Lad os da overtage lortet!

Kooperativer er ikke magiske genveje ud af kapitalismen, men de kan spille en uvurderlig rolle både som inspiration og økonomisk modmagt. Så smid en skruenøgle i pengemaskinen!

Af Lasse Rørdam Nielsen

Trods kapitalismens gentagne kriser, ser mange mennesker ikke noget alternativ. Ideer som arbejderovertagelse af produktionsmidlerne bliver typisk afvist som virkelighedsfjernt drømmeri eller forbundet med undertrykkende regimer i Østblokken. Men som det fremgår af andre artikler i dette tema, er virksomheder under arbejderkontrol meget konkrete og virkelige.

I arbejderkooperativer beslutter de ansatte demokratisk, hvordan de vil producere, og hvordan de fordeler lønnen og overskuddet. Arbejderkooperativer findes over alt i verden og i alle mulige brancher, former og størrelser. Fra Monsun, der driver nyhedsportalen Modkraft, til Mondragon-gruppen, der er Baskerlandets største virksomhed og har 74.000 ansatte verden over. Kooperativer er opstået inden for forskellige traditioner og med forskellige formål for øje.

Kooperativer har ofte været en praktisk løsning på arbejdsløshed. Både den argentinske krise omkring årtusindskiftet og den aktuelle sydeuropæiske gældskrise førte til virksomhedslukninger, hvor de ansatte blev efterladt uden løn. Dette resulterede i flere fabriksbesættelser, hvor nedlagte virksomheder genopstod som kooperativer drevet af tidligere ansatte. Andre kooperativer blev bygget op fra bunden for at undslippe arbejdsløsheden.

Arbejdsløshed præger også det såkaldte ”Rustbælte” i det nordøstlige USA, der engang var et af verdens industricentre. Siden 1980’erne er området forfaldet, fordi det bedre kunne betale sig for virksomhedsejerne at producere andre steder. I Cleveland, Ohio, gik en række lokale institutioner sammen med bystyret i 2008 om Evergreen Cooperative Initiative: Et initiativ, der har skabt grønne, kooperative jobs til lavindkomstgrupper og hjulpet med at genopbygge byens økonomi. Modsat kapitalistiske virksomheder er kooperativerne ejet af de ansatte, som har en interesse i at bevare deres egne jobs. For dem kan det ikke betale sig at flytte produktionen væk og dermed fyre sig selv.

Eksemplet i Cleveland viser, at der er potentiale for kooperativer i samfund præget af afindustrialisering. 

Kooperativer spiller også en vigtig rolle for bevægelser, der vil mere end blot at fastholde lokale jobs. Både hos zapatisterne i Mexico og hos de syrisk-kurdiske revolutionære, udgør kooperativer et vigtigt grundlag for de samfund, de er ved at opbygge. I Venezuela støtter regeringen kooperativer som del af den bolivarianske revolution. Og den socialistiske kommune Marinaleda i Spanien ejer et landbrugskooperativ, som giver beboerne fuld beskæftigelse – midt i et land plaget af arbejdsløshed.

En kur mod kapitalisme?

En af USA’s førende marxistiske økonomer, Richard Wolff, ser Rustbæltet som symptom på den nedgangsperiode, der har kendetegnet de gamle industrilande siden 1970’erne. Kapitalismen skader ikke kun mennesker i den tredje verden eller miljøet. Den har også svigtet sine oprindelige hjemlande, hvor den før medførte vækst og velstand, og hvor det før var muligt at opnå bedre forhold gennem social og faglig kamp samt politiske reformer. I dag har kapitalen flyttet sin produktion til lavtlønslande, og den har mindre brug for arbejderne i de vestlige samfund. Derfor står fagforeningerne og venstrefløjen langt svagere end før.

Wolffs svar på denne situation er, at de vestlige landes arbejdere heller ikke har brug for kapitalisterne. I sin bog Democracy at Work: A Cure for Capitalism taler han for at opbygge en bevægelse for arbejderstyrede kooperativer. Wolff står ikke alene med denne idé. En række fremtrædende aktivister og intellektuelle ser kooperativer som en vigtig del af kampen for et andet samfund, herunder Gar Alperovitz, Naomi Klein og Noam Chomsky.

Ifølge Wolff har finanskrisen og Occupy-bevægelsen åbnet for en kritik af det kapitalistiske system. Nogle af dem, der kritiserer systemet, ser kooperativer som nøglen til at ændre det.

Konkurrence og klassekamp

I den spirende bevægelse for en solidaritets-økonomi er der nogle ideologiske skel, som har præget den kooperative bevægelse i hele dens historie. Mens nogle har en klar politisk og klassekamps-orienteret tilgang, har andre en mere markedsorienteret og ”apolitisk” selvforståelse. C

Ideen om kooperativer som ”apolitiske” ignorerer dog, at ønsket om et mere retfærdigt samfund er politisk, og at dette ønske bliver modarbejdet systematisk af kræfter, der drager fordel af den eksisterende uretfærdighed. Kapitalejerne vil, som Marx udtrykte det, ”altid benytte deres politiske privilegier til at forsvare og forevige deres økonomiske monopoler” (Inaguraladresse for Den Internationale Arbejderassociation, 1864). Men de vil samtidig også bruge deres økonomiske monopoler til at sikre deres politiske magt. Kooperativer med ambitioner om social og økonomisk forandring er altså ikke blot økonomiske aktører på markedet, men også politiske aktører i klassekampen.

En rapport fra ILO viser, at kooperativer samlet set har klaret sig bedre under krisen end tilsvarende privatkapitalistiske virksomheder. Men kooperativer er stadig under hårdt pres. Der er mange faldgruber, som kooperativernes medlemmer må prøve at undgå: Isolation, konkurs, selvudbytning, hierarkier mellem arbejdere, interessekonflikter med lokalsamfundet, og forvandling til rene kapitalistiske virksomheder.

Disse faldgruber er dog ikke grund til at opgive kooperativer som middel til forandring. Kampen mod kapitalismen er svær, uanset hvordan man organiserer sig. Politisk partier, fagforeninger, protestbevægelser mv. har deres egne faldgruber og begrænsninger. Jeg mener ikke, at kooperativet skal erstatte andre organiseringsformer, men derimod, at de forskellige organiseringer gensidigt må understøtte og styrke hinanden. Kooperativer kan inspirere, eksperimentere, og muliggøre lokal og decentral forandring i samfundets økonomiske basis. De kan opbygges her og nu, uanset hvilke partier, der har parlamentarisk flertal. Men hvis de virkelig skal rykke, må de spille sammen med andre progressive kræfter i kampen for arbejdernes frigørelse.■

Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nummer 1, marts 2015

De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.