Mette snart to år

Den socialdemokratiske mindretalsregering er nu snart to år gammel. Lad os i den her sammenhæng kalde regeringen for ‘Mette’, for det er hende, det drejer sig om. Det er en smart politik, Mette driver. Den går ud på at ’passe på danskerne’. Nu har danskerne haft behov for ekstra pasning i et år på grund af den grimme Covid-19, men også uden pandemien ville det være et motto. Til gengæld skal ’danskerne’ udvise samfundssind, således at den sociale kontrakt ikke brydes – og sammenhængskraften bevares.

Strammere flygtninge- og indvandrerpolitik

En del af pasningsgarantien består i at “beskytte” os mod flere flygtninge og sørge for, at nye ikke-vestlige fremmede ikke føler sig velkomne her, også selvom de er i arbejde. Velviljen strækker sig til at hjælpe dem med at rejse hjem igen.

Det skal også være sværere at få dansk statsborgerskab. Inspireret af Venstre skal ansøgerne nok snart krydseksamineres i deres danske sindelag. Det hedder ’at ville Danmark’. Den tidligere regerings ghettopakke, som S også stemte for, skal ufortrødent gennemføres.

De, der ikke ‘vil Danmark’, er blandt andet de kvinder, som har sluttet sig til ISIS og nu opholder sig i Syriens berygtede flygtningelejre, Al-Hol og Al-Roj. De har små børn, der heller ikke er velkomne, selvom de har dansk statsborgerskab. Den angivne grund er, at da de ikke kan skilles fra deres mødre, må de blive, hvor de er – uanset hvor dårligt de har det. S-medlemmerne af EU-parlamentet bakker fuldt ud op om politikken og har stemt imod en flertalsanbefaling om at hente EU-statsborgere hjem fra Syrien.

Den stejle socialdemokratiske holdning bliver undermineret dels af Forsvarets Efterretningstjeneste, dels af røster helt ind i Blå Blok, der kræver børn og endog nogle gange mødre hjem. Spændende at se, om Mette laver en ’Sådan er det jo’, som Margrethe Vestager blev berømt for, da hun absolut og imod al sund fornuft skulle bevise sin magt ved ikke at ændre et komma i dagpengereformen på det tidspunkt, hvor en masse arbejdsløse stod over for at miste dagpengene.

Erhvervsvenligt klima

For at sikre et stabilt flertal underskrev S et forståelsespapir med Radikale, SF og Enhedslisten som støttepartier. Den vel mest centrale politik i papiret er, at det danske CO₂-udslip i 2030 skal være 70 % lavere end i 1990. Men det har skortet på initiativer. Klimaloven blev godt nok vedtaget i juni 2020, men siden da har bestræbelserne fra regeringens side gået ud på, at den grønne omstilling hverken må genere erhvervsliv eller forbrugere. Dermed bliver den ekstra dyr for staten, men foreløbig udskydes de endnu ukendte og væsentligste tiltag til sidste øjeblik. Det illustreres ved et særligt sportsbillede, en (liggende) hockeystav med først et langt fladt stykke efterfulgt af et kraftigt stigende blad.

“Jo mere støttepartierne hyler op for at sætte fut i klimapolitikken, jo mere stålsat bliver Mette. Hun lader sig ikke kyse, heller ikke af Klimarådet.”

Det mest markante i klimaprogrammet fra sidste år var 25 milliarder kr. afsat til en Grøn Fremtidsfond, der skal være med til at skabe et marked for grøn energi, give eksportkredit, lån og garantier til danske virksomheder og tiltag som bl.a. energieffektivisering, samt en lille del til at støtte grønne investeringer i udviklingslande.

Mere konkret ved vi, at energi-øer forsynet med vindenergi skal anlægges for dyre penge og udføres gennem komplicerede projektstrukturer. I mellemtiden skal der føres gasledninger gennem landet; ikke bare Baltic Pipe, men også en rørledning til Lolland-Falster, der huser to sukkerfabrikker, så de kan få en masse naturgas til deres energiforbrug.

Den store knast er landbruget. Fødevareministeren påstår ihærdigt, at der er tekniske problemer med f.eks. at vide, hvor megen lavbundsjord der kan udtages til braklægning. Men vanskeligheden er naturligvis politisk: Landbruget vil ikke være med, med mindre det får en favorabel kompensation for tabt fremtidig fortjeneste. Det afviser også nødvendigheden af en mindre kødproduktion med argumentet om, at dansk kød er produceret mere klima- og miljøvenligt end udenlandsk. Regeringen sluger det tilsyneladende råt, for den vil ikke reducere antallet af husdyr. Der er i det hele taget ikke noget tegn på, at Mette vil kæmpe for, at landbruget selv skal tage et større ansvar for omlægningen, der på den måde bliver ekstra dyr for statskassen. Jo mere støttepartierne hyler op for at sætte fut i klimapolitikken, jo mere stålsat bliver Mette. Hun lader sig ikke kyse, heller ikke af Klimarådet.

Børn og unge

Hvad er der gjort for at forbedre socialpolitikken? Mette har erklæret sig som børnenes statsminister. Med udspillet ’Barnet først’ sættes fokus på manglende forældreevne. Børn skal ikke bare anbringes (tvangsfjernes), men helst bortadopteres. Som trøst skal børnene høres lidt mere.

Uddannelserne har fået tilført lidt flere midler, men universiteterne er stadig udsat for 2 % årlige nedskæringer, også på felter der ellers skal nyde særlig fremme, såsom miljørelateret forskning. Universiteterne klager deres nød.

Coronapolitik

Alt i alt er mantraet en stram finanspolitik, selv om den blev løsnet under coronaen. Hurtigt kom der hjælpepakker på bordet. Til erhvervslivet drejer det sig først og fremmest om lønkompensation, hjælp til faste omkostninger og til selvstændige med omsætningsfald på mere end 35 % – samt til store arrangementer, der ikke kan afholdes. Ca. 35 milliarder kr. er foreløbig udbetalt. Der er også andre ordninger, -udskydelse af betaling af moms og indeholdt A-skat og den slags – samt store hjælpepakker til erhvervslivet i form af tilskud, finansiel støtte, garantier og lån. Nicolai Wammen har for nylig udtalt, at der indtil videre alt i alt er tale om 760 milliarder kr. Ny hjælp er i øvrigt annonceret.

Ikke at forglemme minkpakken, der kan nå op på 19 milliarder kr., når taksationskommissionerne har lavet deres arbejde. Kompensation for tabt indtægt indtil 2030 – anslået til 11-12 milliarder kr. –  vil så rigeligt gøre minkfarmerne gældfri. Der er også støtte til nedrivning samt til følgeerhvervene. Minkavlerne kan også vælge en dvaleordning med mindre støtte. Det ser ikke ud til, at der er garanti for, at de  ikke starter igen, selvom de har fået den store pakke.

Danmark i verden

Det var noget af et stunt, Mette leverede, da hun tog Sebastian Kurz i hånden og drog til Israel. Offentligheden fik først få dage inden besked om besøget. Mange protesterede, men det gjorde ikke noget indtryk på Mette. Dog fik hun ikke overskudsvacciner med hjem fra Israel, kun en vag aftale om at samarbejde om produktion af covid-vacciner. Partisoldaterne, der stillede op til forsvar for ekskursionen, hævdede ivrigt, at der ikke var nogen politisk agenda, og der var ikke tale om at booste Netanyahu op til valget. Nej, det var udelukkende for at ’passe på danskerne’. Det ville derfor være irrelevant at bringe den manglende vaccinering af palæstinenserne op i samtalerne, lød det spage forsvar.

Partnerskabet med Kurz ligger i forlængelse af samarbejdet inden for EU-sparebanden, der ud over Danmark og Østrig indeholder Holland og Sverige. Deres ædle hensigt har været at lægge pres nedad på EU-budgettet og genopretningspakken i forhold til hvad de andre medlemslande, velstående såvel som fattigere, ønskede.

På trods af den nationale skønsang er Danmark totalt integreret i verdensøkonomien. Store danske virksomheder er internationale i både produktion og afsætning. Private indkomster hentet i udlandet var netto på 50 milliarder kr. sidste år, og en stor del af eksporten består i varer og tjenesteydelser produceret og solgt i udlandet, således at de aldrig krydser den danske grænse.

Det er en del af den danske selvforståelse, som Mette fuldt ud deler, at danske virksomheder og borgere opfører sig eksemplarisk overalt i verden. Hun roser befolkningen for dens dygtighed.

Udenrigspolitikken lægges i læsiden af USA’s gøremål, uanset hvem præsidenten er. At Danmark svigter på solidariteten, er sagen uvedkommende for Mette. Men prestige skal der til. At få Danmark ind i FNs sikkerhedsråd i perioden 2025-2026 skal nok lykkes, uanset specialambassadør Kristian Jensens indsats, men det er svært at se, hvem der skulle få glæde af det i den store verden.

På sporet af status quo

Det skal retfærdigvis siges, at Mette har håndteret corona-krisen rimeligt godt. Apparatet holdt tæt, der var nogenlunde styr på ekspertisen. Det gik først rigtig galt med minkene og de forvirrede signaler om minkmutationens farlighed. Men den krise er nu næsten glemt. På positivsiden tæller vel også ’Blackstone’-boligforliget, der skal beskytte lejere mod ekstreme huslejestigninger efter renovering, og annulleringen af den 8. udbudsrunde om udvinding af Nordsøolie. Enhedslisten bryster sig af at have fået sat 6 millioner kr. af i finansloven for 2021 til at nedsætte en ekspertgruppe, der skal studere demokratiske virksomheder.

Mette ved lige præcis hvad hun gør. Hun ved, hvor ’danskerne’ er, sådan gennemsnitligt. Hun taler til den almindelige dansker, der spiser makrelmad. Intet er for småt, hvis det kan bruges på de nøje kontrollerede sociale mediesider. Der er langt fra Anker Jørgensen, der fortalte om sin interesse for litteratur og kultur.

Bag det hele ligger en klistren sig fast i status quo. Mette optræder gerne sammen med erhvervslivets spidser, der også inkluderer et par fagforeningstopfolk. Men selv uden direkte konsultationer ved hun, hvad der skal til for at holde Danmark på sporet. Hvis vi prøver at vægte tendensen i Mettes politik i forhold til de forventninger, som forståelsespapiret rejste, vil jeg tildele – 1 til den røde, sociale side, – 2 til den grønne (eller måske omvendt), men + 3 til kapitalinteresser, i daglig tale erhvervslivet. Læg det sammen og vi får et stort rundt 0. Men forståelsespapiret sigtede på det modsatte, nemlig at få plus på den røde og grønne konto med bidrag fra erhvervslivet til omstillingen.

Mette på snart 2 år holder tungen lige i munden, når det handler om at tilgodese de vigtigste interessenter.