Leila Stockmarr: Mantraet om en to-statsløsning er blevet en politisk spændetrøje i kampen for et frit Palæstina

Udviklingen i Israel-Palæstina går den forkerte vej. For hver dag der går, bliver muligheden for at etablere en palæstinensisk stat mindre, og om kort tid vil den være ikke-eksisterende. Det behøver man blot kaste et hurtigt blik på et kort over den forsatte israelske annektering af Vestbredden og Østjerusalem for at se. Hvis ikke håbet om frihed for palæstinenserne skal slukkes helt, er der derfor brug for nytænkning og handlekraft – der er brug for at udvide paletten af strategier, for at lægge pres på Israels apartheid-regime. Det rejser det svære spørgsmål om, hvordan vi kan bevæge os fra kritisk analyse af status quo til handling. Her er et bud.

Døve ører i debatten

Herhjemme fylder kampen for et frit Palæstina stort set intet i den offentlige debat længere. Selv om den fylder meget i mange menneskers hjerter og politiske bevidsthed, har årtiers talen for døve ører, og frygten for at blive tilskrevet antisemitiske motiver for at påpege rettighedsbrud, taget pusten fra den vigtige kamp for palæstinensernes frihed –  og begge folks sikkerhed. Det er trist, for mobilisering og pres på Israel udefra er helt afgørende for at bekæmpe Israels apartheidsystem, og sikre besættelsens ophør.

“Der er behov for en strategi, som vil sikre lige rettigheder for begge folk. Det formål tjener to-statsløsningen i praksis ikke i dag.”

Det netop overstående valg i Israel – det fjerde på to år – handlede slet ikke om palæstinenserne eller besættelsen. Det er, takket være valgets sandsynlige sejrherre Netanyahu, stort set blevet udgrænset fra den politiske debat i Israel – til glæde for de voksende højreekstremistiske partier, som ser maksimal annektering som en politisk selvfølge – en bunden opgave, som slet ikke skal udfordres. To-statsløsningen fylder, i modsætning til i EU og USA, ikke i Israel – kun som røgslør over for Bruxelles og Washington, der giver koloniale kræfter god arbejdsro.

Derfor er der behov for, at de kræfter, som arbejder for et frit Palæstina (og Israel) tager en ny strategi i brug, som ikke tager sit primære afsæt i det fortærskede mantra om en to-statsløsning, hvis potentielle eksistens aldrig har set mere dyster ud. Der er behov for en strategi, som vil sikre lige rettigheder for begge folk. Det formål tjener to-statsløsningen i praksis ikke i dag. Faktisk er vi nået til et punkt, hvor to-statsløsningen er blevet en syltekrukke, et tomt mantra, som magthavere bruger til at legitimere ikke-handling, i stedet for at sikre konkret og målrettet pres på Israel. Det skal siges højt.

Set over en bred kam, er den officielle linje i Folketinget at bakke op om en to-statsløsning, med afsæt i 1967-grænserne. Det mener både den yderste venstrefløj og de borgerlige partier. Det grundlæggende synspunkt lader til at være, at både palæstinensere og israelere har ret til en stat med territorial suverænitet. Det indbefatter bl.a. opbakning til, at en endelig aftale om de såkaldte ‘final status issues’ – grænsedragning, flygtninge, Jerusalem, sikkerhed og vandressourcer – skal løses gennem politiske forhandlinger – oprindeligt gennem en kvartet bestående af EU, FN, USA og Rusland, hvor USA de facto er mægler. Det er principielt set rigtigt at gøre. Problemet er dog bare, at den løsningsmodel – ud over ikke at være inden for rækkevidde – bruges som røgslør til at forsætte annekteringen, og til at holde det internationale samfund i skak.

Virkeligheden er den, at i al den tid, Israel og PLO skiftevis har forhandlet eller sat disse forhandlinger i bero, har Israel systematisk og aggressivt udbygget sine bosættelser, og skabt de såkaldte ‘facts on the ground‘. I dag er der 620.000 bosættere, og mere end 200 ulovlige bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem, hvilket praktisk talt gør etableringen af en bæredygtig palæstinensisk stat umulig. Historien om Gaza er en anden – men ikke desto mindre ildevarslende som eksempel på, hvordan Israel uden indgriben kan holde millioner af mennesker lukket hermetisk inde i halvandet årti.

To-statsløsning: En tom retorisk skal

Vi er endt i en situation, hvor to-statsløsningen er med til at dække over en kolonial virkelighed, som underminerer oprettelsen af en palæstinensisk stat. Vi skulle for længst have erkendt, at USA ikke er en troværdig og uvildig mægler. Det blev der sat en tyk streg under i løbet af Trumps tid som præsident, hvor landet aktivt promoverede bosættelsespolitikken, og så stort på internationale aftaler ved at rykke USA’s ambassade til Jerusalem. Med amerikansk støtte har man faciliteret en række politiske studehandler mellem Israel og arabiske regimer, som betegnes som fredsaftaler. Reelt er konsekvensen af dem en blåstempling af Israels annektering. EU drukner i mellemtiden sig selv i gentagen retorik, uden at sætte handling bag sine ord.

Vi må åbent og klart erkende, at forhandlinger mellem besætter og besat i sagens natur ikke er ligeværdige, og derfor hverken kan blive retfærdige eller frugtbare. Den forsatte opbakning til to-statsløsningen køber de forkerte interesser tid. Spejlet i den aktuelle situation ville en to-statsløsning med stor sandsynlighed ville blive en amputeret kvasi-stat med begrænset suverænitet – og lade spørgsmålet om Gazas millioner af mennesker, som lever i verdens største åbne fængsel, stå hen i det uvisse.

Der er brug for, at vi lægger presset et andet sted og siger det, som det er: To-statsløsningen er død. Ikke mindst for at lægge pres på vores egen socialdemokratiske regering, som også synes at være forfalden til tomme manøvrer, for slet ikke at tale om pro-israelske offensiver som statsministerens vaccinetur og samarbejde med Israel. Også her kunne man konstatere, at det var stort set umuligt at få regeringen til at tage ordet palæstinenser eller besættelse i sin mund.

Det bi-nationale alternativ

Vi bør principielt og langt mere proaktivt rejse ideen om oprettelsen af en bi-national stat, hvor lige rettigheder og demokrati er i fokus. Det er både et pragmatisk, moralsk og strategisk standpunkt. Pragmatisk, fordi det vil være et modsvar til apartheid. Palæstinensere og israelere lever i dag de facto i én stat, som er underlagt den samme stats- og militærmagt, men samtidig under forskellige lovssystemer. Det er definitionen på apartheid. Derfor er ideen om en stat også et pragmatisk forsøg på at vende apartheid til demokrati inden for den eksisterende, territorielle virkelighed. Moralsk set vil en bi-national stat også sikre demokrati og lige rettigheder for befolkningen, uagtet hvilken religion eller etnicitet de har.

“Palæstinensere og israelere lever i dag de facto i én stat, som er underlagt den samme stats- og militærmagt, men samtidig under forskellige lovssystemer. Det er definitionen på apartheid.”

Endelig er det også fra et strategisk perspektiv rigtigt at gøre. Israel vil føle sig presset, hvis opbakningen til at tænke nyt vokser. Det internationale samfund deltager i et belejligt politiske teaterstykke, hvor vi lader som om, en løsning er inden for rækkevidde, fordi der er en proces i gang. Det bliver nødt til at stoppe, og en tiltagende afvisning af den nuværende linje kan være dét, som kan få Israel til at ryste mere på hånden, og dermed føle sig nødsaget til at handle. Israel ønsker at undgå et ægte pres for at levere på rettigheder, fordi man vil opretholde statens jødiske flertal. Ret basalt handler det også om at udvide paletten af handlemuligheder, introducere nye vinkler og lægge maksimalt pres på Israel. Det er nødvendigt, eftersom landet i kraft af sin status som besættelsesmagt er den ubetinget stærkeste part, og nyder solid opbakning fra både globale og regionale stormagter. Samtidig skal man også gøre sig klart, at hvis muligheden for en to-statsløsning skulle opstå sig, skal man selvfølgelig bakke op og lytte til befolkningernes stemme.

Der er behov for at revitalisere arbejdet for retfærdighed i Israel-Palæstina for at udfordre regeringer, der som den danske bedriver tom retorik, og for at skabe en platform for en meget mere effektiv, principiel debat og aktivisme. Ellers får Israel sit ønske opfyldt: Mere og mere annektering af palæstinensisk land, hvor der bor så få palæstinensere som muligt. Palæstinenserne ender dermed som slavegjorte og statsløse mennesker, der har udsigt til at leve hele deres liv i bevogtede enklaver, som vækker mindelser om de sydafrikanske ‘bantustans’ under apartheidregimet, fordi vi satte vores lid til en løsning, som efter 30 år ikke har vist resultater.

Det fremtidige fokus i Israel-Palæstina bør være kampen for at fremme demokrati og menneskerettigheder for alle. Derfor skal vi bakke op om de demokratiske kræfter og tage afsæt i, at begge befolkninger har lige rettigheder og behov for sikkerhed. Der er brug for et dundrende opgør med status quo – og derfor må vi frigøre os fra to-statsløsningens spændetrøje.