Jeremy Corbyn førte i 2017 Labour til et historisk godt resultat, hvor partiet fik 40 % af stemmerne, det bedste i 20 år. - Hvad er gået galt siden da, spørger Tobias Clausen? Foto: Andy Miah / Flickr.
7 min. læsetid

Det britiske valg var en kæmpelussing til det socialdemokratiske Labour-parti. Var det også en afvisning af den politiske kurs, som den Corbyn-anførte venstrefløj i partiet har udstukket? Tobias Clausen gør status på ‘Brexit-valget’.


Af Tobias Clausen

Valget i Storbritannien blev en stor skuffelse for venstrefløjen. Med de sidste stemmer talt op i Storbritannien står det klart, at de Konservative har vundet et stort flertal i det britiske parlament. Resultatet var på mange måder en katastrofe for Labour. Med 202 mandater fik partiet det dårligste valg siden 1935 og tabte mange sæder i partiets traditionelle kerneområder i det nordøstlige England. Det gjaldt bl.a. Great Grimsby (Labour siden 1945), Bishop Auckland (Labour siden 1935), Leigh (Labour siden 1992) og Don Valley (Labour siden 1922). I Bolsover tabte den legendariske minearbejder og fagforeningsmand Dennis Skinner sit sæde til de Konservative, efter at have repræsenteret valgkredsen i Parlamentet siden 1970.

Til trods for en ihærdig indsats fra tusindvis af engagerede aktivister, et af de mest gennemarbejde og visionære valgprogrammer i nyere britisk politik, en velsmurt kampagnemaskine – og en notorisk løgner som politisk modstander – lykkedes det altså ikke Labour at få det valg, mange havde troet og håbet på. Så hvordan kunne det gå så galt? Og hvad kan vi lære af forløbet?

Den centrale forklaring på valgnederlaget

Mange – især på højrefløjen i Labour – har været hurtige til fejlagtigt at give Jeremy Corbyn, og hans venstreorienterede økonomiske politik, skylden for nederlaget.

Andre har forsøgt at forklare den syngende lussing til arbejderpartiet med partiformandens faldende popularitet i befolkningen, de mange forsatte anklager om antisemitisme i partiet, og den meget grove hetz som mange britiske aviser og medier har ført mod Corbyns person. Selvom sidstnævnte faktorer på hver sin måde sandsynligvis har bidraget til det dårligere resultat, formår ingen af dem i tilstrækkelig grad at forklare, hvordan Labour på blot to år har kunnet smide et af partiets bedste valgresultater nogensinde af hænde.

Ved valget i 2017 fik Labour 40 procent af stemmerne – det bedste resultat i næsten 20 år. Opskriften på succesen var en klar venstreorienteret økonomisk politik, en stærk mobilisering af græsrødder, og en kampagne med Jeremy Corbyn i spidsen. Det netop overståede valg fulgte langt hen ad vejen samme opskrift.

Ved valget i 2017 fik Labour 40 procent af stemmerne – det bedste resultat i næsten 20 år. Opskriften på succesen var en klar venstreorienteret økonomisk politik, en stærk mobilisering af græsrødder, og en kampagne med Jeremy Corbyn i spidsen. Det netop overståede valg fulgte langt hen ad vejen samme opskrift. Så hvorfor gik det så dårligt for Labour ved dette valg blot to år efter?

Sandheden er, at det eneste, som reelt har forandret sig, og som kan forklare tilbagegangen i denne periode, er ændringen af partiets Brexit-politik. Hvor Labour i 2017 gik til valg på et klokkeklart løfte om, at respektere folkeafstemningen fra 2016 og sørge for at Storbritannien vil forlade EU, var politikken ved dette valg en helt anden. Respekten for folkeafstemnings-resultatet var nu blevet erstattet af et løfte om en ny folkeafstemning og en neutral holdning til, om landet skulle forblive i EU eller ej. En position, som de facto gjorde Labour til et Remain-parti og i stort omfang frastødte partiets egne arbejderklassevælgere, hvor et flertal stemte for at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016.

Det afspejler sig tydeligt, når man ser, hvor Labour oplevede sine største tilbagegang. I de traditionelle kerneområder i Nordøstengland var tilbagegangen klart størst med et tab på over 12 procent. En udvikling, som nu betyder, at Labour står svagere blandt landets arbejderklasse, end partiet har gjort i mange år.  

En lang række britiske medier har i årevis kørt en smædekampagne mod Jeremy Corbyn, der bl.a. har hævdet, at Labour-lederen er antisemit og støtter terror. Det er dog ikke her, men i den flagrende holdning til Brexit, vi skal finde årsagen til Labours dårlige valg, mener Tobias Clausen. Forside af “The Jewish Chronicle” 22. juli 2018

Forandring skal bygges på baggrund af arbejderklassen

Frygten for, at Labour ville tabe vælgere til ‘Liberaldemokraterne’, viste sig samtidig at have været stærkt overvurderet. Kampen om de afgørende mandater stod ikke i de store byer blandt middelklasse-vælgere, som ønskede at forblive i EU, men i arbejderklasseområderne, som havde stemt Leave. Dette indså toppen i Labour da også få uger før valget, og forsøgte at ændre strategi. Men der var det for sent. Troværdigheden blandt kernevælgerne i de Nordlige områder var forsvundet.

Målinger peger da også på, at det ikke var Labours venstreorienterede økonomiske politik, som kastede mange traditionelle Labour-vælgere i armene på De Konservative og Brexit-partiet. Det var derimod spørgsmålet om Jeremy Corbyns troværdighed, og partiets ændrede Brexit-politik, som var de afgørende faktorer. To forhold, som uden tvivl hænger uløseligt sammen.

Valg i Storbritannien

– Der stemmes om 650 mandater til det engelske underhus, ‘House of Commons’

– De Konservative (‘The Tories’) har fået 365 pladser, og har dermed sat sig på et flertal af pladserne.

– Labour gik 60 mandater tilbage fra valget i 2017. Særligt i nordengelske byer har partiet tabt en række af sine tidligere højborge.

– I Skotland har Scottish National Party (SNP) fået hele 48 ud af 59 pladser, og der spekuleres allerede nu i, hvornår en ny afstemning om løsrivelse fra unionen kommer.

– Valgdeltagelsen på 67,3 % var 1,5 % procent lavere end ved sidste valg.

+

Jeremy Corbyns popularitet i den britiske befolkning tog således også et væsentligt dyk, da partiet i begyndelsen af 2019 nægtede at støtte en udtrædelsesaftale, og i stedet annoncerede at partiet nu ville arbejde for en ny folkeafstemning.

Det er ikke sikkert, at Labour havde vundet valget, hvis partiet havde fastholdt sin oprindelige Brexit-politik om at respektere folkeafstemningen. Det forbliver kontrafaktisk historieskrivning. Men med taktikken om at appellere til højtuddannede middelklassevælgere i storbyerne frastødte man sine egne kernevælgere i arbejderklassen ude i landet.

Man valgte så at sige at opbygge sin platform for samfundsforandringer på en middelklasse med et løsere tilhørsforhold til arbejderbevægelsen, frem for en arbejderklasse med et klarere klasseperspektiv. Et ekstremt dårligt udgangspunkt for et venstrefløjsparti, hvis mål er at skabe forbedringer for arbejderklassen.

Venstrefløjen kan ikke løbe fra debatten om EU

Det britiske valg bør være et wakeup-call for venstrefløjen. Over hele Europa taber venstrefløjen terræn, når den indtager en defensiv position i debatten om EU og globaliseringens konsekvenser. Labours forsøg på at holde sig neutral i forhold til Brexit viser med al tydelighed, at den strategi ikke fungerer.

Der er i stedet brug for, at venstrefløjen tager tydeligt stilling. Diskussioner om demokrati, EU, globalisering og national selvbestemmelse er ikke diskussioner, som vil forsvinde. Tværtimod vil de blot tage til i styrke i takt med, at den kapitalistiske globalisering intensiveres, og det demokratiske handlerum til at skabe forandringer fortrænges yderligere.  

Det britiske valg bør være et wakeup-call for venstrefløjen. Over hele Europa taber venstrefløjen terræn, når den indtager en defensiv position i debatten om EU og globaliseringens konsekvenser

Venstrefløjen bør tilkæmpe sig en position, hvor det står klokkeklart, at det grundlæggende valg i EU-debatten ikke står imellem en markedsorienteret globalisering eller højrenationalismen. Venstrefløjen har en tredje position. En position, som ikke alene ønsker at redde globaliseringen fra højrenationalismen, men også fra dens mest indædte markedsorienterede, liberale tilhængere.

Det er derfor afgørende, at venstrefløjen stopper med at behandle debatten om globalisering og EU som noget sekundært, og igen tør omfavne kampen for national selvbestemmelse og demokrati, som en central del af venstrefløjens projekt.

Den balance indtog Labour ved valget i 2017 ved, på den ene side, at love at respektere Brexit-folkeafstemningen og kæmpe for den bedste udtrædelsesaftale og på den anden side samtidig love en radikal forandring af den førte økonomiske politik.

Samme balance ramte Labour ikke ved det netop overståede valg, og derfor blev resultatet katastrofalt.


Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er billede.jpg

Tobias Clausen er medlem af Enhedslisten, og er folketingskandidat for partiet. Har tidligere været medlem af partiets hovedbestyrelse.