Kvindelig kunstner eller en af drengene?

Evnen til at passe ind som en af drengene er fortsat helt afgørende for kvinders succes – eller mangel på samme – i kunst, forskning og formentlig alle andre steder. Dilemmaet kan spores gennem hele den moderne danske kunst- og litteratur-historie; fra Anna Ancher til balladen i Det Danske Akademi.

Af Laura Luise Schultz

Balladen i Det Danske Akademi har på det seneste sat spørgsmålet om kønnenes – og kønskampens – repræsentation i kulturlivet på dagsordenen. Krisen i akademiet synliggør mange af de dilemmaer, kvinder er nødt til at håndtere, når de skal forsøge at undgå at blive defineret ved deres køn i sammenhænge, hvor kønnet stadig stikker ud. Litteraten Lilian Munk Rösing, der har psykoanalysen som sit hovedområde, har fx i klummer og bøger forklaret, hvordan hun gør sig umage for at undgå at blive reduceret til kvindelig forsker – og simpelthen bare ønsker at være en af drengene. Hun skriver på s. 101 i sin bog om Anna Anchers rum fra 2018:

”Selv har jeg i mit arbejde gjort meget for ikke at blive anbragt i en kvindeklub; jeg har sidst af alt villet være den kvindelige forsker, der beskæftigede sig med kvindelige kunstnere, og har næsten udelukkende skrevet om mandlige kunstneres værker. Når jeg nu sidder og skriver om Anna Ancher, er det ikke uden frygt for, at det vil relegere mig til kvindeklubben. På den anden side ønsker jeg ikke at ignorere, at det også er som kvinde at Anna A fascinerer mig; som en kvinde der tilsyneladende uden store anstrengelser kunne forene kunstnerhvervet med hustru-, moder- og datterhvervet.”

Citatet er fra et kapitel om ægteskabet og det mysterium, at ‘Anna A’ – som Munk Rösing kalder hende – tilsyneladende formår at forene et lykkeligt og harmonisk, borgerligt kvindeliv med en unik kunstnerisk produktion, hvor hun i dag fremstår som den mest originale og fremsynede blandt alle Skagensmalerne. Blandt alle de mandlige malere, vel at mærke – for de fleste af datidens kvindelige kunstnere er røget alt for langt ned mellem hylderne til overhovedet at være kendt længere af andre end særligt dedikerede kunsthistorikere.

Måske husker vi stadig Marie Krøyer, fordi hun var gift med P.S. Krøyer, men ikke den internationalt anerkendte Bertha Wegmann. Hendes værker gik dengang for højere priser end mange af de mandlige maleres – men i modsætning til Marie Krøyer og Anna Ancher havde hun ikke nogen mand at hænge sit navn op på, eftersom hun i mange år levede sammen med en kvinde, den svenske maler Jeanna Bauck.

Sommerdag på Taarbæk strand (1889)

Portræt af Hanna Lucia Bauck (1890)

Interiør med kvinde som syr (1891)

To veninder drikker the i kunstnerens atelier (ml. 1885-1925)

Målarinnan Jeanna Bauck (1881).

Kvindelig akrobatik

Anna Ancher brød imidlertid igennem lydmuren – eller glasloftet – og Lilian Munk Rösings bog er ikke blot en rejse gennem Anna Anchers billeder, motiver og livsrum, men også en undersøgelse af denne evne til at brænde igennem med sin personlighed og sit kunstneriske talent. For Anna Ancher er netop ikke nogen overset kvindelig kunstner. Hun var anerkendt og respekteret i sin samtid, og hun har efterfølgende fået sin egen plads i kunsthistorien. Det er dét, der er det interessante. Det er simpelthen historisk enestående, at Anna Ancher formåede at skabe sig et kvindeliv, der tilsyneladende lige så uproblematisk som mændenes forenede kønsrolle og kunstneridentitet. Det er derfor, Munk Rösing kommer med ovenstående refleksion over dilemmaerne i sin egen udsigelses-position som forsker.

For ligesom den kvindelige kunstner må også den kvindelige forsker vogte sine skridt, dvs. vare sig for at tematisere, endsige problematisere sin kvindelighed. Det skal andre nok sørge for, ved den mindste lille sprække. Kønnets stigma smitter, så at sige. Hvis man vil tages alvorligt som kvindelig forsker, må man turde tage livtag med de tunge drenge og ikke lade sig ”relegere” (dvs. forvise) til ”kvindeklubben.” Men måske kan man vove skridtet udi det kvindelige med en kunstner, der netop aldrig selv lod sig reducere til bare at være en kvindelig kunstner?

Pyha. Man bliver helt træt ved at betragte den komplicerede akrobat- og balancekunst, det tydeligvis kræver at beskæftige sig med kvindelige kunstnere som kvindelig forsker – og givetvis også som mandlig forsker, siden det tilsyneladende er forbundet med sådan et prestigetab at beskæftige sig med kvinder.

Pyha. Man bliver helt træt ved at betragte den komplicerede akrobat- og balancekunst, det tydeligvis kræver at beskæftige sig med kvindelige kunstnere som kvindelig forsker – og givetvis også som mandlig forsker, siden det tilsyneladende er forbundet med sådan et prestigetab at beskæftige sig med kvinder. Det kræver heller ikke mange gennemlæsninger af ovenstående citat, før det indlysende spørgsmål melder sig – om hvordan nogen så nogensinde skal kunne skrive om kvindelige kunstnere? Hvis det er stigmatiserende for kvindelige forskere at beskæftige sig med kvindelige kunstnere, og mandlige forskere heller ikke er synderligt interesserede i dem, men har en tendens til at glemme dem, når kunsthistorien skal skrives – hvordan skal vi så nogensinde få en fair repræsentation og anerkendelse af talentfulde kvinder?

Kvindemodellen ‘Anna A’

Lilian Munk Rösings udsagn er på én gang ærligt og problematisk. Men i den her forbindelse er det ærligheden, der er vigtigst. For hendes bog om Anna Ancher er ikke mindst et forsøg på at se dilemmaet i øjnene på en frugtbar og fremkommelig måde. Derfor bliver den løbende forhandling af, hvordan man undgår at blive fanget ind af kvindelighedens stigma – som enten vred eller neurotisk, undertrykt eller oprører, kvindeforsker eller en af drengene – uomgængelig.

Hele Munk Rösings crush på Anna A handler om at konstruere Anna Ancher som model for en ikke-neurotisk kvindelighed. Hun kalder hende Anna A – ligesom Freud gerne kaldte sine patienter ved et fornavn og et forbogstav. Således påkalder forkortelsen Anna A sig i psykoanalytikeren Lilian Munk Rösings skrift nødvendigvis Freuds Anna O, et pseudonym for Bertha Pappenheim, hvis behandling for hysteri hos Freuds samarbejdspartner, Josef Breuer blev skelsættende for udviklingen af Freuds psykoanalyse.

Associationen trænger sig så meget desto mere på, som både Anna O og Anna A blev født i 1859 og døde i hhv. 1936 og 1935. Altså to fuldstændigt jævnaldrende kvinder, hvis liv på forskellig vis blev indskrevet i historien som emblematiske for kvinders muligheder i perioden. Selv henviser Munk Rösing til endnu en Anna: Freuds datter Anna Freud, der videreførte faderens arbejde og selv blev en indflydelsesrig psykoanalytiker. For Munk Rösing er optaget af, hvad det er for en balance mellem kønnene – i relationen til henholdsvis mor og far – der giver Anna A de lykkelige og heldige livsomstændigheder, som lader hende realisere sit potentiale som både kunstner og menneske, og tilsyneladende uden de store konflikter eller neuroser.

Læs også: Lilian Munk Rösing: ”Jeg vil være diller”

Stiltiende må den kvindelige forsker ligesom den kvindelige kunstner finde en balance mellem at blive på sit køns banehalvdel og gå et skridt ud over den. Munk Rösing citerer Anna Anchers beskrivelse af, hvordan hun sammen med sin mand får lov at gå op i kapellet og se ligene af syv druknede fiskere. Med kunstnerens uforfærdethed beskriver hun de døde ved – deres farver! Fra de unge, friske, rødmossede drenge til den gamle, gulnede kaptajn.

Men hun er ikke som sin mand Michael Ancher blevet berømt for sine malerier af døde fiskere. Hun er berømt for at indfange sollysets spil i et sommergardin. Anna Ancher eksperimenterede også med dunkle, symbolistisk ladede motiver af døden, men det skulle vise sig at være fra det farvespil, der bragte hende på højde med de internationale impressionister, at fornyelsen kom. Tematisk kunne hendes motiver af håndarbejde og interiører uden problemer genkendes af eftertiden som en kvindes legitime motivverden, og så kunne manden beholde de storladne og mandige motiver for sig selv. Samtidig gav hendes formelle fokus på farve og lys hende alligevel adgang til det ’kønsneutrale’ kunstrum som en af drengene. Summa summarum: En perfekt afbalanceret forvaltning af køn og talent.

Drengeklubben

Det er ikke bare de uformelle broderskaber, den kvindelige kunstner eller forsker er oppe imod. Det er sandelig også i høj grad de formelle, institutionelle strukturer – hvor de uformelle udskillelsesmekanismer er så grundigt indarbejdet, at de hænger i gardinerne som gammel tobak i herreværelset. Svære at sætte fingeren på klæber de til væggene, så det kan virke umuligt nogensinde at få luftet rigtigt ud. Lilian Munk Rösings bekymring for at blive forvist til kvindeklubben udtrykker præcis sådan en nedarvet udskillelsesmekanisme, og hvordan den fortsat udøver sin virkning i en tid, hvor kønnene for længst har fået lige adgang til fx uddannelse.

Anna Ancher

• Født 1859 i Skagen, barn af Erik Andersen Brøndum og Ane Hedvig Møller, som ejede Brøndums Hotel.

• Var stærkt inspireret af den impressionistiske kunstbølge, og afbildede ofte hverdagssituationer og den lokale natur i sine malerier.

• Efter datteren Helgas død i 1964 blev familiens hjem omdannet til museum. Læs mere på Anchers Hus

+

Anna Anchers eksempel viser måske en vej ud over denne angst – for Munk Rösing og alle os andre. Anna A blev nemlig bogstaveligt talt relegeret til kvindeklubben. Hun kunne ikke komme på Kunstakademiet, fordi hun var en kvinde. I stedet modtog hun undervisning hos den konservative Vilhelm Kyhn, der opfordrede hende til at droppe penslerne, da hun blev gift. Det var de forventninger, hendes lærer havde til hende. Til gengæld fandt hun en form i sit ægteskab og familieliv, hvor hun kunne fastholde sit kunstneriske arbejde og endda rejse til Paris sammen med Michael Ancher i et halvt år. Ikke mindst takket være sin mors opbakning. Så der var også mange omkring hende, der havde – eller fik – større forventninger. Måske fordi hun simpelthen undlod at indlade sig på kønskonflikter og polemik, men i stedet satte sig igennem med respekt, som det fremgår af Munk Rösings bevidst idealiserende portræt.

Hvordan kunne det se ud i dag, hvis man som kvindelig kunstner – eller forsker eller erhvervsleder for den sags skyld – skulle fokusere på at sikre sin kreative og menneskelige frihed uden om alt ”kvindevrøvlet,” som Anna Ancher kaldte kvindesagen? Er det virkelig muligt bare at være en af drengene?

Akademisk ytringstvang

For et par uger siden kom det frem, at fire medlemmer har forladt Det danske Akademi, hvor man ellers sidder på livstid. Litteraten Marianne Stidsen – der siden krisen i Det Svenske Akademi har turneret i hele Norden med sine udsagn om, at #metoo-aktivister bør retsforfølges som terrorister – har tilsyneladende selv hijacket akademiet, og formået at lade sin blinde kamp gennemsyre møder og arrangementer. Hun har derigennem knyttet krisen til akademiets navn og virke.

Det blev for meget for fire medlemmer, der ikke så frem til at være tvangsindskrevet til Stidsens rablende tirader på livstid, så de tog deres gode tøj og forlod foreningen – eller logen er måske et mere passende navn i dag. Hele herligheden blev lækket til Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, og siden har det ikke skortet på konspirationsteorier og krav om, at de fire skulle stille op til debat. Særligt formanden, kaldet ‘sekretæren’, Søren Ulrik Thomsen, har indtaget en interessant holdning, hvor han på den ene side har henvist til medlemmernes tavshedspligt og opfordret til at beskytte akademiets navn, på den anden side har ment, at de fire burde have sagt fra offentligt, før de gik.  

Thomsens lettere modstridende udmeldinger inkarnerer således det mest interessante ved debatten, nemlig dens underlige impotens. Eftersom udbryderne forbeholder sig retten til ikke at debattere offentligt, kan debatten ikke rigtig få luft til at eksplodere. Kulturredaktører fra hele det politiske spektrum har været så frustrerede over ikke rigtig at kunne få gang i den saftige sag, at de er gået sammen om at kræve offentlig debat! Men som Suzanne Brøgger har præciseret, så er man ikke forpligtet til at indgå i en offentlig polemik om en sag, man ikke ønsker at blive defineret af – og, kunne man tilføje, da slet ikke i lyset af, at de netop er gået for at slippe for at blive tvangsindskrevet i Marianne Stidsens korstog.

At gøre noget andet

Jeg skal ikke her gå nærmere ind i disputten om akademiet, men den fik mig til at tænke på det indledende citat om kvindeklubben fra Lilian Munk Rösings bog om Anna Ancher. Balladen om Det Danske Akademi viser alle de faldgruber, som Munk Rösing forsøger at styre udenom i sin bog. Når det kommer til spørgsmål om kønnenes ligestilling, skal der fortsat ikke meget til, før debatten kammer helt over. Det er skæbnens ironi – eller patriarkatets hævn – at netop forsøget på at gøre op med årtiers skævhed ved at optage flere kvinder i akademiet op gennem 2000’erne og 2010’erne, bliver anledning til et backlash, hvor en af de kvinder – som i kraft af tidligere tiders kvindekamp har fået mulighed for at træde ind i drengeklubben – benytter den til at angribe andre kvinder og styrke sin egen position som en af drengene.

Det ærgerlige ved konflikten i Det Danske Akademi er, at det jo ikke er en flok rabiate aktivister, der har forladt klubben. Suzanne Brøgger har ganske vist altid vakt furore, men primært for sit mod til at afdække virkeligheden og sige højt, hvordan den faktisk ser ud. Fordi det dengang i 1973, hvor hun debuterede, var lige så upassende som i dag at tale højt om og sige fra over for voldtægt. Men hun har samtidig ofte været en torn i øjet på den etablerede kvindebevægelse for sin Anna Ancherske evne til at gå ind på mændenes domæne og trives der. ”Man kan ikke forandre nogen, men man kan være sammen med nogle andre. Man kan ikke forandre sig selv, men man kan gøre noget andet,” skrev hun i Creme fraiche i 1978. Det har hun så gjort.

“Det vidner om, hvor stærke de strukturelle udskillelses-mekanismer fortsat er, når selv så anerkendt en forsker som Munk Rösing må slå syv kors for sig, før hun tør skrive om en kvinde”

På samme måde får Munk Rösing, netop ved at gå med det positive eksempel, som Anna A repræsenterer for hende, forklaret og formuleret – hvad udfordringerne er ved at træde hhv. ind i og ud af drengeklubben. Ikke som et anklageskrift mod hverken kvinder eller mænd eller andre køn – men som en kortlægning af kønsvilkårene på godt og ondt.

Heldigvis rykker tingene sig, omend ganske, ganske langsomt. Alene den ændrede kønsbalance på de videregående uddannelser har ændret perspektivet, og med en øget andel af kvindelige forskere får vi sjovt nok også lettere øje på mange af de glemte, kvindelige kunstnere igen, som fx Bertha Wegmann. Men der står altid nogen klar til at relegere dem til kvindeklubben. Derfor afviser Munk Rösing at fremstille Anna A som en overset kunstner. Det var hun ikke, og det er hun ikke, og derfor skal vi heller ikke i dag gå ind og anbringe hende i en marginaliseret position, som aldrig var hendes.

Der er noget næsten besværgende over Munk Rösings insisteren på at læse Anna A som en positivt defineret rollemodel. Som modtræk eller supplement til fortællingen om Anna O – dvs. til den dominerende fortælling om kvindens disciplinering og udgrænsning i patriarkatet – er den performative kraft i Munk Rösings overskudsfortælling både overbevisende og nødvendig. Ikke desto mindre vidner det om, hvor stærke de strukturelle udskillelses-mekanismer fortsat er, når selv så anerkendt en forsker som Munk Rösing må slå syv kors for sig, før hun tør skrive om en kvinde.

Anna Ancher retrospektiv udstilling 8. februar – 24. maj 2020 på Statens Museum for Kunst. Museet er pt. lukket ned.

Udstillingen vises på Skagens Museum 13. juni – 18. oktober 2020, og vender tilbage til Statens Museum for Kunst i november 2020 og tre måneder frem.

Laura Luise Schultz forsker og underviser i Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun arbejder både med aktuelle og aktivistiske former for kunst og teater. Hun ser kunst og kulturliv som vigtige steder at forsvare de demokratiske principper, og at levere modtræk til tidens forsøg på værdipolitisk styring af kulturområdet.