Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
6. september. 2022

Portræt: Mikhail Gorbatjov var hverken fredsdue eller Sovjetunionens undergangsmand

I Vesten bliver han husket som en liberal fredsdue. I Rusland får han skylden for landets katastrofale økonomiske deroute i 1990’erne. Et mere nuanceret historisk portræt viser dog, at ingen af de to fortællinger holder vand, skriver historieprofessor Gareth Dale.

Mikhail Gorbatjov var med til at rive Berlinmuren ned, men pryder stadig resterne af den. Maleri af Georg Lutz.

På et umiddelbart, personligt plan er jeg taknemmelig for, at Mikhail Gorbatjov var generalsekretær for Sovjetunionen i foråret 1989. Jeg boede i Østtyskland, og var aktiv i den bølge af protester og modstand, der kort tid efter væltede regimet. Der var en udbredt frygt for, at reaktionen ville blive nådesløs. “Bliver det her ligesom på Den Himmelske Freds Plads?“, sagde vi allesammen. Vi holdt ængsteligt øje med troppebevægelser fra den nærliggende sovjetiske militærbase.

“At regimet blev overvundet, skyldtes de mange demonstranters stålsatte vilje, snarere end den politiske ledelse. Ikke desto mindre var det yderst heldigt, at der sad en reformator for bordenden i Kreml.”

I bagklogskabens klare lys – eller måske rettere takket være adgang til de historiske arkiver – ved vi nu, at stærke kræfter i den østtyske stat ville se blod. Der blev lavet lister med navnene på tusinder af regime-kritikere, der skulle ‘isoleres’ i lejre. Indenrigsminister Friedrich Dickel havde givet politiet besked på at tage alle nødvendige midler i brug for at smadre opstanden.

Man forsøgte at piske en borgerkrigs-stemning op, som kunne retfærdiggøre en militærintervention. Dickel forklarede i en testosteron-drevet enetale til Centralkomitéen, at hans største ønske var at brase ind i demonstrationerne og “give folk så mange tæsk, at deres egen mor ikke ville kunne genkende dem. Jeg stod i spidsen i Berlin i 1953. Jeg ved alt om, hvad det kontrarevolutionære rakkerpak er i stand til!

Henvisningen til 1953 var den arbejderopstand, der på tværs af landet havde vundet over de østtyske sikkerhedsstyrker. Regimet blev dengang reddet af sovjetiske tanks og soldater, og resulterede i snesevis af døde. Den største grund til, at den tragedie ikke blev gentaget i 1989, var at den statskapitalistiske samfundsmodel på det tidspunkt havde udmattet Sovjetunionen. At regimet blev overvundet skyldtes de mange demonstranters stålsatte vilje, snarere end den politiske ledelse. Ikke desto mindre var det yderst heldigt, at der sad en reformator for bordenden i Kreml.

Svigtet af Vesten

Mikhail Gorbatjov gik bort for en uge siden den 30. august. At hans død er blevet modtaget så forskelligt i Rusland og Vesten er ikke gået ubemærket hen. For mange russere var han manden, der forårsagede imperiets kollaps, og som sendte levevilkårene og gennemsnitsalderen i kulkælderen. For det vestlige establishment var han en ærlig mand, en liberal ven af Thatcher og Reagan, og fremfor alt en fredens mand – i skarp kontrast til den nuværende leder af Kreml.

Begge de to portrætter er en karikatur.

Vestens billede er nok mest præcist, når det kommer til Gorbatjovs personlighed. I modsætning til mange andre i hans sko, var han åbensindet, elskværdig og humoristisk. Når man læser  udskrevne diskussioner mellem ham og hans østtyske modsætning, Eric Honecker, er kontrasten særligt slående. Honecker lyder som et tørt stykke egetræ, og hakker sig gennem den ene floskel efter den anden. Den sovjetiske leder taler derimod med et brændende engagement om de alvorlige problemer, unionen stod overfor – og understreger behovet for at lytte til borgernes bekymringer. Honecker kunne ikke relatere til andre mennesker; det var som at se på en mand, der kastede ærter på en mur, som Gorbatjov senere bemærkede.

Kradser man i overfladen, er det vestlige portræt imidlertid også forkert. Gorbatjov var først og fremmest et produkt af nomenklaturaen – den sovjetiske elite. Hans vej til magten gik i 1970’erne og 80’erne gennem hans venskab med KGB-toppen. Han støttede at sende tanks til Ungarn i 1956 og Prag i 1968. Hvad der senere udmærkede ham, var hans evne til at se skriften på væggen. Da den næste vasalstat gjorde oprør i Polen (1980-81), rådede Gorbatjov til ikke at sende tanks. Det var dog ikke et udtryk for en nyfunden pacifisme, og det var heller ikke, fordi han pludselig var begyndt at respektere undertrykte folks rettigheder. Knap et årti senere sendte han i 1990 invasionsstyrker til Litauen – en hændelse, der bliver skøjtet let henover i de mange mindeord, der forsøger at gøre ham til Putins modsætning. Samme år accepterede han den amerikanske Irak-krig.

Med sit sats på vestligt broderskab mistede Gorbatjov også sin kritiske sans. Som forfatteren til hans biografi skrev: “De vestlige ledere tvivlede i første omgang på ham, så omfavnede de ham, og til sidst svigtede de ham, efter at have nægtet ham den hårdt tiltrængte økonomiske hjælp, han efterspurgte.” Men det skulle blive værre endnu. Den nyliberale vending, hans regering på Vestens opfordring foretog, resulterede i 1990’ernes katastrofe. I Rusland kalder man det for det fortabte årti, og det er her, man finder årsagen til mange af Ruslands problemer i dag. Gorbatjov havde troet på Vestens løfter om ikke at udvide NATO mod øst. Det løfte blev dog hurtigt og usentimenalt droppet.

Takket være ham har vi Pizza Hut! Mikhail Gorbatjov tiljubles for at have åbnet døren for Vesten, men blev dog hurtigt overladt til de nyliberale ulve. Resultatet var en lang økonomisk deroute i 1990’ernes Rusland.

Den synkende sovjetiske skude

Den ‘russiske’ udlægning af Gorbatjovs tid som leder er lige så misvisende som den vestlige. Længe før han overtog det sovjetiske ror, var Unionens vej til havets bund blevet uundgåelig. Den sovjetiske statskapitalisme havde blomstret i en tid, hvor afglobalisering og krig var toneangivende: I midten af det 20. århundrede var selvforsynende ‘planøkonomier’ normen i det meste af verden. Det var en økonomisk model, der var dårligt rustet til at få gavn af den senere globalisering. Samtidig led den under den økonomisk krig, der blev ført fra det markant rigere Vesten. Da olieprisen styrtdykkede i Gorbatjovs tid som præsident, var det endnu et slag for Sovjetunionen, der i stadig større grad havde gjort sig afhængig af fossile brændstoffer.

Mikhail Sergeyevich Gorbachev – Sovjetunionens sidste leder

• Født 1931 i Nordkaukasus tæt ved grænsen til Ukraine. Uddannet jurist fra Moskva Universitet

• Medlem af politbureauet fra 1980. Generalsekretær for Sovjetunionen 1985 – 1991

• Særligt kendt for at have igangsat de økonomiske glasnost-reformer (åbenhed) og de udenrigspolitiske perestrojka-reformer (ombygning), der senere førte til Sovjetunionens opløsning. Forsøgte uden held at genopstille ved præsidentvalget i 1996

+

I et forsøg på at genrejse Sovjetunionen som en økonomisk supermagt, lod Gorbatjov sig inspirere af markedsreformerne i Østeuropa og Kina, der ikke viste særligt lovende takter. De østeuropæiske lande forgældede sig til vestlige banker og Verdensbanken, uden at opleve store vækstboom. Ligesom i Rusland blev 1990’erne for disse et tabt årti, med undtagelse af Polen, der drog fordel af en gældseftergivelse, som ikke blev tilbudt Rusland.

Gorbatjov var fascineret af Kinas udvikling, og satte også forsøg i gang med reformer efter kinesisk forbillede. De blev ikke en succes i Rusland, men det skyldtes strukturelle forskelle snarere end mangel på evner. På landet i Kina blev muligheden for halvprivate landbrug modtaget med begejstring i 1970’erne, og efterdønningerne fra Kulturrevolutionen gjorde de lokale myndigheder til magtfulde kapitalinvestorer. Det skabte vækst, reformer og politisk stabilitet for den kinesiske kapital.

Sovjetunionen havde derimod været fastlåst i en slags kommandoøkonomi i lang tid. Dets militærindustrielle kompleks og den kollektive landbrugsmodel var ikke til at rokke ved. Modstanden mod reformer var derfor langt større og var også grunden til, at Gorbatjov satsede på den risikable glasnost-strategi. Det var kort fortalt en liberalisering af medierne og en delvis demokratisering. Glasnost blev ikke bare mødt med skepsis fra den konservative del af ledelsen, men politiserede kampagner gav plads til strejker og medførte nationale oprør.

Gorbatjov blev tvunget til at navigere i et broget politisk landskab, at forhandle og indgå kompromiser, for straks at blive tvunget i en anden retning. I slutningen af 1980’erne stødte glasnost-politikken sammen med den kolonialistiske samfundsindretning på en helt anden måde end i Kina. Den kinesiske kolonialisme, hovedsageligt i Tibet og Xinjiang, havde brutalt undertrykt nogle forholdsvist små befolkningsgrupper. Sovjetunionen var derimod blevet bygget op som et stor-russisk hegemoni under Stalin – og holdt sammen på et kludetæppe af undertrykte nationaliteter, alt imens dets uformelle imperie strakte sig over store dele af Østeuropa.

Glasnost inspirerede også lignende reformprojekter i de østeuropæiske lande. Den proces satte ild til det tynde tæppe af kontrol, Sovjetunionen havde trukket ned over landene. I 1989 ramte de østeuropæiske krav om regimeskifte og nationale oprør Sovjetunionen som en boomerang i baghovedet. Magten skiftede hænder på lokalt plan, og en bølge af løsrivelser skyllede ind over den sovjetiske kontrolsfære, der var gået i uafvendelig opløsning.

Rød tråd fra Gorbatjov til Putin

Gorbatjovs død er en anledning til at reflektere over den historiske overgang væk fra ‘kommunisme’. Den kommandoøkonomi, det blev hans lod at styre, var et klasseprojekt, men det var ikke arbejdernes eller bøndernes. Det var derimod den politiske elites projekt. Som de fleste andre stater oplevede Sovjetunionen en periode med stabilitet og fremgang, særligt fra 1950’erne til 1970’erne. I andre perioder var der knap så meget fremgang, hvilket Gorbatjovs egne bedsteforældre kunne bevidne, da de blev ødelagt af arbejdet i fængselslejrene i 1930’ernes Ukraine.

“I 1989 ramte de østeuropæiske krav om regimeskifte og nationale oprør Sovjetunionen som en boomerang i baghovedet. Magten skiftede hænder på lokalt plan, og en bølge af løsrivelser skyllede ind over den sovjetiske kontrolsfære, der var gået i uafvendelig opløsning.”

Den stat, der voksede ud af Sovjetunionens ruiner efter Gorbatjov, og blev til det moderne kapitalistiske Rusland, er hverken mere eller mindre ligestillet eller frigjort end i Gorbatjovs tid. Konsekvenserne er langsomt begyndt at gå op for den vestlige liberalisme. Spørgsmålet er, om den også kommer til at forstå hvorfor det forholder sig sådan?

Gorbatjov beskrev sig selv som både resultatet af nomenklaturaen og dets undergangsmand. Ved første øjekast kan det udsagn virke indlysende, men alligevel må man huske på, at de reformer – han stod i spidsen for – skulle fastholde magten på funktionærernes hænder. Det bureaukratiske stål blev på alkymisk vis forvandlet til plutokratisk guld. Ved at bidrage til større social ulighed og usikkerhed, blev hans markedsreformer startskuddet til de urolige 1990’ere – og skabte dermed fundamentet for det reaktionære modsvar og den autoritære magtcentralisering, der kendetegner Rusland i dag. Selvom deres personligheder er vidt forskellige, er der derfor en langt stærkere rød tråd fra Gorbatjov til Putin, end de fleste tror. Det gælder både i øst og vest.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Gareth Dale. Første gang bragt i tidsskriftet RS21.


Om skribenten

Gareth Dale

Gareth Dale

Historiker ved Brunel University London. Har blandt andet skrevet bøgerne Revolutionary Rehearsals in the Neoliberal Age og Karl Polanyi's Political and Economic Thought. Læs mere