Kronik: Vi bliver nødt til at beholde de kritiske briller på – også i Ukraine

Mens russiske tanks fortsat ruller ind over den ukrainske grænse, og russiske raketter i flæng rammer tv-tårne og familieboliger, er den vestlige offentlighed hensat til en følelse af afsky. Krigens meningsløshed fremstår i al sin tydelighed. Angsten for, at den i en atomar fase kan brede sig vest- og nordpå er allestedsnærværende.

For at bryde apatien samles der tøj ind, og solidarisk anstiftede borgere organiserer kolonner for at køre til Polen – for selv at rede ukrainske flygtninge i sikkerhed. Fordømmelsen af Putin-styret er enstemmig og berettiget. Opbakningen til sanktionerne ligeså.

“Det er ikke, fordi ovenstående perspektiv er helt forkert. Det er blot bevidst begrænset til at forstå en kompleks situation fra et enkelt synspunkt.”

For en kort stund er alle landets kræfter forenet mod koldkrigens ærkefjende, der med invasionens maskefald igen afslører østens antagede despotiske ansigt. Alle historiefortællerens brikker falder således på plads for en stund, og et simpelt narrativ aftegner sig:

Den despotiske stormagt Rusland er i gang med et overfald på den demokratiske småstat Ukraine – uden anden anledning end tsar Putins coronaisolations-anstiftede feberdrømme om genrejsningen af det russiske rige.

Fra ét til mange perspektiver

Det er ikke, fordi ovenstående perspektiv er helt forkert. Det er blot bevidst begrænset til at forstå en kompleks situation fra et enkelt synspunkt. En begrænsning, som det i nærværende situation er mistænkeligt presserende for visse politiske kræfter at opretholde.

Startende udefra har NATO-landenes officielle standpunkt været, at Rusland som krigens aggressor bærer eneansvaret for, at denne konflikt er spundet ud af kontrol. Førende amerikanske Ruslands-eksperter, som f.eks. tidligere ambassadør Michael McFaul, bakker det op og uddyber, at tiden ikke er til at forstå begge sider af konflikten. Ensidig fordømmelse af modparten er vejen til fred.

Principperne forsvinder i krigstid

Få har stemmerne været, der har udfordret dette synspunkt. Kætterne har i Folketinget særligt været repræsenteret ved tidligere forsvarsordfører for Enhedslisten, Christian Juhl, der da han fremsatte det nu ukontroversielle synspunkt, at forhandlinger med Taleban var uundgåelige, måtte se sig degraderet til ordfører for arbejdsmiljø og et sammensurium af andre småområder. Også denne gang kom fordømmelserne prompte. Alt imens partiets politikere på Twitter blev presset af deres politiske kollegaer og konkurrenter til at tvivle på holdningen til NATO, tog regeringspartiet Christian Juhl til indtægt for hele Enhedslistens holdning, og fordømte denne som ”historieløs” og ”forfejlet.  

Internt i Enhedslisten er dette angreb – særligt efter Jyllands-Postens interview med hovedbestyrelsesmedlem og Ruslands-kender Mikael Hertoft – blevet besvaret med en appel til at holde igen med analyserne og bakke op om det hegemoniske narrativ. Særligt Enhedslistens repræsentant i Europa-Parlamentet, Nikolaj Villumsen har taget skridtet videre og fornægtet partiets NATO-politik, samt stemt for en resolution, der bakker op om NATO.

Alle steder lyder samme punchline – forståelse for situationens kompleksitet er nødvendig, men ikke nu.

Historieløsheden

Med angreb på kritikkernes historieløshed bliver vi således opfordret til at glemme vores historiske viden. Forsvundet er orangerevolutionen, fortiet er Maidan-oprøret. Behandlingen af Ukraines mindretal – Putinregimets påskud for krigen – må ikke bringes op. Menneskerettighedskrænkelser må kun nævnes, hvis de begås af den ene side. Vestens forsikringer om at bremse udvidelsen af NATO må ikke diskuteres, ligesom vi ikke må blive klogere på, om russerne faktisk har anerkendt, at disse løfter ikke længere gjaldt.

Den form for analyse, der kan gøre os klogere på krigens grundlag, har ingen plads i den nuværende situation, forstås. Nu gælder det krigen, hvor der med McFauls ordvalg findes en god og en ond side. At løse konflikten, kan således kun lade sig gøre gennem den endelige sejr.

Det burde ellers være tydeligt, at vi uden at forstå krigens forudsætning ikke for alvor kan diskutere præmisserne for varig fred.

Krig er fred

Frem for kritisk stillingtagen til en konflikt, hvor hoveddeltagerne er stormagter, forskydes konflikten til at omhandle den nuværende krig. Her er kun Rusland og Ukraine spillere  – hverken NATO-landenes økonomiske krigsførelse eller levering af våben må tolkes som, at disse har en selvstændig interesse i konflikten løsrevet fra deres humanistiske bekymringer for det ukrainske folk.

“Situationen bliver orwelliansk, når Enhedslisten arrangerer demonstrationer for nedrustning, men samtidig stemmer for våbenleverancer til den ukrainske hær.”

Situationen bliver orwelliansk, når Enhedslisten arrangerer demonstrationer for nedrustning, men samtidig stemmer for våbenleverancer til den ukrainske hær. Dette er ikke en modsætning, kan man – i modstrid med al sproglig fornuft – læse i en mail sendt til medlemmerne. Det samme gælder, når politikere taler om ethvert lands ret til suverænitet. Som om det var en vurdering, der blev skelet til i Danmarks tidligere angrebskrige.

I krigshysteriets navn bliver det springende punkt pseudodiskussioner om, hvorvidt Ukraine er en nationalstat eller en multietnisk stat – hvor en forkert vurdering af dette spørgsmål, med Pernille Skippers ord i P1 morgen, er i klokkeklar modstrid med Enhedslistens holdning. Det efterlader lytteren med opfattelsen af, at partiets hovedbestyrelse med jævne mellemrum diskuterer statsdannelsers klassifikation.

Åben diskussion er (stadig) en nødvendighed

Fra politikernes side kan det ikke gentages nok, at Putin bærer eneansvaret for invasionen. Det er som om en anden holdning – at NATO generaler eller Ukraines undervisnings- og videnskabsminister skulle kunne give ordre om invasion til den russiske hær – er en plausibel forestilling. Hvilket i sig selv viser den spiral af idioti, vi bliver suget ned i.

Selvfølgelig er det Putin-regimet, der har startet krigen. Den ukrainske modstand er uden tvivl et forsvar for statssuverænitet. Den er et forsvar for drømmen om det ukrainske demokrati og forestillingen om de såkaldte vestlige værdier. Noble sager som man kan kæmpe og dø for.

Men hvorfor er dette det eneste legitime synspunkt? Kunne man forestille sig, at også andre interesser er på spil? Det finder vi nok næppe ud af – med mindre vi diskuterer det åbent og frit.