Opgør med den uskyldige kolonialisme

14 min. læsetid

Den romantiske myte om Danmark som en humanistisk kolonimagt tager ofte udgangspunkt i en misforstået fortælling om slavehandelsforbuddet.

Af Albert Scherfig

I frustration over, at man som dansker skal stå til ansvar for Danmarks koloniale fortid, forsøgte sociologen Ulla Holm i et debatindlæg i Information at råbe vagt i gevær og stoppe alt den snak om skyldsspørgsmål. Hun skrev blandt andet, at Danmark aldrig var en kolonimagt, men en handelspartner uden selvstændig jurisdiktion eller territoriale beføjelser, og forsøgte således at lægge låg på det postkoloniale narrativ, der udstiller de hvide i skurkeroller, fordi: »Faktum er dog, som Nationalmuseets antologi Danskernes Huse på Guldkysten bekræfter, at Danmark var det første land, der forbød handel med slaver i 1792.«

Myten om »ophævelsen af slavehandlen« er et centralt pejlemærke i forsøget på at skrive historien om Danmark som en humanistisk kolonimagt. Derfor er det vigtigt at forsøge at forstå baggrunden for denne historiske begivenhed.

Den uskyldige kolonimagt

Den danske selvopfattelse er i høj grad baseret på en forestilling om det lille land, der gik forrest i kampen for et bedre samfund. Dette genfinder vi også i vores historieopfattelse. Når vi snakker om vores kolonihistorie, fremhæves ofte det danske slavehandelsforbud, altså at Danmark gik forrest imod slaveri og slavehandel, fordi vi afskaffede den transatlantiske slavehandel som den første kolonimagt.

Dette er dog ikke helt den virkelighed, man genfinder, hvis man kigger på det historiske materiale, der er tilgængeligt i dag. I debatten om afskaffelsen af slavehandlen, som var meget snæver og moderat, blev der aldrig sat spørgsmålstegn ved slavehandelsinstitutionen som økonomisk fundament eller for den sags skyld slaveriet. Debatten kritiserede kun den transatlantiske overførsel af slavegjorte afrikanere til danske kolonier.

Heller ikke i selve forordningen er der overhovedet anslag til lovgivning om behandlingen af den slavegjorte befolkning. Forordningen er blot er et udtryk for økonomiske interesser i at opretholde dansk sukkerindustri i det perspektiv, at »udenlandske strømninger« viser sig kritisk overfor denne grundsten (læs: slaveriet) i den danskvestindiske økonomi. Og alligevel lykkedes det hverken at gøre kolonierne selvforsynende med »slaver« eller at skabe bedre vilkår for den slavegjorte befolkning.

På danske skibe blev der fra midten af 1600-tallet til 1802 fragtet cirka 120.000 afrikanere fra Guldkysten, også kaldet Guinea til slaveri i kolonierne i det såkaldte »Vestindien« på tilsammen cirka 450 rejser. I 1792 indførtes »Forordning om Neger-Handelen«, der skulle udfase dansk slavehandel og gøre Danmark selvforsynende med slavebunden arbejdskraft. Denne forordning betragtes den dag i dag som et stort fremskridt for Danmark som humanistisk foregangsland, og er således medtaget i Historiekanonen fra 2006 for, sammen med lignende begivenheder, at skabe illusionen om, at vi har udviklet os i en lige linje frem mod oplysning, demokrati, nationalstat og andre vestlige værdier.

Bevægelsen som aldrig var

Strømningerne i den offentlige debat op til »ophævelsen af slavehandlen« giver en fornemmelse for den herskende klasses måde at se på dansk slavehandel. Omkring 1760’erne begyndte en moralsk debat om slaveri og slavehandel internationalt, især i de engelske, franske og amerikanske abolitionistbevægelser (tilhænger af afskaffelsen af slavehandlen og slaveri gennem lovlige midler), der ønskede at afskaffe slavehandlen. Men i Danmark opstod der derimod aldrig en abolitionistbevægelse, som man så det i England, Frankrig og Amerika.

Det er i det hele taget vanskeligt at tale om en offentlig dansk debat, da den var stærkt censureret. Bøger og pjecer kom frem hist og her, og aviserne indeholdt for det meste ukommenterede indlæg helt frem til 1840’erne. Den største betydning havde tidsskrifterne, men alle disse medier var på det tidspunkt ikke tilgængelige for en bred offentlighed. Størstedelen af det materiale, der er tilgængeligt i dag, var altså for det første underlagt censur og for det andet kun forbeholdt en lille del af befolkningen. Det var kun en lille og forholdsvis lukket kreds, der diskuterede slavehandelsspørgsmålet, og for de flestes vedkommende havde de tætte forbindelser til finansministeren Ernest Schimmelmann.

Derfor kan »ophævelsen af dansk slavehandel«, ifølge historikeren H. H. Knap, ikke »forklares – som det er forsøgt gjort for Storbritanniens vedkommende – som et resultat af en humanistisk pressionsgruppes arbejde eller ændrede økonomiske konjunkturer og dertilhørende klasseinteresser.«

Fra slavehandel til slaveri i plantager

En af de få, der deltog i diskussionen, var lægen og botanikeren P. E. Isert (1756-1789), der i dag nok mest er kendt fra Thorkild Hansens »slavetrilogi«. I sin bog, der bestod af hans personlige rejsebreve fra kysten Guinea og Dansk Vestindien, kommer han med en kritik af både slaveriet i det hele taget og slavehandlen. Isert havde opholdt sig på Guineakysten under Guvernør Kiøges voldsomme ekspansion, den såkaldte pacificering af de danske afrikanske besiddelser.

Hans syn på den afrikanske kultur var stærkt præget af oplysningstidens forestillinger, og han nærede en stor beundring for de indfødte. Han lærte endda, som det langt fra var normalt, flere lokale sprog, så han kunne snakke direkte med lokalbefolkningen. Hans holdning til slavehandlen var derfor som udgangspunkt negativ, og den skærpedes af hans oplevelser under et slaveoprør på overfarten til Vestindien og ved mødet med slavesamfundet på de danske sukkerøer.

»En Negerslave har aldeles ingen Ret. (…) Man har i Virkeligheden en saa streng Justits Behov, for at Slaverne ingen Tid skal faa til at besinde sig. De holdes altid svedende under Tyranniets Aag, for at de ikke skal faa det naturlige Indfald at gøre Oprør«.

Isert var dog ikke helt imod slaveri. Hans løsning på problemet med de inhumane slaveskibe blev ironisk nok plantager i Afrika drevet af slavebunden arbejdskraft. Selvom Isert må anses for at være en stærk modstander af den transatlantiske slavehandel, mente han ikke, at man kunne opdyrke jorden i Afrika uden en eller anden form for slaveri. Han vil hverken afskaffe slaveriet eller europæernes behov for sukker, tobak og andre koloniale varer. 80 til 90 procent af alle kolonialvarer, der blev bragt til Danmark siden 1700 tallet, havde været sukker. Slavehandel og slaveri blev anset for at være redskaber i sukkerproduktionen, der ikke kunne undværes.

På den måde agiterer han ikke for et direkte indgreb mod planternes (plantageejernes) og slavehandlernes ejendomsret, eller interesser i det hele taget. Det siger meget om Iserts samtid, at hans modstand mod slavehandlen men ikke selve slaveriet, kan ses som humanistisk. Det er dog ikke kun Isert, som er blevet betragtet som humanist i historien.

I 1791 kommer Rektor Hans West med et forsvar for slavehandlen, der i sidste ende alligevel bliver en plan for afskaffelsen af samme. Han starter med at sige, at han har haft den opfattelse, at slaveri er uforeneligt med kristendommen, men at hans erfaringer har vist det modsatte. Gennem en fortælling om de slavegjortes underlegne kultur, dårlige karakter og plantageejernes høje moral beskriver West, at afrikanerne gennem slaveri bliver befriet fra deres dårlige tilværelse i Afrika. Gennem kulturmødet med europæerne bliver afrikanerne oplyst af kristendommen.

Mange år før, i 1760, skriver præsten Erik Pontoppidan et forord til en bog af slavehandleren Rømer. Hans forord er et svar på de spirende internationale tendenser for en afskaffelse af slavehandlen. Pontoppidan skriver ligesom West, at selvom slavehandlen umiddelbart ud fra kristen etik burde være forkert, er det i virkeligheden en god mulighed for afrikanerne til at slippe væk fra det forfærdelige Afrika. Slavegjorte afrikaneres tilværelse i Vestindien ville forbedres – ved det blotte nærvær af deres kristne herrer vil de nærme sig Guds lys. De ville derfor blive »Kristi frigiorte, skiønt Menniskens Tienere«. Danmark var i modsætning til andre kolonimagter ikke præget af en abolitionsbevægelse, men i stedet primært præget af aktive argumenter for slavehandel og slaveri.

Idealistisk slaveri?

Ernst Schimmelmann (1747-1831) bliver tit beskrevet som manden bag forordningen af 1792, der var den lovtekst, der over en tiårig periode forbød den transatlantiske slavehandel. Han var ikke alene finansminister, han havde også arvet en del af sin fars store slavedrevne sukkerplantager i Dansk Vestindien og var samtidig direktør i det Østersøisk-Guineisiske Kompagni – handelskompagniet, der blandt andet tjente penge på at fragte slavegjorte afrikanere fra Guldkysten til de Dansk Vestindiske Øer.

Historikeren Erik Gøbel beskriver, at Schimmelmann alligevel ofte bliver portrætteret som den pletfrie abolitionist, der »for eksempel helst ikke ville foretage økonomiske kalkuler med hensyn til sine eller andres slaver, men kun tage medmenneskelige hensyn i sine beslutninger.«

Da Isert kommer hjem fra sin rejse langs med trekantsruten i 1787, opsøger han finansministeren Schimmelmann og fremlægger sin idé om plantagedrift i Afrika. Grundlæggende er Schimmelmann interesseret i projektet, og Isert får et tilskud til anlæggelsen af plantagen Frederiksnobel nær Akwapimbjergene. Men Schimmelmann støtter projektet med den ene hånd, mens han undergraver det med den anden; det bliver blandt andet bestemt, at Isert ikke må dyrke sukker i Afrika – derved mister projektet sit egentlige formål.

Iserts projekt med Frederiksnobel – og i det hele taget plantagedrift på det afrikanske kontinent – måtte ikke ses som et alternativ til den vestindiske sukkerøkonomi, mente Schimmelmann. Han foretog samtidig store og lukrative investeringer i slavehandlen.

Han giver på den ene side indtryk af, at han er en humanitær foregangsmand, som sætter statslige projekter i gang, samtidig med at han laver økonomiske investeringer i slavehandlen og undgår at skabe uro på kysten Guinea ved at iscenesætte projektet, så det står på Iserts regning. Schimmelmanns støtte til Iserts idé kan derfor ikke ses som et udtryk for kompromisløs humanisme. Derimod skal man se hans handlinger i et økonomisk og udenrigspolitisk lys.

En regeringskommission bliver i 1785 nedsat til at undersøge, hvorvidt slavehandlen kunne betale sig, fordi Det Østersøiske Guinesiske Kompagni efter 1783 var kommet i økonomisk modvind. Schimmelmann anstiller også private undersøgelser af Vestindien og slavehandlen. Han kommer frem til den konklusion, at dansk slavehandel kun har været rentabel under en højkonjunkturperiode under den amerikanske frihedskrig fra 1776-83, fordi stormagternes opmærksomhed var rettet mod krigen i Amerika. Da krigen sluttede, blev stormagternes handelsflåder frigjort, og de danske slaveskibe mødte nu en langt større konkurrence. Den danske slavehandel virkede derfor pludselig langt mindre lukrativ.

Samtidig begyndte den engelske abolitionistbevægelse at få succes med deres kampagner mod slavehandel. Hvis et engelsk forbud blev gennemført, ville det umuliggøre dansk slavehandel. De ville simpelthen tvinge resten af kolonimagterne til at stoppe den transatlantiske slavehandel.

Kampen mod slavehandel

I England begynder slavehandelsmodstanderne at vinde indflydelse. Schimmelman fulgte de internationale strømninger og havde blandt andet informanter, der sendte ham omhyggeligt afskrevne referater fra Underhusforhandlingerne i det britiske parlament. Derfor forstår han snart, at englænderne er tæt på en afskaffelse af slavehandlen. Den eneste hindring på vejen er, at abolitionisterne ønsker en øjeblikkelig afskaffelse, hvilket endnu ikke er gået igennem. Set i lyset af, at et engelsk forbud hurtigt ville tvinge et dansk forbud igennem, foreslår han, at Danmark kommer englænderne i forkøbet med et forbud. Men hvordan kan sukkerøkonomien opretholdes uden tilførslen af nye slaver? I Dansk Vestindien er dødeligheden lagt højere end fødselsoverskuddet. Schimmelmann mener derfor kort sagt, at der er brug for en tilvænningsperiode, før forbuddet skal træde i kraft. Under denne frist skal øerne fyldes op til randen med slaver, heraf mange kvinder, så øerne så at sige kan blive selvforsynende med slaver. Staten skulle yde høje lån til plantageejerne for at fylde plantagerne op. På denne måde mener Schimmelmann, at det kan være muligt at ophæve slavehandlen uden økonomisk tab.

Men overgangsperioden kan alene sikres, hvis Danmark er det første land til at ophæve slavehandlen. Danmark ville sikre sig en tiårig periode med fri slavehandel, der endda ville være accepteret af det internationale samfund – det kunne også blive en lukrativ forretning, hvis de andre nationer gennemtvang øjeblikkelige afskaffelser, da skibe under dansk flag i så fald ville have monopol på at sejle slaver til hele Caribien. Det var kun af uforudsete årsager, dvs. at England kom i krig mod Frankrig i år 1792-1802, at England først afskaffede slavehandelen så sent.

Forarbejdet til forbuddet

Både Isert og West havde tætte forbindelser til Schimmelmann. Historikeren C. A. Trier skriver, at West i al stilhed blev udsendt til Vestindien af Schimmelmann for at undersøge forholdene for ham. Derfor er det måske ikke mærkeligt, at Wests plan på mange punkter ligner både den senere kommissionens rapport og selve forordningen af 1792.
På trods af Wests påstand om det afrikanske kontinents elendighed mener han, i modsætning til Pontoppidan, at det ikke retfærdiggør slavehandlen, men han er ligesom Isert ikke imod slaveriet. Han skriver derfor en plan for civiliseringsprocesen af slaverne, så de kan reproducere sig selv. Den grundlæggende ide er, at man gennem naturligt fødselsoverskud kan overflødiggøre slavehandlen uden statsligt indgreb af direkte karakter.

West mener, at slaveejerne ville kunne få en økonomisk fordel ved at behandle deres slaver bedre, og at det i sidste ende ville overflødiggøre den transatlantiske slavehandel. Dette bliver dog aldrig en realitet – selv efter ophævelsen af den transatlantiske slavehandel fortsætter arbejdsvilkårene for de slavegjorte med at være så barske, at høje fødselstal ikke retter op på noget som helst.

Fra 1803, da de sidste slaveskibe har afleveret deres last til frigivelsen af slaverne i 1848, er den slavegjorte befolkning minimeret med en tredjedel.
Kommissionen, der blev nedsat til at undersøge mulighed for et forbud mod slavehandel, kom med en klar konklusion, der ligger op ad Wests skriverier: Dansk slavehandel gav ikke økonomisk overskud og havde ingen fremtid, så snart England afskaffede sin. Det ville være muligt at få sat antallet af slaver på St. Croix op fra 21.840 til 30-45.000, hvilket ville være nok til, at den slavegjorte befolkning kunne reproducere sig selv med naturligt fødselsoverskud. Det mest centrale argument er, at slavebefolkningens reproduktion kan overflødiggøre slavehandlen med økonomisk gevinst. Kommisionen mener, at det vil tage ti år at øge slavebefolkningen til 45.000. Samtidig kommer kommissionen med en række reformforslag til at forbedre slavernes kår.

Ingen sikring af bedre vilkår

Selve forordningen udkommer den 16. marts 1792, den er ganske kort og består af en kort fortale og seks kortfattede paragraffer. Indholdet lægger sig op af kommissionens økonomiske konklusioner. Bemærkelsesværdigt nok har ingen af kommissionens argumenter i forhold til bedre behandling af de slavegjorte fundet frem til forordningen, selvom den skulle fremme muligheden for, at øerne blev selvforsynende med slavebunden arbejdskraft. I fortalen nævnes der kort, at det ville »være velgiørende og gavnligt« om slavehandlen kunne undværes og kun meget indirekte i paragraf ét kan man spore humanismen.

Alene gennem truslen om, at slavehandlen forbydes, forsøger man at appellere til plantageejernes rationelle og økonomiske sans. Der er intet direkte indgreb. Ejeren råder uindskrænket over sine slaver, ejendomsretten forbliver ukrænkelig. Kernen i forordningen bliver derfor at øge slavebefolkningen gennem store indkøb af slaver, som finansieres gennem fordelagtige statslige lån. Forordningen indeholdt heller ingen sanktioner for overtrædelse af forordningen, hvilket senere skulle blive et problem.

På trods af de humanistiske og medmenneskelige tilgange, som slavehandelskritikerne havde over for slaverne, opretholdt de alligevel i det store og hele en konsensus med fortalerne om ikke at udfordre eller rykke ved det økonomiske system. Vi har på intet tidspunkt set eksempler på opfordring til direkte indgreb i slaveejernes ejendomsret for at stoppe eksempelvis mishandling. Debatten har langt hen af veje cirkuleret om slaveejernes egen velvilje.

Det er tydeligt, at man forsøger at skabe international anerkendelse af Danmark gennem en forordning, der i virkeligheden er baseret på slaveejernes kyniske interesser og aftagende økonomiske gevinster for denne specifikke del af »produktionskæden«. Alligevel er det en historisk begivenhed, der i dag bruges til at fremhæve Danmark som værende menneskerettighedernes, Grundtvig og demokratiets land. Og det er på den måde blevet en fortælling, der er med til at skabe vores nationale identitetsfølelse.

Myten om Danmark, der var det første land, der ulovliggjorde slavehandlen, glemmer tit at nævne at forbuddet blev fulgt op af 10 års statsstøttet slaverov, hvor befolkningen i Dansk Vestindien voksede fra 28.000 til 36.000. Paradoksalt nok blev den ti-årige periode fra 1793-1802 den periode i dansk historie, hvor flest slavegjorte afrikanere blev transporteret over Atlanten under dansk flag. Det er vigtigt at være kritisk overfor historien – især den, vi alle har på rygmarven. ■