Løsladelsen af Julian Assange er godt for pressefriheden. Men lad os ikke helgenkåre manden

Efter fem lange år i Storbritanniens hårdeste fængsel er Julian Assange blevet løsladt. Han har tilstået at have lækket hemmelige dokumenter fra det amerikanske forsvarsministerium og kan nu rejse hjem til Australien efter at have fået en dom, der svarer til det, han allerede har afsonet i Belmarsh-fængslet i London.

Det er en stor sejr for ytrings- og pressefriheden, og jeg er helt enig med Det Internationale Journalistforbund, som kalder hans fængsling uacceptabel.

Jeg kan ikke fordrage Assange

Men lad mig i den sammenhæng også understrege, at jeg virkelig ikke kan fordrage Julian Assange. Det kan lyde selvmodsigende, og det er en kompliceret sag, så tillad mig en længere smøre.

Som chef for Wikileaks afslørede Assange de forfærdelige krigsforbrydelser, der blev begået af det amerikanske militær under besættelsen af Irak. Blandt de mest eksplosive læk var video-optagelser af amerikanske soldater fra fascisten og islamofoben Erik Prince´s private hær, Blackwater, der henrettede civile i Bagdad.

Wikileaks afslørede i The Guantanamo Files også systematisk mishandling af krigsfanger på den berygtede amerikanske base, som i øvrigt stadig er i brug.

Mit største problem med Assange er ikke de ting, han har afsløret, men alt det, han har forholdt sig tavs omkring. For mens han og Wikileaks har været vigtige, når det kommer til at afdække ‘Vestens’ (krigs-)forbrydelser og hykleri, har der været total radiotavshed, når det gælder nogle af verdens mest autoritære regimer.

Det var fx prisværdigt, at Wikileaks i 2012 lækkede to millioner filer om den amerikanske regerings skjulte kommunikation med diktatoren Bashar al-Assad, de såkaldte Syria Files.

Men hvorfor valgte man at fjerne de dokumenter fra fildumpet, som påviste, at Rusland overførte €2 milliarder til Assad-regimet forud for dets militære intervention i 2015? Var den del af fortællingen ikke i offentlighedens interesse?

Assange og den ‘rødbrune alliance’

Netop Syrien-spørgsmålet afslører i Assanges tilfælde meget om hans egentlige ideologiske kompas. Det syriske oprør kan i det hele taget siges at være et prisme til at forstå alliancen mellem brunskjorter og neo-stalinister – den såkaldt ‘rødbrune alliance’ (se også: Sahra Wagenknecht, Alexander Dugin, George Galloway etc.).

I Assanges tilfælde skyldes det i vidt omfang påvirkningen fra hans far, John Shipton, som er en af de allerværste Assad-apologeter. Da Shipton i 2013 erklærede, at Wikileaks ville åbne en afdeling i Damaskus “i solidaritet med det syriske folk” (hvilket betyder det syriske regime), blev det dog for meget – selv for Assange.

Assange har tidligere afvist kritik af den ensidige dækning og den totale mangel på kritik af Rusland og dets ligesindede med, at “Rusland har sine egne regimekritikere, som [Alexei] Navalny og [avisen] Novaya Gazeta”.

Men hvad så nu, Julian, hvor Alexei Navalnyj er blevet myrdet af den russiske stat, og Novaya Gazeta ligesom resten af den frie russiske presse er blevet lukket ned? Har du tænkt dig at reagere på den udvikling? Eller vil du forsøge at holde dig gode venner med en brutal diktator i håbet om, at din gamle arbejdsgiver RT finder et job til dig igen?

Wikileaks’ tvivlsomme metoder

Vi bliver også nødt til at forholde os til en lang række kritikpunkter af Wikileaks´ egen journalistiske etik.

Da Donald Trump i 2016 ledte efter snavs på Hillary Clinton, brugte Assange Wikileaks’ Twitter-konto til personligt at skrive sammen med Donald Trump Jr. Der støttede han direkte den mest reaktionære del af det amerikanske establishment. Man skulle tro, at det ville få en venstrefløjser eller to til at løfte et øjenbryn.

Da Wikileaks i 2016 lækkede personlige oplysninger om hundredvis af saudiske borgere – herunder deres seksualitet – bragte det mange af landets hemmelige LGBT-personer i decideret livsfare. Assange afviste det på arrogant vis: “Det er ikke engang en overskrift værdigt.”

Man kan finde utallige af den slags eksempler på ekstremt dårlig journalistisk etik hos Wikileaks, hvor målet altid lader til at hellige midlet.

Det skal stå klart, hvem Assange har støttet

For mig at se er der hverken grund til at dæmonisere eller helgenkåre Assange, Man må blot gøre sig klart, hvilken rolle han har spillet – og for hvem.

Trods alle forbeholdene er det glædeligt, at Assange i dag er en fri mand. For hvis vores forestillede idealer om “ytringsfrihed”, “pressefrihed” og “demokratiske værdier” skal have nogen som helst substans, kan man ikke sende graverjournalister og whistleblowere i fængsel.

Den reaktionære retning, som hele verden i disse år bevæger sig i retning af, kan kun bekæmpes med (mod-)oplysning og en insisteren på, at vi lader vores modstandere komme til orde. Uanset hvor irriterende deres budskab end måtte lyde.