konflikt-nedtrappende adfærd fra begge sider – hvilket mangler.

Også i en række andre nabolande har Kina fået et anspændt forhold til sine naboer. Landet gør krav på langt størstedelen af Det Sydkinesiske Hav, inklusiv områder tæt på kysterne i både Vietnam og Filippinerne. Kinas krav om kontrol med meget store havområder belaster forholdet til naboerne, og der er også her brug for, at landene forhandler en fredelig løsning på plads, der er rimelig for alle parter.

Hong Kong: Et land – to systemer er dødt

I lang tid efter Hongkongs genforening med Kina, så det faktisk ud til, at ”Et land – to systemer” ville fungere. Hongkong fortsatte som hidtil i en lang periode, hvilket førte til et boom i både Hongkong og ‘fastlands-Kina’.

I Hongkong har der aldrig været demokrati. Under engelsk overhøjhed var det guvernøren – indsat fra London – der bestemte. Men der var dog visse demokratiske rettigheder, såsom retten til at organisere sig og ytringsfrihed. Det fortsatte i lang tid efter Kina fik overdraget Hongkong i 1997. Magten gled over til en repræsentant udpeget af Beijing. Men økonomisk og på spørgsmål om ytrings- og organisationsfrihed, var folk i Hongkong bedre stillet end befolkningen i fastlands-Kina.  

Der var endda et parlament – hvor den brede befolkning ganske vist ikke valgte et flertal – men hvor demokratiske repræsentanter blev valgt. Der kom en større, folkelig bevægelse først og fremmest for demokratiske rettigheder. Senere fulgte store, folkelige demonstrationer, undertrykkelse og nu etableringen af et forbud mod oppositionen. Det har gjort det umuligt at blive ved med at tale om ”et land – to systemer”.

Millioner af mennesker gik i foråret 2019 på gaden i Hongkong, for at protestere mod Fastlands-Kinas stadig større greb om øen. Den traditionelle “et land – to systemer” ser efterhånden ud til at være et overstået kapitel. Foto: Hector Retamal.

Xinjiang – undertrykkelse eller folkemord?

Der er en stribe ”genopdragelses-skoler” – et system der i nogle rapporter beskrives som lejre – og er utroligt intimiderende, voldeligt og med adskillelse af familier og interneringer, indoktrinering m.m. Der er altså et niveau af undertrykkelse. Men der er langt herfra og så til det ”folkemord”, visse vestlige rapportører påstår. Ganske vist er der en stor udvandring fra tætbefolkede dele af Kina til Xinjiang, så befolkningsmajoriteten er ved at forskydes til at være han-kinesisk. Der sker altså en etnisk forskydning, hvor uighurerne er ved at blive et mindretal i provinsen – men det er altså ikke folkemord.

Vestlige ledere og vestlig presse kritiserer Kina Vestlige ledere og vestlig presse kritiserer Kina for at krænke menneskerettigheder i Xinjiang eller Hong Kong, og kritikken er berettiget, men der er en skjult dagsorden.

Dialog med Kina og Rusland

Der er brug for organiseret international dialog og samarbejde – og en fredelig regulering af verden gennem FN, som kan føre til en positiv spiral af nedrustning i stedet for den negative spiral af oprustning, der præger verden i øjeblikket – og som får risikoen for omfattende krig til at vokse radikalt.

“Når vestlige ledere kritiserer Kina og Rusland for at krænke menneskerettigheder… har de ret. Problemet er, at det bliver en ensidig fremstilling USA er nemlig meget tilbageholdende med at kritisere vennerne for det samme.”

Det kræver om ikke venskab, så fredelig sameksistens mellem de lande, der i dag styrer mod konflikt. Jeg vil her slet ikke gå ind i diskussionen med alle dem, der har travlt med at skælde ud på Rusland og Kina. Jeg forstår synspunktet og deler den kritik, der er, af de to landes mangel på demokrati. 

Men selv hvis man har den mening, må man vel alligevel mene, at fred er bedre end krig, og at det er en opgave af overordentlig stor betydning at mindske konfliktniveauet – både i Europa og i Asien? 

Når vestlige ledere og vestlig presse kritiserer Kina og Rusland fx for at krænke menneskerettigheder i Xinjiang eller Hongkong, for mordforsøg og uretmæssig fængsling af Navalny i Rusland – så har de ret, men bruger det for at fremme en dagsorden, der rummer noget andet. Problemet er, at det bliver en ensidig fremstilling på to måder. USA er nemlig meget tilbageholdende med at kritisere krænkelser af menneskerettigheder, når det er ”vennerne” eller USA selv, der begår dem, hvilket stadighed foregår i stor stil. Det andet problem er at den vedvarende udskældning står i vejen for en afbalanceret forståelse af Kina.

Danmark må spille en mere aktiv rolle for freden. Jeppe Kofod er blot den seneste i rækken af udenrigsministre, der er fuldstændigt følgagtig i sit forhold til USA. Men Danmark har en særlig forpligtelse til at lægge en dæmper på sine egne allierede. Enhedslisten råber som den eneste stemme op, og det kommer ikke til at ændre sig før en større del af befolkningen begynder at forstå, hvor farlig den oprustningsspiral og stigende fjendtlighed er, som verden er på vej ind i. Der ligger en stor trussel mod verdensfreden forude.


Om skribenten

Mikael Hertoft

Mikael Hertoft

Mikael Hertoft er cand.mag i russisk og Øststatskunskab, medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten, og arbejder som underviser i dansk som andetsprog. Læs mere