Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. oktober. 2022

Militariseringen af Rusland

Det russiske samfund har gennemgået en dyb militarisering de seneste år. Kritikere sammenligner indoktrineringen af børn med Hitlerjugend, men langt fra alle i Rusland er enige med Putins visioner for landets fremtid. Krigen og militariseringen falder nemlig sammen med en række andre kriser, der truer Ruslands stabilitet på sigt.

Russiske børn i militæruniformer, klar til parade i Vladivostok i anledning af Vidensdagen. Foto: Russian Ministry of Defence

Den gamle preussiske general Carl von Clausewitz sagde, at “krig blot er fortsættelse af politik med andre midler.” Et sådan middel er militæret, der er en del af statens magtmonopol. Men som vi har set mange steder i verden, tager soldater nogle gange selv magten. Dermed bliver magten og midlet én og samme sag.

Man ser også samfund, hvor militarisering af samfundet er en del af den politiske strategi. Et godt eksempel på det er Rusland de seneste 10-15 år. Den igangværende krig og invasion af Ukraine synes at forstærke tendenserne i det russiske samfund, og militærets indflydelse på udøvelsen af den politiske magt er stigende. Her gør sammensmeltningen af politisk og militær magt det efterhånden svært at se forskellen. Men er der overhovedet nogen modstand mod den stigende militarisering af det russiske samfund?

Børn ned til 8 år indrulleres i Ungdomshæren

I 2015 etablerede Rusland ungdomshæren Hærens Unge Kadetter (Ungdomshæren, HUK) på foranledning af Præsident Putin. De er underlagt Forsvarsministeriet, og har til formål at uddanne børn og unge i alderen 8 -18 år i ‘patriotisme og militære discipliner’. Det omfatter våbentræning, kortlæsning og historieundervisning med fokus på Ruslands militære sejre gennem tiderne. Der er forskellige bud på, hvor mange børn og unge, der er blevet indrulleret under den karakteristiske røde baret. Organisationen hævder selv, at der nu er 1 million medlemmer.

“Tendensen i de russiske statsmedier og Putins taler er til at fokusere på patriotismen – og med Ungdomshæren ser man en direkte linje fra patriotisme til militarisering.”

Rekrutteringen foregår med en blanding af pisk og gulerod, hvor i hvert fald 20 universiteter bruger medlemskab af HUK som en kvalifikation til at blive indskrevet, mens et lækket dokument fra Forsvarsministeriet også viser, at eksisterende officerer i den russiske hær bliver tvunget til at sende deres børn ind i organisationen. Antallet af børn, der indrulleres i Ungdomshæren, er mest markant i de områder i Rusland, hvor militæraktiviteten er størst: I Murmansk-regionen anslås det, at knap 10.000 børn fra skolerne i de lukkede byer er medlemmer.

Kritikere sammenligner HUK med Hitlerjugend, og Valentina Grebenik, der er leder af Sammenslutningen af Komitéer for Soldaters Mødre i Rusland, kalder det en forbrydelse. Ifølge Grebenik er: ”Militariseringen af barndommen forbudt ifølge FN’s Børnekonvention. Det, der foregår, er en skandale mod vores børn og vores samfund.”

Initiativet bakkes op af det russiske stats-TV, som har lanceret en kanal kaldet Pobeda (Sejr). Den henvender sig døgnet rundt sig til børn, og fortæller udelukkende om Den Store Fædrelandskrig, som 2. Verdenskrig kaldes i Rusland.

I forbindelse med mobiliseringen af yderligere 300.000 soldater til invasionen af Ukraine i september 2022, florerer flere historier på sociale medier om, at 17-årige er blevet rekrutteret direkte fra Ungdomshæren til kamphandlingerne, men det har endnu ikke været muligt at verificere disse historier.

Der er dog ingen tvivl om, at der er tendens til i de russiske statsmedier og Putins taler, at fokusere på patriotismen – og med Ungdomshæren ser man en direkte linje fra patriotisme til militarisering.

På TV-kanalen Pobeda kører der programmer om Anden Verdenskrig døgnet rundt. Den er primært henvendt til børn og unge, og har sendt siden 2019.

Militarisering af bevidstheden

Udgifterne til det russiske militær udgør 11,4% af statsbudgettet, og forsvarsindustrien står for omkring 20% af alle jobs i den industrielle sektor i landet. Militærets rolle i det russiske samfund har gennem de senere år været klart stigende, og en undersøgelse af det uafhængige institut, Levada viste i 2020, at befolkningen opfatter militæret som det næstmest betydningsfulde i landet, kun overgået af præsidenten selv. På en skala fra 1-5, hvor 5 var det mest indflydelsesrige, scorede præsidenten 4.32, mens militæret fik scoren 4.14.

Lederen af Levada, Aleksei Levinson, betegner udviklingen i landet som ”en militarisering af bevidstheden. ”

I en demokratisk stat vil man skelne mellem krig og fred – og mellem politisk og militær magt. I Rusland lader til det, at billedet er mere udflydende. Chefen for den russiske generalstab, Valery Gerasimov, sagde tilbage i 2016: ”En perfekt blomstrende stat kan i løbet af få måneder eller dage omdannes til en arena med voldsom væbnet konflikt.”

Wagnergruppen: Lejesoldater og krigsforbrydere

Endnu et tegn på militariseringen af det russiske samfund er fremkomsten af dét, man kunne kalde paramilitære grupper. Her er den mest kendte den såkaldte Wagnergruppe. Det kan være svært at finde pålidelige informationer om gruppen, men internationale iagttagere mener, at de første styrker blev sat ind i Ukraine i 2014 for at hjælpe pro-russiske styrker i Donbas-regionen efter Ruslands besættelse af Krim-halvøen.

Der har været beretninger om, at Wagner er tilstede i lande som Syrien, Libyen, Mali og senest i Burkina Faso, hvor lederen af militærkuppet 1. oktober 2022, Ibrahim Traoré, har mere end antydet, at han vil gøre brug af gruppen til at nedkæmpe politiske modstandere i landet.

Der har været mange spekulationer om, hvem der står bag gruppen, men i september 2022 indrømmede Yevgeny Prigozhin, der også er kendt som ‘Putins kok’, at han er bagmanden. Prigozhin er på det seneste blevet meget aktiv i sin kritik af forløbet af den russiske invasion af Ukraine, og flere iagttagere ser tegn på en mere åbenlys politisk rolle i forhold til præsident Putin.

Det officielle Rusland har hidtil nægtet, at Wagner Gruppen er en del af den russiske hær, og har afvist ethvert ansvar for gruppens aktiviteter, der blandt andet indbefatter voldsomme krigsforbrydelser.

Oligarken Yevgeny Prigozhin (th.) på besøg i den russisk besatte Luhansk-region i det østlige Ukraine. Prigozhin indrømmede for nyligt at være manden bag lejesoldaterne i Wagner, der står bag et utal af krigsforbrydelser i både Ukraine og en lang række afrikanske lande. Foto: Bibken / Twitter

Fredspris-modtager lukket ned

Den 7. oktober meddelte Nobels Fredspris, at prisen i 2022 ville blive delt mellem en menneskerettighedsaktivist og to menneskerettighedsorganisationer i Belarus, Ukraine og Rusland. I begrundelsen hedder det:

”Ved at tildele Nobels Fredspris for 2022 til Ales Bialiatski, Memorial og Center for Civil Liberties, ønsker den norske Nobelkomité at hædre tre fremragende forkæmpere for menneskerettigheder, demokrati og fredelig sameksistens i nabolandene Belarus, Rusland og Ukraine. Gennem deres konsekvente indsats til fordel for humanistiske værdier, anti-militarisme og retsprincipper har dette års prismodtagere revitaliseret og hædret Alfred Nobels vision om fred og broderskab mellem nationer – en vision, der er meget brug for i verden i dag.”

Den russiske modtager af prisen, Memorial International, blev dog lukket af de russiske myndigheder allerede i december 2021, hvilket også fremgår af NGO’ens hjemmeside. Beslutningen understreger pointen om, at kritik af militariseringen i det russiske samfund ikke accepteres af myndighederne.

Masseflugt eller passivitet

I vestlige medier ser man ofte argumenter om, at den russiske befolkning støtter Putin og krigen i Ukraine. ‘Mikhail’, der kommer fra Krasnojarsk i det sydlige Sibirien, har gennem det seneste halve år givet mig opdateringer om forholdene i landet via krypterede tjenester.

Han er stærk modstander af Putin, og giver ikke meget for vurderingerne af den manglende modstand mod krigen i Rusland. Snarere er det hans opfattelse, at der ved invasionen i februar 2022 kun var omkring 20% af befolkningen, der støttede beslutningen, mens 20% var lodret imod. Det store flertal på 60% havde ikke nogen reel mening, og ønskede ikke at blande sig. De tal har dog ændret sig markant efter mobiliseringen i september 2022, hvor modstanden mod krigen er vokset markant.

Mikhail refererer til en lang række meningsundersøgelser blandt den russiske befolkning, og fremhæver, at 94% af de adspurgte ikke ønsker at deltage i undersøgelserne. Når et meningsmålingsinstitut ringer til folk, ønsker blot 6% af de adspurgte at svare, og når man efterfølgende laver statistik viser det et flertal, der støtter krigen. Det flertal bygger dog kun på de 6%, der har ønsket at være en del af undersøgelsen. Frygten for repressalier blandt russerne er udbredt, forklarer Mikhail, som mener angiveriet ligner Stasi-tiden i DDR. Dengang meldte familier og naboer hinanden for at udtrykke sig kritisk, og noget lignende sker i disse dage i Putins Rusland. En simpel mishagsytring kan nu koste 15 års fængsel.

Mobiliseringen i september 2022 førte til en markant flugt blandt særlig våbenføre unge russiske mænd. Det anslås at mindst 300.000 har forladt Rusland i løbet af den sidste måned. Det vigtigste modtagerland for dissidenterne er Kasakhstan, hvor Mikhail også er flygtet til. Han fortæller, at ikke mindre end 200.000 unge russiske mænd er blevet budt velkommen i landet, der automatisk giver dem et ID-kort, hvilket betyder, at de kan bo og arbejde i landet. Meget tyder på, at ca. 80% af de ankomne efterfølgende er rejst videre til lande som Georgien, Armenien, Tajikistan, Tyrkiet – og Europa.

Mikhail har ikke desto ønsket at være anonym af frygt for repressalier mod hans familie, der fortsat befinder sig i Rusland. Fra Astana, hovedstaden i Kazaksthan, fortæller han: ”Omkring 10 % af de mennesker vi møder på gaden er IT-genier, der er kommet fra Rusland. Der er videnskabsfolk, matematikere, fysikere, biologer, filosoffer, arkitekter og mange flere samfundsgrupper, som alle nu er flygtet fra Rusland.”

Flugten blandt de unge russiske mænd anses for at være den største ‘brain drain’ i Ruslands historie, og det vil uden tvivl have negativ indflydelse på den russiske samfundsudvikling i den kommende tid.

Den russiske fredsaktivist og oppositionspolitiker, Vladimir Kara-Murza blev ligesom den kendte Putin-kritiker Alexei Navalny forsøgt giftmyrdet i 2017. Ifølge Amnesty International risikerer han nu 15 års fængsel for at have delt informationer om krigen i Ukraine. Foto: ABC News

Fremtiden er dyster for Rusland

Det forekommer indlysende, at militærets indflydelse på politikudviklingen vil være markant i et land, der befinder sig i en væbnet konflikt, sådan som det er tilfældet i Rusland efter invasionen af Ukraine. Ikke desto mindre tyder meget på, at Putin har haft militarisering af det russiske samfund på dagsordenen i hvert fald siden invasionen af Krim i 2014.

De seneste 8 år har der været en voldsom udskiftning af generaler og ministre, som ifølge Putin har fejlet, eller som er blevet set som personlige trusler mod præsidentens magtmonopol. Det er således vanskeligt at vurdere, hvorvidt dele af det russiske militær ser en mulighed for en egentlig overtagelse af den politiske magt i den nære fremtid.

Sikkert er det imidlertid, at militariseringen allerede har haft store konsekvenser for Rusland. Mens krigsmodstanden er blevet holdt i skat, er mange flygtet. Det har fået den russiske befolkningsforsker, Alexei Rashka til at tale om et historisk sammenbrud for landet. Rashka mener, at invasionen af Ukraine falder oveni en række andre forhold – herunder coronapandemi, lave fødselsrater og brain drain – der tilsammen udgør en ‘perfekt storm’ af katastrofer for landet.


Om skribenten

Mikael Bjerrum

Mikael Bjerrum

Mikael Bjerrum er sociolog og har siden 1986 arbejdet i internationale fora, blandt andet med udviklingsbistand, nødhjælp og politiske forhandlinger. Har været involveret i Burma siden cyklonen Nargis hærgede landet i 2008, hvor fokus var på nødhjælp. Tidligere direktør for The Border Consortium, en organisation med hovedsæde i Bangkok, der hjælper omkring 100.000 burmesiske flygtninge, som siden 1988 har levet i lejre i den thailandske jungle. Læs mere