Rudolf Broby Johansen. Foto: Facebook/Frie Forfattere
7 min. læsetid

Et afgørende led i kunstens potentiale som politisk frigørende redskab er det blik, der genkender kunsten som en aktivitet, fælles for alle folk op gennem historien. Centralt i den kamp findes Rudolf Broby-Johansen, Danmarks originale skandale-digter og verdenskunstens folkelige formidler.


Af Victor Ovesen

Det æstetiske bevæger os, det samler og motiverer os. Derfor bliver det også gang på gang til politisk kampplads. Vores billeder og historier rummer utallige antagelser og udsagn om samfund og menneske. Filosoffen Walter Benjamin formulerede, at fordi fascismen gør det politiske æstetisk, må socialismen reagere ved at gøre kunsten politisk. Men hvad betyder det, helt konkret?

Fascismens æstetik sætter folkemængden i centrum, på bekostning af enkeltmennesket – eller minoriteten – der i sig selv er en umyndig og ubetydelig del af massen. Folket ses som en slags naturkraft, som skal ledes og føres langs historiens brede boulevarder, for nationens skyld. Det er en æstetik, der både behandler og iscenesætter folket som ét samlet og beruset subjekt i et storladent byrum, på bekostning af al bevidsthed og nuancering.

Dets strategi er at antænde og manipulere nogle primale funktioner hos os. Det nødvendige modsvar er at kultivere en folkelig bevidsthed om æstetikkens rolle i menneskelivet. At forsyne menneskene med viden om virkemidler er at sætte dem fri.

Rudolf Broby-Johansens skønlitterære og faglige forfatterskab viser, at et modnet æstetik-blik er hjørnesten i det ideologiske skarpsyn. Fra han kom i søgelyset som manden bag skandale-digtsamlingen Blod – og senere greb nationens bevidsthed som verdenskunstens folkelige formidler – gik Brobys virke ud på at udbrede og forfægte idealistiske ideer om kunstens rolle i et menneskesamfund.

Nye ringe i vandet

Omkring 1920 har København en kunstscene, der er vildt optaget af krydsfeltet mellem kunsten og det samtidspolitiske. Europæiske kulturhovedstæder som Paris og Berlin er for længst blevet vidne til milepæle i den eksplosive kulturtransformation, vi i dag kalder modernismen. Og i købstaden mærker kunstnerne, hvordan de nye teknologier har forkortet afstanden til den store verden, både praktisk og mentalt.

I både Kommunistisk Studenterfraktion og den litterære kreds Rennaissance sidder en ung mand ved navn Rudolf Broby-Johansen. Broby var født i Aalborg i år 1900 og voksede op i fattigdom på Fyn. Som 11-årig kom han i realskolen og fik friplads på den indremissionske Haslev Kostskole – ifølge anekdoten fordi hans karakterer ville trække gennemsnittet op, da skolen praktisk talt var på grænsen til at miste sin bevilling. Han slap altså igennem et klassemæssigt nåleøje og endte med at komme ind på Københavns Universitet.

Digtsamlingen Blod

Æstetiske oplevelser er med til at forme menneskers bevidsthed. Forskellige magthaveres bestræbelser på at kontrollere og begrænse optræk til radikale udtryksformer understreger kun den pointe. I 1922 udkommer Brobys debut ”Blod” på D.N.S.S, som er forlagsdelen af Det Ny Studentersamfund. Samlingens blot 15 digte konfronterer i aggressivt, eksplicitte scener læseren med fornedrelsen på samfundets bund. Alle digte er skrevet med slagfærdig syntaks, med råbende versaler:


STORBY I MÅNENAT

I HUSES SLUGTER SIDDER MÆND MED BLODIGE HJÆRNER

BØJET OVER BØRNS LIG

PAR SLYNGER SIG AFSINDIGT SAMMEN (BLOD RANKER / SVEDIGE LAGNER)

BLINDE KVINDER TASTER TØMTE BRYSTER GOLDT SKØD

Digtsamlingen trækker tråde til internationale avantgardebevægelser. Navnlig miljøet omkring bladet Der Sturm, som Broby havde stiftet bekendtskab med i Berlin. Det sociale og åndelige kollaps i den tyske hovedstad gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Broby. Nu skulle der sendes en litterær bredside mod de pænhedsdyrkende notabiliteter, der rydder samfundets armod ud af borgerskabets synsfelt.

Rudolf Broby Johansen og kunstmaleren Kirsten Kjær i samtale på Kirsten Kjærs Museum i Thy. Foto: B. Askholm

14 dages betinget fængsel

Der skulle heller ikke gå længe, før digtsamlingen konfiskeres af ordensmagten, og Broby tiltales for usædelighed. Retssagen mod ham er gået over i historien, med bl.a. Henrik Pontoppidan og Emil Bønnelycke som celebre ekspertvidner. Ikke mindst forstår Broby sin forsvarstale som en mulighed for at hamre nogle æstetiske pointer hjem.

Et kunstværk er som det er, understreger Broby, på grund af en indre nødvendighed. Kunstneren må adlyde kompositionens logik – et fuldendt værk ser ud som det gør, af den grund at det simpelthen ikke kan se anderledes ud. Og i Blods kompositionelle logik ligger den pointe, at den både i billedvalg og formsprog er en hovedkulds konfrontation med den angstfylde tilværelse i den moderne verdens meningsmæssige og sociale ruiner.

Broby idømmes 300 kroner i bøde og 14 dages betinget fængsel. Blod forbliver beslaglagt, og udkommer ikke igen før 1968 på Gyldendal.

Brobys politiske løbebane er rigt beskrevet andre steder, så lad det her bare være sagt, at den mildest talt er samspilsramt. For ikke mindst som uafhængig af partilinjer er han en besværlig skikkelse. Med mellemrum har Broby og folk omkring ham så dårligt forhold til ledelsen i Danmarks Kommunistiske Parti, at han bliver et legalt mål for offentlige fejder. Blandt andet bliver han portrætteret som den karikerede og fordækte figur ”Jensen-Skrævs” i en serie kriminalromaner af ingen mindre end Hans Kirk.

Det store skift fra politisk aktivisme til folkelig formidler kommer med Hverdagskunst – Verdenskunst, som slår igennem i 1942 og ender som Gyldendal-udgivelse. Her letter karrieren som kunstformidler, der blandt andet fører til en position som underviser på Vrå Højskole. Selv om han aldrig lægger det ideologiske indhold på hylden, træder fordums stridigheder da også tilstrækkeligt i baggrunden til, at både Hans Kirk og DKP varmer op for ham efterhånden.

Kunstformidling som historisk horisontudvidelse

Brobys kunstformidling er på en gang folkelig og tilgængelig – og samtidig vældig ambitiøs. Der ligger en lidet skjult marxistisk historietænkning bag. Tag som eksempel Dagens dont gennem årtusinderne fra 1969, som fokuserer på arbejdsbilledet som historisk fænomen: ”Trods [sin] fundamentale funktion i alle kulturer, indtager arbejdet en beskeden plads i al hidtidig kulturhistorie for slet ikke at tale om kunsthistorien, for hvilken det så at sige ikke eksisterer.” Med den historiografiske pointe viser bogen sig allerede i indledningen som et stykke ideologisk motiveret kunstformidling. Broby demonstrerer, hvordan arbejdets foranderlige rolle i menneskets historie også afspejler sig gennem kunsten – fra at være en umærkeligt integreret del af tilværelsen i forhistorisk tid, over en tiltagende teknologisk specialisering, og til et særskilt og stærkt politiseret fænomen i moderniteten.

Til sammenligning er Sort og Rødt. 64 Grafiske Glimt fra 1982 anderledes praktisk kapitel-inddelt i metoder, motiver og temaer. Broby belyser diverse grafiske teknikker, fra de første menneskers ridsninger i ben og klippevægge til avancerede moderne tryksager. Udover at opklare hvordan de fungerer rent praktisk, bliver deres historiske og politiske kontekst også formidlet.

Broby dør i 1987. Med en bibliografi der tæller 32 kunstformidlende udgivelser, utallige indlæg og artikler – samt ikke mindst en særplads i dansk litteraturhistorie som foregangsmand for modernismen – efterlader han et umiskendeligt aftryk på dansk åndsliv.

R. Broby Johansen underviser på Vrå Højskole. Foto: B. Askholm

Kunsten som kontaktflade

Noget af det interessante ved Brobys kunstbøger er, hvor markant han selv er til stede i sin tekst. Bøgerne er rigt forsynet med billedeksempler, der ledsages af historiske og politiske forklaringer af sammenhænge. Men derudover får man som læser lejlighed til at følge et analyserende og reflekterende blik på værkerne og fænomenerne – som om forundringen og begejstringen udspiller sig på papiret, i samme nu som læsningen. Tilstedeværelsen af en stemme og et blik er en måde at gøre oplevelsen umiddelbar – andet og mere end en samling af faktuel information, teksterne bliver kunstpædagogiske, instruktive endda.

Fordi det at udtrykke sig æstetisk gennem fortællinger og billeder er et alment menneskeligt forehavende, kan en undersøgelse af en given kunstform fungere som forståelsesmæssig kontaktflade mellem os selv og kunstens ophavsfolk. Hvad end der er tale om en fremmed kultur, eller blot den helt banalt fremmede på den anden side af vejen. Erkendelsen af det fælles giver en indgang til oplevelsen – og på sigt forståelsen – af det Andet.


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 8, maj 2016


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.