Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
21. april. 2022

Med festen som drivkraft!

Uffe Elbæks biografi er en spændende tidsrejse, der på ærlig vis går tæt på et liv dedikeret til politik. Hans forsøg på at ændre den politiske kultur er stadig yderst tiltrængt, skriver Pernille Frahm i anmeldelsen af Et Liv.

Uffe Elbæk med barnebarn. Den afgående politikers biografi er en levende fortælling om en tid, der både var mere ubekymret og præget af frygten for atomkrig, skriver Pernille Frahm. Privatfoto.

Uffe Elbæks erindringsbog er som at rejse gennem tiden fra 1970’erne til i dag. Jeg har helt glemt den kombination af totalt ubekymrethed og optimisme på den ene side og angst for total atomkrig på den anden. Men da jeg læste afsnittene især om Next Stop-bevægelsen, kom det hele tilbage.

Jeg var selv i gang med uddannelse, og at frelse verden gennem SFU og SF, så selvom jeg tog for mig, og fik min del af tider med bøvl og begejstring, var jeg mere forsigtig med at kaste mig ud i de helt store rejser og projekter.

Det var Uffe ikke. Og hans erindringsbog er så fyldt med billeder og detaljerede beskrivelser. At det næsten er som at være med på rejsen. En lang fest, men også et langt, energisk engagement og ikke mindst hårdt arbejde.

Der var i den største del af denne rejse ikke plads til faste forhold, og det er måske endnu en ting, der skiller os. For vi er født det samme år, og derfor er det den samme rejse, men set fra forskellige vinkler.

Svær at sætte i bås

Jeg mødte Uffe første gang, da jeg var kulturordfører for SF. Det var tilbage i starten af 90èrne, og jeg husker ikke helt præcist hvad det var for et af hans mange projekter, han var i gang med.  Men de har alle haft det til fælles, at de ikke kunne puttes ned i de almindelige kasser, og derfor havde svært ved at slå igennem overfor især borgerlige politikere – herunder en ganske solid del af Socialdemokratiet. En anden ting, hans projekter havde tilfælles, var det engagement deltagerne havde. Den begejstring, der var knyttet til uddannelsen Kaos-piloterne eller til projekter som World Out Games og Frontløberne.

Jeg kan også huske den evne, Uffe havde, til at samle kendisser fra især USA omkring sine projekter. Og da jeg læste hans bog, gik det op for mig, hvor enormt og mangefacetteret, dette netværk er. Det bygger på viljen til at rykke op og rykke ud, hive teltpælene op og hamre dem ned et nyt sted med kort varsel og korte mellemrum.

Jeg husker de mange diskussioner – også i mit eget parti – for det var og er svært at sætte Uffes ideer i bås. Det bliver i mange menneskers ører noget fluffy noget at uddanne til at kunne håndtere det uventede og organiserer store projekter gennem kaos. Men selvom højrefløjen i bedste fald synes det var noget venstreorienteret øregas, så var de erhvervsfolk, som gerne ville støtte fx Venstres valgkamp også dem, der ville have uddannelser som Kaospiloterne.

Venstrefløjser i Radikale fåreklæder

Min største skuffelse med Uffe var, at han i lang tid troede, han var radikal. Jeg oplevede det som et forsøg på at afbalancere de venstreorienterede projekter, for at undgå at blive sat i bås. Men efter at have lært Uffe at kende, tror jeg alligevel, det var af et ærligt hjerte, og ikke som resultat af en kold kalkule. I bogen skriver han, at han med Alternativet vendte tilbage til venstrefløjen. Jeg synes nu, jeg husker en del ævl og tovtrækkeri om hvilken statsminister, Alternativet ville pege på. Helt klar venstrefløj ville de ikke indrømme at være.

“Uffe Elbæk troede, han kunne ændre på den måde, man taler sin sag og ikke mindst i hvilken rækkefølge, man gør det. Men han måtte, som så mange andre, erkende, at man selv bliver ændret i forsøget.”

Springet fra iværksætter og kulturkæmper til Folketingspolitiker lykkedes ikke helt. Og der skal ikke komme nogen hånlig pegefinger herfra. Folketinget har sin egen logik, sin egen selvopfattelse. Hvis man lykkes med at finde den, er det en fantastisk verden at være en del af. Lykkes man ikke, må man hoppe af den springende tiger eller gå til grunde. Uffe var tæt på det sidste, og har nu besluttet sig for det første. 

I bogen beskriver han forløbet omkring sin afgang, som minister. Og han fastholder, at det var rigtigt at gøre det på sin måde. Det kan jeg kun have sympati for, men jeg kan også garantere, at det ikke ville kunne fungere i dén logik, der findes mellem Folketinget og ministrene. Arne Melchior, tidligere minister for Centrum Demokraterne, gentog i det uendelige, at “minister betyder tjener”. Det ved vi jo godt er løgn i virkelighedens verden, men Folketings-medlemmer vil ikke forspilde en chance for at vise, hvem der i sidste ende bestemmer.

Prisen for at være minister er at tåle og underlægge sig de ydmygelser, som et folketingsflertal kræver – eller gå af. Uffes navnebror, Uffe Ellemann-Jensen holdt fast på taburetten, og slugte fodnoterne i 80èrne for at blive siddende på taburetten for enhver pris. Uffe Elbæk troede, han kunne ændre på den måde, man taler sin sag og ikke mindst i hvilken rækkefølge, man gør det.  Men han måtte, som så mange andre, erkende, at man selv bliver ændret i forsøget på at ændre, og at det er mere end svært at vide, hvornår man skal springe af, hvis man vil bevare sig selv hel.

Politik kræver ofre

Alternativet var endnu et skud i rækken af friske kræfter, som vil lave politik på en anden måde. Og guderne skal vide, det er tiltrængt. Uffe beskriver i sin bog, hvordan man forsøger at være inkluderende i det politiske arbejde lige fra udarbejdelse af politikken til gennemførslen og udøvelsen af det politiske arbejde på Christiansborg.

De kræfter, der blev lagt i at starte Alternativet, er imponerende. Jeg kan da sagtens selv huske, at jeg fik stor lyst til at deltage i mange af deres politiske værksteder undervejs, men jeg var selv så ophængt, at det ikke blev til noget. Det synes jeg faktisk er ærgerligt i dag. For der er ikke mange uden for kredsen omkring Folketinget selv, som synes, det går rigtigt godt med det politiske i dag. Tværtimod. Og der ER brug for nye måder, at gøre tingene på, hvis de politiske beslutningsprocesser ikke skal være en lukket fest, for dem der synes, det er okay at stille sig op den ene dag og kæmpe for en betalingsring om København – og dagen efter lige så glad og smilende forklare, at den gode løsning er, at den ikke kommer. For nu bare at nævne et eksempel.

At forsøge at påvirke den politiske proces på højeste plan kræver ofre. Uffe fortæller, hvordan han hele sit liv har ofret parforholdet for at kunne give sit bedste. Og han fortæller også, hvordan det var ved at koste ham det ene forhold, han ville have.

Ren læsenydelse

Et Liv er en kæmpe bog. Den er superflot sat op af en af Uffe Elbæks venner, og opsætningen af billeder og tekst gør bogen virkelig lækker. Jeg har nydt at læse den, og det var spændende at være ‘med på turen’ igen. 

Folk, der har gennemlevet den tid, såvel som de, der interesserer sig for, hvordan det var, vil have stor fornøjelse af bogen. Den giver nogle gode bud på, hvad man risikerer, hvad man skal undgå – og hvor meget det kræver, at forsøge at rokke med båden i det her land.

Uffe Elbæk: Et Liv. Forlaget Ti Vilde Heste, 2022. 552 sider, vejl. pris 399 kr.


Om skribenten

Pernille Frahm

Pernille Frahm

Uddannet folkeskolelærer. Tidligere medlem af Folketinget og EU-parlamentet for SF.   Læs mere