Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
8. marts. 2022

Liva Rehab: Sandheden er, at langt de fleste kvindedrab kunne undgås

Langt størsteparten af mord på kvinder sker i et nuværende eller et tidligere parhold, og i langt de fleste tilfælde har der været faresignaler før det skete. Vi kan knække den uhyggelige kurve, hvis vi er klar til at tale om mekanismerne – og sætte penge af til at håndtere dem. Ordførende direktør for rehabiliteringscentret Liva skriver om kvindemord i Danmark.

Illustration: Women’s Socialist Empowerment Collective / Facebook.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Knap 40.000 kvinder udsættes årligt for vold. For størstepartens vedkommende er det partnervold, og én gang hver måned ender volden i, at en kvinde dræbes af sin tidligere partner. Det er desværre ikke et tal, som ser ud til at falde foreløbigt.

Når partnervolden ender i drab, har Danmark en trist særstilling. Ifølge Justitsministeriet er mere end fire ud af fem partnerdræbte kvinder, hvilket er et meget højt tal sammenlignet med de fleste andre lande.

“Danmark har en meget høj andel af partnerdrab, og vi ved, at størsteparten af tilfældene har forudgående har kommunikeret frygt og mistrivsel. På grund af berøringsangst, fordomme og manglende ressourcer, bliver de ikke hørt.”

De færreste partnerdrab kommer som lyn fra en klar himmel – tværtimod ved vi, at myndigheder eller pårørende ofte har haft en formodning om, at noget var galt. De har set tegn på fysisk eller psykisk vold, og i op imod halvdelen af sagerne om partnerdræbte kvinder, kan de efterladte pårørende fortælle, at offeret har udtrykt, at hun er bange for drabsmanden, og frygter at blive slået ihjel. Et råb om hjælp, som de ikke altid har regeret på.

Vi ved med andre ord, at Danmark har en meget høj andel af partnerdrab, og vi ved at størsteparten af tilfældene har forudgående har kommunikeret frygt og mistrivsel. På grund af berøringsangst, fordomme og manglende ressourcer, bliver de ikke hørt.

For mange går forgæves efter hjælp, hvis de overhovedet kommer så langt som at søge socialfaglig hjælp. For der er myter om at krisecentre stjæler børn, kun er til ”promiskuøse” eller ”tabere” og lukker dig inde som et fængsel, som gentages til skræk og advarsel i nogle miljøer. Tager man så alligevel mod til sig møder man fyldte krisecentre, benhård visitation, lange telefonkøer til rådgivningslinjerne og et politi, som ikke altid er gearet til at tage imod denne gruppe. 

Vi er simpelthen ikke gode nok til at høre de første råb om hjælp, og vi har heller ikke ressourcerne til det. Det er nedslående for os, der arbejder med målgruppen, og tanken om at en kvinde går tilbage med uforrettet sag og møder sin død derhjemme er ubærlig.

De store dræbere

På kvindernes internationale kampdag i 2022, hvor kvindemord allerede har malet mediedagsordenen blodrød flere gange, er det vigtigt, at vi gør os nogle ting klart:

1. Tabu og berøringsangst dræber. Vi skal turde tale om vold og bekymring med vores nærmeste.
2. Fordomme dræber. Det er ikke en skam at søge hjælp eller tage sine børn med på krisecenter. Og det gør dig ikke til en dårlig mor. Tværtimod.
3. Uvidenhed dræber. Det er vigtigt, at myndighederne har de rette redskaber til at møde voldsofre, første gang de råber om hjælp.
4. Manglende økonomisk prioritering dræber. Krisecenterpladser, rådgivning og familiestøtte koster penge, og prioriteres det ikke, møder voldsofre lukkede døre og alenlange ventelister i stedet for en udstrakt hånd.

Jeg håber, at alle vil bruge et minut af deres kampdag på at lytte til dem, der råber om hjælp.


Om skribenten

Flora Ghosh

Flora Ghosh

Direktør for Liva – center for rehabilitering af skadevirkninger fra vold, prostitution og seksuelle overgreb. Læs mere om Liva her. Læs mere