Militærkup i Gabon – skal man forstå militæret?

Kuppet i Gabon, der blev gennemført 30. august, er det foreløbigt seneste i en række kup i Afrika siden 2021. Burkina Faso, Mali, Niger og flere andre lande har også været ramt. Under og umiddelbart efter kuppene har de militære kupledere søgt at legitimere deres handlinger med angiveligt demokratiske argumenter. Soldaterne har ifølge deres egen fortælling grebet til våben i folkets navn, fordi de valgte politikere har fuppet sig til magten.

Kuppet i Gabon er ingen undtagelse. Militærets fortælling om den nyligt valgte præsident Bongo følger det allerede etablerede mønster: Han var korrupt, derfor kupper vi ham, men vi træder tilbage engang i fremtiden. Selvom om der er gode grunde til at opfatte afsatte Ali Bongos styre som netop korrupt og baseret på meget kritisable valg, er der mindst lige så gode grunde til at være skeptisk over for militærets forsøg på at gribe magten.

Gabon og den aktuelle bølge af militærkup

Kuppet i Gabon er endnu en militær magtovertagelse i et land, der tidligere var en fransk koloni. Det synes at være en del af et aktuelt mønster. Nogle iagttagere er – noget misvisende – begyndt at tale om et igangværende ’anti-fransk forår’. Parallellen er Det arabiske forår, hvor en række folkelige opstande fjernede autoritære ledere i Mellemøsten fra neden.

Men kuppene i den aktuelle bølge følger snarere det stik modsatte mønster end det, der var gældende under Det arabiske forår. De er netop kup; noget der gennemføres fra oven, ikke folkelige opstande, der kommer fra neden. De er organiseret af en institutionel magtfaktor, nemlig militæret, ikke en folkelig. Og til forskel fra Det arabiske forår, som var rettet mod diktatoriske ledere, er de rettet mod valgte politikere.

Med andre ord er der tale om en helt anden politisk logik i denne aktuelle kupbølge end under Det arabiske forår. Der er det fællestræk, at kuppene sker hurtigt efter hinanden, men ellers er det svært at se ligheden mellem kupbølgen og ’et forår’, der normalt forbindes med noget positivt set fra et folkeligt demokratisk synspunkt.

Kuppet i Gabon adskiller sig også i det store billede fra de andre aktuelle afrikanske kup ved at ske så langt sydpå. Gabons hovedstad Libreville ligger nærmest lige oven på ækvator. De øvrige kup har især fundet sted i Sahel-regionen, som ligger nordligere og er præget af ørkendannelse.

Det mønster, der er gået under betegnelsen ’kupbæltet’, er derfor nu brudt. Måske er det et varsel om, at militærkuppene er ved at sprede sig sydpå til resten af det afrikanske kontinent.

Et andet dårligt varsel er, at i den nordlige bølge har kuppene ofte fundet sted i lande, der i forvejen var præget af store sikkerhedsudfordringer. Fx er Niger, Burkina Faso og Mali alle lande med sikkerhedsudfordringer og væbnet islamistisk opposition i fremdrift.

Gabon er derimod et land, hvor befolkningen overvejende forstår sig selv som kristen, om end der er små mindretal med andre eller ingen religioner. Der er dog ikke registreret betydende oppositioner baseret på religiøse skillelinjer, og da endnu mindre væbnede oppositioner som i de netop nævnte lande.

Gabons geopolitiske betydning – uran og olie

Gabon blev i 1910 et af de fire territorier i Fransk Ækvatorial Afrika. Landet blev selvstændigt i 1960, men Frankrig – og i stigende grad USA – fastholdt en stærk relation til landet, ikke mindst på grund af uranminer samt en begyndende og omfattende olieproduktion, som i dag gør Gabon til det femtemest olieproducerende land i Afrika. Det vurderes, at olieindtægterne udgør cirka 50 procent af BNP og 80 procent af eksporten.

Gabon har en lille befolkning på cirka 2,4 millioner mennesker og består af mere end 40 forskellige etniske grupper. De officielle sprog er Fang, som tales af 32 procent af befolkningen, og fransk, som forstås af cirka 80 procent af befolkningen. 75 procent af landets befolkning er kristne.

Léon M’ba blev i 1961 landets første præsident. Han blev støttet af Frankrigs præsident Charles de Gaulle – blandt andet i forbindelse med et kupforsøg mod ham i 1964. I 1967 afløstes han af Omar Bongo, som var vicepræsident for M’ba, og den nuværende præsidents far.

Præsident Ali Bongo

Omar Bongo regerede Gabon med hård hånd fra 1967 til sin død i 2009. Han gjorde landet til en etpartistat. I 1993 blev der forsøgt indført en form for demokrati, men efter uroligheder blev eksperimentet skrinlagt. I 1990’erne var Gabon domineret af franske forretningsfolk, og uransektoren var af vital betydning for atomkraftværkerne i Frankrig. Der blev gennemført valg i 1998 og 2005, som sikrede, at Omar Bongo kunne fortsætte i præsidentembedet, men valgene var uden nogen form for troværdighed.

Ved faderens død i 2009 overtog Ali Bongo præsidentposten efter et valg, der blev kritiseret for manglende legitimitet. Under faderens styre fungerede Ali Bongo, der er født i 1959, som udenrigsminister fra 1991 til 1999 og som forsvarsminister fra 1999 til 2009. I 2016 gennemførtes endnu et valg, der skulle bekræfte Ali Bongos magt. Igen blev valget voldsomt kritiseret, blandt andet fordi det viste, at Bongo angivelig fik 95 procent af stemmerne.

Den 26. august 2023 gennemførtes nok et valg, som Ali Bongo vandt overbevisende over modkandidaten Albert Ondo Ossa. Også det var et valg uden legitimitet, og de nuværende kupmagere bruger det som undskyldning for at gennemføre kuppet.

Ali Bongo er kendt som en af verdens mest korrupte præsidenter. Det vurderes, at han i sin magtperiode er lykkedes med at stjæle 25 procent af Gabons BNP, og han vurderes til at eje værdier for mere end 1 milliard $.

Kupmagerne

Gabon har i forhold til mange andre afrikanske lande en meget lille hær, og det vurderes, at det blot har en stående styrke på 6500 mand. Militærudgifterne har også været begrænsede og faldende og udgjorde i 2022 blot 1,3 procent af BNP.

Dele af militæret under ledelse af løjtnant Kelly Ondo Obiang forsøgte i 2019 at gennemføre et kup, mens præsident Ali Bongo var i Marokko for at modtage medicinsk behandling. Kuppet blev nedkæmpet af gendarmeriet, som er en politienhed, der har ansvar for intern sikkerhed i landet. To kupmagere blev dræbt og otte arresteret.

Det nye kup virker til at være velplanlagt og fuldt koordineret. Holger Bernt Hansen, professor emeritus i Afrikastudier, siger om kuppet: ”Det er de samlede væbnede styrker, der griber ind i Gabon, og det står i stærk kontrast til, hvad man har set ved kup andre steder i Afrika.”

Lederen af kupmagerne, der fremstår som en samlet front af både hæren, gendarmeriet og politiet, er general Brice Oligui Nguema, som hidtil har været chef for Nationalgarden.

Soldaternes fortælling og de ‘militærforstående’ iagttagere

I de senere år har der været en tendens til at ’forstå’ autoritære ledere og kupmagere. Tendensen kan muligvis føres tilbage til Donald Trump, der har dyrket en retorisk strategi, hvor man først siger, at magthaverne er fulde af løgn, derefter at der ikke findes nogen endelig sandhed og endelig, at man selv sidder inde med sandheden.

Hvis man supplerer denne fremgangsmåde med at sprede så mange fejlinformationer, at den kritiske presse ikke kan nå at korrigere dem, er man kommet et langt stykke i en strategi, der skal gøre det muligt at undergrave tilliden til kritik af ens egne positioner.

I Rusland har Putin betrådt den vej. Republikanere i USA ’forstår’ Trumps utilfredshed med ’sumpen’ i Washington, selvom de ikke er enige i alt, hvad han siger. Europæiske politikere som Ungarns Orban ’forstår’ både Trump og Putin, og andre politikere og journalister vil have os til at ’forstå’ Putins synspunkter.

Nu er turen kommet til officerer, der ikke er tilfredse med deres underordnede placering i forhold til deres politisk valgte chefer, og som ’forstår’ fiktive folkelige krav om, at de må gribe ind. Og ovenikøbet til journalister, der vil have, at vi skal forstå militæret. Som nævnt er det, vi skal forstå, at de mere eller mindre demokratiske valg ifølge kupmagerne ikke udtrykker folkets vilje. Det gør – igen ifølge deres egen retorik – kupmagerne.

Det er svært at tage den slags soldatersans for logik alvorligt. Men for befolkningen i et land, der er ramt af militærkup, er der jo umiddelbart ikke andet at gøre end at tage ’militærets kontrol med våben’ alvorligt. Officererne sidder ikke på magten, fordi de har folkelig opbakning til deres analyser og fortællinger, men fordi de kan bekæmpe deres modstandere med trusler og ikke mindst med direkte brug af fysisk, væbnet vold.

Det er også svært at tage de iagttagere (journalister, politikere med flere) alvorligt, der hævder, at militæret har folket bag sig, fordi der har været demonstrationer i gaderne til fordel for kuppet. Selvfølgelig kan den slags organiseres hurtigt og med muligheder for tv-optagelser. Men hvornår har man set et kupmilitær, der tillod eller ligefrem organiserede deres modstanderes protester?

At der kan tages billeder af jublende grupper, siger først og fremmest noget om den måde, et kup organiseres på. Det siger ikke så meget om, hvor bred, dybfølt eller smal opbakningen til militæret er. Det ved vi af gode grunde ikke noget om.

Under et autoritært styre som et militærdiktatur er det ikke muligt at lave uafhængige, troværdige undersøgelser. Derfor er journalisters fortolkninger af isolerede jubelscener ikke meget værd. Indtil der foreligger langt bedre informationer om situationen i fx Gabon, bør man nøjes med at registrere, at der er tale om endnu et militærkup, i stedet for at sprede ’militærforstående’ påstande uden støtte i egentlige realiteter.

Selvfølgelig er der også i Afrika valg, der bliver udsat for svindel – men det gør jo ikke militærkup fornuftige eller forståelses-værdige. De gør bare hverdagen meget værre for den almindelige befolkning og gør det som hovedregel meget sværere for demokratiske kræfter at rette op på tingene. Derfor: Nej til militærkup – og ja til folkelige bearbejdninger af demokratiske underskud.