Magten og volden kan slå ihjel – men ikke få det sidste ord. Hvad kan socialister bruge påsken til?

På mange måder er påskens beretning alt for velkendt: et menneske har talt for alle menneskers uendelige værdi. Han har sagt, at Guds rige findes hos fattige, fremmede og sexarbejdere. Han har talt imod et brutalt imperium og religiøse dogmer.

Som svar på det tortureres han til døde; til skræk og advarsel for alle, der måtte få lignende, samfundsundergravende tanker.

Folket vender sig imod Jesus

Påsken begynder, som de fleste ved, med palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel – ikke som en magtfuld erobrer på en majestætisk hest. Den skare, der i løbet af evangelierne følger efter ham overalt og er valfarter til Jerusalem for at fejre udfrielsen fra slaveriet i Egypten, tolker det som en opfyldelse af en profeti fra Det Gamle Testamente: Jesus kommer for med vold og magt at smide den romerske besættelsesmagt ud og genoprette et selvstændigt kongerige.

Sådan går det som bekendt ikke. Og da det bliver tydeligt, vender den samme folkeskare sig imod Jesus og står på imperiets side. Påskens fortælling er på den måde desværre alt for velkendt, fordi den viser, hvordan magtstrukturer på en gang er undertrykkende, men samtidig har en evne til at indfange de undertrykte i sine dynamikker.

I teksten er det tydeligt, at imperiet og dets undersåtter så at sige taler samme sprog, som er voldens og magtens. Derfor er det som venstreorienteret værd at lægge mærke til, hvad Jesus gør i påsken, fordi hans budskab handler om en helt anden social virkelighed.

“Mit rige er ikke af denne verden”

Langfredag hører vi, at Jesus bliver taget til fange og stilles for Pilatus til et forhør. Han anklages for at have kaldt sig selv jødernes konge. Det er dybest set en anklage om forræderi imod Rom, og det interessante er, at Jesus ikke bare afviser anklagerne, men nedbryder hele præmissen ved at svare: “Mit rige er ikke af denne verden” (Joh. 18, 36).

Mange har tolket det som en afvisning af, at Jesus havde noget politisk i sinde – at hans rige simpelthen var rent åndeligt og derfor ikke handlede om at forandre verden. Den mere radikale tolkning vil dog være, at det Jesus siger kun kan kaldes apolitisk, hvis man anskuer al politik som magtpolitik, hvor en autoritær figur eller gruppe hersker over andre.

Forstår man i stedet politik som den måde, vi organiserer vores sociale liv, afviser Jesus på denne måde den militære og økonomiske magt, som det romerske imperium inkarnerede. Det er på samme tid en afvisning af det, som folkeskaren, der hyldede ham palmesøndag, ville.

Ikkevoldens styrke

Kan man rive et undertrykkende system ned med de samme redskaber, der bygger det? Det spørgsmål stiller Judith Butler i sin bog Ikkevoldens Styrke. Her opfordrer Butler til, at man må sprænge rammerne for, hvad der kan tænkes som muligt, hvis man vil skabe en egentlig forandring. Den tanke finder sit mest radikale udtryk i påsken.

Vi hører, at Jesus blev anklaget for at have sagt, at han var jødernes konge, som også folkeskaren proklamerer palmesøndag. Det er den dynamik, som udspiller sig i forhøret og domfældelsen hos Pilatus.

Den tanke tages til sin mest radikale konsekvens langfredag. Med Jesu død på korset ser vi en radikal dekonstruktion af, hvad der er muligt. Jesu død udtrykker Guds solidaritet med de undertrykte. Som konsekvens afviser det israelitternes ønske om at bygge et rige, der i sit inderste er af det samme som det romerske.

Men korset går et afgørende skridt videre. Påsken åbenbarer ikke en stærk og magtfuld gud – altså sådan en man kan samle et imperium omkring og i hvis navn, man kan retfærdiggøre at undertrykke nogen – men som en, der møder os i de svage og små, som det hedder i en kendt salme.

Det er en radikal dekonstruktion af identifikationen mellem Gud og magt, som i sidste ende gør magten guddommelig. Det er ikke bare et opgør med et bestemt udtryk for magt, men en konsekvent afvisning af magten og voldens dynamik.

Det er på den måde kulminationen af hele Jesu virke, hvor han igen og igen både taler magten midt imod og selv opsøger de fremmede, fattige, utugtige kvinder og andre af Guds børn, som ikke stod til at blive lukket inde i det gode selskab, hvis israelitterne fik succes med at genetablere et selvstændigt kongerige.

Genopstandelsen

Påsken slutter ikke med døden på korset: “Bitter var langfredag, men sød var påskemorgen”, som Oehlenschläger skriver. Det kan være nærliggende at fortolke opstandelsen sådan, at selvom det så sort ud, så var det alligevel Gud, der var den mægtigste.

Men påskemorgen ophæver ikke langfredag. Påskedag er i stedet en understregning af, at magten og volden nok kan slå ihjel, men at den ikke får det sidste ord. I stedet for at indskrive opstandelsen i den økonomi af sejr og nederlag, magtudøver og offer, selv og anden – som Judith Butler også forsøger i Ikkevoldens Styrke – er den et udtryk for, at Gud ophæver de modsætninger, som muliggør vold og undertrykkelse.

Det er den radikale indvarsling af en anden social virkelighed, hvor de forhold er umuliggjorte. Det kaldes i Biblen for Guds rige.

Påsken slutter ikke med påskedag

Hvis man synes, det er svært at se helt konkret, som noget der faktisk sker i en verden, hvor vold, magt og opdelinger stadig er meget tydelige, så har man helt ret. Det, at vi faktisk ikke lykkes med at leve i fred, broderkærlighed og fordragelighed, men at der bestandigt viser sig undertrykkende strukturer, er det, man teologisk kalder for synd.

Derfor er påsken heller ikke noget, der slutter påskemorgen, men et stadigt kald til at virkeliggøre det gudsrige, hvorom Jesus sagde, at det på en gang er midt iblandt os og noget, der er på vej.

I år kan vi ikke tale om eller fejre påske uden at vedkende os, at der i disse dage udspiller sig en humanitær katastrofe i Gaza. Voldens og undertrykkelsens dynamikker er ikke bare historie, men noget der står i fuldt flor. Der synes ikke nogen udvej. Måske er det eneste, spinkle håb, vi har, at der viser sig noget helt andet, og at det umulige bliver muligt.