Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
2. april. 2021

Mikkel Warming: Helliger målet midlerne?

Vil regeringens nye udspil reelt hjælpe? Eller er der så meget symbolpolitik og så mange usympatiske midler, at man spænder ben for målet? Den tidligere socialborgmester i København kommenterer på det seneste udspil fra regeringen mod almene boligområder.

‘Urbanplanen’ er blandt de områder, der nu omfattes af den nye forebyggelsesliste. Foto: Renoverprisen
Artiklen tager cirka 10 minutter at læse.

Så flytter de målstregen igen. Det var den første tanke, der faldt mig ind den morgen, da S-regeringen kom med et nyt udspil om at kæmpe mod ‘parallelsamfund’, som skal sætte endnu flere boligområder ind på særlige lister. 

Områder jeg kender godt – som Lundtoftegade på Nørrebro – har med stenhårdt arbejde og fælles indsats fra beboere, boligorganisation og kommunen fået kæmpet sig ud af ghettolisten – inden fælden klappede, og man skulle til at fjerne boliger. Nu kommer de og mange andre boligområder så på en ny liste – Forebyggelsesområder. Det gælder 58 områder med 110.000 beboere. Det vigtigste kriterie for at komme på den liste er, at der bor mere end 30 % med ikke-vestlig baggrund i området.

“Det er helt nyt at ville lave klar forskelsbehandling, så den kommunale anvisning ikke kan anvise boliger til mennesker, der ikke er statsborgere i EU. En sådan forskelsbehandling ville normalt næppe anses for lovlig i Danmark.”

Efter nærlæsning af udspillet var den næste tanke, om målet virkelig helliger midlerne?

For målet er sådan set godt nok. At forebygge at nogle boligområder bliver meget udsatte, og sikre en mere blandet beboersammensætning. Det mål deler vi stort set alle i den almene boligbevægelse. Blandede boligområder med et stærkt socialt mix, betyder eksempelvis, at man som beboer kan spejle sig i forskelligheden og lære ting om andre s liv. At uddannelse og arbejde er normen, og at boligområdet hænger sammen med resten af byen og samfundet.  Og vi kan se, at det har negative konsekvenser at samle fattigdom, arbejdsløshed og udsathed i bestemte områder. 

Opdelte byer er skidt for sammenhængskraften, for kendskabet til hinanden, og de rammer først og fremme de fattige. For regeringen er det først og fremme etnicitet, der tales om. 

Og det skal altså også siges, at der kan være lommer rundt omkring med stærk social kontrol og meget ringe kontakt med den danske offentlighed, selvom langt de fleste beboere – uanset etnisk baggrund – er helt ‘normale’ og velfungerende.

Ghetto eller ‘forebyggelsesområde’?

For at være et forebyggelsesområde, som den nye liste hedder, skal det almene boligområde have mere end 1.000 beboere, hvoraf mere end 30 % ikke er i arbejde eller uddannelse. Der skal desuden bo mere end dobbelt så mange end gennemsnittet med en dom, mere end 60 % med kun en grunduddannelse, og gennemsnitsindkomsten skal være mindre end 65 % af den regionale gennemsnitsindkomst. To af disse fire kriterier skal opfyldes, og så skal der være mere end 30 % med ikke-vestlig baggrund .

Kravene er altså sænket i forhold til den eksisterende ‘ghettoliste’, når det gælder beskæftigelse, kriminalitet og indtægt. Det er en del lettere at komme på listen, hvilket da også betyder, at områder, der lige er kommet af ghettolisten kommer tilbage på listen.

Ambitionen er blandt andet, at om ti år skal ingen (store) almene boligområder have mere end 30 % beboere med ikke-vestlig baggrund – eller afvige så meget fra det socio-økonomiske gennemsnit – som områderne gør i dag.

For at komme hen mod det mål, så vil regeringen bruge nogle af de midler, som ligger i parallelsamfunds-lovgivningen i dag. Og udspillet skal da også ses som en udvidelse – og revision – af parallelsamfunds-lovgivningen.

I forebyggelsesområderne skal der fremover være:

  • Obligatorisk fleksibel udlejning med krav om at man skal være i beskæftigelse eller uddannelse.
  • Strammere kommunale anvisningsregler, så mennesker – som ikke er statsborgere i EU/EØS, modtager overførselsindkomster eller har en dom – IKKE kan anvises til boligområdet
  • Mulighed for nedrivning af almene familieboliger og genhusning

Der bliver ikke stillet krav om fysiske omdannelser eller reduktion i antallet af almene familieboliger. Og muligheden for nedrivning er noget, boligorganisation og kommune skal være enige om. 

Fleksibel udlejning anvendes i en række af de såkaldte forebyggelsesområder i forvejen, og jeg tror, at de strammere krav til den kommunale anvisning om ikke at anvise mennesker på overførselsindkomst og med en dom vil blive hilst velkommen flere steder. Særligt i København, hvor kommunens anvisning af mennesker med meget store sociale udfordringer til hver 3. ledige bolig opleves at forstærke nogle områders sociale problemer og skæve beboersammensætning. 

Kommunen vil omvendt mangle ca. 1/5 af de boliger, der i dag bruges til boligsocial anvisning, hvis forslaget gennemføres! Det er til gengæld helt nyt – at ville lave klar forskelsbehandling, så den kommunale anvisning ikke kan anvise boliger til mennesker i forebyggelsesområderne, som ikke er statsborgere i EU/EØS.  En sådan forskelsbehandling ville normalt næppe anses for lovlig i Danmark. En domstolsvurdering af dette bliver interessant. Og mon ikke den kommer, hvis det gennemføres.

Farvel til ghettostemplet

En entydig positiv del af udspillet er, at kommunerne skal gives mulighed for at anvise til hver 10. ledige private lejelejlighed. Det er i højeste grad på tide, at også de private boliger begynder at tage bare en lille del af det sociale ansvar, som de almene boliger har løftet i årtier. Hvis der ikke er tale om en frivillig aftale, så kan denne mulighed kun bruges til mennesker, som står på venteliste til udsatte eller forebyggende områder, og som på grund af udlejningsreglerne ikke kan få en bolig.

Det element har de borgerlige partier reageret skarpt imod, det kaldes sågar for kommunisme. Og det er mildest talt tvivlsomt, om det vil dække behovet for boliger til de mennesker, som ikke kan være i forebyggelsesområderne fremover.

Regeringen foreslår også en række ændringer /opdateringer af parallelsamfunds-lovgivningen. De er stort set alle positive: Der gives nu et ekstra år, så fristen fra et område kommer på listen, til man bliver “hård ghetto” bliver fem og ikke fire år. Overgangsordningen gøres permanent.  Udlejningsreglerne strammes, så de regler, der gælder for udlejning i et ghettoområde, også gælder fremleje og bytte. Herved kan fremleje og bytte ikke “undergrave” den indsats, som med skærpede udlejningsregler skal hjælpe områderne ud af listen – før man bliver “hård ghetto”.

“Ghettoer” bliver ikke længere stemplet som sådanne, men bliver i stedet omdøbt til parallelsamfund. “Hårde ghettoer” bliver til omdannelsesområder. Det er rigtig godt at fjerne ordet “ghetto” fra lovgivningen. Det er et ord, som trækker rigtig mange billeder og forestillinger op på den indre nethinde om livet i disse boligområder. Forestillinger, som præger omgivelsernes syn på beboerne og områderne negativt – og også ofte beboernes syn på sig selv. Om det så er specielt meget bedre at blive kaldt for “parallelsamfund” kan måske diskuteres.

Taastrupgaard: Ifølge Socialdemokratiet en ‘hård ghetto’ indtil for ganske nylig. Nu er 188 boliger igangsat nedrivet i området, men ordet ghetto er blevet droppet. Til gengæld har boligminister Kaare Dybvad Bek fået indført en række strammere krav i kampen mod ‘parallelsamfund’. De tidligere hårde ghettoer bliver nu kaldt omdannelsesområder. Foto: Mangor Nagel arkitekter

Farvel til boligsocialt arbejde

Det er derudover bemærkelsesværdigt, at det boligsociale arbejde ikke optræder med et eneste ord i udspillet fra regeringen.  Det boligsociale arbejde her i en årrække bidraget til at løfte beboere og boligområder, blandt andet når det gælder unges uddannelse. Arbejdet har været med til at fjerne områder fra diverse lister.

“Vil dette udspil reelt hjælpe? Eller er der så meget symbolpolitik og så mange usympatiske midler, at man reelt spænder ben for målet?”

Det boligsociale arbejde er blevet skåret drastisk ned af regering og folketing sidste år – og koncentreres nu om områder, der er på de officielle ghettolister. Derfor skæres indsatsen væk eller voldsomt ned i disse måneder i netop de boligområder, som nu udnævnes til Forebyggelsesområder. Det virker ganske mærkværdigt, og direkte kontraproduktivt for det erklærede formål om at forebygge, at regeringen ikke lægger op til en styrket boligsocial indsats i forebyggelsesområderne.

Som tidligere skrevet er jeg enig i det erklærede mål om mere blandede boligområder. Af hensyn til de mennesker der bor i områderne. Og der kan som nævnt være lommer af problemer i nogle områder, som også har rod i etnisk/kulturel baggrund. 

Men vil dette udspil reelt hjælpe? Eller er der så meget symbolpolitik og så mange usympatiske midler, at man reelt spænder ben for målet? At lave en ny liste som bliver en del af parallelsamfunds-lovgivningen, og kategorisere en række almene boligområder som “forebyggelsesområder” kommer nok ikke til at gavne områdernes nogle gange dårlige ry. Den stempling risikerer at skabe en øget stemning af stress og stigmatisering blandt en række beboere. Og mange vil naturligvis få en oplevelse af, at så snart man begynder at nærme sig målet, og får fjernet boligområder fra diverse lister, så flytter regeringen – uanset farve – bare målstregen. Og finder nye kategorier og kriterier, så flere områder igen kommer på listerne.

Brud med det universelle menneskesyn

Der kan også sættes spørgsmålstegn ved, hvor mennesker af ikke-vestlig baggrund egentlig skal bo, hvis de ikke om ti år må bo, hvor de gør nu, fordi der ikke skal være mere end 30 % med ikke-vestlig baggrund.  Det kræver i hvert fald opførelse af massive mængder af alment boligbyggeri i byer som København, Odense og Århus, hvis de skal kunne bo i almene boliger i den samme kommune, som de bebor i dag.

Og så det helt grundlæggende: Skal man virkelig lovgive, så menneskers etniske baggrund eller statsborgerskab skal afgøre, hvor de må bo, når de i øvrigt har fuldt lovligt ophold i Danmark? Det er et stykke fra det grundlæggende, universelle syn på mennesker, som gennemsyrer vores samfund, dets love og dets institutioner. At det samtidig risikerer at skabe mod-kultur og frustration blandt grupper, som oplever at blive hængt ud på grund af deres etniske baggrund, nævnes bare lige for en god ordens skyld!

Og helliger målet egentlig midlerne?

Samtidig kan det meget stærke fokus på menneskers etniske baggrund i virkeligheden skygge for at forholde sig til de reelle sociale problemer blandt en række beboere (også med dansk baggrund) – og lade nogle af de almene boligområder med færre end 1000 beboere og mange med store sociale problemer af dansk herkomst sejle deres egen sø lidt for meget. 

Der er reelle, sociale problemer i en række områder. Vi ved godt, hvad der virker – for det går faktisk fremad og har gjort det i en årrække med en kombination af boligsociale indsatser, fysiske omdannelser og styring af indflytningen gennem (farveblinde) udlejningsregler. Tænk, hvis vi gjorde mere af det.

Om skribenten

Mikkel Warming

Mikkel Warming

Tidligere socialborgmester i Københavns Kommune (2005 - 2013). Forhenværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten (1998-2013) og SF (1994-1996), og medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse 2013-2019. Næstformand i Boligselskabet AKB, København. Læs mere