Forskningsanlæg i Sankt Petersburg, opført i 1968. Foto: Wiki Commons
10 min. læsetid

Ny bog af Jens Malling beskriver arkitektur i det tidligere Sovjetunionen. Det er stadig relevant for, hvad der sker i Danmark, mener arkitekt Hanne Schmidt.


Af Hanne Schmidt

Jens Malling har skrevet en glimrende bog om, hvordan arkitektur og byplanlægning hænger sammen med ideologi og politik i Sovjet i over 100 år. ”Magtens Manifestationer – Arkitektur i Sovjetunionen” kommer i tekst og billeder godt rundt om både arkitekturen og den politiske historiske udvikling med gode eksempler fra de tidligere sovjetiske republikker.

Som Jens Malling konstaterer, så er arkitektur et af de eneste steder, hvor ideologier kan tage fysisk form i modsætning til mere uhåndgribelige teorier. I USSR kan ideologiens forvandling over tid aflæses af de forskellige stilretninger fra 1920 frem til nu, da heller ikke dagens neoliberale arkitektur er ideologifri.

En væsentlig pointe er at magten over de fysiske omgivelser, også er magt til at ændre opfattelse af os selv og forståelse af hvem og hvad vi er.

Efter en indledning om den neo-liberalistiske nutid består af bogen af tre kapitler, der beskriver de tre arkitektoniske hovedstrømninger inden for sovjetisk arkitektur – fra konstruktivisme i 20’erne over socialistisk klassicisme og til senmodernismen efter Stalins død i 1954.

De forskellige politiske ideer i USSR’s 70 år lange historie udtrykkes gennem fysiske efterladenskaber, der fremviser en social orden der er radikalt anderledes end den nugældende. Siden indførelse af markedsøkonomen i 1991 med byudviklingen i mange tidligere sovjetrepublikker udviklet sig katastrofalt uden en overordnet planlægning, og det er blevet umuligt at tøjle de profitorienterede developere og spekulanter, som overtager de tidligere statsejede arealer og bygninger.

Fælles for alle de tre politiske og arkitektoniske perioder er dog et fokus på det arbejdende folk, som siden 1920 har givet sig udslag i byer med bebyggelser og bygninger med funktionelle, økonomiske, sociale og kulturelle funktioner til gavn for folket.

Den konstruktivistiske bevægelse

Den såkaldt ‘konstruktivistiske’ bevægelse bestod fra 1915 af dedikerede bolsjevikker, som kom fra forskellige kunstneriske og videnskabelige miljøer. De havde lidenskabeligt engagement for udvikling af en ny socialistisk samfundskultur. Bevægelsen udgjorde indtil 1929 avantgarden hvad angik udviklingen af radikale nye ideer for opbygningen af et socialistisk land, herunder også med basisdemokratiske ideer om magtfordelingen i den unge Sovjetstat. Som Malling beskriver i bogen:

”For avantgardearkitekterne var det sociale aspekt det vigtigste og det bestemte formen. Ideen var at skabe fuldstændigt selvforsynende kvarterer med arbejdspladser, børnehaver, skoler, hospitaler og kulturhuse som en del af en samlet plan. Arkitekturen skulle symbolisere muligheden for at opnå et bedre samfund. Deres ideer om ligestilling, køn og samfundsorganisering var revolutionerende for sin tid, og de blev rent fysisk manifesteret i mange af deres boligbebyggelser”.

Bogen viser en lang række af avantgardens projekter forskellige steder i Sovjet, som nu er forsømt og fortrængt til skumle randområder, og Malling mener bl.a. at det skyldes at arkitekturens væsen med sine krav om grundlæggende sociale forandringer udgør en torn i øjet på det nuværende regime, hvor deres ideer om lighed og solidaritet ikke er velkomne.

Konstruktivisterne blev fra 1917 støttet af både Lenin og Trotskij, men efter de var væk, startede Stalin en omfattende centralisering og topstyring af landet og partiet. I 1932 udstedtes et dekret, hvor den stalinistiske monumentale ny-klassicistiske stil blev lovfæstet, og de mange revolutionære progressive sammenslutninger blev endegyldigt forbudt. Bogen kommer også ind på udrensninger af markante konstruktivistister, som enten blev henrettet eller sendt til Sibirien. Fra 1932 og til Stalins død var kun en retning tilladt, som blev udmøntet i den hierarkiske ”Unionen af Sovjetiske Arkitekter”.

Klik på billedet for at se eksempler på konstruktivistisk arkitektur

Socialistisk klassicisme

Som Malling skriver er socialistisk klassicisme ofte blevet kaldt ”konditorkage-arkitektur”, da den markerer et klart og dramatisk opgør med konstruktivisternes modernistiske arkitektur. Stilen har særligt fået et blakket ry grundet associationen med Stalins undertrykkende politik, og den kom via den association til at stå i skarp kontrast til konstruktivisterne og den demokratiske idealisme, som de lagde i deres projekter.

Med kanoniseringen af socialistisk klassicisme i Sovjetunionen fra 1932 til 1954 slog de æstetiske idealer fra antikkens Grækenland og Rom igennem i alle Sovjetunionens republikker, dog med mangfoldige regionale varianter, som Mallings bog også beskriver. Det er først efter Nazitysklands angreb på USSR i 1941 og frem til Stalins død, vi ser den rendyrkede stalinistiske socialistiske klassicisme. Særligt efter krigen blev der skruet op for den tendens, og ekstravagante, storslåede bygninger og enorme monumenter blev ofte opført som symboler på triumfen i Den Store Fædrelandskrig.

Imidlertid har forfatteren øje på nogle sociale kvaliteter også i den stalinistiske socialistiske klassicistiske periode, som kan ses i mange af Sovjetunionens byer. Her udmøntes idealerne i storstilede byplaner med imponerende gadeanlæg og markante bebyggelser. Den socialistiske klassicisme repræsenterer nemlig ikke udelukkende statsmagten selv, men også folket, som fortjente ‘perfekte og nøje planlagte byer’, med rationelle lokaliseringer for fabrikker og boliger, offentlig administration, indkøb, børnepasning, sport og kultur.

Alt hvad beboerne har brug for i livet er medtænkt i byplanen, og i bysamfund hvor alt og alle var under kontrol, var der skabt forudsætning for at sovjetborgeren kunne leve trykt og godt. Skønhedsidealerne for arkitekturen skulle følgelig også skabe positive associationer til sovjetmagten, i lykken over at bo i skønne huse med smukke gaderum og grønne områder. Det sejrende proletariat fortjener skønhed; revolutionen har sejret, der er ikke mere brug for samfundsomvæltninger, så derfor udtrykker de solide pragtbyggerier også at sovjetmagten er kommet for at blive.

I dag er også mange af de imposante boligbyggerier fra Stalin-æraen endt i forfald efter den Sovjetunionens kollaps. For mange står de stadig som symboler på principper om lighed og social retfærdighed, uagtet hvor mange fejltrin Sovjetunionen tog efter Revolutionen, og inden USSR blev til et postsovjetisk oligarki. Jens Mallings bog gennemgår flere af disse byggeriers skæbne.

Klik på billedet for at se eksempler på klassicistisk – eller ‘stalinistisk’ arkitektur

Sovjetisk senmodernisme

Efter Stalins død lempede partiet sin kontrol over kunst, undervisning og byggeri. Det betød også, at modernistiske tendenser blev genintroduceret i sovjetisk arkitektur; for med Nikita Khrusjtjov i 1955 fik socialistisk klassicisme i USSR dødsstødet med en beslutning om at nu skulle der ske en ”afskaffelse af excesser i projektering og konstruktion”.

Efter 1960 sattes et ambitiøst standardiseret elementbyggeri i gang for at løse landets alvorlige boligmangel, hvor titusindvis af sovjetborgere fik eget tag over hovedet.

Hele landet blev med stor fart oversået med ensartede, femetagers beton-ejendomme, der indeholdt boliger til en husleje på omkring tre-fem procent af en månedsløn. De nye byområder blev samtidig planlagt uden de foregående årtiers krav til god infrastruktur og et alsidigt, funktionelt indhold.

I Østblokkens betonblokke boede mennesker med vidt forskellige professioner og sociale klasser dør om dør, mens der i Vesten opstod en meget større segregering grundet fokus her på identitet og social status gennem ejendom.

Det modernistiske elementbyggeri var omfattende på begge sider af Jerntæppet, men Jens Malling skriver, at forskellen på de kapitalistiske og socialistiske varianter var, at byggerierne i Vesten var forbundet med lav social status – i Danmark bedst illustreret med Brøndby Strand, Urbanplanen, Gellerup og Vollsmose.

Det skal dog ses i sammenhæng med ejerbolig-loven fra 1966, der sammen med en favorabel skattelovgivning gjorde det billigere at købe hus end at flytte ind i de nye, meget dyre sociale boligbyggerier. De sociale almene bebyggelser fra før og efter krigen var indtil da kendetegnet ved en bred, social beboermasse, og i 1966 var der desuden mindst 20 års ventetid på at få en bolig i dem.

I denne sammenhæng gør forfatteren os opmærksom på noget væsentlig, nemlig at den vestlige betragter ofte ikke har øje for at smag og identitet ikke er objektive størrelser, men snarere formes af socialisering, opdragelse og erfaring.

Nye vovede værker dukkede op i den post-stalinistiske periode, der også var præget af en ny fremtidstro, bl.a. grundet landets succesfulde rumprogram, også fandt udtryk i bygningernes ydre, som sprængte de tidligere rammer for arkitektur i Sovjet.

Klik på billedet for at se eksempler på senmoderne sovjetisk arkitektur

Sovjetiske metrostationer

Et kapitel for sig selv er udviklingen af en effektiv kollektiv by-transport i Sovjet, og Jens Malling vier en del tekst og billeder på de sovjetiske metrostationer, hvis mangfoldige og spændende arkitektur fascinerer alle, som har været der. Som han siger, vi kan her få sublime oplevelser, der sætter fantasien i gang, og de står som en tydelig kontrast til den neoliberale globalisering, hvor hverken arkitektur eller samfund har nogen overordnet formål at fremvise andet end økonomisk vækst.

Ingen tvivl de sovjetiske metrostationer er noget andet end de oplevelsesfattige metrostationer vi har fået i København, med en klinisk arkitektur som mere minder os om badeanstalter, og ikke inspirerer til andet end at komme ud og væk hurtigst muligt.

Elektrozavodskaya station i Moskvas metro. Metroens arkitektur “fascinerer alle, som har været der”, skriver Hanne Schmidt. Fotograf: A. Savin / Wiki Commons

Postsovjetiske refleksioner

Jens Malling har også talt med forskellige folk om deres sovjetiske erfaringer, og om hvad samfundet vandt og tabte ved overgangen fra en type social struktur til en anden. Der stilles i bogen spørgsmål til, hvad det egentlig det betyder, når samfundets bærende principper om social lighed og social retfærdighed forsvinder.

Omend disse principper fandt ekstreme ambivalente udtryk, var de dog til stede i Sovjetunionen, hvor målsætningen var at sikre arbejde, boliger og kulturelle og sociale funktioner for alle. Det står i klar modsætning til nutidens spekulative profitbyggerier, og det økonomiske og sociale forfald, som man ser rundt om i den tidligere Sovjetunion.

Der stilles i bogen spørgsmål til, hvad det egentlig det betyder, når samfundets bærende principper om social lighed og social retfærdighed forsvinder. Omend disse principper fandt ekstreme ambivalente udtryk, var de dog til stede i Sovjetunionen, hvor målsætningen var at sikre arbejde, boliger og kulturelle og sociale funktioner for alle.

På bogens 176 sider får vi et godt indblik i sammenhængene mellem politisk ideologi, arkitektur og byudvikling i den tidligere Sovjetunion, hvorfor den også kan anbefales som en glimrende rejseguide for alle der interessere sig for arkitektur.

Bogens emne er også relevant for hvad der sker i Danmark, hvor både overordnet planlægning, økonomiske og sociale hensyn til byudviklingen synes forsvundet med spekulanternes indtog efter kommuner og stat overdraget vores fælles tidligere offentlige ejede arealer til fordel for dem. Her såvel som i Sovjet, skaber arkitekturen gennem tiderne sine tydelig fysiske aftryk i vores byer og åbne landskaber, altid bestemt af ideologi og politiske strømninger.

Jens Malling: Magtens Manifestationer – Arkitektur i Sovjetunionen”. Forlaget Trembita (2019), 176 sider. Kan blandt andet købes via Saxo i Danmark.


Hanne Schmidt

Arkitekt uddannet fra den marxistiske “Afdeling M” på Akademiets Arkitektskole i København. Har tidligere arbejdet med tilgængelighed og byplanlægning bl.a. i Københavns kommune.

Læs mere af Hanne Schmidt