12 min. læsetid

Det er rigtig godt, at kvinder nu tager fat i den sexisme, der hersker overalt. Men det skaber alligevel en del forundring hos os kvinder, der var unge i 1960’erne og 70’erne. Hvorfor er der ikke blevet taget fat i det noget før?


Af Hanne Schmidt

Som 73-årig kvinde kan jeg ikke lade være med at filosofere over karakteren af den tsunami af krænkelsesoplevelser, der nu fælder diverse topledere for sexistisk adfærd. I min tid opfattede man mest et klap i røven som en idiotisk tilnærmelse, og udover det grinede vi også gerne af sjofle vittigheder og viser – også som led i en seksuel frigørelse og for at slippe for prædikatet ”pæne piger”. Vi havde ikke lyst til at være pæne piger, men gerne frække og oprørske.

Det enestående ved tiden var, at vi var mange, der oplevede en regulær frigørelse fra de traditionelle kønsroller. Vi fik mulighed for at vælge vores egne veje, herunder at kaste åget fra en småborgerlig, snerpet kultur af os, og holde op med at være pæne piger der underkastede os i stilhed. Sammen turde vi råbe højt og vise åbenlys trods og modstand.

Det var ikke noget problem at slå ud efter gramsende hænder for karrierens skyld, måske fordi et karriereræs i moderne forstand ikke var nogen drøm. Vi fik vitterligt masser af nye muligheder, som vores mødre aldrig havde drømt om. Men vores forestillinger om frihed handlede jo også om modstand mod den forbrugerisme, der havde fået tag i forældre-generationen, en modstand som lykkeligvis atter blomstrer blandt de unge miljøaktivister, der tager teten i dag.

Undertrykkelse i dagligdagen

Kampen for kvinders rettigheder var i 1960’erne og 1970’erne langt mere omfattende end uønskede berøringer. Det handlede om klassekamp og frigørelse fra en patriarkalsk hånds- og halsret over vores økonomi, adfærd, liv og skæbne, om arbejdstid og ligeløn på alle landets arbejdspladser. Kampen mod sexchikane var bestemt også på dagsordenen. Dengang gik det mest ud over HK ‘ere og ufaglærte kvinder, men der kom da både en lovgivning, foruden et Arbejdstilsyn, der skulle tage sig af det. Siden Anders Fogh kom til magten i 2001, er det blevet kraftigt reduceret.

“Det var to kulturer med vidt forskellige baggrunde, der mødtes. Middelklassens unge kvinder havde oplevet deres mødres ufrihed som husmødre, hvorimod de fleste af arbejderklassens mødre i flere generationer havde slidt og slæbt for at selv at tjene penge til familiens forsørgelse.”

Måske var vores tolerance over for befamlinger langt større end i dag, fordi den åbenlyse undertrykkelse af kvinder var så nærværende i det daglige liv, både på arbejdspladsen og i hjemmet – foruden der var langt flere voldtægter og meget mere fysisk og psykisk vold i hjemmene end i dag.

Desuden var vi kvinder og datidens unge mænd også stærkt opdaget af modstand mod atomkraft, kamp for miljøet og vedvarende energi, foruden støtte til befrielseskampe rundt om i verden.

For at ingen skal være i tvivl, var der også klasseforskelle, som gav anledning til modsætninger mellem rødstrømpebevægelsen og kvinderne i f.eks. Kvindeligt Arbejderforbund. Det var jo to kulturer med vidt forskellige baggrunde, der mødtes. Middelklassens unge kvinder havde oplevet deres mødres ufrihed som husmødre, hvorimod de fleste af arbejderklassens mødre i flere generationer havde slidt og slæbt for at selv at tjene penge til familiens forsørgelse.

Seksuelle chikanerier eller uønskede henvendelser fra mænd er imidlertid ikke kun et spørgsmål om magt, men også udtryk for de kulturforskelle, der opstår mellem drenge og piger, som i en tidlig alder gerne deler sig op i enten veninde- eller drengegrupper. Forskellene styrkes af de kønsstereotyper, børn og unge opdrages med den dag i dag, og som mange i vores generation forsøgte at gøre op med.

Denne kønsopdeling fører følgelig til forskellig sprogbrug, adfærd og kulturforståelser.  Kammeratskab på tværs af alder, køn, sociale lag og etnicitet er immervæk altid en forudsætning for indbyrdes forståelse, for uden den opstår et hav af misforståelser og fejltolkninger, og mange fatter slet ikke, at de overskrider hinandens grænser. At komme det problem til livs kræver en fælles indsats, fra børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser til universitetsniveau. Samt at der også her tages hensyn til, at der er andre kultur- og forståelses-rammer end dem, som en veluddannet middelklasse bekender sig til.

Der er ingen tvivl om, at sexisme florerer på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemerne, og at det er en sej kamp for mange kvinder at komme til fadet.

Vores opgør med den kønsstereotype børneopdragelse er tydeligvis ikke lykkedes, og reklamer, forbrugs- og medie-kulturen er blevet endnu mere sexistisk end i min ungdom. Hertil et voldsomt fokus på udseende og kendiseffekter, som dels indebærer eksklusion af piger, der ikke passer ind i det dominerende kvindesyn, og dels alt for mange knuste drømme med uopnåelige mål.

1990erne: Individ-fokus og narcissisme

Ideologisk skete der et skift omkring 1990, hvor aviserne også begyndte at skrive om en udbredt narcissisme, som gik hånd i hånd med, at neoliberalismens individ-fokus, som betød, -at generationers kamp for solidariske fællesskaber og ideer om kollektiv ledelse mistede terræn. 

Man blev sin egen lykkes smed, og konkurrenceelementet var afgørende, hvorfor alle kneb gælder, hvis man skulle forfølge sine karrieremål – hvortil udseende har fået en enorm betydning for, at man som kvinde kan komme frem i verden. Vi kan ovenikøbet læse, at partier ansætter praktikanter ud fra det kriterium, hvorfor det er klart, at en del kvinder bruger det som våben. Men når kvinders selvværd og chancer skal bero på deres udseende, er vi virkelig på afveje, hvad angår den socialistiske drøm om frigørelse. 

Sideløbende er der en slags politisk konsensus om, at hvis man ikke kan klare sig i konkurrencen, er det ens egen skyld. Det påstås, at der hvor man ender på den sociale rangstige er kun et spørgsmål om meritter – hverken om held eller uheld, netværk eller gode forbindelser, til trods for det er helt åbenlyst, at det er det, der tæller i mange brancher.

De krænkede debatricer kommer jo i høj grad fra miljøer, hvor gode forbindelser og netværk er afgørende for deres karriere, hvilket åbenbart har indebåret, at de gennem år og dag har skullet tåle utallige krænkelser fra ledere af frygt for ikke at ryge ud. – Men hvorfor de er så autoritetstro, er mig et under.

Alle taler nu om, at det er ledernes ansvar. Men det må da være os alle, der i fællesskab skal tage ansvaret for at ændre en uacceptabel kultur – og i stedet for at tie og tåle, når autoriterne taler eller befamler, turde sige stop? En væsentlig faktor for vores 68-oprør var jo, at det var antiautoritært, så hvad det angår, synes denne kamp helt at have slået fejl.

Meryl Streep har også markeret sig i MeToo-debatten, men er samtidig en del af magtens elite – og er blevet kritiseret for selv at have dækket over voldtægtsforbryderen Harvey Weinstein. Opgøret med sexisme-kulturen bør være et fælles ansvar – i stedet for at følge samtidens individ-fetichisme, skriver Hanne Schmidt. Foto: East Bay Times

#MeToo i et klassekamps-perspektiv

Man er nødt til at se den nuværende #MeToo-bølge i et klassekamps- og organisations-perspektiv. Som jeg oplever det, er det først og fremmest en gruppe middel- og overklasse-kvinder med klare karrieremål som taler – hvor mange af dem dog formodentlig er ansat i prækære stillinger, som gør det vanskeligt for dem at manøvrere i det åbenlyst sexistiske felt. Dem i hotel- og restaurations-branchen, som også udsættes for krænkelser, har også prækære ansættelser, og de er ofte ikke medlemmer af en fagforening, som kunne varetage deres interesser. Det betyder, at mange står isoleret med deres problemer på deres respektive arbejdspladser, både hvad krænkelser angår, samt løn- og arbejdstids-vilkår.

Arbejder- og kvindebevægelsen har før i tiden altid handlet om at organisere sig og stå sammen, og hvis denne politiske kultur forsvinder fra store dele af arbejdsmarkedet, bliver den enkelte jo magtesløs.

Det rejser nogle andre alvorlige, strukturelle problemstillinger, som ligger uden for denne artikels emne. Men bevægelsen her og nu tyder på, at der eksisterer en frygtkultur, som både hænger sammen skrækken for fyringer og fratagelse af opgaver samt med fravær af faglige rettigheder.

Drengerøvs- og drukkultur

Hvad angår mænd, så har medier og populære standup’er i samme periode, hvor de narcissistiske egotræk har præget samfunds- og mediekulturen, også fremmet en sexistisk drengerøvskultur, hvor nogle mænd aldrig blev voksne. Det gælder for eksempel Casper Christensen, der nu som 50-årig har opdaget, han vist nok er det.

I de 20-25 år, det har taget ham at nå frem til denne erkendelse, er der tilsyneladende samtidig udviklet en sexistisk, fordrukken festkultur blandt unge, også i de politiske ungdomsorganisationer, som var helt uhørt, da jeg var ung. Det er virkelig skræmmende, men det må vel handle om mangel på selvværd ikke at turde noget som helst, uden at være stangstiv. Den problemstilling bø også blive taget op.

“Der er udviklet en sexistisk, fordrukken festkultur blandt unge, også i de politiske ungdomsorganisationer, som var helt uhørt, da jeg var ung. Det er virkelig skræmmende, men det må vel handle om mangel på selvværd ikke at turde noget som helst, uden at være stangstiv.”

De ledere, der nu knaldes for krænkende adfærd, er også produkter af denne drengerøvskultur. Men sideløbende kan vi konstatere, at mange kvinder med sminke, smart tøj og højhælede sko også har gjort hvad de kan for at tilpasse sig tidens sexistiske normer, som slår igennem overalt i medier og reklamer.  

Den sexistiske kultur ses også i DR, hvor vi skal udholde at se på nyheder, mens mænd og kvinder tumler rundt på et dansegulv, så tøj, underkrop og fodtøj tager koncentration fra det, de siger. Det er en pervers nedgørelse af professionel journalistik, og jeg forstår ikke, hvorfor de ikke nægter at deltage i det sexistisk koreograferede show. Oppe i DR’s ledelse sidder både mænd og kvinder skjult bag deres skriveborde, måske med skæve ben og lår i anklerne, og kræver denne form for ydmygende formidling af deres ansatte.

Den knyttede næves genkomst

”Kvinden skal udholde og tie”, sagde min bedstemor fra 1884, et håbløst råd som alt for mange pæne piger åbenbart har fulgt i dagens Danmark. Det er på tide, at yngre kvinder tager rødstrømpernes knyttede næve i kvindetegnet til sig – og slår fra sig samme øjeblik, deres grænser overskrides, og de gør det sammen.

Det er det, der kaldes søstersolidaritet. For kun i fællesskab kan man komme krænkelser til livs,  annoncer i avisen flytter ikke virkeligheden. For som vi råbte engang: ”Handling skaber forvandling!”

Hånden på hjertet – en hånd på låret burde i det 21. århundrede være til at tackle for myndige, veluddannede kvinder. I modsat fald er det et trist tilbageslag for kvinders lange kamp for selvbestemmelse. Jeg taler ikke her om regulært voldelige overfald, men befamlinger og krænkelser har altid krævet en aktiv indsats fra kvinder selv. For der er mange idioter, der ikke forstår en hentydning, som skal have kontant besked.

Hvad angår Morten Østergaard, er han klart en af dem. Men jeg synes alligevel, det er absurd, at han skal gå af, når en Inger Støjberg for øjeblikket sidder som næstformand for Venstre. Hendes og andre politikeres ondskabsfulde lovgivninger over for udsatte og sårbare mennesker udgør for mig klart større forbrydelser end en hånd på låret.

Mange af de kvinder – som ikke er noget ved musikken eller har ordet i deres magt, som dagligt kæmper for at holde sig oven vande, slider i lavtlønssektorer eller ydmyges på diverse jobcentre – har nok lidt svært ved at synes, at problemstillingen er så vigtig.

Så lad os derfor håbe, at når denne nye MeToo-bevægelse får samlet sig og belært mændene om, at nok er nok – at de så også får kræfter til aktivt at kæmpe for bedre vilkår for deres mindre privilegerede og udsatte medsøstre. 

La Lutta Continua – kampen fortsætter!


Hanne Schmidt

Arkitekt uddannet fra den marxistiske “Afdeling M” på Akademiets Arkitektskole i København. Har tidligere arbejdet med tilgængelighed og byplanlægning bl.a. i Københavns kommune.

Læs mere af Hanne Schmidt