Kunstig intelligens kan meget vel ændre vores art

Oversat fra engelsk med tilladelse fra AI May Very Well Change Our Species, Jacobin, 2. februar 2024. Mellemrubrikkerne er redaktionens.

Siden menneskehedens opståen har den pludselige fremkomst af nye teknologier haft dybtgående – men ikke umiddelbart indlysende – samfundsmæssige konsekvenser. Når den måde, vi lever på, ændrer sig, gør vi det også. Nogle gange i høj grad.

Vores hjerner er mindre nu, end de var for 300.000 år siden

For eksempel er homo sapiens’ hjerner overalt på jorden mindre nu, end de var for 300.000 år siden. En af flere konkurrerende forklaringer på dette fænomen er teorien om, at fremkomsten af sprog og spredningen af viden på tværs af samfundet reducerede kompleksiteten af problemer, der krævede individuel løsning. I bund og grund reducerede de første menneskelige teknologier – kultur og sprog – massivt den kognitive byrde for den enkelte. I stedet blev den eksternaliseret – til historier, traditioner, religioner og håndværk. Vi har nu mindre hjerner end vores allertidligste forfædre, men alligevel ved vi meget mere, end de nogensinde kunne have drømt om at vide.

Tænk på et andet eksempel: Brugen af spidse pinde i de tidlige menneskesamfund, især som projektiler. Dette simple teknologiske fremskridt hjalp vores forfædre med at jage store hovdyr som mammutter, men kan også have spillet en afgørende rolle ved skabelsen af et mere egalitært samfund ved at mindske de fysisk dominerende hanners magt. For den berømte primatolog Christopher Boehm forklarer denne pludselige omfordeling af voldspotentialet formindskelsen i den form for reaktiv aggression, vi ser blandt de andre menneskeaber. Spidse pinde omorganiserede magten mellem mennesker – teknologien fostrede en udviklet kultur med politisk egalitarisme, som i høj grad adskiller hominider fra den ultravoldelige chimpanse, vores nærmeste fætter.

Men for omkring 12.000 år siden begyndte nye teknologier at udfordre denne de “spidse pindes” egalitarisme. Mennesket udnyttede evolutionens kraft og begyndte at avle selektivt på planter og dyr, og det muliggjorde et varigt og tælleligt overskud. Den såkaldte neolitiske revolution handlede ikke kun om mad; den bragte nye redskaber, relationer og sociale strukturer med sig. Det overskud, som landbruget genererede, banede vejen for etableringen af landbrugsstater. Det var på dette tidspunkt, at menneskesamfund for første gang oplevede fremkomsten af strukturerede hierarkier og statens begyndende bureaukrati, komplet med dets magt og undertrykkelse. De våben, der engang gjorde vores egalitære natur mulig, var nu redskaber til magt, udnyttelse og dominans.

De første eksperimenterende havedyrkere forsøgte ikke at opbygge et hierarki baseret på vilde græsfrø. Hierarkiet var en utilsigtet konsekvens af en meget nyttig innovation. Akkumuleringen af rigdom og magt og de statslige institutioner, der opstod for at forsvare dem, skabte også civilisationen og skriftsproget. I begyndelsen af landbrugets opståen så vi et fald i sundhedstilstanden og den forventede levealder; men i det lange løb muliggjorde landbruget et længere, rigere, sundere liv og en meget større befolkning.

Kapitalismen revolutionerede vareproduktionen

Men kapitalismens fremkomst markerede et skift i den teknologiske forandrings tempo og mønster. Som enhver, der læser Karl Marx, vil vide, er kapitalismen kendetegnet ved sammenhængende og til tider radikale revolutioner i de måder, hvorpå mennesker producerer det, de har brug for. Under førkapitalistiske former for social organisation var væksten langsom og præget af periodisk demografisk kollaps. Under kapitalismen er produktionen pr. arbejder steget støt, og alle malthusianskeⁱ grænser er blevet overvundet.

I de seneste hundrede år har visse af kapitalismens centrale træk været stabile på trods af enorme teknologiske fremskridt: Statens magt, afhængigheden af markeder, den private tilegnelse af det sociale overskud og så videre. Men hvis vi skal tage fortiden som rettesnor, er der med hvert nyt teknologisk fremskridt potentiale for epokegørende konsekvenser. Menneskehedens historie er et vidnesbyrd om teknologiens transformative kraft. Tidligere fremskridt har forøget menneskets produktive kapacitet, men nogle har også resulteret i en omstrukturering af det sociale liv og en omfordeling af magten.

I hvert fald siden ludditterneⁱⁱ og konsekvent siden 1960’erne har folk på venstrefløjen – og på tværs af det politiske spektrum for den sags skyld – været mest bekymrede over arbejdsmarkedsimplikationerne af disse ubarmhjertige teknologiske fremskridt. Det er kun fornuftigt. Nye produktionsteknikker har ofte skåret ned på arbejdskraften for at reducere omkostningerne. Heldigvis har den voksende samlede produktion i de fleste tilfælde kompenseret ved at give mulighed for at skabe nye produkter og markeder.

Informations-teknologien har ikke givet voldsomt større produktivitet

Men innovation i den digitale tidsalder har indtil videre ikke givet de enorme stigninger i vores samlede produktivitet, som man havde forventet. Computere, robotteknologi, algoritmer, internetkommunikation og nu kunstig intelligens (AI) baseret på store sprogmodeller er alle blevet integreret i produktionsprocessen. Alligevel er væksten i produktiviteten pr. indbygger stadig betydeligt lavere end i efterkrigstiden – især i de lande, der allerede er på teknologiens forkant.

Siden ChatGPT kom til, er folk igen begyndt at bekymre sig. Eksperter og politikere kæmper for at få styr på konsekvenserne af de seneste fremskridt inden for kunstig intelligens og har ved et tilfælde genopdaget de teknologiske omvæltningers tveæggede natur. Mens nogle forudser en dystopisk fremtid, hvor arbejdsløshed hersker, og fordelene kun tilfalder kapitalejerne, forestiller andre sig en utopisk verden fri for slid. Som ved tidligere teknologiske fremskridt er folk begyndt at spekulere over, hvilke job der vil blive automatiseret og i hvilket omfang?

Ingen kan være sikre på, hvad fremtiden bringer, når det gælder sådanne teknologiske gennembrud. Vi har ikke desto mindre et par hundrede års kapitalistisk historie, og det gør det muligt at drage nogle generelle konklusioner. Automatiseringen af beskæftigelsen er typisk resulteret i, at [overskuds-, o.a.] arbejdskraften er blevet opsuget af andre industrier. Disse forskydninger i arbejdsstyrken har været forbundet med betydningsfulde ændringer i fordelingen af magt og indkomst på tværs af økonomierne. De fleste af de store innovationer i det forrige århundrede resulterede i øget ledelsesret, og det var også hensigten.

Tekniske forandringer er sjældent neutrale med hensyn til den effekt, de har på den subjektive oplevelse af arbejdet. Arbejderklassens institutioner, fagforeninger og partiers magt kan påvirke automatiseringens indkomst- og beskæftigelseseffekter, men de har sjældent formet selve den teknologiske forandrings bane.

Kunstig intelligens, et epokegørende skift?

Men af og til lykkes det faktisk for et teknologisk gennembrud at ændre de vilkår, vi virker under – ikke bare som klasse eller samfund, men som art. Ligesom sproget eller landbrugets opståen kan fremkomsten af AI meget vel være et af disse epokegørende skift. Men det er ikke indlysende, at effekten på beskæftigelsen vil være den mekanisme, hvorigennem vi oplever denne omvæltning. Mens vi skriver, raser en AI-forstærket krigsførelse i Gaza og Østeuropa. Nye og skræmmende former for overvågning er nu ved at blive implementeret over hele planeten. Og det bliver stadig sværere at skelne digitalt forstærkede eller fremstillede billeder og lyde fra dem, der er optaget i det virkelige liv. Disse ikke-markedsmæssige anvendelser er politisk betydningsfulde og ærligt talt mere skræmmende end alle former for skift af beskæftigelse.

Videnskab og teknologi står klar til at udvikle sig på nye måder og kan meget vel udvikle sig i retninger, som er meget vanskelige for mange – måske endda alle – at forstå. Med dette følger både risici og muligheder. For eksempel er løftet om en sundere og rigere verden meget virkeligt, men det er den skræmmende opbygning af destruktive militære AI-applikationer også.

Forsvar arbejdernes autonomi og magt

Som det har været tilfældet siden arbejderbevægelsens begyndelse, må socialister engagere sig i politik i et skiftende teknologisk landskab. At bekæmpe automatisering som sådan kan være en kamp, der på [forhånd, o.a.] er tabt – men at forsvare arbejdernes autonomi og magt behøver ikke at være det. Krav om fordeling af udbyttet af effektivitetsgevinster er det absolutte minimum. Men med hensyn til AI-teknologiens massive ubekendte er der ingen oplagt vej.

Vi ved, at arbejdere og almindelige mennesker skal have beslutnings-kompetence, når det gælder implementeringen. I en berømt artikel skrev Claus Offe og Helmut Wiesenthal om, hvordan den kollektive handlings problemer er forskellige for eliterne og almindelige arbejdere. Elitens interesser er gennemskuelige – alle behov er afledt af profitten – og de kan gennemføres ved hjælp af teknokrater og advokater, som går deres ærinde. Arbejderklassens interesser er derimod aldrig gennemsigtige; de involverer altid dialog og skal opdages. Nogle mennesker har simpelthen brug for større indkomst; andre er måske ældre og fokuserer på sikkerhed på arbejdspladsen; nogle har sundhedsrelaterede behov eller børn, der kræver forsikring; andre igen vil foretrække at forhandle sig til mere fritid. Dialogen har altid været nødvendig, ikke bare for at opnå, men også for at forstå almindelige menneskers mål.

Fremtiden for kunstig intelligens er ikke anderledes, og den vil kræve en løbende dialog for at finde ud af, hvad vores interesser egentlig er. Denne proces vil være en nødvendig, hvis ikke en tilstrækkelig betingelse for at mennesket kan styre de nye teknologier. En anstændig fremtid vil kræve, at det store flertal af menneskene har noget at skulle have sagt, når det kommer til forskning, udvikling og anvendelse af teknologien. Det er kun muligt med stærkere fagforeninger og socialistiske partier, der kæmper for at få magten. Der hersker en hel del usikkerhed omkring tempoet og indholdet af de næste års tekniske forandringer. Vi skal sørge for at sætte vores præg i så høj grad som muligt.

Det, der er godt for de få, er sjældent helt godt for de mange, i hvert fald ikke på den korte bane. I det lange løb må vi håbe, at vores hjerner ikke skrumper i processen – i modsætning til det, der skete da menneskets sprog og kultur opstod.

Asher Dupuy-Spencer er redaktør på Verso Books.

David Calnitsky er lektor på det sociologiske institut på University of Western Ontario, Canada.

i. Malthus tager udgangspunkt i, at mennesket i princippet har evnen til at øge sit antal langt hurtigere end det formår at øge fødevareproduktionen. Hungersnød og sygdom vil dermed naturnødvendigt føre til en stigning i antallet af døde, til folketallet atter er i balance med fødevareproduktionen (indsat af overs. fra WikiPedia).

ii. Ludditterne var britiske arbejdere, der i begyndelsen af 1800-tallet organiserede opstande mod indførelsen af nye maskiner. Men ”faktisk var luditternes raseri mod maskinen ikke udtryk for antiteknologiske fordomme. De accepterede indførelsen af moderne maskiner, når dette betød en forbedring af deres arbejdsvilkår i form af en nedsættelse af den fysiske anstrengelse, udmattelsen og underkastelsen. De ødelagde de maskiner, der kun var blevet installeret i fabrikkerne for at presse deres løn og omdanne arbejdet til en form for slaveri” (Enzo Traverso, Revolutionen – en intellektuel historie, udkommer på Solidarites forlag, foråret 2024, o.a.).