Masseovervågning i Kina

Masseovervågning i Kina

Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion.

Den kinesiske regering fremlagde i 2014 en overordnet plan for etablering af, hvad man på engelsk kalder et “social credit system”- altså et samfundsmæssigt system til kreditvurdering - som skulle være fuldt implementeret i 2020. ​​ Den kinesiske forfatter Murong Xuewu har om planen skrevet på sin blog: “Kina bevæger sig mod et totalitært samfund, hvor regeringen kontrollerer og påvirker den enkeltes privatliv. Det er som Big Brother, der har alle informationer om dig og kan skade dig på de måder, han ønsker det.” Blogindlægget blev hurtigt fjernet af den kinesiske internetcensur.

Den amerikanske avis Wall Street Journal, har beskrevet systemet som: ”Et samfundsmæssigt system til kreditvurdering, der anvender Big Data til masseovervågning”.(1) Den engelske avis The Independent har om systemet skrevet: “Kina har gjort lydighed over for staten til et spil”(2) . The Economist har brugt formuleringen: “Kina opfinder den digitale totalitære stat” (3). Modsat beskriver Merics China Monitor systemet som: “En måde at regulere markedet på ved hjælp af Big Data” (4).

Hvad gemmer der sig bag disse meget forskellige vurderinger af et system, som helt sikkert vil få afgørende betydning for den enkelte kineser, men også for private virksomheder, både kinesiske og de udenlandske firmaer, som Merics primært henvender sig til?

Socialistisk markedsøkonomi

Den kinesiske ledelse opfatter Kinas økonomi som en markedsøkonomi, ganske vist en såkaldt “socialistisk” markedsøkonomi. I en markedsøkonomi, hvor en del af handelen foregår ved hjælp af gældsætning, er der brug for kreditvurdering, så banker kan vurdere låntagernes mulighed for at tilbagebetale lån, og firmaer, der sælger på afbetaling, kan vurdere købernes muligheder for at betale de aftalte afdrag. Kreditvurderingsinstitutioner findes i alle markedsøkonomier. I Danmark har vi Ribers Kredit Institut, som udelukkende registrerer dårlige betalere, og også andre kommercielle kreditvurderingsfirmaer, som på bestilling foretager finansiel kreditvurdering af specifikke firmaer.

Behovet for kreditvurdering i Kina er ikke blevet mindre af, at den kinesiske ledelse efter finanskrisen i 2008, der medførte et voldsomt fald i den kinesiske eksport, besluttede, at eksport ikke længere skulle være den vigtigste vækstfaktor i den kinesiske økonomi - i stedet skulle indenlandsk forbrug udgøre motoren i den fremtidige, økonomiske udvikling. Et af problemerne med denne nye vækstmodel har imidlertid været, at den kinesiske befolkning har en meget høj opsparingsrate, altså er mere interesseret i at spare op end i at forbruge mere og slet ikke er indstillet på at låne penge til øget forbrug. For at øge det indenlandske forbrug er det derfor nødvendigt for ledelsen at ændre denne indstilling - at øge den enkelte kinesers lyst til at forbruge, også hvis det skal ske for lånte penge. Denne udvikling må til gengæld modsvares af etablering af et effektivt kreditvurderingssystem, som kan sikre långivere mod tab.

Pilotprojekter med kreditvurderingssystemet

Allerede i 1990’erne nedsatte man i Kina en gruppe ved Institut for International Økonomi og Politik under Det Kinesiske Videnskabsakademi, som skulle udvikle de grundlæggende mekanismer i et kreditvurderingssystem. ​​ I begyndelsen af det nye årtusind igangsatte man derefter adskillige pilotprojekter, hvoraf det mest omtalte blev startet i 2010 under lokalregeringen i Suining amt i Jiangsu-provinsen. Projektet tildelte enkeltindivider i amtet point for god eller dårlig opførsel; eksempelvis fik den enkelte fratrukket point for mindre færdselsforseelser, men også for “illegalt at sende klager til højere instanser.” Det er en udbredt praksis i Kina at klage opad i systemet, hvis man er utilfreds med lokale myndigheders beslutninger, og i sidste instans henvende sig til det relevante ministerium i Beijing.

Den enkelte mistede også point, ved deltagelse i “uroligheder, der førte til blokade af parti- eller regeringskontorer”. Derudover inddelte projektet befolkningen i fire grupper efter deres point på kreditværdighedsskalaen: A, B, C og D. A var gruppen med den højeste kreditværdighed, som ifølge systemet kunne regne med støtte fra lokalregeringen, hvis man ville etablere en privat virksomhed og positiv særbehandling, hvis man ansøgte om medlemskab af kommunistpartiet, offentlig ansættelse, optagelse i hæren eller forfremmelse; D-gruppen blev derimod udelukket fra offentlig støtte eller beskæftigelse.

Suining-projektet blev kritiseret fra flere sider i Kina, bl.a af China Youth Daily og Global Times, to af kommunistpartiets egne medier. China Youth Daily mente ikke, at politiske data som eksempelvis klager til højere instanser eller deltagelse i demonstrationer burde indgå i en kreditvurdering, og Global Times kritiserede også, at systemet inddrog den enkeltes politiske holdning, som efter Global Times’ opfattelse ikke har noget at gøre med kredit. Ifølge Global Times mødte Suining-projektet stor modstand fra offentligheden og måtte revideres. ”Derfor må man holde det fremtidige system inden for strenge rammer, og begrænse det til at behandle økonomiske data og respektere lovgivningen omkring den enkeltes privatliv” (5).

Plan for at opbygge et kreditvurderingssystem – med troværdighedskultur

I 2014 offentliggjorde den kinesiske regering, Statsrådet, en omfattende plan, “Plan for opbygning af et samfundsmæssigt kreditsystem (2014 – 2020)”(6). Planen foreskriver, at man “opmuntrer firmaer til at øge deres salg på kredit og opfordrer folk til at købe på kredit”. For at den slags forretningstransaktioner skal kunne finde sted, er det nødvendigt at opbygge et kreditvurderingssystem der omfatter hele samfundet. Ifølge planen skal der derfor etableres en såkaldt “troværdighedskultur”. Kun med en sådan troværdighedskultur, vil det være muligt at opbygge det, som den kinesiske ledelse kalder “et harmonisk samfund”; undervisning i “troværdighed” skal derfor indbygges på alle uddannelsesniveauer i samfundet. Befolkningen og firmaer skal inddeles i “troværdige” og “utroværdige”. ”Troværdige skal kunne bevæge sig overalt under himlen, mens det vil blive vanskeligt for utroværdige at tage et eneste skridt.”(7)

Med dette perspektiv bevæger det kinesiske system sig ud over det, de kreditvurderingssystemer, vi kender i Vesten, beskæftiger sig med. I Kina omfatter systemet hele samfundet, og man indsamler ikke kun oplysninger, der har finansiel betydning. Utroværdig opførsel omfatter for firmaers vedkommende overtrædelse af love og regler angående fødevarekontrol, miljø, arbejdsforhold osv. For den enkelte kineser registreres også lovovertrædelser, men derudover ”… handlinger der undergraver den normale sociale orden...opførsel der skader udvekslingen i cyberspace...deltagelse i forsamlinger som forstyrrer den offentlige orden og truer nationale forsvarsinteresser.” (8)

Arbejdet blev udført under ledelse af Den Lille Centrale Ledelsesgruppe for Omfattende Udvikling af Reformer (på engelsk The Central Leading Small Group for Comprehensively Deepening Reforms) med Xi Jinping som formand. Denne gruppe overdrog ansvaret for implementeringen af planen til Den Nationale Udviklings- og Reformkommission, som arbejder tæt sammen med den kinesiske centralbank, Folkets Bank (People’s Bank of China). Dataplatformen for det sociale kreditsystem er den såkaldte Nationale Platform for Deling af Kreditinformation, som blev sat i drift oktober 2015. Platformens formål er at samle og dele data fra lokale og centrale myndigheder, fra sektorbaserede, samfundsbaserede kreditsystemer og fra kommercielle kreditvurderingsfirmaer.

Projektet omfatter desuden en hjemmeside, Kredit i Kina (Xinyong Zhongguo)(9), som er etableret af Statens Informationscenter, men teknisk drives af Baidu, den populæreste internet-browser i Kina. På denne hjemmeside kan man finde oplysninger om firmaers og enkeltpersoners kredithistorie. Hjemmesiden indeholder imidlertid indtil videre kun en begrænset mængde oplysninger.

Høj kreditvurdering kan give adgang til datingsider, billeje og visum

Siden august 2015 er 43 pilotprojekter for kreditvurdering sat i gang i byer og bydistrikter. Desuden har man givet otte private firmaer licenser til at arbejde med på projektet, idet man forventede, at disse firmaer ville få en central rolle i det fremtidige kreditvurderingssystem. ​​ Det mest omtalte af disse er Sesame Credit (Zhima Xinyong), en underafdeling af Ant Financial, som igen ejes af Alibaba, det e-handelsfirma, som på globalt plan har den største omsætning. Alibaba har også sin egen betalingsservice, Alipay.

Sesame Credit leverer kreditvurderinger til dette system baseret på Alibabas og Alipays kundeoplysninger og på data fra forskellige partnere, blandt andet det kinesiske politi, og udregner en kreditvurdering af kunderne som en pointscore, der ligger mellem 350 som den laveste og 950 som den højeste. En høj score giver forskellige fordele som gratis adgang til datingsider, bonus ved bestilling af hotelværelser, ret til at leje en bil eller cykel uden at skulle stille depositum og - mest bemærkelsesværdigt - visum til forskellige lande. Visa er normalt ikke noget, private virksomheder kan udstede, så denne mulighed viser, at der er tætte forbindelser mellem kreditsystemet og offentlige myndigheder.

Udregningen af scoren for den enkelte sker ved hjælp af en hemmelig algoritme på basis af fem faktorer, som alle siger noget om den enkelte person:

 1. Nylige indkøb foretaget med Alipay

 2. Personlige oplysninger som job, bopæl osv.

 3. Betaling af regninger og gæld

 4. Indskud på kreditkort

 5. Socialt netværk

 Skærmbillede der viser personlig score. (Kilde : The Independent 22. december 2015)

Scoren er tilgængelig for alle Alipays kunder på en app, som udover selve scoren ved hjælp af et femkantet diagram viser i hvilken grad, de enkelte faktorer har påvirket scoren. Det er imidlertid ikke muligt præcist at kvantificere, hvor stor scoren er på de forskellige faktorer eller at se efter hvilken algoritme, scoren er udregnet. Appen oplyser kunderne om, at deres score eksempelvis påvirkes af hvilke flybilletter, de køber og hvilke hotelværelser, de booker, og om det sociale netværks betydning for beregningen af scoren står der: “Vi vil også vurdere dine venners troværdighed”.(10)

Det geniale ved denne app er, at den har form som og kan fungere som et spil. Man kan se sin score, dele den med sine venner og forsøge at øge den ved at påvirke hver enkelt af de fem faktorer. På de sociale medier i Kina foregår der en livlig debat om, hvordan man kan øge sin score, og folk konkurrerer med hinanden om, hvem der har den højeste. Mange af de bekymrende perspektiver ved systemet overskygges på denne måde af det spilunivers, appen stiller til rådighed for brugerne.

Profitabelt salg af data om brugerne

Hvordan skal man så vurdere det kinesiske kreditvurderingssystem? De meget skarpe reaktioner i vestlige medier på offentliggørelsen af planen var nok forventelige. I Vesten - og specielt i USA - findes en grundlæggende skepsis over for statslige myndigheder, som bevæger sig ind på noget, der ligner overvågning. At muligheden længe har eksisteret, er åbenbart. Snowdens afsløring af NSAs overvågning af mobiltrafikken i USA og andre lande viste det tydeligt, og det har også længe været klart, at vestlige IT-firmaer som eksempelvis Facebook, Google og Amazon indsamler data om deres brugere, og at salg af disse data til tredjeparter er deres væsentligste - for Facebooks og Googles vedkommende den eneste indtægtskilde.

Altomfattende overvågningssystem på kinesernes liv vækker debat

Men der er da god grund til at være skeptisk over for det kinesiske system for samfundsmæssig kreditvurdering. Den indsamling af oplysninger om den enkelte kineser, som systemet lægger op til, går langt ud over, hvad man kunne forvente af et blot og bart kreditvurderingssystem. Den moralske ideologi, der bygges op omkring troværdighedsbegrebet, griber langt ind i andre end de specifikt finansielle aspekter af kinesernes liv. Man kunne godt få den tanke, at opbygningen af et samfundsøkonomisk nødvendigt system bruges som skalkeskjul for etableringen af et altomfattende overvågningssystem, som ovenikøbet bliver gjort spiseligt af, at det til dels fremstår som et uskyldigt spil på mobiltelefonen.

Denne udvikling medførte imidlertid en stigende opmærksomhed og debat I Kina om beskyttelse af persondata. Derfor indførte man I 2017 China Cyber Security Law, og The Cyberspace Administration of China blev oprettet til at administrere loven. Der tegnede sig imidlertid også voksende uenighed mellem de statslige myndigheder og de kinesiske private techgiganter, om hvorvidt techvirksomhederne skulle være forpligtede til at udlevere deres store mængder af data til de statslige myndigheder. De private techfirmaer opfatter med rette de data, som de på samme måde som Google, Facebook, Microsoft, Apple og Amazon har indsamlet om deres brugeres adfærd, som deres vigtigste ressource. Alibaba og Tencent, som er I besiddelse af de største lagre af kinesiske data var ikke umiddelbart villige til uden videre at forære dem til staten.

Masseovervågning og Covid-19 i Kina

Udbruddet af corona-epidemien og arbejdet med at inddæmme smitten ser imidlertid ud til at have revitaliseret samarbejdet mellem de statslige myndigheder og de private techgiganter, og dette samarbejde har formodentlig været en af årsagerne til, at coronasmitten så hurtigt blev bragt under kontrol i Kina.

Februar 2020 udsendte de tre største teleselskaber i Kina en meddelelse med tilbud om at sende deres kunder information om de byer, de havde besøgt i mere end fire timer indenfor de seneste 15 til 30 dage. Oplysningerne blev brugt til at begrænse mobiliteten. På jernbanestationer og selv i boligkvarterer blev det krævet, at den enkelte præsenterede disse informationer, så myndighederne kunne fastslå om, de havde opholdt sig i områder med coronasmitte.

Lokalregeringen i Hangzhou, hvor Alibaba og Ant Financial har deres hovedsæde, var de første til at lancere en helbredskode med farverne grøn, gul og rød i Ant Financials Alipay. Brugerne af appen skal først indtaste personlige data, id-nummer, bopæl, alder osv. Derefter skal de tilføje personlige helbredsoplysninger som omfatter svar på spørgsmål som: Har du nogen covid-symptomer? Har du været i kontakt med smittede personer for nylig? Oplysningerne indsamles i en database, og appens program tildeler så den enkelte en farvet kode. Grøn betyder, at man ikke har været i risiko for at blive smittet og derfor kan bevæge sig rundt i samfundet, som man har lyst til. Gul farve derimod er ensbetydende med, at man skal gå i syv dages isolation. Hvis farven er rød betyder det, at man skal være fjorten dage i isolation.

Appen skal fremvises i en lang række situationer for at få adgang til jernbanestationer, biografer og andre steder, hvor mange mennesker mødes. Alipays system sender brugernes steddata og id-numre til en server hos politiet. Også lokalregeringen i Beijing fik indført en lignende helbredskode i Tencents WeChat app.

Det statsejede China Electronics Technology Group Corporation (CETC) har etableret en platform, Close Contact Detector, som indhenter data fra staten vedrørende vej-, jernbane- og flytrafik, og dette system skulle efter sigende være i stand til at finde frem til så detaljerede oplysninger som, hvor en bestemt person f.eks. har siddet i flyet under en flyrejse, så man på den måde kan fastslå, om personen har været i nærheden af coronasmittede.

Kinesiske virksomheder er i færd med at udvikle og installere systemer ​​ til masseovervågning ​​ inklusive ansigtsgenkendelse. Der er eksempelvis tale om firmaer som SenseTime, Yitu, Cloudwalk, Megvii og Hikvision. Disse firmaer udvikler alle systemer til brug ved analyse af data fra overvågningskameraer. CloudWalk har udviklet en ”fire eye” platform til brug af politiet, som kan spotte uighurer, tibetaner og andre ”sensitive grupper”. Denne platform er solgt til 50 forskellige lokalområder i Kina.

Udenlandsk involvering i udviklingen ​​ af kinesisk teknologi til masseovervågning

Udenlandske firmaer er imidlertid også involveret i dette udviklingsarbejde. I 2019 kunne The Intercept (11) ​​ således afsløre, at det amerikanske nonprofit foretagende, OpenPower Foundation, som har folk fra både Google og IBM i ledelsen, har etableret et samarbejde mellem IBM, det kinesiske Semptian og den amerikanske virksomhed, Xilinx, som fremstiller mikrochips. Semptian trådte i september 2015 ind i OpenPower Foundation.

Semptians teknologi bruges til hemmelig overvågning af 200 millioner kinesere. Semptian har i samarbejde med IBM udviklet en fælles cloud platform, SuperVessel, som vedligeholdes af en IBM- afdeling i Kina. En underafdeling af Semptian, iNext, har udviklet et masseovervågningssystem, Aegis, som er installeret i de kinesiske telefon- og internet-netværk, hvorfra det hemmeligt kan indsamle folks emails, telefonopkald, mobiltelefon- positioner og web-browsing. Systemet overvåger over 200 millioner kinesere, ca en fjerdele af Kinas 800 millioner internetbrugere.

Også danske forskere har arbejdet sammen med kinesiske firmaer om udvikling af teknologi til masseovervågning. Sidste år kunne Politiken (12) afsløre, at forskere fra Ålborg Universitet har hjulpet Hikvision med at udvikle en algoritme til masseovervågniing, som angiveligt kan bruges til at spore, hvordan holdninger deles og spreder sig eksempelvis på sociale medier.

International interesse for Kinas brug af ​​ overvågning i bekæmpelse af covid-19

Det kinesiske eksempel med anvendelse af overvågningsteknologi i kampen mod covid-19 har inspireret regeringer og virksomheder i mange andre lande til ​​ at anvende lignende teknologi I kampen mod coronasmitten. I Sydkorea, Singapore, Taiwan, Israel og Iran har man brugt overvågningsteknologi og algoritmer til at spore smittede personer. Også I Danmark har myndighederne forsøgt at få udbredt en smitteopsporings-app, udviklet af firmaet Netcompany, som dog har vist sig at være fuld af mangler.

I Kina findes imidlertid ikke et ensartet system, der bruges på nationalt plan. Som beskrevet ovenfor, bruger folk forskellige apps i forskellige egne af Kina, eksempelvis Alipay i Hangzhou og mange andre byer og WeChat i Beijing og en række andre byer. Det ser imidlertid ud til at den kinesiske regering har udset sig Xinjiang-provinsen som det sted, hvor man vil forsøge at etablere et integreret system, hvor forbindelseslinjerne mellem de forskellige statslige og lokale instanser følger det samme mønster. Man kan måske opfatte det system, som udvikles I Xinjiang som en slags model for, hvordan et nationalt system skal bygges op. Systemet beskrives mere udførligt I artiklen, “Masseovervågning I Xinjiang”, som også kan læses i dette nummer af Kritisk Revy.

Noter

1.  ​​​​ Wall Street Journal, 21. december 2016

2 . The Independent, 22. december 2015

3. ​​ The Economist, 17. december 2016

4. ​​ Merics China Monitor, 24. maj 2017

5. ​​ Global Times, 1. november 2016

6. https://chinacopyrightandmedia.wordpress.com/2014/06/14/planning-outline-for-the-construction-of-a-social-credit-system-2014-2020/

7. Som ovenfor.

8. Som ovenfor.

9. https://www.creditchina.gov.cn/

10. ​​ The Independent, 22. december 2015

11. The Intercept : "How U.S. Tech Giants Are Helping to Build China’s Surveillance State", https://theintercept.com/2019/07/11/china-surveillance-google-ibm-semptian/)

12. https://politiken.dk/udland/int_kina/art7835507/Aalborg-Universitet-har-hjulpet-omstridt-kinesisk-firma-der-bidrager-til-forf%C3%B8lgelse-og-overv%C3%A5gning-af-millioner)

​​