Mindeord: Desmond Tutu kæmpede for menneskerettigheder – og mod apartheid – hele sit liv

Nytårsdag lørdag 1. januar dannede St George’s Katedral i Cape Town i Sydafrika rammen om bisættelsen af Desmond Tutu liggende i en simpel fyrretræskiste. Søndag 2. januar var der urne-nedsættelse. I København gennemførte Folkekirkens Nødhjælp og Vor Frue Kirke søndag eftermiddag i København en lystænding med solosang og tekster af og om Tutu samt en efterfølgende gudstjeneste med prædiken ved Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen.

Den sydafrikanske teolog, kirkeleder, aktivist og menneskerettighedsforkæmper Desmond Mpilo Tutu døde 2. juledag, 26.december, 90 år gammel i Cape Town, hvor han boede det meste af sit liv. I meddelelsen om Tutus død udtalte den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa; ”Desmond Tutus død er endnu et kapitel af sorg i vores nations farvel til en generation af fremragende sydafrikanere, der har testamenteret os et befriet Sydafrika.”

Drivkraft i dansk boykot

Desmond Tutu blev født ind i en fattig familie i 1931 i Klerksdorp, Transvaal.  Familien var metodister, men på et tidspunkt besluttede hans søster, at hun ville være medlem af den anglikanske kirke, og så fulgte hele familien efter. Desmond Tutu blev præst.

“Desmond Tutu fik tidligt stor betydning for den internationale modstand mod apartheid, og satte også gang i den danske apartheidmodstands arbejde for sanktioner mod Sydafrika.”

I 1970’erne blev den anglikanske kirke gradvist mere involveret i modstanden mod apartheid, og kirkerådet erklærede ligefrem, at kristendom og væbnet kamp ikke var to uforenelige størrelser. Efter bl.a. at have arbejdet som lærer, studeret i England og været biskop i Lesotho, blev Tutu i 1978 valgt til generalsekretær for Det Sydafrikanske Kirkeråd , især pga. sin evangelisk inspirerede apartheidmodstand. Det fremmede kirkerådets engagement i modstanden mod det apartheid-regieme, som Tutu kaldte “det værste regime siden nazismen”. Kirken kunne fungere mere frit end fagbevægelsen og de politiske bevægelser. Op igennem 1980erne så man derfor ofte Tutu i fuldt ornat i spidsen for demonstrationer.

Desmond Tutu fik tidligt stor betydning for den internationale modstand mod apartheid – og satte også gang i den danske apartheidmodstands arbejde for sanktioner mod Sydafrika. Under et besøg i Danmark i 1979 opfordrede han i en kirke på Amager til, at Danmark indførte sanktioner. Han pegede her – og siden via TV-avisen og verdenspressen – især på den omfattende import af kul fra Sydafrika, som var vigtig for apartheid-regimet. Tutu fastholdt modigt opfordringen til boykot, selvom han efter sin hjemkomst til Sydafrika fik inddraget sit pas og fik udrejseforbud.

Tutus opfordring til boykot af indkøb af kul blev et landspolitisk spørgsmål i Danmark. I begyndelsen af 1980’erne resulterede en større rapport fra Kirkernes Raceprogram i, at blandt andet aktieselskabet ØK blev presset til at trække sine investeringer ud af Sydafrika. I 1985 tvang det alternative politiske flertal udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen til at stoppe den omfattende import af kul fra Sydafrika, lige som andre handelsmæssige forbindelser – og den direkte flyforbindelse mellem København og Johannesburg – blev lukket.

Tutu’s kontakt med danske NGO’er inspirerede også bl.a. Folkekirkens Nødhjælp til tidligt ikke kun at arbejde for at afbøde fattigdom globalt, men også i sit bistandsarbejde at fokusere på de strukturelle årsager til nød og fattigdom i den tredje verden.

Fra væbnet modstand til en fremtid med tilgivelse

Sammen med Nelson Mandela personificerede Desmond Tutu fra hver deres platform kampen mod apartheid. Mandela den brede folkelige, ofte væbnede politiske modstand. Desmond Tutu den kirkelige, humanistiske ikke-voldelige kamp.

Desmond modtog Nobels fredspris i 1984 for sin rolle i kampen mod apartheid i Sydafrika. Ved modtagelsen sagde han bl.a. “Jeg er en fredens mand, men jeg er ikke pacifist.” I 1986 blev han ærkebiskop i Cape Town og dermed overhoved for den anglikanske kirke i Sydafrika. Han kom tidligt til at spille en central rolle i den fredelige overgang til demokrati i 1994.

Ved det første demokratiske valg i Sydafrika i 1994 kunne Tutu – som 62-årig og dansende – stemme for første gang. I 1994 kunne Tutu indsætte kampfællen Nelson Mandela som den første demokratisk valgte præsident i Sydafrika. Nelson Mandela udpegede samtidig Desmond Tutu til at stå i spidsen for forsoningen efter årtiers apartheid-styre.

Fra 1995 og til 1999 ledede Tutu Sandheds-og Forsoningskommissionens store arbejde med at dokumentere, hvad der egentlig skete i Sydafrika i årene fra 1960 – 1994 – ved at bringe ofre og bødler sammen og skabe et klima af tilgivelse, der kunne bidrage til at bringe det sydafrikanske folk det første skridt ind i en fælles fremtid. Fra 1996, da Desmond Tutu trådte tilbage som ærkebiskop, til 2001 ledede han høringerne i Sandheds- og Forsoningskommissionen, som han siden beskrev i bogen: “Ingen fremtid uden tilgivelse” fra 2000.

”De mennesker, som i det lange løb opretholder en hævngerrig indstilling, bliver i sidste ende også selv offer for gerningsmanden. De bliver bitre og forpinte og føler sig spærret inde i fortiden, og deres livskvalitet forringes. Den eneste måde, vi kan blive hele, sunde og glade mennesker på, er ved at lære at tilgive,” skrev Tutu i ”Ingen fremtid uden tilgivelse”.

Anstrengt forhold til ANC

Desmond Tutu var gennem hele sit voksne liv aktivist. Han gik i spidsen, både for demonstrationer og i sine prædikener, bøger, og i avisartikler mod apartheid og undertrykkelse. Han gav aldrig op og gik aldrig på kompromis selvom han aldrig afviste at gå i dialog selv med sine modstandere.

Trods forskellige udgangspunkter betød den fælles kamp mod apartheid et tæt forhold og støtte til ANC da partiet var en frihedsbevægelse. Senere efter ANC havde udviklet et magtmonopol vendte han ANC ryggen. De nuværende ANC-ledere har ikke løftet arven efter Mandela, sagde han i 2013. ”Jeg er ikke i stand til at stemme for ANC mere”, sagde Tutu. ”Partiet er flænset af korruption, magtbegær og – opgør, arrogance over for anderledes tænkende og ikke mindst ligegyldighed over for landets store gruppe af fattige”, der led under frihedskæmpernes magtmisbrug.

Striden mellem ANC og Tutu om bl.a. retten til at kritisere udviklede sig så alvorligt, at Tutu i første omgang ikke blev inviteret til sin kampfælle, Nelson Mandelas begravelse i december 2013. I sine sidste år blev Tutu en stærk kritiker af ANC og ikke mindst den tidligere præsident Jacob Zuma, som – ifølge Tutu – forrådte alt det, som man havde kæmpet for under apartheid. At Tutu – som en tæt allieret i kampen mod apartheid – tillod sig at kritisere ANC, chokerede og blev ilde modtaget af præsident Jacob Zuma og hans allierede.

Apartheid i Israel

Desmond Tutu var en udtalt kritiker af den israelske besættelse af Palæstina og Gaza og betegnede det israelske styre som et apartheid-regime. I 2006 blev han udpeget til at lede en FN fact-finding mission for at undersøge Israels angreb på Beit Hanoun-distriktet i Gaza, hvor 19 – heriblandt syv børn – blev dræbt. Israel afviste at give indrejsetilladelse, men missionen rejste i stedet via Egypten og kunne efter at have mødt overlevende i Gaza afgive en vigtig rapport til FN’s Menneskeretsråd. Selv oplevede jeg Tutu’s brændende engagement for Palæstina, da han i november 2011 myndigt åbnede og inspirerende ledte Russell-tribunalets session i Cape Town i Sydafrika, som satte fokus på Israels apartheidpolitik i Palæstina.

I 2014 skrev Tutu en artikel i det israelske dagblad Haaretz, hvor han udtalte sin støtte til den internationale bevægelse for boykot og sanktioner mod Israel (BDS – Boycott, Divestment and Sanctions-bevægelsen, red.), som et fredeligt middel til at protestere mod den israelske apartheid-lignende besættelse af Palæstina.

Han talte for et retsopgør med angrebskrige og retsforfølgelse af de ansvarlige bl.a. i krigen mod Irak i 2003, som han stærkt kritiserede. Da han i 2004 besøgte det krigsførende Danmark forsøgte daværende udviklingsminister Bertel Haarder at forsvare Danmarks rolle som en kamp for demokrati i Irak. Desmond Tutu lyttede venligt, men sagde klart fra overfor Danmarks deltagelse i USA’s krig og forklarede pædagogisk Bertek Haarder at demokrati kun kunne skabes ad demokratisk vej.

Som aktiv menneskerettighedsforkæmper gik Desmond Tutu også ind i det internationale arbejde mod tortur bl.a. ved at fremme FN’s konvention mod tortur. Selv havde jeg i 2010 på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) den ære, at kunne meddele, at Tutu havde accepteret at blive protektor for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), og siden prydede portrættet af Desmond Tuto RCT’s facade i Borgergade i København.

Desmond Tutu’s støtte til det kurdiske spørgsmål gav sig i dansk sammenhæng udtryk da han i 2011 sammen med blandt andet de danske frontkæmpere i arbejdet mod tortur, lægerne Inge Genefke og nu afdøde Bent Sørensen, var med til at nominere den Københavns-baserede kurdiske TV-kanal ROJ TV til Nobels Fredspris.

Et liv dedikeret til menneskerettigheder

Tutu var tidligt optaget af klimakampen, og besøgte bl.a. i december 2009 klimatopmødet i København på invitation af bl.a. Folkekirkens Nødhjælp. Han talte ved en stor demonstration på Rådhuspladsen i København på vegne af verdens fattige, som han understregede er dem, der først og fremmest bliver ramt af de klimaforandringer, som de knap har del eller lod i. Siden fremhævede han vigtigheden af klimaretfærdighed i den globale klimakamp, og understregede især at boykotte de fossile udledere.

“På trods af international ros, berømmelse og Nobel-prisen, var Desmond Tutu gennem alle årene ydmyg og beskeden.”

Tutu talte mod patenter, og for alle menneskers ret til medicin og vaccination. I de senere år gik Desmond Tutu også ind i kampen for homoseksuelles rettigheder i Sydafrika, og blev en af de ledende figurer i kampen for LBGT+-rettigheder, selv om det i de kirkelige kredse ikke altid var særligt velset.

Da Nelson Mandela og hans kone, Graça Machel i 2007 skabte netværket ’The Elders’ – et råd af tidligere stats- og regeringschefer og andre indflydelsesrige internationale ledere, pensionerede verdensledere samt fredsaktivister og forkæmpere for menneskerettighederne – blev Desmond Tutu den første leder. Formålet var at bidrage til løsningen af nogle af verdens vanskeligste problemer som klimaændringer, HIV/AIDS og fattigdom, ved at “bruge deres politiske uafhængighed til at løse nogle af verdens mest umedgørlige konflikter.” 

Desmond Tuto efterlader sig sin kone, Nomalizo Leah Shenxane, som han har været gift med siden 1955, og fire børn. Desmond Tutus datter er gift med en kvinde, og var i 2016 nødt til at opsige sin stilling som præst på grund af sin seksuelle orientering. 

På trods af international ros, berømmelse og Nobel-prisen, var Desmond Tutu gennem alle årene ydmyg og beskeden. ”Det er et stort privilegium, og det er en stor ære, at folk tror, ​​at dit navn måske kan gøre en lille forskel,” udtalte han kort før sin 80-års fødselsdag til nyhedsbureauet AFP.

Siden spurgte han i et interview med CNN: ”Hvad er en storslået mand? Jeg ved bare, at jeg har haft utrolige, utrolige muligheder. Når du skiller dig ud i en mængde, er det altid kun, fordi du bliver båret på andres skuldre.” og fortsatte ”De valgte mig kun, fordi jeg har denne her store næse, og jeg har det her nemme navn, Tutu.” Det viste Tutu’s evne til at joke, og at han foruden at være en ildsjæl for menneskerettigheder besad stor lune og humor.