Leder: Jordan Petersons diagnose er korrekt, men kuren kunne ikke være mere forkert

Jordan Peterson er landet i Danmark. Kongen af floskel-filosofi har selvfølgelig allerede været her i overført betydning i årevis, og har længe været et populært samtaleemne på den danske højrefløj. Men nu er han også bogstaveligt talt kommet til Danmark, hvor han foran et udsolgt publikum i KB-hallen sidste torsdag kunne fortælle tilhørerne om den hårde kamp mod den kulturmarxistiske verdens-konspiration – og hvorfor det er en god idé at rydde op på sit værelse.

Efterfølgende kunne den canadiske psykolog så fortælle om ytringsfrihedens trængsler ved et middagsselskab med nogle af Danmarks allermest magtfulde mennesker: Integrationsminister Kaare Dybvad, LA-leder Alex Vanopslagh og netmediet Zetlands bestyrelsesformand Lea Korsgaard var alle sammen med til bords på Restaurant Salon, hvor den konservative profets guldkorn kunne skylles ned med fransk rødvin, kaviar og sortfodsskinke.

Skulle Peterson mod forventning blive bedt om selv at samle regningen for hummersuppen op, er det heldigvis en lukrativ forretning at være omrejsende lommefilosof. Han anslås at have opbygget en formue på 50 millioner kr. siden han i 2016 blev berømt for at nægte at bruge andre kønspronominer end ‘han’ og ‘hun’, som reaktion på en canadisk lov mod diskrimination. En række canadiske juraprofessorer har senere afvist Petersons claim-to-fame påstand om, at man kunne risikere at blive dømt for hadtale, hvis man kom til at bruge det forkerte køn om en anden person. Men for Petersons inkarnerede fans er den slags fakta underordnet; for dem er det vigtigste nemlig oplevelsen af, at en ondsindet sammensværgelse truer dem. Hvis man ikke har et problem, kan man jo altid skabe et – og blive stenrig i processen.

Petersons påtagede indignation flugter godt med den konservative danske tidsånd, hvor medier som Berlingske opfinder clickbait-forargelse på LGBT-miljøets vegne, og hvor det allerøverste på den politiske dagsorden er at få stoppet nogle frikadeller i børnehavebørn. Morten Messerschmidt må ærgre sig over ikke at være blevet inviteret til luksusmiddag med resten af parnasset på Salon; hans forslag om – i et desperat forsøg på at finde en vindersag til Dansk Folkeparti – at starte en anti-woke kampagne er som taget ud af Jordan Petersons mund.

“Peterson rammer en nerve hos millioner af mennesker verden over, der mærker verden kollapse omkring sig, og desperat leder efter en udvej. Men selv om Petersons diagnose af et kapitalistisk samfund i forfald er korrekt, kunne hans kur ikke være mere forkert.”

Jordan Peterson har omhyggeligt iscenesat sig som en klassisk intellektuel. Han går i tweed-jakkesæt, taler hurtigt, og bruger eksotiske betegnelser som postmoderne neomarxisme. Når man piller en smule i lakken, bliver det dog hurtigt tydeligt, at hans form dækker over et utroligt begrænset indhold. Påstanden om en kulturmarxistisk konspiration virker absurd, når man kigger på, hvilke vidt forskellige tænkere, den dækker over: Fra Ta-Nehisi Coates til Naomi Klein, Robin DiAngelo, Judith Butler, Michel Foucault og Jacques Derrida. Fællesnævneren ser mest af alt ud til at være “intellektuelle, Jordan Peterson ikke kan lide.”

Petersons forvrøvlede men letfordøjelige præmis er, at postmodernisme skulle være marxisme i en mere elegant indpakning, og at det er en metode til at snige socialisme ind ad bagvejen. Men efter Marx’ dialektisk-materialistiske verdenssyn er historien resultatet af en række yderst konkrete klassekampe. Postmodernismen – i bred forstand – afviser derimod den slags sammenhængende fortællinger om verden. Mange postmoderne filosoffer er selvfølgelig på forskellig vis inspireret af Marx, da han er den vigtigste filosof i moderne tid. At det forholder sig sådan er lige så indlysende og banalt som de råd, man finder i Petersons selvhjælpsbøger. “Opdrag dine børn godt“. “Forfølg det meningsfulde”. Kompleksiteten må vige, når man også skal have tid til at spise Beef Wellington på Restaurant Salon.

Petersons manglende forståelse for socialistisk teori kom på tåkrummende vis til udtryk, da han skulle diskutere med den slovenske filosof Slavoj Žižek ved et stort anlagt debatseminar. Her viste kejseren af platituder sig ikke at have en intellektuel trævl på kroppen, da han indledte debatten med at erklære, at hans viden om Marx byggede på at have læst de 23 sider i Det Kommunistiske Manifest – nichts weiter. Žižek havde til gengæld sat sig grundigt ind i sin modstanders argumenter. “Jeg har læst Marx, jeg har læst dine bøger – og jeg har læst dig“, sagde han, og tørrede efterfølgende gulvet med den intetsigende pop-psykolog i et par timer. Er du til cringe-fjernsyn a la The Office og Parks and Recreation, kan du se den debat her.

Det mest interessante ved fænomenet Jordan Peterson er ikke hans teatralske persona, hans kalorielette filosofi, eller at den danske kulturelite benovet spiser middag med ham. Det er heller ikke den komiske modsigelse mellem at prædike personligt ansvar og disciplin, for så selv at sidde på et rodet værelse og tale om sit stofmisbrug. For Peterson rammer en nerve hos millioner af mennesker verden over, der mærker verden kollapse omkring sig, og desperat leder efter en udvej. Men selv om Petersons diagnose af et kapitalistisk samfund i forfald er korrekt, kunne hans kur ikke være mere forkert.

Menneskeheden lider under presset fra en række kriser, der kan være knusende for den enkeltes psyke. Særligt de yngre generationers mentale helbred tynges af en klimakatastrofe, der truer selve betingelsen for civilisation, og som allerede nu udsletter dyrelivet og naturen omkring os. Fra krig i Ukraine og Yemen til sexisme, racisme og sygdomsepidemier, kan verden rigtigt nok se ud, som om den er ved at falde fra hinanden. Men den slags systemiske problemer bliver ikke løst af, at man holder af sine kæledyr (regel nr. 12).

I et individualistisk samfund, hvor den enkeltes behov ophøjes til det filosofiske centrum, rammer Jordan Petersons selvhjælps-filosofi tidsånden godt, og forklarer også hans popularitet. Den enkelte kan vælge fra paletten af bredpenslede råd i hans bøger, og således – på ægte postmoderne facon – forsøge at styrke sit selvværd – uden at ændre på for meget ved samfundet. Mellem truismer som ret ryggen, og spis din morgenmad (regel nr. 1) og giv dine børn frihed (regel nr. 11), er der imidlertid også knap så harmløse råd. “Gør dit eget hus i perfekt stand, før du kritiserer omverdenen“, lyder Petersons sjette leveregel. En sådan afvæbning af kollektiv modstand er præcis, hvad overklassen ønsker sig, når de skal have resten af verden til at acceptere tingenes tilstand.

Hvis du vil have letfordøjelige selvhjælpsråd, som at du skal huske at lytte til andre (regel nr. 9), er et kig ind i den stenrige lommefilosofs verden sikkert noget for dig. Hvis du vil ændre på betingelserne for, at ikke bare dit, men hele verdens mentale helbred er i krise, kan du med fordel lade Petersons bøger blive stående på hylden, og i stedet læse noget marxistisk teori. Men husk lige at læse lidt mere end Det Kommunistiske Manifest!