Institut for Menneskerettigheder: #MeToo har hjulpet ligestillingen

»I forhold til ligestilling plejer lovændringer at gå forud for kulturændringer,« siger chefkonsulent på Institut for Menneskerettigheder. »Men med #MeToo har rækkefølgen været omvendt«. Det er konklusionen i ny rapport.

Af Kim Kristensen

Det startede med, at Dansk Kvindesamfund på Twitter som de første herhjemme opfordrede alle til at dele historier om overgreb og seksuel chikane med tilføjelse af hashtagget #MeToo. Dermed var den verdensomspændende bevægelse ankommet, én fortælling blev til mange, debatten startede, stormøder blev afholdt, og måden, køn omtales på, bliver aldrig den samme igen. Men uanset om det er godt eller dårligt, for lidt eller for meget, har #MeToo haft én konsekvens: Det har forbedret ligestillingen.

Det er i hvert fald konklusionen i en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, der i »Køn: Status 2019« tager temperaturen på køn, ligestilling og menneskerettigheder i Danmark de seneste to år. Rapporten fremhæver således flere fremskridt, der kan spores tilbage til #MeToo.

»Der har været meget debat omkring #MeToo-bevægelsen, men når man ser tilbage på de seneste 1,5 år, må man konkludere, at der i overvejende grad har været tale om en sober debat i Danmark,« siger chefkonsulent Bjarke Oxlund, som leder instituttets arbejde med køn og ligestilling. »En række vigtige problemer og udfordringer er kommet frem i lyset, og vi kan se, at blandt andet regering, Folketing, anklagemyndighed og arbejdstilsyn har reageret«.

Bjarke Oxlund peger på, at Folketinget har øget godtgørelsen for medarbejdere, der bliver udsat for sexchikane, anklagemyndigheden har ført en principiel sag om deling af sexvideo til Højesteret for at afklare retspraksis, og både regeringen og oppositionen har varslet ændringer af voldtægtslovgivningen, der vil fremhæve, at sex kræver samtykke. Endelig har Arbejdstilsynet udviklet en ny vejledning til håndteringen af sexchikane på arbejdspladser.

»Det er alt sammen konkrete forbedringer, der i fremtiden vil kunne styrke beskyttelsen af de mennesker, der udsættes for seksuel chikane, overgreb og voldtægt i Danmark,« siger chefkonsulenten. »I forhold til ligestilling plejer lovændringer at gå forud for kulturændringer. Men med #MeToo har rækkefølgen været omvendt. Efter en revolution på de sociale medier bliver love, regler og systemer nu gået efter i sømmene, så de bedre svarer til den virkelighed, der er kommet til syne. Vi har tidligere set, at ny teknologi bærer nye ting frem. Nettet har jo haft betydning i forhold til den seksuelle frigørelse i form af porno. Det er selvfølgelig ikke ualmindeligt med en pludselig opstået fokus: Med moralsk panik. Men at det er sket globalt, med så stor konsekvens og så hurtigt er noget nyt. Det har vi ikke set tidligere i forhold til køn og ligestilling«.

Kvindeorganisationer

Kvindeorganisationer er dog delte om, hvor meget #MeToo-bevægelsen har betydet. Henriette Laursen, direktør i det danske videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed KVINFO, understreger, at der bliver »rykket på ligestilling« mange andre steder end via lovgivningen. Både erhvervslivet og fagbevægelsen er i disse år optaget af at fremme ligestillingen på arbejdspladserne.

»Når vi sammenligner den danske debat om #MeToo, så er det tydeligt, at problemet er blevet taget mindre alvorligt i Danmark end for eksempel i Sverige,« siger Henriette Laursen. »I det lys er det jo rigtig interessant, at det institutionelle niveau har reageret. Ministeren kaldte #MeToo for et wake-up call, og vi har både en samtykkelov på vej og en beslutning om, at man ikke længere undskylde sig med ”tonen”, hvis der er problemer med sexchikane på arbejdspladser. Samtidig – og det er også rigtig vigtigt – har #MeToo ført til millioner af samtaler over alt i Danmark, og det har givet anledning til, at kvinder nu fortæller historier, som ikke kom frem tidligere. Det er meget vigtigt i forhold til, om oplevelsen kun er den enkelte persons problem, eller om samfundet eller ens omgangskreds bekymrer sig om den«

Dansk Kvindesamfund har til gengæld sværere ved at se fremskridtene. Foreningen, som blev stiftet i 1871, har som sit mål at arbejde for »fuld ligestilling af og ligeværd for kvinder og mænd, så de på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv«. Dansk Kvindesamfund er den ældste danske kvindeorganisation.

»I Dansk Kvindesamfund er vi enige i at #MeToo bevægelsen har fået sat spotlight på nogle væsentlige problemstillinger, men vi mener ikke at ligestillingen i Danmark er markant forbedret i Danmark gennem de sidste par år,« siger Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Ulla Müller. »Danmark har stadig ikke adresseret de helt grundlæggende årsager til at der overhovedet opstod en #MeToo – bevægelse. De strukturelle og kulturelle værdier og normer har ikke ændret sig og er ikke blevet inddraget i debatten på tilstrækkelig vis. Som konsekvens symptombehandler vi mere end vi forebygger og i Dansk Kvindesamfund ser vi gerne, at vi som samfund går mere i dybden for at ændre de grundlæggende præmisser der ligger bag uligheden«.

En ny udfordring

Rapporten konkluderer da også, at der stadig er lang vej. Godt nok har #MeToo-kampagnen sat fokus på grænseoverskridende adfærd, og ikke mindst i den danske filmbranche, men generelt går udviklingen frem mod en højere grad af ligestilling mellem kønnene »langsomt« i Danmark.

»Det mest bemærkelsesværdige er, at kvinder år for år øger deres uddannelsesmæssige overtag i forhold til mænd, mens udviklingen er gået i stå, når vi taler om uddannelsesvalg og kvinders magt og indflydelse i politik og på arbejdsmarkedet,« hedder det i rapporten. »Lønforskellene mellem mænd og kvinder mindskes en lille smule, mens mænd tager en smule mere barsel end tidligere. Uønsket billeddeling udgør en ny udfordring for særligt unge mennesker, der udstyret med mobiltelefoner og forbundet via sociale medier kan dele intime billeder med en kæmpe elektronisk omverden. Det kræver blot et enkelt tryk på en tast. Både sociale medieplatforme og politimyndighederne kæmper med at finde fodfæste i forhold til, hvordan udviklingen skal håndteres, hvordan sager skal efterforskes, og hvilke regler der gælder«.

Ligeløn

Navnlig hvad angår lønnen, så halter kvinderne stadig bagefter. Lønforskellen er nok faldet tre procentpoint i løbet af perioden fra 2008 og til 2016 – eller fra 16 og til 13 – men tallene dækker over, at bruttolønforskellen er størst blandt de højtlønnede.

En analyse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (tidligere SFI) – afslører således, at blandt de lavest lønnede er forskellen på fire procent, mens den er på hele 17 til 25 procent blandt de højest lønnede. Mere end halvdelen af lønforskellen kan forklares med faktorer såsom beskæftigelsesfrekvens, erfaring, sektor, branche og et kønsopdelt arbejdsmarked. Men den tilbageværende og uforklarede lønforskel er på fire til syv procent og hænger sammen med, at de to køn aflønnes forskelligt trods samme karakteristika.

Selv om den procentvise forskel på mænd og kvinders løn måske ikke forekommer voldsom, er det værd at holde sig for øje, at kønsbaserede lønforskelle akkumulerer til meget voldsomme forskelle i disponible livsindkomster for mænd og kvinder hen over livet.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet en analyse for Institut for Menneskerettigheder, der viste, at mænd over et livsforløb har en disponibel livsindkomst, der er mellem 17 og 29 procent højere end kvinder med det samme uddannelsesniveau. Fordelt på detaljerede uddannelsesgrupper varierer indkomstforskellen meget og er på helt op til 40 procent. I kroner og ører drejer det sig eksempelvis om en forskel mellem mandlige og kvindelige juristers disponible livsindkomster på over ni millioner kroner. Ligesom med lønforskellene er forskellene i disponibel livsindkomst mindst blandt de lavest lønnede, som typisk er ufaglærte ansatte, og størst blandt personer med mellemlange og lange videregående uddannelse.

I dag har Dansk Kvindesamfund svært ved at se fremskridtene. Foreningen, som blev stiftet i 1871, har som sit mål at arbejde for »fuld ligestilling af og ligeværd for kvinder og mænd, så de på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv«. Dansk Kvindesamfund er den ældste danske kvindeorganisation.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.