Mens Vestsahara venter på selvstændighed 

I Vestsahara venter man. På selvstændighed, på afkolonisering, og på at kontrollere det land man nu i 47 år er blevet fornægtet af Marokko. I Vestsahara er tålmodighed i den forbindelse ikke en dyd, men et eksistentielt vilkår. Et vilkår om at slå tiden ihjel i en flygtningelejr, flygte langt væk, eller risikere at blive tæsket af marokkansk politi, hvis du råber op, som det senest skete med 5 aktivister i sidste måned. 

Omverdenen svigter

Men folk i Vestsahara venter ikke kun på selvstændighed, men i lige så høj grad på opmærksomhed fra verdenssamfundet, der kan sikre, at selvstændighedsprocessen støttes oppefra, og at den internationale solidaritet fra neden kan få håbet til at lysne, og troen på et frit samfund til at blomstre. 

“Jo længere tid der går, jo større chancer er der for, at solidariteten og opmærksomheden langsomt svinder ind.”

Ventetiden er i sig selv politisk. Jo længere tid der går, jo større chancer er der for, at solidariteten og opmærksomheden langsomt svinder ind. En solidaritet og opmærksomhed, der er alfa og omega til at presse den marrokanske besættermagt til at imødekomme kravet om en folkeafstemning, som har været udsat siden 1992. 

Siden da har de ventet, mens Marokko har lagt et af verdens største felter af landminer ud, og delt Vestsahara op i mure og pigtråde. Marokko har lavet ulovlige bosættelser, så konflikten om landet yderligere forstærkes, som vi kender det fra Israels bosættelser i Palæstina. Et bevidst forsøg på at umuliggøre en afstemning, og muliggøre fortsat plyndring af landets råstoffer. 

Tålmodigheden er et værktøj for saharawierne, der ikke kan gøre andet end at vente på, at FN lever op til sit forpligtelser, at EU overholder deres egne love om ikke at handle med en besættelsesmagt, og at Frankrig og Marokko gør op med deres koloniale drømme. 

Indtil da er saharawierne ønske om selvstændighed en tung drøm, hvis historier vi skal blive ved med at høre, ved med at interessere os for og ved med at udvise solidaritet med, mens vi presser udenrigsminister Jeppe Kofod på de aftaler, han selv har skrevet under på.

Søndag 12. juni bliver disse historier fortalt, når 6 danske antropologer og 7 aktivister fra Vestsahara mødes. Det er en digital samtale om ventetid i besættelsen og hvilken poesi der ligger i tålmodigheden. Hvis du vil vide mere om kampen for et frit Vestsahara, kan du komme til arrangementet, som du kan læse mere om her.