Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
12. april. 2022

Kronik: Venstrefløjen, krigen og dens følger

Den nye sikkerhedspolitiske situation stiller krav til venstrefløjen om sikkerhedspolitiske alternativer, der gavner Grønland, Arktis og Baltikum. Der er brug for en ny europæisk sikkerhedsarkitektur og atomnedrustning – men EU-hæren kan man godt skyde en hvid pind efter, mener tidl. folketingsmedlem Keld Albrechtsen.

Illustration: Oleksiy Kustovsky

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Ruslands krig mod Ukraine har ændret verden, og alt tyder desværre på, at vi kommer til at leve i et væsentligt farligere, internationalt politisk system. Det skyldes ikke mindst, at russisk tilbagevenden til et retsbaseret internationalt system nu har lange udsigter.

“Hvis Danmark ikke var en del af rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne, så kunne Danmark måske i princippet godt være neutralt ligesom Sverige. Men rigsfællesskabet er en vanskelig konstruktion uden for NATO “

Denne artikel bygger på den klare forudsætning, at Ruslands regering alene bærer ansvaret for angrebet på Ukraine – helt og aldeles og uden formildende omstændigheder og med fuldt ansvar for de krigsforbrydelser, som siden er begået. Dertil kommer, at angrebet på Ukraine gennemføres med den samme skrupelløse mangel på respekt for civile liv, som den russiske regering har demonstreret andre steder – senest i Syrien. Samtidig er man indstillet på at bruge alle midler, som man mener at kunne slippe afsted med til at fremme sine internationale mål.

Det må derfor lægges til grund, at hvis man ikke har militær styrke eller stærke venner, så er det risikabelt at være nabo til Rusland. Artiklen bygger endvidere på den analyse, at der for Danmark ikke for indeværende findes et troværdigt sikkerhedspolitisk alternativ til medlemskab af NATO. Hvis Danmark ikke var en del af rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne, så kunne Danmark måske i princippet godt være neutralt ligesom Sverige. Men efter min bedømmelse er rigsfællesskabet en vanskelig konstruktion uden for NATO – det ville som minimum forudsætte en amerikansk sikkerhedsgaranti af samme art. Derfor må man som gammel venstresocialistist erkende, at ligesom dansk udmeldelse af EU i længden viste sig reelt umulig, så er det samme nok tilfældet med NATO-medlemskabet.

Afskaffelse af atomvåben igen på dagsordenen

Hvis krigen i Ukraine ender med en eller anden form for europæisk fredsgaranti med deltagelse fra USA, kan man håbe, at der kan tages ny skridt til at skabe ny atomnedrustning. Som bekendt findes der stadig et helt forfærdeligt antal atomvåben af enhver art. Og hvis en fredsaftale ikke bliver stabil, er det en potentielt meget farlig situation, især fordi Rusland og Kina kan være inde i en svækkelse af længerevarende karakter med deraf følgende trang til kompensation udefra. Ruslands svækkelse er en selvskabt følge af krigen, mens Kina stadig bakser med corona og alvorlige strukturelle, økonomiske udfordringer.

Derfor bør venstrefløjen globalt, i Europa og i Danmark prøve at genrejse kampen for atomnedrustning – og f.eks. fremføre forslag om fjernelse af kortrækkende atomvåben. De står for tæt over for hinanden og er dødsensfarlige som tændsats for en verdenskrig, bl.a. fordi varslingstiden er så kort. Og vi skal stille krav om nye store reduktioner i de strategiske atomvåben.

Samtidig må vi holde fast i, at de globale udgifter til militær må nedbringes. Det forudsætter, at der arbejdes frem mod en verdensorden, hvor FN igen får en central rolle, og hvor USA, EU og Kina kan mødes i forpligtende aftaler om afspænding. Et middel kunne være skabelsen af en sammenfattende global bevægelse for klima og social retfærdighed, hvor alle de eksisterende stormagter bliver sat under pres for at møde de to største udfordringer: den globale ulighed og klimaet. Men jeg er klar over, at dette er et fromt håb – og at alt nu må samles om at stoppe Putin-regimets overgreb mod Ukraine.

Efter at være nået et højdepunkt på 70.300 spænghoveder i 1986, er antallet af atomvåben faldet støt gennem mange år. I dag anslås der at være 13.000 våben med atomare sprænghoveder i verden fordelt på 9 lande. USA og Rusland har dog fortsat omkring 90 % af verdens atomarsenaler. Illustration: Andrea Ucini

Den arktiske udfordring

Siden Anden Verdenskrig har Danmark ikke for alvor været i klemme mellem militære stormagter. Man kan sige, at alle var i klemme under Den kolde Krig, men der var ikke risiko for et særlig alvorligt militært pres mod lige præcis Danmark.

Nu står vi så i en situation, hvor vi igen kan komme under alvorligt krydspres – som under Napoleonskrigene og de to verdenskrige. Risikoen for at komme under ubehageligt pres kan desværre ikke udelukkes i Arktis, fordi det fredelige samarbejde med Rusland er suspenderet, og vi ved ikke, hvornår det kan genoptages. Kina vil uden tvivl melde sig som en mere aktiv spiller med en række ønsker om adgang, vigtige råvarer og lignende. 

“Formålet med den danske indsats skal være, at der ikke udbryder krig. Og derfor er det også helt afgørende vigtigt, at det arktiske samarbejde genoptages efter krigen – og at formålet med dette samarbejde er at sikre en fredelig udvikling i Arktis.”

I realiteten er Danmark lidt i gang med at opstille en slags neutralitetsforvar, som var en betydelig succes under den første Verdenskrig. Det vil ikke være det samme, for bagved den danske overvågningsskærm står jo USA, og vi er derfor ikke neutrale. Men idéen må være den samme, nemlig at vi kan overvåge territoriet og afvise krænkelser – som det danske luftvåben f.eks. gør i Østersøen. Derfor kunne det f.eks. blive nødvendigt med en isforstærket fregat i nord, bedre overvågningssystemer, lufthavne m.v.

Det er jo ikke traditionelt vores kop te på venstrefløjen. Men jeg ser ingen vej udenom. Formålet med denne indsats skal selvfølgelig være, at der ikke udbryder krig. Og derfor er det også helt afgørende vigtigt, at det arktiske samarbejde genoptages efter krigen – og at formålet med dette samarbejde er at sikre en fredelig udvikling i Arktis. Det kan godt blive vanskeligt, fordi stormagterne har forskellige råstof-interesser og gerne ser, at Grønland og Danmark giver dem gode betingelser.

I den lange ende kunne disse råstoffer måske bane vejen for grønlandsk selvstændighed. Men det virker næppe på kort sigt, og Grønland vil i et pænt stykke tid skulle have aftaler med USA og Danmark om forsvar, fiskeri-inspektion m.v. Det skyldes det enkle forhold, at USA ikke vil acceptere, at der opstår et militært tomrum i Arktis. Personligt finder jeg desuden, at Grønland og Danmark er så tæt sammenvokset, at vi bør finde en form, hvor vi bruger hinanden til at skabe nyt i fællesskab – ikke til at komme længere fra hinanden.

Baltikum

Den anden store udfordring er situationen i Baltikum og Østersøen. Norge, Finland, Estland, Letland og Litauen ligger i en udsat position. Derimod vil jeg dog mene, at Sverige, Polen og Danmark nok ikke selv er umiddelbart i farezonen, selvom Sverige har taget betydelige skridt til at styrke forsvaret. Og Rusland ville næppe vove at koncentrere væsentlige styrker nær Finlands grænse. Meget tyder på, at Finland nu er tæt på at søge NATO-medlemskab – og i Sverige har der været argumenteret for, at et evt. NATO-medlemskab skulle ske sammen med Finland.

“Vi må alle anerkende, at lande, der grænser op til Rusland, har brug for tryghed. Men vi skal heller ikke male fanden på væggen.”

Vi må alle anerkende, at lande, der grænser op til Rusland, har brug for tryghed. Men vi skal heller ikke male fanden på væggen. Det nye danske forsvarsforlig indeholder så mange penge, at det kan være svært at opsuge dem fornuftigt i det tempo. Der har spøgefuldt været talt om, at man kunne blive nødt til at ‘forgylde ammunitionen’. Og det er et faktum, at NATO-landene har styrke til at stoppe eventuel russisk aggression, hvilket understreges af den overraskende svage russiske indsats i krigen mod Ukraine. 

Man kan derfor stærkt betvivle, om det vil være nødvendigt med så dramatiske udvidelser af forsvarsbudgettet, som er aftalt i Tyskland og Danmark – og som jo ikke bygger på en styrkeforholds-analyse, men derimod på en politisk fastsat målsætning om 2 pct af BNP. En betydelig del af de enorme ekstraordinære midler, som den tyske Forbundsdag vil afsætte her og nu, er formentlig begrundet i det forhold, at de tyske styrker har en meget lav mobilitet. Det har helt åbenbart ikke været hensigten, at de skulle kunne flyttes ud af landet. Og det har der været gode grunde til. Når krigen er ovre, kunne det være relevant med en ny forsvarskommission, der kan analysere det nye trusselsbillede.

Hvad der efter min opfattelse imidlertid er nødvendigt i den nære fremtid, er en styrkelse af Danmarks evne til udsende styrker til Baltikum i tilfælde af trusler. Det er muligheden for hurtigt at sætte væsentlige styrker ind, som kan hindre udbruddet af en ny krig. Ingen fremmed magt skal kunne køre ind over grænserne. Og det skal man vide i Moskva. Det har længe været hensigten at øge den danske kapacitet, men det har taget lang tid at opstille styrkerne. Der er dog en meget væsentlig styrke på vej til Baltikum. Hvis det ender med, at der i en tilspidset situation kan udsendes flere kampbataljoner med helikopter- og flystøtte, er der tale om et virkelig tungt bidrag. De russiske styrker har i Ukraine demonstreret, at de ikke vil kunne trænge igennem NATO’s forsvar.  NATO’s svar på et angreb vil bl.a. være dybe stød fra luften ind over modpartens angrebsområde, som baner vejen for landstyrkernes standsning af et angreb. Der er næppe tvivl om, at F35 er udset til en sådan opgave. Og intet tyder på, at Rusland vil kunne opstille et modsvar til dette.

Men er det så fornuftigt at købe flere af de enormt dyre F35, som nogen har foreslået? Det tvivler jeg stærkt på. NATO og Finland får nok af dem, Finland alene formentlig omkring 60 fly, en formidabel flystyrke. Derimod kunne der være fornuft i beholde F16-flyene et stykke tid, da det bl.a. er stærkt i nærforsvar i luften, især hvis Danmark og Norge selv skulle blive angrebet. Erfaringen fra Ukraine tyder på, at opdaterede danske F16 fly så rigeligt kan matche de russiske kampfly. Ligeledes kan det måske blive nødvendigt med et yderligere transportfly.

I kølvandet på evt. finsk og svensk deltagelse i NATO kunne det være interessant, om en kommende forsvarskommission også udarbejder en analyse af en nordisk forsvarsunions evne til selv at kunne levere en tilstrækkelig afskrækkelse til, at den kunne forebygge trusler mod vores sikkerhed. Indtil for nylig var jeg meget skeptisk over for den tanke. Men det har jo vist sig, at en meget stor del af det russiske militærbudget forsvinder ud i den blå luft, så hæren sidder tilbage med dårlige våben, gamle rationer og utilstrækkelig transport-kapacitet.

En sådan nordisk forsvarsunion skal bygges sammen med NATO, og må ikke forstyrre det grønlandsk-dansk-amerikanske samarbejde i Arktis.

Det danske forsvar har indkøbt amerikanske kampfly af typen F35 Lightning Joint Strike Fighter for 14.500 millioner kroner. Foto: U.S. Air Force / Solidaritet

EU-hær er urealistisk

Derimod må det efter min opfattelse betragtes som helt urealistisk, at EU’s sikkerhedspolitiske samarbejde, som Danmark står udenfor, skulle kunne betrygge de europæiske staters basale sikkerhed. Det kommer efter min bedømmelse ikke til at ske. Man kan frygte eller drømme om en EU-hær, men den kommer ikke. Og samarbejdet om sikkerheden i Arktis mellem Grønland, Danmark og USA kan under ingen omstændigheder varetages inden for EU’s sikkerhedspolitiske samarbejde.

Vi kunne derfor godt have været den folkeafstemning om forsvarsundtagelsen i EU foruden. Mit håb er, at Enhedslisten i debatten vil holde sig på solid afstand fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Deres EU-modstand bygger på nationalkonservative værdier, som venstrefløjen ikke skal slås i hartkorn med. Vi skal tværtimod i EU kæmpe sammen med dem, der vil dreje unionen i en mere social og grøn retning.

Rent sikkerhedspolitisk er det mere afgørende, at EU-topmødet har understreget den solidaritets-forpligtelse, som findes i EU-traktaten, og som også gælder for Danmark. Den forpligter os bl.a. til i en ikke nærmere defineret form at yde støtte til neutrale EU-lande, der angribes udefra. Efter min mening giver EU-samarbejdet ikke mening, hvis vi kunne tillade, at udefrakommende magter overfalder et EU-land.

En ny sikkerhedsarkitektur

Der tales meget om en ny europæisk sikkerhedsarkitektur, som skal skabe fred i Europa. Det er også et fromt håb, som jeg støtter i høj grad. Det kunne en ny forsvarskommission også arbejde med. Det er mest praktisk at starte med aftaler om reduktioner af atomvåben, mens resten må møjsommeligt bygges op. Og de sår, der er skabt i Ukraine, heles ikke fra den ene dag til anden. Et regime-skifte i Rusland kan have lange udsigter.

“En af den russiske ledelses største fejltagelser i krigen mod Ukraine, er den manglende idé om, hvordan landet skal genopbygges. “

En del af den nødvendige heling kan Danmark dog bidrage væsentligt til, nemlig de kommende programmer for genopbygning af Ukraine. En af den russiske ledelses største fejltagelser – blandt rigtig mange – i krigen mod Ukraine, er den manglende idé om, hvordan landet skal genopbygges. Rusland har ødelagt Mariupol og en række andre byer, og fordrevet de fleste af indbyggerne. Hvis det ender med, at Rusland slipper afsted med at annektere en by som Mariupol, hvordan skal den så nogensinde blive beboelig igen? Jeg mindes, hvordan jeg som barn i 50’erne kørte gennem Hamburg, og med forfærdelse så de store tomter, hvor husene havde stået.

Med et kraftigt EU-program og effektiv dansk deltagelse kan genopbygningen forhåbentlig snart komme i gang. Og med perspektivet om et EU-medlemskab til Ukraine i kølvandet på genopbygningen, kunne der måske findes en vej til en langsigtet betryggelse af Ukraines sikkerhed.


Om skribenten

Keld Albrechtsen

Keld Albrechtsen

Tidligere medlem af Folketinget for Venstresocialisterne (1984 - 1987) og Enhedslisten (1994 - 2005). Formand for Brabrand Boligforening. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER