11 min. læsetid

Jo mere vi ignorerer, at feminisme er klasseanalyse – og det gør vi desværre i takt med, at vi i stigende grad gør ulighed til et personligt ansvar – jo mere ubrugeligt bliver begrebet.

Af Charlotte Lund

Får du mindre i løn end din mandlige kollega, der udfører det samme arbejde, så må du droppe flinkeskolen. Oplever du gang på gang, at dit ikke-danskklingende navn bliver fravalgt i bunken af ansøgninger, så må du komme lidt frem i skoene. Er det svært at bede om barsel, når du er første mand på byggepladsen, der gør det, så må du lære at slå i bordet. Og har hårde livsvilkår betydet, at du er endt i social udsathed, så må du tage dig lidt sammen.

Det er med andre ord vores egen skyld, hvis vi oplever ulighed. Det gælder for en stor del af ligestillingsdebatten, der har et stigende fokus på at styrke den enkelte i at kræve sin ret. Det gælder eksempelvis lønstatistikker, som vi kan slå i bordet med, eller strategier til at undgå at blive udsat for hævnporno eller voldtægt. Bevares, det er fine redskaber, der sætter fokus på en vigtig problematik. Men det er også redskaber der understreger, at det da så sandelig er problemstillinger, man selv må ligge og rode med.

Når vi taler om det på den måde, er der ikke særlig lang vej til, at folk, der underbetales, diskrimineres, udsættes for kønsbaseret overgreb eller falder igennem det sociale sikkerhedsnet, selv holdes ansvarlige for deres uheld. I den forståelse af tingene kunne de jo bare have gjort noget for at undgå det.

I 1970’erne blev der demonstreret og aktioneret for ligeløn i rigt mål. Det tog mere end 20 års kamp, før kønsopdelte lønsatser blev fjernet fra overenskomsterne. Foto Morten Langkilde

Klassekamp = kvindekamp?

Det er en forklaringsmodel, der unægteligt står noget i kontrast til den feminisme, som prægede ligestillingsdebatten fra 1960-70’erne. Det, vi omtaler som den anden bølge, hvor fokus blev flyttet fra at give kvinder flere muligheder til, at de kunne gøre sig gældende i den eksisterende samfundsopbygning, til at ville ændre samfundet, så kvinder havde flere muligheder for at gøre sig gældende.

En af de ting, der karakteriserede denne bølge, var, at den var præget af strukturkritik. Kvindekamp var klassekamp, kvindefællesskaber blev anset som styrkende, og det store opgør var med institutioner, socialisering og traditioner for diskrimination og mindreværd – ikke med at fremhæve den enkelte kvindes evne til at tilpasse sig på trods. Denne tilgang til feminisme er genial set ud fra et venstreorienteret synspunkt. Bevidstheden om, at klasse såvel som køn, seksualitet og etnicitet begrænser menneskers muligheder, gør det lettere at få øje på strukturelle ulighedsskabende barrierer.

Vi passiviseres i troen på, at vi kun har os selv at bebrejde

I løbet ad 1980’erne blev feminismen imidlertid individualiseret. Den tidligere forståelse af, at der var behov for en fælles indsats for at løfte alle, blev i den brede debat erstattet med en tro på, at kampen for flere muligheder var et personligt problem. Det betyder, at vi i stedet for at generere fælles kampgejst, passiviseres i troen på, at vi kun har os selv at bebrejde for de problemer, som vi ikke kan løse på egen hånd.

Siden dengang har ligestillingsbestræbelserne stået en smule i stampe. I en længere årrække er Danmark rykket ned ad listen over ligestillede lande, og løngabet har ikke flyttet sig mange millimeter siden årtusindskiftet.

I historieskrivningen er der ofte en tendens til at fremhæve et stigende fokus på individuel selvudvikling og præstationer som årsag til, at det marxistisk inspirerede, fællesskabsorienterede verdenssyn gik fløjten. Men den begrundelse er ikke helt dækkende. De øvrige venstreorienterede ulighedskampe – så som faglig kamp og klimakamp – er jo ikke blevet placeret i helt så små og lukkede nicher. Og er heller ikke omgærdet af lige så meget kritik om at være »elitær«, »skinger« eller måske ligefrem »afsporende for den virkelige kamp«. Alle de betegnelser er blevet brugt om kvindekamp og feminisme internt i den venstreorienterede debat inden for det seneste år.

Lidt smuldret østblok og en smule yuppiekultur kan altså ikke forklare det alene. De øvrige nordiske lande gennemgik den samme historie, og her er hverken »feminisme« eller »strukturel ulighed« fyord. Ser man på diverse ligestillingsindekser, har de i øvrigt heller ikke oplevet helt den samme ligestillingsmæssige stilstand fra årtusindeskiftet og frem. Så måske er det på sin plads, at vi spørger os selv, om det kønslige perspektiv nogensinde bed sig fast i den brede klassekamp i Danmark? Har klassekamp egentlig nogensinde været kvindekamp – altså andre steder end i rødstrømpernes egne frirum?

Kan vi tage det en anden dag?

På trods af et åbenlyst ulighedsaspekt har den danske venstrefløj behandlet emnet temmelig stedmoderligt. Sammenlignet med vores nordiske naboer hører såvel kvindekamp som feminisme i langt højere grad hjemme i skåltaler, egen selvforståelse og i mindre nicheprægede fora, end det gør i det daglige arbejde.

Ser vi det efter i sømmene, er venstrefløjen måske heller ikke imponerende gode til at efterleve ambitionerne om at sikre lighed. Der er en stor overvægt af mænd, når man ser på antallet af de politisk aktive og på folkene på diverse tillidsposter. Det er i langt højere grad mænd, der tager ordet og talerstolen. Og der er også en større tendens til, at det er kvinder, der forsvinder ud af den politiske beslutningsarena, når de bliver forældre.

Alligevel ender lige præcis denne form for ulighed sjældent på toppen af prioriteringslisten, når dagsordenen skal tilrettelægges, arbejdsplanen skal skrives, og fokus skal findes. Så selvom at kvindekamp fylder talerne den 8. marts, er det svært at samle den samme gejst på årets øvrige 364 dage.

Så på mange måder er det stadig relevant at tale om den problematik, der er beskrevet i nedenstående kampsang (melodi: Når jeg ser et rødt flag smælde).

Hun har set en storvask smælde

på en blank og vårfrisk dag,

mens hun tænkte på den frikadelle

hendes mand snart kom hjem og sku’ ha’.

Mens han spiste den ville han snakke

om et møde – i begges parti,

HAN ku’ nå hvis hun lige tog hans jakke

og var sød og fik knappen syet i

Hun har set sin fader ranke

ryggen op i flagets brus,

hendes moder havde tæpper at banke

og gardiner at sy til hans hus.

Hun har elsket hans ordvalg fra lille

når han deltog i dagens debat,

medens moder bad hans unger være stille

når hans ord på papiret blev sat.

Hun har anet slægters striden

imod fremtids fjerne mål,

hun har set kvindetoget i tiden

blive klemt mellem porrer og kål.

Det var hende der skaffed’ kalorien

tilsat jævning og næringsprodukt,

så’n at manden ku’ skrive på historien

li’så såre, som maden var slugt.

Borgerskabets grundide’r ku’

socialisten ikke ta’.

Kun de huslige hjemmenes fe’r sku’

selv en god socialist altså ha’.

HUN var bagerst i fredelig færden

HUN var bagerst i klassernes strid.

Det’ på tide HUN træder ud i verden

og ta’r del i den kommende strid

Så som så med solidariteten

»Ved konflikten i 1960, der lærte vi rigtigt, hvad det vil sige at tage en kvindekamp. For mændene gik ud på bryggerierne og hævede deres dagløn. Men de ville ikke aflevere én krone til deres medsøstre. Og det gav os den erfaring, at vi alene måtte tage den kamp.« 

Ordene tilhører de kvindelige bryggeriarbejderes formand Margit Fogh Jensen, der gør status over en strejke for at opnå lige vilkår. Der skulle gå mere end et årti med hårdt arbejde og endnu hårdere skænderier, før ligelønnen blev en realitet blandt bryggeriarbejderne. På trods af, at bryggeriarbejderne tilhørte den rødere del af fagbevægelsen, var det ikke en nem opgave for kvinderne at samle opbakning til deres kamp.

Margit Fogh Jensens oplevelse af faglig træghed var ikke ligefrem enestående. Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) har en rig historisk erfaring at trække på, når det kommer til eksempler på at skulle stå alene med kampen om de lige vilkår. Der var meget modvilje mod at prioritere denne kamp i det øvrige LO.

I dag tjener mænd i gennemsnit mellem 17 og 21 % mere end kvinder, og den forskel har stort set ikke ændret sig siden årtusindeskiftet

Det tog mere end 20 års intense interne debatter, forhandlinger, aktioner, demonstrationer og talerstolserobringer fra LO-formanden på første maj, før de kønsopdelte lønsatser blev sløjfet ved overenskomstforhandlingerne i 1973. Der skulle gå tre år mere, før Folketinget en smule modstræbende indførte loven om ligeløn.

Det betød, at samtlige danske lønmodtagere, uanset om de arbejder under overenskomst, eller om de ikke gør det, har krav på ligeløn. Og krav på at kunne lægge sag an om løndiskrimination mod deres arbejdsgiver uden at frygte at blive smidt på porten. Et fint princip, som det sidenhen har vist sig at være mere end svært at efterleve i praksis.

I dag tjener mænd i gennemsnit mellem 17 og 21 % mere end kvinder, og den forskel har stort set ikke ændret sig siden årtusindeskiftet. Jo jo, bevares, vi bokser med et ret så kønsopdelt arbejdsmarked, og der er forskel på arbejdstid og brancher. Men det kan ikke forklare interne lønforskelle i samme brancher, at traditionelle kvindejobs prissættes meget lavt og en træls tendens til, at kønsopdelingen med Beskæftigelsesministeriets ord »sker tidligt og ofte også glidende og umærkeligt på den enkelte arbejdsplads«.

Kønnet social slagside

Det ser ud til at være en vis tendens til, at kvindekamp og feminisme kan få store dele af venstrefløjen til mentalt at tjekke ud af debatten – historisk såvel som i dag. Venstrefløjen kan samtidig – mere eller mindre uforvarende – medvirke til at opretholde ulighedsskabende strukturer. Derfor er det vigtigt, at vi ikke fejer kampen ned i nicher, syltekrukker og underudvalg. I hvert fald ikke, hvis vi har en målsætning om at ændre noget.

Det er ikke et tilfælde, at det mest er mænd, der vinder på en topskattelettelse og kvinder, der taber på den tidligere regerings fattigdomsreformer. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er omkring tre fjerdedele af dem, der bliver rigere ved topskattelettelser, mænd, mens Beskæftigelsesministeriet kan fortælle os, at tre fjerdedele af dem, der rammes af regeringens kontanthjælpsloft, er kvinder. Kvinder rammes tilmed hårdere. I gennemsnit mister en kvindelig reformramt 1.650 kroner om måneden og en mandlig 950 kr.

Det er ikke et tilfælde, at sociale NGO’er fortæller, at et stigende antal af disse kvinder prostituerer sig, at krisecentrene advarer om, at flere voldsramte kvinder af økonomiske årsager vender tilbage til en voldelig partner, og at knap halvdelen af de børn, der ender i fattigdom på grund af at selvsamme reformer, har forældre eller bedsteforældre med anden etnisk baggrund end dansk.

Det er ikke et tilfælde, at de individuelle lønforhandlinger, der for alvor kom på mode med Ny løn i 2008, har fået løngabet mellem mænd og kvinder til at vokse. Eller at traditionelle kvindejobs lønnes ringere end traditionelle mandejobs, at kvinder langt sjældnere får arbejdsrelaterede skader anerkendt, og at kvindelige pensionister er betydeligt fattigere end mandlige. Det er i øvrigt heller ikke et tilfælde, at au pairs får lommepenge, ikke løn, og har underskud på både rettigheder og mulighed for at kræve dem. At de snydes for løn og udsættes for overgreb.

Det er ikke et tilfælde, at etnicitet og social status har betydning for, hvor alvorligt myndighederne tager anmeldelser om vold og overgreb. Mange forsøg på anmeldelser ender i mistro, opgivelse og selvbebrejdelse. Det er heller ikke et tilfælde, at vi stadig i ramme alvor taler om, at offeret (der oftest er af hunkøn) måske selv har »lagt op til« voldtægt og partnervold.

Når der er så mange eksempler, er der ikke længere bare tale om en række af tilfælde. Så er det en tendens. En undertrykkende, en træls og strukturel en af slagsen. Så hvis vi mener noget med klassekamp, ulighedsbekæmpelse og rettighedsfokus, må vi altså som venstrefløj tage os sammen og anlægge et feministisk perspektiv på vores klasseanalyse. Alt andet er for fesent. ■

Oprindeligt bragt i Solidaritet nr 12, august 2017

De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.