Illustration: Lust Erotic Boutique
14 min. læsetid

Vi skal starte helt fra barnsben, hvis vi for alvor skal have gjort op med den kultur, der lige nu bliver trukket ud i lyset. Det starter med at sætte krop og seksualitet i centrum for børnene, skriver Uffe Elbæk.


Af Uffe Elbæk, MF (Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti)

Hvordan skaber vi som samfund de bedste betingelser for seksualitetens frigørende og grænseoverskridende livskraft, samtidig med at vi netop respekterer hinandens grænser, når det kommer til seksualitet, krop og personlig frihed? Blot dét at stille dette spørgsmål, åbner for næsten alle de politiske og kulturelle snubletråde, man kan forestille sig.

Ikke mindst på grund af den igangværende #MeToo-diskussion og de mange dybt følsomme personlige beretninger fra (primært) kvinder, der har oplevet grænseoverskridende adfærd fra kollegaer og chefer.

Det nydelsesfulde landskab

Lige nu er der ikke en eneste virksomhed og organisation i Danmark, der kan undslå sig for at se selvkritisk indad i organisationen og spørge sig selv, hvordan vi udvikler en langt mere respektfuld og tryg organisationskultur for alle medarbejdere. Uanset hvor i magtstrukturen de som medarbejdere befinder sig. Punktum. Samtidig skal vi lære vores børn og unge – og ved gud også os voksne – at deres og vores kroppe er fyldt med energi, seksualitet og følelser. At kroppen er et uendeligt nydelsesfuldt landskab, som du som menneske aldrig bliver færdig med at gå på opdagelse i.  Alene eller sammen med dem, du har lyst til at tage med på din opdagelsesrejse.

Ovenstående præmis er det etiske og moralske baggrundstæppe, jeg skriver op af, når jeg vil prøve at komme omkring mit eget åbningsspørgsmål. Men inden jeg kommer dertil, skal vi først lige hoppe lidt mere end 40 år tilbage i tiden. Nemlig til slut 70’erne, hvor Huset i Magstræde havde en udstilling, som gjorde stort indtryk på mig dengang.

Fødselsteater

Den gik i al sin enkelthed ud på, at man som publikum enkeltvis fik oplevelsen af at blive født på ny. Helt bogstaveligt. Jeg kom som publikum ind i kvindens varme, rødt oplyste livmoder og videre igennem den stramme, småklaustrofobiske mørke fødselskanal. Og i det øjeblik jeg endelig kravlede ud af fødselskanalen og satte mine hænder på fast grund foran mig, tændte lyset i rummet. Og jeg så mig selv i et kæmpe stort spejl på væggen overfor, mens jeg kravlede ud af en kæmpestor vagina.

Jeg ved, at det her lyder mere end 70’er-agtigt. Og det bliver værre. For jeg tog udstillingsidéen med mig tilbage til Aarhus, hvor jeg på det tidspunkt var pædagogmedhjælper i Vorrevangens Børnehave. Jeg fik overtalt pædagogerne til, at vi skulle lave en tilsvarende oplevelse for alle børnene i børnehaven. Og som sagt, så gjort. Den ene stue i børnehaven blev indrettet som livmoderen, hvor vi havde skruet fuldt op for varmen, vinduerne var dækket til, og belysningen gav børnene – som alle kun havde undertøj på – illusionen af, at de befandt sig inde i moderens mave.

Én efter én skulle de nu ”fødes” igennem en fødselskanal ind til stuen ved siden af. Fuldstændig efter samme skabelon, som det jeg selv havde oplevet i Huset i Magstræde. Så børnene kravlede en efter en gennem fødselskanalen og fik til sidst presset hovedet ud gennem vagina, hvor vi greb dem, fik dem hevet op i benene og gav dem et venligt slag i bagdelen, så de kunne begynde at trække vejret. Herefter blev de puttet, fuldstændig som man gør med en nyfødt.

“Der er på baggrund af enkelte meget medie-omtalte overgrebssager i børneinstitutioner, efter min mening, skabt en al for stærk selvcensur blandt vores pædagoger – ikke mindst vores mandlige pædagoger – når det gælder kropskontakt og arbejdet med børnenes følelser. Det svarer til at være så bange for, børnene skal drukne, at man ikke tør lære dem at svømme.”

+

Kunne børnene lide det? Om de kunne! De var ellevilde med det. Var deres forældre med på ideen? Ja, i den grad. Kunne det ske i dag? Det tvivler jeg på. For der er – på baggrund af enkelte, meget medie-omtalte overgrebssager i børneinstitutioner, efter min mening – skabt en al for stærk selvcensur blandt vores pædagoger – ikke mindst vores mandlige pædagoger – når det gælder kropskontakt og arbejdet med børnenes følelser. Det svarer til at være så bange for, at børnene skal drukne …() at man ikke tør lære dem at svømme.

Den selvcensur havde vi ikke den gang i Vorrevangens Børnehave. Vi overvejede ikke et splitsekund, om denne fødsels-oplevelse vi gav børnene kunne mistolkes. Eller om den tætte fysiske kontakt, der var imellem os ansatte og børnene kunne blive udsat for kritik. I vores optik var dette ”fødsels-teater” blot med til at give børnene et meget fysisk indblik i, hvordan vi alle sammen kommer til verden. Hvor vi kommer fra.

Sæt seksualundervisning i centrum

Det var dengang. Og så direkte tilbage til Christiansborg i slutningen af september i år. Her blev der nemlig afviklet en 50-års-fødselsdagskonference for indførelsen af seksualundervisningen i folkeskolen i Danmark. Og selvom der var tale om en historisk festdag, var der også en generel enighed om blandt konferencens deltagere, at der i den grad er plads til forbedringer, når det gælder børn og unges undervisning i folkeskolen om kroppens og seksualitetens veje og vildveje. Eksempelvis viste en undersøgelse fra undervisningsministeriet sidste år, at kun to ud af hver femte elev i 9. klasse kunne sige, at de havde lært at vurdere forskellige syn på køn, krop og seksualitet.

På konferencen blev vi dynget til med friske data, som alle underbyggede det budskab, en række foreninger og organisationer inden for området var kommet med i en fælles kronik i Berlingske samme dag. Afsenderne på kronikken var Danske Skoleelever, Lærerstuderendes Landskreds, Sex og Samfund, Red Barnet, LGBT+Danmark, LGBT+Ungdom, Dansk Kvindesamfund, Amnesty International og Børns Vilkår.

Deres anbefalinger var lige så præcise, som de var konkrete: Seksualitetsundervisningen skal ind på grunduddannelsen for lærerne og ikke som nu, hvor det kun har status som linjefag. Efteruddannelsestilbud til de uddannede lærer skal forbedres. Og det samme skal kvaliteten af seksualitetsundervisningen på landets skoler. Tallene, vi blev præsenteret for, dokumenterede nemlig alt for store kvalitetsudsving mellem de forskellige skoler – og mellem den undervisning børnene og de unge fik på de forskellige årgange.

Endelig skulle seksualitetsundervisningen på skoleskemaet med faste timetal om året – hvad der ikke er tilfældet i dag. Til sidst var der en kraftig anbefaling af, at involvere forældrene langt mere. For som de omtalte organisationer skriver i kronikken, så er det ikke bare skolens opgave at give børnene og de unge en nuanceret forståelse for deres kroppe, seksualitet og alle de følelser, der er forbundet med det at erobre sit eget liv – herunder også ens egen seksualitet. Det er også forældrenes ansvar. Eller rettere: Det er ikke mindst forældrenes ansvar.

Udfordring af familiebegrebet

Der sad jeg i landstingssalen og hørte på alle eksperterne og tænkte ikke bare tilbage til ”fødsels-teateret” i Vorrevangens Børnehave. Men også på de mange gange, jeg gennem årene har fået lov til at overvære folkeskole-undervisningen i ”Uge Sex”. Faktisk er dette årlige lille indblik i folkeskoleelevernes helt personlige liv, et af årets højdepunkter for mig som politiker: – Denne ene gang om året, i uge seks, hvor landets folkeskoler kan vælge at lave temaundervisning i seksualitet og krop med afsæt i undervisningsmaterialet fra Sex og Samfund.

Jeg har efterhånden oplevet undervisningen på alle alderstrin. Og hver gang har jeg uforbeholdent taget hatten af, for det jeg oplevede i klasselokalet. I år var jeg eksempelvis på besøg på Christianshavn Skole og overværede seksualundervisningen i en 2. klasse.

Hvordan bliver et barn til? Det var det spørgsmål, børnene i klassen fik af deres klasselærer. Og et hav af børnehænder røg i vejret. Jo, der skal en far og mor til at lave barnet, var det første svar. Ligesom de fleste også var med på, at der skulle være et æg og en sædcelle. So far so good. For derefter tog snakken en interessant drejning. For læreren spurgte børnene igen: Er der andre måder, at man kan lave et barn på? Og jeg blev oprigtigt paf over, hvor sofistikerede svar der nu kom. En fortalte, at man også kunne blive lavet i et reagensglas. Hvilket fik en helt tredje til at sige: Det er jeg blevet. Hvilket fik en fjerde til at komme på banen for at fortælle, at man også kan være adopteret. Hvilket fik en femte i klassen til at fortælle at det var hun blevet. Sådan bølgede snakken frem og tilbage. Og blev til sidst til en snak om – hvad en familie er og hvor stor, den kan være.

Igen startede det med, at et af børnene sagde, at en familie består af en far, mor og deres børn. Men det var der flere af børnene i klassen, der udfordrede, fordi de boede da kun sammen med deres mor – og vedkommendes nye mand, som en dreng sagde. Og inden længde blev familie-begrebet yderligere gradbøjet, så alle de familie-virkeligheder – der var i klassen – var dækket ind: Den klassiske kernefamilie med far, mor og børn, den enlige mor med sit barn, mor-barn-og-morens-nye-mand-familien, adoptivfamilien, delebørn-familien og sidste skud på familie-træet: regnbuefamilien med mor og mor eller far og far.

Denne mangfoldige og komplekse familiære relations-virkelighed kunne disse børn på Christianshavn Skole denne februar-formiddag uden problemer sætte ord på og navigere i. Og da jeg forlod skolen, var jeg endnu engang helt opløftet over det land, jeg bor i – og ikke mindst næsegrus af beundring for det arbejde, vores lærere og pædagoger hver eneste dag løfter. Men der er stadig for mange skoler, som ikke deltager i Sex og Samfunds uge sex-undervisningskampagne. Ellers ville tallene, vi fik præsenteret på jubilæums-konferensen, nok ikke se ud som de gør.

For mange børn er det første svar stadig, at en familie består af far, mor og deres børn, når de starter på seksualundervisnignen. Flere og flere forstår dog også fra en tidlig alder, at en “kernefamilie” kan være mange andre ting i 2020. Foto: Monkey Business Images

#MeToo starter fra barnsben

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at man som folkeskolelærer eller pædagog kan være famlende over for at undervise eleverne i krop og seksualitet. Fordi vi lever i en tid, der både er overseksualiseret (du er kun et klik væk fra al den porno, du har lyst til) – og samtidig underligt krops- og seksualitets-forskrækket (flere og flere unge har eksempelvis svært med at gå i bad nøgne efter gymnastiktimerne). Og samtidig spiller religion en helt anden rolle i dag, end den gjorde, da jeg selv var ung. Så det kan være lidt af et undervisningsmæssigt minefelt for vores folkeskolelærere og pædagoger.

Derfor er jeg heller ikke tvivl om, at der mere end nogen sinde er brug for at støtte op om organisationer som for eksempel Sex og Samfund eller LGBT+Danmark. Fordi de er pædagogiske fyrtårne når det gælder et frigørende, mangfoldigt seksualitetssyn. Hvor vi både formår at være fortalere for, at sex – i alle dens former og udtryk – er dejligt, spændende og kernen i det, at kunne mærke livet i vores kroppe. Ja, kunne mærke os selv, være os selv. Og samtidig understrege, at vi skal respektere hinandens kropslige og følelsesmæssige grænser.

Det med grænser har #Metoo-sagerne i al tydelighed vist, at vi som samfund stadig har mere end svært ved at håndtere. Men hvordan lærer vi fra barnsben at håndtere og respektere den andens personlige grænser og samtidig være åbne for seksualitetens og sensualitetens grænseoverskridende og frigørende livskraft og potentiale?

Svaret er mange flere ”Uge Sex” i vores børn og unges liv. Ja, lad os gøre hele året til ”Uge Sex”. Fra børnehaven og hele vejen op til og med ungdomsuddannelserne. Så vores børn og unge kan bliver hjulpet absolut bedst muligt på vej af både skolen og deres forældre. Så den næste generation forstå hvad der foregår i både deres hoveder, kroppe og hjerter. Og at de kan sætte ord på – ja, har et sprog for – det de ser, føler og oplever. Både når det gælder livet i skolen, sammen med kammeraterne, det der foregår hjemme i deres familier, men også deres liv på og med nettet. Som de ansvarlige lyst-bevidste unge de er.

“Svaret på de seneste måneders #Metoo-hændelser er ikke, at vi hver især trækker os tilbage i os selv, lukker ned for vores seksualitet og er puritanske grænsevogtere. Men derimod at vi som samfund hylder seksualitetens livskraft i al sin mangfoldighed.”

+

Tilbage til 70’erne og start-80’erne. Dengang var der nemlig et begreb, der hed seksualpolitik, som havde rødder langt længere tilbage. Måske er det på tide at pudse det begreb af igen. For der er brug for en seksualpolitik både i og  uden for folkeskolen og ungdomsuddannelserne, som evner at bygge bro mellem #MeToo-bevægelsens berettigede kritik af seksuelle krænkelser og magtmisbrug og så seksualitetens vidunderlige, grænseoverskridende, frigørende kraft. Det vil sige en seksualpolitik, der giver positive svar på de dilemmaer, spændinger og modsætnings-par, vores seksualitet rummer – uanset om du identificerer dig som heteroseksuel eller har snuppet et eller flere af bogstaverne i LGBTQI+. Og uanset om du føler dig hjemme i det biologiske køn, du er født med, eller ikke gør.

Det vil sige en seksualpolitik, som giver positive svar på de dilemmaer, spændinger og modsætningspar vores seksualitet rummer – uanset om du identificerer dig som heteroseksuel eller har snuppet et eller flere af bogstaverne i LGBTQI+. Og uanset om du føler dig hjemme i det biologiske køn, du er født med, eller ikke gør.

Sensuel hverdag er svaret på overgrebskultur

De organisationer, der sammen skrev kronikken i Berlingske, har hver især en del af løsningen. Og sammen har de potentiale til en ny folkelig seksualpolitisk bevægelse. Som ved, at svaret på de seneste måneders #MeToo-hændelser – der har afdækket en helt uacceptabel seksualiseret og forgiftet magtkultur – ikke er, at vi hver især trækker os tilbage i os selv, lukker ned for vores seksualitet og er puritanske grænsevogtere. Men derimod at vi som samfund hylder seksualitetens livskraft i al sin mangfoldighed. I os selv. Og imellem hinanden. Og hvor vi alle véd, hvor vi kommer fra, som børnene i Vorrevangens Børnehave tilbage i 70’erne helt fysisk fik en oplevelse af, eller som de kvikke underskole-elever på Christianshavn Skole så fremragende satte ord på. Men også hvor vi er på vej hen, som ”Uge Sex” hvert år giver landets børn og de unge en smagsprøve på.

Kort sagt: Lad os hver især få en langt mere bevidst, lystfyldt og legende seksuel og sensuel hverdag gennem hele livet. Det er det bedste modsvar på den forkrampede og rædselsfulde overgrebskultur, vi i disse dage og uger kan se vælter ud af skabene inden for alle organisationer, virksomheder og partier.


Uffe Elbæk

Medlem af Folketinget for Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti. Tidligere politisk leder for Alternativet, som han var med til at stifte i 2013.

Læs mere af Uffe Elbæk