Landsmøde i SF: et parti i intern ro uden snak om en grundlæggende forandring af samfundet

SF’s partiformand Pia Olsen Dyhr serverede en klassisk kommunikations-sandwich i sin tale til SF’s landsmøde. Først alt det gode, så de hårde budskaber, og til sidst lidt mere af det gode.

Efter at have mindet Søren Pape leverede Dyhr et konkret politisk forslag om, at folk skal have ret til at gå på nedsat tid på arbejdet, hvis de står i en hård livssituation. Forslaget er SF classic og taler direkte ind i partiets ofte repeterede mantra om ”Ro på”.

Derpå var der lunser til alle SF’ere – de røde og de grønne. Landbruget skal stilles til regnskab for dets rolle i nedslidningen af vores klima, biodiversitet og havmiljø. Kommunernes økonomi bløder, mens regeringen vil afskaffe aktietopskatten og dermed forgylde de rigeste i vores samfund. SF vil i stedet føre en ”rød økonomisk omfordelingspolitik”.

Den gode nyhed er, at alle disse initiativer godt kan lade sig gøre. Det kræver blot den politiske vilje, og Pia Olsen Dyhr fandt den politiske vilje i den forhenværende socialdemokratiske regering, som regerede på baggrund af det såkaldte forståelsespapir, socialdemokraterne havde lavet sammen med SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale.

Den dårlige nyhed er, at den nuværende regering har standset den ellers fornuftige udvikling. Pia Olsen Dyhr bad derfor hendes venner i Socialdemokratiet om at komme hjem til den røde blok. For en rød omfordelingspolitik og en grøn miljøpolitik, som står fast over for landbruget, kan lade sig gøre med den rød-grønne regering, som SF’s partiformand inderligt ønsker sig. Mere om den senere.

Den bedrøvelige internationale situation stod for talens svære budskaber. Det er ingen hemmelighed, at SF – der i sine tidlige år gik til valg med sloganet ”Afrust vort land” – ikke længere er et nedrustningsparti. SF er med i det nationale kompromis om forsvarspolitik, og partiet bakker op om en fast kurs over for Rusland og ubetinget støtte til Ukraine. Danmark er derfor nødt til at fremrykke og intensivere investeringerne i forsvaret.

Situationen i Mellemøsten gør heller ikke verdens fremtidsudsigter mere rosenrøde. Pia Olsen Dyhr fordømte Hamas’ terrorangreb 7. oktober, men hun fordømte ligeledes Israels alt for voldsomme gengældelse og efterspurgte en øjeblikkelig våbenhvile. Hun insisterede på, at det skal være muligt både at kritisere Hamas og Netanyahu samtidig.

Talen blev sluttet af med at lade op til sommerens valg til Europa-Parlamentet. Margrete Auken blev hyldet for mange års arbejde i Bruxelles og stafetten blev givet videre til SF’s nye spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen, og på den måde var sandwichen spist op. Men manglede der noget?

Gaza

SF’s partiledelses kommunikation omkring situationen i Gaza har været genstand for nogen intern kritik i partiet. En del af den kritik er endda blevet videregivet her i Solidaritets spalter.

Ved landsmødet skulle SF foruden at lytte til Pia Olsen Dyhr også vedtage en politisk udtalelse. En del af denne udtalelse omhandler situationen i Gaza, og her var der fremlagt en række ændringsforslag, som ville skærpe kritikken af Israel.

Folketingsmedlem Carl Valentin gav fra talerstolen også udtryk for, at han ikke mente, at den oprindelige udtalelse var tydelig nok om Israel som en besættelsesmagt.

I SF behandles ændringsforslag ved partiets landsmøder af det såkaldte redaktionsudvalg, der går ind i et rum om aftenen og senere kommer ud med deres forslag til, hvordan den endelige udtalelse skal se ud. I år fik redaktionsudvalgets medlemmer lov til at gå i seng omkring klokken tre om natten.

Redaktionsudvalget efterlevede i store træk forslagsstillernes ønsker. I dens endelige form lægger udtalelsen mere vægt på Israels brutale fremfærd i Gaza. Som en konkret forskel nævner den nu vedtagne landsmødeudtalelse, at de palæstinensiske politiske fanger i Israel skal løslades på lige fod med de gidsler, Hamas holder efter terrorangrebet 7. oktober.

Kommer det så til at betyde, at SF’erne kommer til at kræve en total boykot af israelske varer, og at SF vil stemme for borgerforslaget om, at Danmark skal arbejde for at forhindre folkedrab i Palæstina? Det er nok tvivlsomt, men de kritiske ændringsforslag blev i høj grad godtaget af SF’s landsmøde.

Er det så kritisk nok? Det kan man altid diskutere, og mange mennesker vil nok mene, at udtalelsen ikke er vidtgående nok. Men den er skarpere i kritikken af Israel end det oprindelige forslag.

Elefanten i rummet

Pia Olsen Dyhr talte meget om en rødgrøn regering. Trods fine meningsmålinger kan SF næppe danne den alene, og der vil heller næppe være tilstrækkeligt mange mandater bag en regering bestående af SF, Enhedslisten og Alternativet. Desværre.

I stedet orienterer SF sig mod Socialdemokratiet, og Pia Olsen Dyhr nævnte også, at hendes foretrukne regering ville være en S-SF-regering. Men en sådan rød blok er heller ikke stor nok.

På den baggrund havde partiformanden i dagene op til landsmødet flirtet med tanken om, at SF under de rette forudsætninger kan indgå i en regering, hvor også Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen er med.

»Vi kommer jo nok ikke til at etablere en regering i Danmark uden at have et af midterpartierne med, og der synes jeg jo, at det så må afhænge af det politiske indhold, man kan få”, har Pia Olsen Dyhr udtalt i Politiken, hvor hun ikke udelukker, at det midterparti kunne være Moderaterne.

Det ligger store dele af SF’s bagland ganske fjernt at være i regering med Løkke, og derfor vakte det også opsigt, at landsmødetalen fokuserede på en rødgrøn regering og ikke på en midterregering. Det var elefanten i rummet, som Pia Olsen Dyhr selv sagde fra talerstolen, efter emnet var blevet taget op under debatten.

I disse afsluttende bemærkninger gentog hun, at det for hende ikke handler om, hvem man laver politik med, men hvad der kan gennemføres. Og hvis man kan få gennemført nok gode ting med Moderaterne, så må det være sådan.

Spørgsmålet er, om det bliver relevant, og om SF-formanden kan tænke sig at gå i regering med Moderaterne, hvis omstændighederne tilsiger det. SF har vedtaget flere udtalelser, der gør det klart, at det handler om den politik, der kan gennemføres – og ikke om hvilke navngivne partier, man kan gennemføre den politik med.

Det rejser så et andet spørgsmål om, hvorvidt Lars Løkke er så forandret en politiker, at man kan reformere landbruget og gennemføre en ”rød økonomisk omfordelingspolitik” med ham?

Nu har jeg aldrig selv siddet i regeringsforhandlinger, men helt afvises kan det vel heller ikke, at der er tale om forhandlingsstrategi. Hvis man på forhånd melder ud, at man kun vil regeringssamarbejde med nogle navngivne partier, kan man meget nævnt blive hældt ud af en regeringsforhandling, hvis et andet parti deltager. Det får man som parti ikke megen indflydelse af.

Hvis det kommer så vidt, vil tiden vise, om SF’s bagland også vil kunne acceptere et samarbejde med Lars Løkke. Jeg forestiller mig, at mange lokale kræfter i partiet med rette eller urette vil se Lars Løkke som en af bagmændene bag de krisetendenser i velfærden, som Pia Olsen Dyhr harcelerede over i sin tale.

Samfundsvisionerne eller manglen på samme

SF bliver til tider beskyldt for at være et lidt kedeligt parti. Det giver Pia Olsen Dyhr også selv udtryk for – og hun ser det ikke som noget negativt. Sandt er det, at det er længe siden, bølgerne for alvor gik højt i partiet.

Der var heller ikke noget stort drama denne gang. Jeg havde set frem til at se, i hvor høj grad ændringsforslagene om Palæstina ville blive indskrevet i landsmødeudtalelsen. De blev i høj grad indskrevet. Oprørsstemningen var langt væk til et landsmøde, som også brugte en del tid på at fejre Pia Olsen Dyhrs tiårsjubilæum som partiformand.

SF er tydeligvis et parti i fred med sig selv. Det var det så langt fra, da Pia Olsen Dyhr tog over for ti år siden. Denne samling og konsolidering af partiet er ingen lille bedrift. Og så lad gå med, at landsmødedebatten ikke er sindsoprivende.

Et venstrefløjsmedie som det nærværende må derfor opsøge sine dramaer andetsteds. Og hvilket bedre sted at gå hen end SF’s principprogram, som sidst blev opdateret i 2012? Hvad står der her? Jo, der står, at:

”SF ønsker at gennemføre en grundlæggende forandring af Danmark, Europa og verden, baseret på solidariske værdier. SF vil samle den brede befolkning i en alliance for forandringer, der udvider demokratiet, styrker fællesskabet, fremmer lighed og sikrer bæredygtighed. Målet er et socialistisk samfund, der på bæredygtigt grundlag skaber størst mulig velfærd, velstand, frihed og flest muligheder for alle mennesker.”

Fine ord. Jeg kom til at tænke over disse fine ord under Pia Olsen Dyhrs afsluttende ord i debatten. Her mente hun, at SF ikke må lægge sig fast i analyser og dogmer. Partiet skal udvikle sig, men dets politik skal altid tage udgangspunkt i realisme – i det, der er politisk muligt i de givne omstændigheder.

På den måde sikrer man sig sikkert mest mulig politisk indflydelse. Men hvordan arbejder man så for at ændre samfundet på en grundlæggende måde? Det spørgsmål kom der ikke noget svar på.