'Mere overvågning skaber mere frihed' lød meldingen fra justitsminister Nick Hækkerup i fjor. Mens de liberale partier har travlt med at bruge floskler om frihed, viser stemmepraksissen et noget andet resultat, skriver Pernille Loumann. Foto: Nick Hækkerup / Facebook
9 min. læsetid

”Nej, altså frihed, det ka’ jeg ikk’ uden, sårn er’et bar’, jammen, det er’et. Mi’ frihed, det vil jeg alså. … Hvis nogen begynder, ikk’ oss’, og ta’r mi’ frihed fra mig a’, så’ jeg bare lost, alså.” Sådan starter Per Højholt ’Gittes monolog om frihed’. – Nu foreslår ’de totalitære gamle kommunister i Enhedslisten’ så Folketinget at nedsætte en frihedskommission. Pernille Loumann skriver om frihed, Socialdemokratiet og liberale partier.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Pernille Loumann

Enhedslisten har for nyligt fremsat et forslag i Folketinget om nedsættelse af en frihedskommission. Kommissionen skal ”gennemgå al lovgivning vedtaget siden den 11. september 2001, som har begrænset borgernes frihedsrettigheder, med henblik på at fastslå, om der er sket unødvendige, uhensigtsmæssige eller uproportionale indgreb i disse rettigheder”.

Når jeg den seneste tid har fulgt den debat, der pågår i Danmark om, hvad frihed er, er jeg af og til kommet til at tænke på det digt af Per Højholt, som hedder ’Gittes monolog om frihed’. Det starter sådan:

Nej, altså frihed, det ka’ jeg ikk’ uden, sårn er’et bar’, jammen, det er’et. Mi’ frihed, det vil jeg alså. Ikk’ for a’ jeg ska’ gør’ mig te’ noget særlig’, overhovedet ikk’, men hvis nogen begynder, ikk’ oss’, og ta’r mi’ frihed fra mig a’, så’ jeg bare lost, alså. 

Herefter følger mere usammenhængende vrøvl om, hvad frihed er, og hvordan Gitte forventer, at ægtemanden Preben bakker op om hendes frihed, ligesom hun bakker op om, at han går til ishockey.

Nogenlunde på samme måde synes visse politikere at smykke sig med intetsigende floskler om værdien af frihed, samtidig med, at de ikke rigtig gør sig klart, hvad frihed egentlig betyder. Og vel at mærke samtidig med, at de uden blusel gennemfører lovgivning, der på meget indgribende måder begrænser borgernes frihed. 

“Med overvågning stiger friheden”

Regeringens forståelse af frihed forekommer at være en mærkelig pærevælling af alt muligt. Vi husker formodentlig alle justitsminister Nick Hækkerups kryptiske formulering om, at: ”uden tryghed er der ingen frihed, og det følger logisk heraf, at med overvågning stiger friheden”. Det grundlæggende ræsonnement synes at være, at man er nødt til at fratage nogle (de kriminelle, banderne, udlændingene, de hjemløse) deres frihedsrettigheder, så vi andre (danskerne, folk på arbejdsmarkedet, boligejerne, ordentlige folk) ikke skal miste vores frihed. At alle mulige almindelige mennesker så har fået indskrænket deres frihed i samme omgang, har været et offer, regeringen har været villig til at bringe.

De såkaldt liberale partier – dem, der formelt har personlig frihed som deres politiske omdrejningspunkt – har altså som hovedregel været overordentligt villige til at begrænse borgernes frihed.

Den nuværende regerings frihedspolitik er en direkte videreførelse af Løkke-regeringens, og igennem de sidste mange år har der været bred opbakning til at indføre begrænsninger i borgernes frihedsrettigheder – ikke mindst fra den borgerlige fløj. De såkaldt liberale partier – dem, der formelt har personlig frihed som deres politiske omdrejningspunkt – har altså som hovedregel været overordentligt villige til at begrænse borgernes frihed.

Derfor er det også så meget desto mærkeligere, at de selvsamme partier bliver ved at skyde Enhedslisten i skoene, at de er ude på at ensrette og begrænse borgerne med det endemål, at alle bor i ens huse og går i ens tøj og mener det samme. ”Var det måske særligt sjovt at leve i DDR? Og hvorfor fiser I ikke bare til Nordkorea?” er nogle af de meget trættende spørgsmål, venstrefløjen stadig bliver mødt med af dem, der tror, de er liberale – det kan fx bevidnes af enhver, der følger Søren Pinds ihærdige forsøg på at provokere Pelle Dragsted på Twitter.

Men hvis der findes en konkurrence om, hvem der hurtigst kan gøre Danmark til DDR, må man altså sige, det er Socialdemokratiet og de såkaldt liberale partier, der fører. Samtidig har Enhedslisten konsekvent stemt nej til begrænsninger i borgernes frihedsrettigheder.

Overvågning af teledata

Overvågning af teledata er et af de punkter, hvor man kan tale om betydelige indgreb i borgernes personlige frihed.

I 2002 fik vi den såkaldte antiterror-pakke og med den fulgte bl.a. ‘lognings-bekendtgørelsen‘, som gav mulighed for en meget omfattende overvågning af alle borgere. Alle Folketingets daværende partier, undtagen SF og Enhedslisten, stemte for antiterrorpakken.

Med lognings-bekendtgørelsen er teleudbydere forpligtet til at registrere og opbevare (‘logge’) oplysninger om tele- og internettrafik til brug for efterforskning og retsforfølgelse. Oplysninger om, hvem der ringer og sms’er til hvem, og hvor de befinder sig, gemmes i et år. Det blev vedtaget i 2007, men man forventede, at ordningen skulle evalueres i løbet af kort tid, fordi den er meget indgribende. Det er den bare ikke blevet. Siden logningsreglerne trådte i kraft, har Folketinget i alt ni gange besluttet at udskyde evalueringen til det efterfølgende folketingsår. I befolkningen har der været stor modstand mod reglerne, og mange eksperter, heriblandt Institut for Menneskerettigheder, har udtalt sig meget kritisk om reglerne.

I 2016 slog EU-Domstolen fast, at logning var i strid med borgernes grundlæggende rettigheder, og dommen fik de svenske teleselskaber til straks at suspendere logningen. Alligevel fortsætter overvågningen i Danmark ufortrødent.

Folketinget har senest udskudt evalueringen af reglerne 12. maj 2020. Dette endda efter, at det har været kendt, at der har været grove fejl i politiets og anklage­myndighedens brug af teledata fra logning.

For den seneste udskydelse af evalueringen af logningsreglerne stemte Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Nye Borgerlige.

Tildækningsforbud

Man skulle mene, at det at klæde sig som man vil, er rimeligt centralt for oplevelsen af personlig frihed. I Danmark plejer vi at bryste os af at være seksuelt frigjorte, og at både kvinder og mænd må gå klædt, som de vil. Paradoksalt nok blev det et påstået frisind, der skulle bane vejen for, at vi nu har forbud mod bestemte klædedragter. Siden 1. august 2018 har det nemlig været forbudt at bære burka og niqab i det offentlige rum.

Forslaget skabte en del intern debat i Folketingets partier, idet enkelte liberale politikere sad trods alt med en nagende fornemmelse af, at lovgivning om, hvordan folk skal gå klædt, måske ikke var så liberalt endda. Således skrev Liberal Alliances Christina Egelund fx i et blogindlæg i Jyllands Posten: ”Det er (…) paradoksalt at ville bekæmpe totalitære religiøse livssyn med at skære en flig af vores egen frihed ved at indføre et beklædningsforbud, der også rammer huer, halstørklæder og kunstige skæg”.

Venstre, Danmarks liberale parti, rystede til gengæld ikke på hånden. Forslaget om tildækningsforbuddet blev således vedtaget med stemmer fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet (med undtagelse af Mette Gjerskov, der til gengæld fik frataget sin post som udviklingsordfører) og to medlemmer af Liberal Alliance.

Zoneforbud    

I februar 2018 vedtog Folketinget en ændring af lov om politiets virksomhed, som gav justitsministeren udvidet bemyndigelse til at fastsætte regler om zoneforbud. Med forslaget kan politiet give zoneforbud – der omfatter en hel kommune – til personer, som etablerer og opholder sig i såkaldte lejre på offentlige steder, f.eks. i parker og på offentlige veje. Formålet med zoneforbuddet var at slå ned på udenlandske hjemløse, der slog lejr på offentlige steder, og derved skabte utryghed for forbipasserende.  

Zoneforbuddet betyder, at hjemløse – der til eksempel lever hele deres liv og har hele deres netværk i København – kan få forbud mod at opholde sig i hele Københavns kommune, fordi de har etableret en såkaldt lejr – dvs. sovet på gaden sammen med andre. Det er en ekstremt indgribende straf over for mennesker, som lever i meget marginaliserede positioner, og som ikke har gjort andet end at sove. Reglerne må desuden siges helt generelt at indskrænke en gruppe borgeres bevægelsesfrihed.

For zoneforbuddet stemte Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative. Der kunne nævnes andre eksempler, herunder øget videoovervågning i det offentlige rum samt administrativ fratagelse af statsborgerskab, men vi forstår efterhånden billedet.

Tilbage står de totalitære gamle kommunister i Enhedslisten så og har været modstandere af det hele i skiftende alliancer med SF, Alternativet, Radikale og undtagelsesvist nogle vildfarne LA’ere.  

Det er tvivlsomt, at zoneforbuddet i København har til formål at ramme byens knap 1.600 hjemløse borgere. Ikke desto mindre kan det være resultatet af lovgivningen, at folk, der har boet hele deres liv i byen, kan risikere at få forbud mod at opholde sig i kommunen, alene fordi de har sovet sammen med andre på gaden. Foto: Hjemløse i Danmark

Og frihedskommissionen?

Den må vi vente på lidt endnu. Forslaget har endnu kun været førstebehandlet, men den debat, der fandt sted i Folketinget ved fremsættelsen af forslaget, cementerede de kendte positioner.

Ordføreren fra Danmarks liberale parti bidrog fx med følgende indlæg fra Folketingets talerstol: ”Man behøver sådan set ikke at have lyttet længe til den her debat for at finde ud af, hvorfor forslaget om en frihedskommission ikke kan lade sig gøre, for vi kan jo ikke engang blive enige om, hvad frihed er, og derfor går det hen og bliver svært. Vi havde en debat om forslaget i Venstres folketingsgruppe, og efter debatten kunne jeg konkludere, at jeg skulle gå i salen med to budskaber: Jeg skulle sige noget pænt om frihed, og så skulle jeg sige noget grimt om Enhedslisten. Begge dele falder mig sådan set let og naturligt”.   



Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro.

Læs mere af Pernille Loumann