Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro ved en militærceremoni i august, 2019. Blandt verdens autoritære ledere er han den, der minder mest om en klassisk fascist, mener den brasilianske sociolog, Michael Löwy. Foto: Victormferreira / Wiki Commons
6 min. læsetid

Den fransk-brasilianske sociolog og filosof, Michael Löwy har været en af ​​Europas mest indflydelsesrige marxister i de sidste 30 år. I dette interview diskuterer han Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, og højrefløjens tilbagevenden på globalt plan.

Oversat af Marianne Vanghøj


Af Mayara Paixão, Brasil de Fato

Brasil de Fato: Hvordan vil du karakterisere Jair Bolsonaros styre i Brasilien?

Michael Löwy: Det, vi ser i Brasilien i dag, er et dystopisk samfund – det modsatte af et utopisk. For os, der er en del af den brasilianske venstrefløj, som i mange år har kæmpet for socialisme og fremskridt og støttet arbejdernes ideer, kampe og sejre er det meget trist at se, at Brasilien nu har en regering, som jeg vil karakterisere som halv-fascistisk.

Den er ikke totalt fascistisk, fordi den ikke har de aspekter af den totalitære stat med væbnede grupper som Mussolinis “fasci” (sortskjorter, red.). Men den har mange af fascismens træk. Jeg mener, ​​at Jair Bolsonaro kan sammenlignes med Mussolini i 1920’erne. I de år bevarede Mussolini stadig en tilsyneladende parlamentarisk republik: – oppositionens leder i parlamentet, Giamoco Matteotti, var demokrat, og Antonio Gramsci var et af medlemmerne. Det varede indtil 1926, hvor Mussolini lukkede parlamentet og beordrede drab på Matteotti. Gramsci blev fængslet og forblev i fængsel indtil sin død i 1937. Jeg håber ikke, det når så vidt i Brasilien.

Som jeg ser det, har ​​Jair Bolsonaro og flertallet af hans regering fascistiske elementer af autoritarisme – det betyder, at fjenden skal “udslettes”. Fjenderne omfatter venstrefløjen, feministerne, de oprindelige folk, MST (de jordløse landarbejderes bevægelse, red.). Bolsonaros had mod “kommunismen” – som for ham er lig med hele venstrefløjen – er et træk ved fascismen, og den eneste løsning er undertrykkelse. Desværre er der mange ekstreme højre-regeringer i verden i dag – [Donald] Trump i USA, [Viktor] Orban i Ungarn, [Narendra] Modi i Indien. Men den med de mest semi-fascistiske eller neo-fascistiske træk er Jair Bolsonaros regering.

De herskende klassers løsning

Heldigvis har Bolsonaro ikke total magt, ligesom de totalitære stater i Italien, Tyskland og Spanien havde. Han skal forhandle med parlamentet, med senatet og endda med de væbnede styrker. Den situation adskiller ham fra den klassiske fascisme i 1930’erne. Historien gentager selvfølgelig ikke sig selv, men det er dog bekymrende.

En anden forskel i forhold til fascisme er, at denne person blev demokratisk valgt af befolkningen. Der var ikke noget militærkup, som vi havde i mange latinamerikanske lande i 1960’erne og 1970’erne; det var et demokratisk valg, hvilket er meget trist.

På den anden side ser vi, at de mennesker, der faldt for hans fiduser, er vågnet op. Bolsonaros popularitet er faldet dramatisk, der bliver mobiliseret og gjort modstand. Fagforeningernes mobilisering mod den ultra-reaktionære socialreform ser jeg i den sammenhæng som meget vigtig.

Selvfølgelig er de herskende klasser glade. Der er enighed blandt oligarker, jordejere og bankfolk. De mener, Bolsonaro har løsningen – et neoliberalt program på den mest brutale måde, som det dominerende brasilianske oligarki har ønsket sig i lang tid.

Jeg finder modstanden fra de indfødte i Amazonas meget vigtig – de kæmper for at forsvare regnskoven og floderne. Amazonas regnskov er yderst værdifuld for det brasilianske folk og for hele menneskeheden. – Uden regnskoven vil klimaforandringerne accelerere.

Movimento dos Trabalhadores Sem Terra’ (MST) – de jordløse arbejderes bevægelse – er en af Latinamerikas største sociale bevægelser, med et anslået medlemstal på over 1,5 millioner. De er blandt præsident Jair Bolsonaros største modstandere, og blev under hans valgkamp udråbt til at være nogle slyngler, der skulle stemples som en terrororganisation. Foto: Wilson Dias / ABr

Det ser ud til, at den socialt bevidste miljøpolitik har mistet betydning i Bolsonaros regering, da han har sat bevillinger til pesticid-licenser og skovfældning i Amazonas op med næsten 90 %. Selv den progressive lejr indså for sent betydningen af ​​disse tiltag. Hvordan ser du på det problem i dag?

Jeg er overbevist om, at spørgsmålet om miljø, natur og økologi bliver stadig mere centralt i det 21. århundrede. Det er ikke kun et spørgsmål om at forsvare miljøet, vores regnskove eller dyrearterne. Det er et spørgsmål om selve livets overlevelse på kloden. Hvis klimaforandringerne og den globale opvarmning overstiger et vist niveau, vil det være uopretteligt.

Spørgsmålet om betingelserne for menneskeliv på denne planet vil dukke op på et tidspunkt. Det er virkelig et spørgsmål om liv eller død. Derfor vil det blive et centralt politisk spørgsmål for ethvert projekt, der ønsker social forandring. Det vil blive meget vigtigt for venstrefløjen, de sociale bevægelser, arbejdere, landarbejdere – ja, alle – at miljøspørgsmålet bliver et grundlæggende politisk spørgsmål, og en vigtig grund til at bekæmpe kapitalismen. Det er kapitalismen, der er ansvarlig for denne situation. Det er meget vigtigt, at socialister forstår det, og ser det som centralt – ikke som en detalje på en liste med 45 programmatiske punkter. Det er en vigtig kamp for menneskehedens fremtid. Mit budskab er: Vi skal selv trække det økologiske spørgsmål i forgrunden som et våben i kampen mod kapitalismen.

Det vil blive meget vigtigt for venstrefløjen, de sociale bevægelser, arbejdere, landarbejdere – ja alle – at miljøspørgsmålet bliver et grundlæggende politisk spørgsmål, og en vigtig grund til at bekæmpe kapitalismen. Det er kapitalismen, der er ansvarlig for denne situation.

Hvad er fælles for højrefløjens fremmarch i Europa og Latinamerika?

Den liberale globalisering, som forårsagede den økonomiske krise fra 2008, skabte i mange lande fra Japan til Indien, Europa, USA og Brasilien en gunstig mulighed for den spektakulære stigning ikke kun for den klassiske neoliberale højrefløj, men også for den ekstreme semifascistiske højrefløj med racistiske og autoritære træk.

Jeg har ingen enkelt forklaring på, hvorfor det sker. Der er forskellige elementer: Neoliberalismens krise er et aspekt; en svækkelse af venstrefløjen er en anden. Men for mig er det stadig en gåde, at vi inden for de seneste år har oplevet dette fænomen, som ikke er helt det samme som i 1930’erne. Historien gentager sig aldrig, men er en genopståen af ​​neo-fascistiske eller semi-fascistiske former.

Er der håb for en vej ud af klimakrisen? Hvordan kommer den til at forme sig?

Vejen frem for mig er at kæmpe og yde modstand. Her i Latinamerika er de indfødte og landarbejderne i front. Ungdommen giver os også håb. Den ungdom, der rundt i hele verden klimastrejkede den 20. september for at fortælle regeringerne, at de ikke tager de nødvendige beslutninger.

Vi véd, at ungdommen er fremtiden. Hvis ungdommen mobiliserer, hvis den kæmper, hvis den bliver bevidst og hæver bannere: “Ændring af systemet, ikke klimaet” – så er der håb.

Vejen frem for mig er at kæmpe og yde modstand. Her i Latinamerika er de indfødte og landarbejderne i front. Ungdommen giver os også håb.

Dette interview er oprindeligt bragt på ‘Brasil de Fato’, og oversat til engelsk på Verso Books’ hjemmeside. Læs det originale interview på portugisisk her og Versos engelske oversættelse her.


Michael Löwy (f. 1938) er brasiliansk-fransk filosof, akademiker, venstrefløjsaktivist og økosocialist. Han har skrevet en lang række bøger om bl.a. Marx, Che Guevara og frigørelsesteologi i Latinamerika