Rejseberetning: Måske er det udkanten af billedet som viser os, hvad Europa er?

EUs bureaukratiske institutioner og kapitalstærke lobbyisme siger mig intet. Jeg er derimod nysgerrig efter det Europa, hvor historien, sprogene, kulturen og de politiske ideer er viklet og snoet ind i hinanden gennem århundreder. Jeg tror, det er vigtigt, vi også ser i udkanten af billedet for at forstå – hvad det vil sige at være europæer.

Første del: Oprør

Jeg havde læst på nettet, at der både var bus- og tog-forbindelse fra Beograd ind i Rumænien med skift i en by med navnet Vrásc. Toget var imidlertid nedlagt, og nu stod jeg så her ved bussens endestation et godt stykke fra grænsen og parlamenterede med en serbisk taxachauffør i orange dynejakke. ”No train, no bus”, sagde han og slog ud med hænderne, smilede venligt med sine sidste tænder, og så aftalte vi en pris.

Snart var vi på vej til Timisoara gennem et grænselandskab kun beboet af får. Mens vi kørte, kom jeg til at tænke på en begivenhed fra året før. Mine børnebørn var i cirkus ved Gilleleje. Et hold trapezkunstnere skulle udføre et særligt vanskeligt nummer, og konferencieren aflirede en lang salgstale for at øge spændingen: ”Ja, vi har sikkerhedsnet, men det er ikke for at beskytte artisterne, det er for at beskytte publikum mod tyveri … hø, hø, de kommer fra Rumænien!” Nogle lo og proppede sig med popcorn, forhåbentlig var der flere som krummede tæer. Men hænger det sammen? Dumsmarte bemærkninger om ”tasketyve” eller visse danske firmaer, som mener, at de kan slippe godt fra at snyde såvel arbejdere som skattevæsen, når det drejer sig om østeuropæere. Fordomme eller bare en doven, overfladisk ligegyldighed over for mennesker, der lever i Europas udkant?

Varmeapparatet i bilen er defekt, og kan ikke skrues ned, så med mellemrum ruller chaufføren vinduerne ned og blæser heden ud. De rumænske grænsevagter undersøger nidkært mit pas med en særlig lup, før vi bliver lukket ud på den anden side og modtaget af en meterhøj lidende Kristus på korset foran et EU-flag.

EU med deres bureaukratiske institutioner og den bagvedliggende, kapitalstærke lobbyisme siger mig intet. Jeg er derimod nysgerrig over for et Europa, hvor historien, sprogene, kulturen og de politiske ideer er viklet og snoet ind i hinanden gennem århundreder. Jeg tror, det er vigtigt, vi også ser i udkanten af billedet for at forstå – hvad det vil sige at være europæer.

Timisoara ligger kilet ind mellem Serbien, Østrig og Ungarn. Det var her, rumænerne ad uvisse kanaler og uden om censuren opfangede nyt om foråret i Prag, og det var her oprøret mod Ceausescu blev antændt.  

Sporvognen bringer mig skramlende videre gennem et kvarter med lave huse i pastelfarver og haver med blomstrende blåregn og kirsebær. På den ene, store plads er huse og kirker næste yndefulde i stuk og ornamentering.  Habsburgerne har været her blandt mange andre. På den anden plads virker bygningerne truende, troldmandsagtige. En plakat viser, at det var her, tanksene blev sat ind mod demonstranter i december 1989.

Modstandens musik og teater

Nogle unge mennesker har dannet en teatergruppe, købt et skrummel af en villa og indrettet en café med tilhørende museum. Kvinden i baren  serverer mig en cappuccino og fortæller, at deres stykker er politiske og handler om situationen i dag. Hun giver mig et lille hæfte med en tegning uden på. Ordet ”Teatrul” er til at forstå. De kalder det ”Museet for den kommunistiske kommandør” (Museul co umatorului comunist),  og det er en samling gamle plakater, skolesager og rariteter, som damper hengemt af nostalgisk ironi.

I hæftet er et interview med medlemmer af Rockbandet Phoenix, som oprindelig havde sit udspring i Timisoara omkring 1968. Bandet måtte drypvis flygte ud af landet i starten af 80’erne. Inden da nåede de at optræde over hele Rumænien med gadeteater og rockkoncerter f.eks. på universiteterne. Musikken var inspireret af Jethro Tull tilsat en tone rumænsk folkemusik. Teksterne handlede ofte om oprør langt tilbage i historien. Sangene fremmaner et univers med sigøjnere, ravne, bjørne og fredløse oprørere, ”Hajdukker”, der lever i skovene og kæmper mod Osmannerne og undertrykkelsen. Der optræder også en sort bedemand, som gør sig til herre over andre og ikke vil høre musikken, en gammel far som er døv og  ikke vil komme ud, fordi han er for søvnig.  Og en kanariefugl der ikke vil flyve ud af sit bur.

Ceausescu forsøgte sig omkring 1971 med en afart af Maos kulturrevolution med henblik på at udrense vestlig dekadence og fokusere på socialrealisme. Så hvilken bedrift at skjule sig under radaren!

I interviewet med bandet står der, at mange af teksterne til Phoenix sange handlede om forberedelsen til oprøret i 1989, men at de selv mistede kontakten under deres eksil. De anede ikke, at en nye generation lyttede til musikken, når de fandt kassettebåndene hos deres forældre.

IT-arbejderne organiserer sig

Timisoara er også et slags rumænsk Silicon Valley. Jeg skal møde en repræsentant for en gruppe IT-arbejdere, der har formået at skabe en aktiv, uafhængig fagforening. I starten af 90’erne øjnede flere store internationale IT-firmaer muligheden for at skabe et europæisk alternativ til at outsource IT-arbejde til Indien. Her var, hvad de skulle bruge: Unge, veluddannede mennesker, som de formodede var politisk føjelige og billig arbejdskraft. Nicolai fra SITT (Sindicate IT Timisoara) fortæller mig, hvordan det begyndte med sidemandsoplæring, fra franskmand til rumæner. ”Heldigvis var der mangel på kvalificeret arbejdskraft, og derfor opfattede franskmændene os ikke som billige konkurrenter. Vi lærte en masse af dem. Også hvordan man organiserer sig og laver protester.”

“Heldigvis var der mangel på kvalificeret arbejdskraft, og derfor opfattede franskmændene os ikke som billige konkurrenter. Vi lærte en masse af dem. Også hvordan man organiserer sig og laver protester.”

Vi sidder i et lille kontor med sparsomt udstyr, som de ansatte har tilkæmpet sig på en af de mere imødekommende IT-virksomheder. Nicolai er høj, slank og sorthåret med lys skjorte, og vores famlende engelsk passer godt til hinanden. Hans smil er både charmerende og beskedent, mens han fortæller, hvordan de blev fløjet til Paris for at videreuddanne sig. ”Pludselig en dag forlod vores franske kolleger bygningen. Vi sad der og gloede dumt. ”Hov, kom nu, sagde de, I skal med ned i gården. Vi strejker!”

De kom fra en lukket verden, hvor det hemmelige politi kontrollerede enhver afvigende holdning – og nu ville de have os til at gå med i en protestaktion. Først var det fuldstændig uvant og skræmmende, men meget hurtigt også en euforisk oplevelse.

Svær opgave med fagforeninger

”De folk, som var med dengang, er blevet rygraden i SITT,” fortæller Nicolai. I løbet af nogle år lykkedes det dem at opbygge fagforeningen, og da et indisk firma opkøbte virksomheden og søgte at forringe arbejdsvilkårene, kom de også ud i en strejke. SITT har fået succes og har formået at repræsentere ansatte – support, tele, callcenter osv.. – i otte multinationale koncerner.

Men at opbygge en uafhængig fagforening i Rumænien er en svær opgave. Alt skulle opbygges fra grunden. Mange rumænere er skeptiske over for fagbevægelsen som begreb, fordi de forbinder det med kommunisme og Ceausescu. SITT bruger ofte Danmark som et forbillede på, hvad en fagbevægelse kan være. Og som Nicolai siger:

”Hvorfor opfører firmaerne sig anstændigt i andre europæiske lande – men når de kommer til Rumænien, mener de, at de er i deres gode ret til at snyde deres ansatte.”