Frederik Vads fortælling om islamisk infiltrering er populistisk teater på bekostning af en hel befolkningsgruppe
Vi har prøvet det før, og nu prøver vi det igen. Den rituelle mistænkeliggørelse af en hel befolkningsgruppe. Denne gang er det Socialdemokratiets Frederik Vad, der står bag. Men i virkeligheden er integrationen en af Danmarks succeshistorier gennem de seneste 30 år
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Det hører til de absolutte sjældenheder, at jeg bliver begejstret over at høre Lars Løkke ytre sig om aktuelle emner i dansk politik. Faktisk er jeg ikke sikker på hvornår det er sket tidligere.
Men forleden måtte jeg altså genopfriske min DR-app for at være sikker på, at jeg ikke læste forkert. Lars Løkke var ude at mane til besindighed i integrationsdebatten, efter den unge socialdemokrat Frederik Vad for nyligt stod på Folketingets talerstol og opdigtede en skrækhistorie om muslimske indvandrere og deres “infiltrering” af det svenske statsapparat gennem tusinder af “muliggøre”.
“Vi skal passe på med at få skabt en eller anden frygtkultur, hvor alle, der har en anden etnisk baggrund, føler sig anklaget for infiltration,” sagde Løkke meget rammende.
Godt nok stod Vad og viftede med nogle svenske rapporter under sin tale, men det viste sig hurtigt, at intet i rapporterne underbyggede socialdemokratens påstand. Faktisk fortæller rapporterne ikke noget om etniciteten på disse “muliggørere”, ligesom antallet af dem blev voldsomt overdrevet.
Flere journalister – deriblandt særligt den dygtige Steffen Groth – var hurtige til at pille indholdet af Frederik Vads tale fra hinanden. Ligesom diverse faggrupper allerede har været ude at skyde Frederik Vads infiltrations-fortælling ned, og rigtig mange har gjort Vad og andre politikere opmærksomme på, hvor skadeligt og i øvrigt uacceptabelt det er, på den måde at mistænkeliggøre en hel befolkningsgruppe.
Virkeligheden ser anderledes ud
I virkelighedens verden ser billedet noget anderledes ud. De seneste fem år er 131 personer med dansk etnisk oprindelse blevet dømt for forbrydelse i offentlig tjeneste – videregivelse af fortrolige informationer, modtagelse af bestikkelse eller anden undergravende virksomhed – mens 7 personer med ikke-vestlig baggrund er blevet dømt. Altså en underrepræsentation set i forhold til de omkring 8 procent af offentligt ansatte, som personer med ikke-vestlig baggrund udgør.
Samtidig klarer børn med ikke-vestlig baggrund sig historisk godt i folkeskolen, mens de lidt ældre stormer ind på de videregående uddannelser som aldrig før. Det er der altså ikke meget samfundsomstyrtning over.
Men som sædvanligt var det mere end nok at så et enkelt placebo-frø af mistænkeliggørelse mod muslimer i det her land for at få praktisk talt hele det politiske landskab til at hoppe med på frygtbølgen. Et bredt flertal på Christiansborg bestående af en skøn forsamling af Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet, har nemlig besluttet at igangsætte en undersøgelse af omfanget af infiltrering i Danmark – hvad end det så overhovedet betyder.
Hele den kommende undersøgelse er født ud af opdigtede frygtfortællinger, manipulerede tal og en grov generalisering af en befolkningsgruppe, hvor de unge kvinder er vores samfunds største mønsterbrydere – og som gang på gang viser sig som en enorm integrationsmæssig succes.
Integrationen er en succeshistorie
Udskamningen og mistænkeliggørelsen af muslimer som gruppe lugter derfor langt væk af målrettet politisk diskrimination og umenneskeliggørelse, som alene har til formål at få befolkningen til at købe ind på den absurde fortælling om infiltrering. Vi er vidne til anden, eller måske i virkeligheden tredje, bølge af magthavernes populistiske fremmedhad, og Folketinget er efterhånden løbet tør for oppositionspolitikere, som siger fra over for de skadelige generaliseringer og upassende mistænkeliggørelse.
Alternativet og SF er med i aftalen om at få undersøgt, om muslimer er i gang med at infiltrere den danske offentlige sektor for at omstyrte vores samfund.
Læs lige den sætning igen.
Som sædvanligt ender danske muslimer og deres omdømme, sikkerhed og oplevelse af at være lige medborgere med at være spillebrikker i politikernes magtspil, hvor det i sidste ende nu er Lars Løkke – manden bag Ghettoloven – som pludselig skal ud at agere moderator for tonen i den danske integrationsdebat. Absurd.
Hvis vores magthavere ville træde ud af teaterstykket og ind i virkeligheden for et øjeblik, ville de opdage, at vores offentlige sektor har helt andre – og virkelige – udfordringer, end Frederik Vads skrækhistorier om islamistiske infiltratorer, der vil vælte vores samfund.
Det ville klæde Vad og hans kolleger i Folketinget at give sig i kast med de reelle udfordringer, vores samfund står midt i (klimakrisen, en udsultet sundhedssektor, bragende ulighed, ødelæggende overforbrug) i stedet for at ville lege superhelte i deres selvopfundne spionhistorier om fremmede agenter, der overtager samfundet indefra.
I virkeligheden er det måske sigende, at den eneste politiske udfordring, der er blevet løst succesfuldt de seneste 30 år, er den udfordring, politikerne har gjort alt i verden for at forhindre med deres udskamning og mistænkeliggørelse – integrationen.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER