Værdikampen og de røde lejesvende

Siden 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen overtog statsministeriet i Danmark, har vi oplevet en intensiv kamp om, hvilke autoriteter, eksperter og værdier, som skal være dominerende i Danmark og formende for den kollektive opdragelsesproces i samfundet.

Af Jakob Ruggaard

Anders Fogh Rasmussen selv gik intensivt op i debatten om modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, hvor han systematisk brugte en skinger kritik af samarbejdspolitikken til at legitimere en aggressiv og aktivistisk udenrigspolitik, som f.eks. indtrædelse i den ulovlige krig i Irak sammen med George W. Bush uden om verdenssamfundets accept.
Skingert blev det af flere grunde. Venstre var selv et voldsomt værnemagerparti. Venstre bakkede op om den livlige og omfangsrige udpegning og internering af de kommunister, som udgjorde en stor del af den organiserede modstandsbevægelse – man udleverede dem til nazisterne hvorefter de blev kørt i lejre, tortureret og nogle slået ihjel.
Modstandsbevægelsen handlede om aktiv (og voldelig) modstand for at vinde freden, hvor Anders Fogh Rasmussen netop brugte historien til at legitimere invasioner af den type, som modstandsfolkene netop kæmpede imod.

Ikke desto mindre var det effektivt. Historien og fortolkningen af den spillede en stærk ideologisk rolle i at legitimere vores ulovlige krigsdeltagelse og de krigsforbrydelser, som vi efterfølgende var med til at begå og lægge låg på. Forståelsen af historien og kulturen har en stor betydning for, hvad der er muligt at gøre i en aktuel politisk kontekst. Vores fortolkning af fortiden betinger faktisk det politiske mulighedsrum, man har aktuelt. Det forstod Anders Fogh Rasmussen, Bertel Haarder og den række af venstre-ideologer, -strateger og nyttige proselytter i DF, forskningsverdenen og i det journalistiske parnas bedre end mange andre før dem, og siden 2001 har vi haft en række definerende debatter, som systematisk har flyttet magt og mulighedsrum til fordel for nogle bestemte borgerlige og fremmedfjendske positioner i den danske debat og offentlighed. Det er det, Anders Fogh Rasmussen sammen med Pia Kjærsgaard fik døbt »værdikampen«. I kampen for at forandre værdierne fik de med effektive strategier undergravet tilliden til de store samfundsinstitutioner, som de mente bar kulturradikale og venstreorienterede værdier i samfundet.

I angreb på enkelte journalister og forskere og ved at gøre journalistikken til sensation og konflikter var de en del af en kulturkamp, som trak idéen om en neutral og objektiv kritisk stemme helt ned i det sensationelle petit-journalistiske dyb. Magtforholdet blev omfordelt og mediernes og forskernes kritiske rum blev underløbet.

Først må vi forstå et af de magttrick, som har været mest afgørende for, at de borgerlige politikere har kunnet destabilisere institutioner som DR og universiteterne, som de mente var eksponenter for en rød ideologi. For at udskifte det ideologiske indhold i journalistikken på DR og i forskningen på universiteterne og dermed skabe albuerum for kontroversielle beslutninger som Irakkrigen, offentlige nedskæringer og udlændingestramninger, har de borgerlige ødelagt den kritiske kant og undergravet tilliden til institutionerne. Det har de gjort på flere måder, men en metode, som har været helt gennemgående, er at angribe journalister og forskere som enkelt- og privatpersoner ved eksempelvis at trække dem i retten, påstå at deres kritiske spørgsmål bunder i personlige sympatier og antipatier og så videre.

Den autoritet, som forskere og journalister udtaler sig med, når de fremlægger forskning, laver reportager eller diskuterer kritisk med magten og politikerne, henter de fordi, vi har en idé om, at de taler objektivt. Vores indtryk, for at øvelsen skal lykkes, skal være at en bestemt journalist ikke udtaler sig om et emne, vælger en nyhed eller fremhæver en rapport, fordi den understøtter et parti, vedkommende selv har stemt på, fordi historien handler om den fodboldklub, som vedkommende selv har spillet i eller fordi vedkommende nu engang bare godt kan lide blomster. Virkningen af kritisk forskning og journalistik som en kraft, der kan tale til hele befolkningen (eller brede dele af den), er kun til stede, hvis folk ikke forestiller sig, at kritikken er personlig motiveret. Vi skal tro på, at den handler om en reel videnskabelig indvending og ikke om et personligt, psykologisk eller biografisk forhold hos den forsker eller journalist, der udtaler sig. Ellers ender vi i en situation, som vi måske allerede er i, hvor alle udsagn er lige gode og det eneste pejlemærke man har er, hvilke kilder og medier man i forvejen er opdraget til at stole på.

Det er klart at ekkokamre, algoritmer på søgemaskiner og sociale medier og destabiliseringen af traditionelle medier er med til at skubbe til den her udvikling. Det er mindre klart, om den ubetinget er dårlig – men mere om det afslutningsvist. De borgerlige brugte personliggørelsen af journalister og forskere som bevidst strategisk virkemiddel til at undergrave tilliden til institutioner, som de ikke kunne lide. Dermed undergravede de på forhånd platformen for disse institutioners kritik. De flyttede simpelthen det forvrængede ideologiske rum fra den politiske sfære til de samfundsmæssige institutioner.

Jagten på de røde lejesvende

Danmarks Radio har igennem mange, mange år været i krydsilden for at have en venstreorienteret slagside og fungere som en ideologisk opdragelsesanstalt for befolkningen snarere end objektiv og lødig presse. Eksponenter for den kritik havde organiseret sig omkring Erhard Jakobsens »Aktiv lytterkomité« (senere »Aktive lyttere og seere«) i 70’erne. Senere blev Morten Messerschmidt berømt for foreningen »Kritiske licensbetalere«, som blev stiftet i 2002 med det samme formål: at afsløre den dybt venstreorienterede bias i Danmarks Radios programflade og tilrettelæggelse.

Et af de stærkeste symboler på den borgerlige værdikamp er DR’s lancering af tv-serien Jagten på de røde lejesvende i 2010. I serien sætter DR den senere Deadline-vært Jacob Rosenkrands til at opklare om der har været tale om kulturel socialistisk manipulation på Danmarks Radio fra 60’erne til nu. Iscenesættelsen af Jacob Rosenkrands bliver næsten for tyk, men effekten af udsendelsen er der ikke noget at tage fejl af. Interviewpersonerne er inviteret uden at kende overskriften på udsendelsen eller vide, hvad deres samtale skal bruges til.

Journalisten som privatperson

Kampagnen fra de borgerlige bruger sensationsvirkemidler og skandalehistorier for konstant at få omtale, og et af de mere effektive virkemidler er det personlige angreb, hvor enkelte journalister bliver angrebet for ting, de har gjort og sagt i deres privatliv. To interessante tilfælde er udenrigsjournalist Jens Nauntofte, og mellemøstkorrespondent Ole Sippel. Fælles for de to historier er, at de handler om forholdet mellem journalisten som privatperson og offentlig kritiker og formidler – og om der overhovedet kan skelnes mellem de to positioner.

Sagen mod Jens Nauntofte graver Jagten på de røde lejesvende selv frem. Den handler om, at Jens Nauntofte, mens han var freelancer for Information og altså inden tiden i DR, sad på en kampvogn i Saigon i Vietnam ved siden af en fransk kommunist. Billedet bliver vist flere gange i udsendelsen og forankrer seerens bevidsthed så effektivt, at det eneste man husker efterfølgende er symbolet af en hæderkronet DR-journalist på en FNL-kampvogn. Kan han så samtidig være objektiv? Nok ikke. Når man har set serien, bærer man som seer så at sige kampvognen med sig videre som en tvivl – hvis institutionen Nauntofte er en rød lejesvend, hvad kan vi så overhovedet stole på? Glemt er, at sagen ikke er relevant, at det var før hans tid i DR og at sådan et billede vel ikke siger noget synderligt om ens evne til at være objektiv. Jens Nauntofte er trukket ud af sin ophøjede, kritiske formidlerrolle og ned i kødet ved siden af kommunisten på en tank i Vietnam.

Objektivitetens endeligt?

Sagen mod Ole Sippel var allerede højdramatisk op igennem nullerne. Ole Sippel var mellemøstkorrespondent med et ekstensivt netværk i bl.a. Irak og Palæstina og hans tilstedeværelse som formidler af reaktioner på den danske krigsførelse i Irak og den danske Israel-Palæstina politik var så massiv, at der endda blev refereret til »Ole Sippel-effekten« – en situation, hvor en korrespondent nærmest monopoliserer et centralt medieområde.

De særlige rådgivere omkring Anders Fogh Rasmussen (blandt andre Michael Kristiansen) og andre borgerlige ideologer var særdeles utilfredse med den kritiske tilgang til den danske krigsdeltagelse, som Ole Sippel blev ved med at stå for. Det endte endda med, at Søren Espersen, som var medlem af DR’s bestyrelse på daværende tidspunkt, krævede Ole Sippel fyret med den ene årsag, at Espersen mente, at Ole Sippel var tendentiøs i sin formidling. En sag, der først døde lidt hen, da Lisbeth Knudsen, som var nyhedsredaktør i DR, satte sin egen stilling på spil i en live debat med Søren Espersen for at undgå direkte politisk indblanding i korrespondentbesætningen på DR. Selvom DF og Venstre ikke direkte kom af med Ole Sippel, så fik de mediediskussionerne til at have hans person som omdrejningspunkt i stedet for hans formidling af deres egen historiske og ulovlige krig og dens konsekvenser.

Eksemplerne er illustrative og manøvren blev brugt i utallige sammenhænge af de borgerlige partier og deres rådgivere. Som eksempelvis da Anders Fogh Rasmussen fra talerstolen på Venstres landsmøde i 2005 afviste Dansk Institut for Internationale Studiers rapport »Danmark under den kolde krig« på 2350 sider. Han var ikke enig i dens konklusioner.

Det har givet os en ny situation i det kulturelle og ideologiske landskab i Danmark. Den objektive stemme, som taler fra en vidende position og udøver en autoritær kritik af magten, som vi har kendt til, er systematisk undergravet og ryddet af vejen af borgerlige, som for en hver pris ville undergrave en institution som DR, fordi de anså den som ræverød.
Nu er vi i en ny position, hvor kritik, viden og sandhed ikke i samme omfang taler gennem traditionelle autoriteter, men vi selv skal mobilisere vores sandheder igennem bevægelse i sociale fællesskaber tæt på mennesker, hvor tilliden er høj. Eller vi skal bryde igennem private mastodonter som Facebook og Googles algoritmer og ramme folk på de sociale medier. Der er ingen tvivl om, at den nye ideologikritik bliver nødt til at være båret af en stærk teknologikritik, som kan gå i kødet på det private markeds algoritmer, som nu er trådt ind og bestemmer hvad vi ser og oplever af verden, vores venner og os selv. Men udfordringen med at mobilisere konkret bevægelse omkring central magtkritik i nære sociale fællesskaber skal måske tages som en venlig opvågnen til en verden, hvor vi ikke kan regne med, at journalisterne længere gør andet end at efterplapre magten. Den anden situation med stærke, progressive og kritiske institutioner var en parentes i historien, som måske i nogen grad endte med at passivisere den levende og mobiliserede kritik.

Eller som tidligere redaktør på Moderne Tider på Information og nytiltrådt deadline vært, Lotte Folke Kaarsholm siger det fra journalistens perspektiv:
»Der er ingen modsætning mellem at have holdninger og at lave lødig journalistik. Idéen om det neutrale menneske er en forældet løgn, som journalistikken skal holde op med at fable om, for den er meningsløs. Det, vi skal måles på, er, om vores arbejde holder, og om vi formår at bringe holdninger sammen, så de brydes med hinanden på en måde, som gør folk klogere. Det kan man ikke, hvis man er bange for holdninger.«
Vi skal være en af de holdninger, der brydes, og hele tiden kunne kritisere magten i det rum, vi brydes i. ■