#MeToo og forskningsfrihed: Det gør ondt på konservative, når forandringens vinde blæser

For nyligt vedtog et flertal i Folketinget en tekst, hvor de understregede, at forskning skal have kvalitet, og at universiteterne er ansvarlige for at sikre, at det er sådan. Debatten op til var så fyldt med fordomsfuldhed, at teksten i selve vedtagelsen kun kan forstås som et rap over fingrene til universiteterne og den frie forskning. Det var endnu et skred i retning af at styre forskningen politisk, og det er nok ikke det sidste ryk, vi kommer til at se.

For det gør ondt, når forandringens vinde blæser. Og efter en ufattelig stilhed omkring hverdagens diskrimination og sexisme, har der været grøde. Store hoveder er rullet, og vi har sikkert heller ikke set det sidste i den retning. Naturligvis påvirker det forskningen, når tidligere tiders undertrykte viden skal graves frem, og når der skal gives forklaringer på den urimelige ulighed, der har gennemsyret vores samfund. Vi befinder os i en værdi krig. En krig, der ikke kun handler om identitetspolitik, men også om hvad vi skal bruge forskningen til.

“Naturligvis påvirker det forskningen, når tidligere tiders undertrykte viden skal graves frem, og når der skal gives forklaringer på den urimelige ulighed, der har gennemsyret vores samfund.”

Henrik Dahl har sammen med Morten Messerschmidt gjort sig til bannerfører mod forskning og forskere, der ikke yder i den rette traditionelle ånd. Med en arrogant bedrevidenhed, har han dømt ansete forskere ude. Dette angreb på en i hans øjne tvivlsom forskning, står i grel modsætning til den tolerance, han udviste overfor den rapport, der postulerede, at integrationen er mislykkedes, og at udviklingen går tilbage fra første til anden generation. Jeg kan sagtens huske, da rapporten kom, og også den totale tavshed, der var fra højrefløjen, da det blev påvist, at forskeren havde begået en række fejl, som betød, at hun kom til en forkert konklusion. Dengang var den forskningskritiske højrefløj ganske tolerante, og den høje cigarføring gik mest på, at de, der deltog i debatten, ikke var fine nok. Forskningsmæssigt set. I Henrik Dahls øjne altså.

Højrefløjens kolde krig

Kritikken fra højrefløjen går langt hen ad vejen på, at de elendige forskere bekræfter venstreorienteredes standpunkter, og derfor er ubrugelige. Som mangeårig aktiv på venstrefløjen, kunne jeg sagtens komme med en helt anden forklaring: Vi er nogle stykker, som danner vores holdninger ud fra realiteter, fra virkeligheden, og fra den viden, vi får gennem forskning. Dele af højrefløjen gør det modsatte.

Tilbage i nullerne forsøgte Dansk Folkeparti i en tæt alliance med Anders Fogh, at sikre den for højrefløjen politisk korrekte historieforskning i den kolde krig. Resultatet var sølle. Selvom et to-cifret millionbeløb blev brug på Bent Jensens koldkrigscenter, lykkedes det ikke at få spion-stemplet fredsbevægelsen og de journalister, der arbejdede med en kritisk linje i forhold til oprustningen i vest – såvel som i øst. Bent Jensen tabte med et brag i Højesteret. Hans forskning, som var bestilt og betalt af højrefløjen, gav ingen som helst grund til at miskreditere blandt andet journalisten Jørgen Dragsdahl.

Den nye runde med politisk styring af den frie forskning tager også udgangspunkt i historie, men har desuden bredt sig til kønsforskning og repræsentation. Mellemøsten studierne presse fra politisk hold dels af en højrefløj, som ønsker at stemple Islam som roden til det meste af det onde i denne verden, og Israels forsøg på at tage patent på definitionen af antisemitisme. Det er de forurettede, der kommer i front, og man forsøger, at gøre op med gammel uret. Der kommer sager frem, som viser et grumt billede af, hvordan vi har behandlet minoriteter, svage grupper og mennesker på samfundets bund i tidligere tider.

Der kommer sager frem om en række mænd, der viser et klart mønster: Hvis du er mand og magtfuld nok, eller talentfuld nok, eller populær nok, har du kunnet tillade dig at behandle kvinder som skidt. De forurettede kvinder har ofte valgt selv at tie med overgrebene, belært af erfaringer fra andre, som har forsøgt at få oprejsning, og som bare har oplevet nye overgreb. Her kan man f… snakke om cancelling! Flere har beskrevet den kombination af mobning, fortielser og mistro, de har mødt, når de forsøgte at gøre op med deres overgrebsmænd. Og også i dag, skal de konfronteres med: Hvorfor nu? Hvad er du ude på? Har du virkelig så stor trang til at komme i medierne, at du vil smadre en mands karriere?

Forandringens vinde mødes med skepsis

Me-too og woke-bevægelserne er et opgør med patriarkatets tilsyneladende naturgivne ret til at definere, dele og herske. Så når Henrik Dahl og hans slags reagerer så voldsomt, er det fordi, der er noget vigtigt på spil. Men de er ikke i stand til at forklare, hvorfor de føler sig truet.  Foreløbigt har vi kun kunnet få nogle forblommede vendinger om at alt andet drukner, at mennesker straffes for deres holdninger (som om det aldrig er sket for venstrefløjen eller frie forskere), at vi hellere skulle bruge energi på alt muligt andet. Men når det kommer til at forklare præcis hvori faren ved de nye bevægelser består, bliver det temmelig uldent. Selv ikke når både socialdemokratiets forskningsordfører og udlændingeordfører får en hel kroniks plads i Politiken, kan de komme med et eneste klart eksempel på, hvori truslen består! Pladsen blev mest brugt til at citere fra en bog, de havde læst, og som ikke tilføjede sagen skyggen af dokumentation for noget som helst.

Det er højrefløjens nye forsøg på at holde fast i gamle værdier, som har mistet deres legitimitet gennem blandt andet den frie forskning.

Forandringens vinde blæser, og ikke alle er glade. Vel er det ikke den socialistiske revolution, der er i gang, men ethvert forsøg på, at gøre op med uret, diskrimination og skæv repræsentation er i mine øjne et fremskridt i retning af en bedre verden.