Mine muligheder – deres begrænsninger

Privilegiet ved at være dansk på papir har givet mig adgang til alle de muligheder, som Danmark tilbyder sine borgere. Og jeg har flittigt benyttet mig af de muligheder, der har været og stadig er til rådighed.

Jeg er i færd med at færdiggøre min kandidatuddannelse. Jeg har haft mulighed for at arbejde, siden jeg var 13 år gammel, hvor jeg i dag tjener til hverdagen og hyggen. Jeg har mine projekter og hobbyer, hvor jeg har muligheden for at starte og slutte dem alt efter mine ønsker.

Et af mine fritidsprojekter har givet mig den fornøjelse at tilbringe tid med beboerne på Asylcenter Avnstrup på Midtsjælland. Efter besøgene på Avnstrup slog det mig, at hvis den diskurs, retorik og lovgivning, vi har i dag vedrørende flygtninge- og asylområdet, havde eksisteret for et par årtier siden, ville mit liv i dag have været helt anderledes. Mit liv ville være begrænset, ligesom deres.

Jeg er søn af en libanesisk flygtningemor, som flygtede til Danmark i midt 80’erne. Dengang var modtagelsen af flygtninge anderledes. Min mor blev modtaget med åbne arme, og kort tid efter fik hun dansk statsborgerskab.

Samme livshistorie – forskellige livssituationer

På Avnstrup minder de unges livshistorie på mange måder om min egen. Ligesom min mor måtte deres forældre flygte fra grusomme omstændigheder og forlade alt, hvad de kendte til, i håbet om at finde tryghed, glæde og lykke i et nyt land.

Det bemærkelsesværdige er, at flertallet af børnene på Avnstrup ligesom jeg selv er født og opvokset her i Danmark. Denne parallel bliver ved med at optage mine tanker, for selvom vores livshistorier minder om hinanden, er vores livssituationer markant forskellige.

Jeg kan leve et privilegeret liv, mens de på Avnstrup ikke kan. Den eneste forskel mellem DEM og MIG er det år, vi er født, og dermed den gældende lovgivning. Mens jeg har alle muligheder åbne for mig, er de begrænset. En stor del af Avnstrupsbeboere er underlagt opholdspligt, hvilket betyder, at de skal overnatte på centret.

Nogle ville måske argumentere for, at det er noget, man kan leve med, men disse beboere begrænses i store dele af deres tilværelse. Beboerne har lille eller ingen adgang til praktikpladser, og ingen mulighed for arbejde eller videreuddannelse. Børn og unge kan gå i skole, men når de bliver 18 år og dermed anset som voksne, standser deres mulighed for at uddanne sig.

Hvad er meningen med, at de overhovedet skal gå i skole og smage på livets muligheder, hvis mulighederne alligevel tages fra dem, så snart de ikke længere er børn? 

Vi kan vise omsorg

Jeg har været med til at afholde events og ture for beboerne på Avnstrup. Det er trist og hjerteskærende, at familierne er afhængig af NGO’er og foreninger for at kunne skabe gode minder og opleve glæde sammen. Familierne skal nemlig vente på, at NGO’er og foreninger kan tilbyde aktiviteter som parkture, forlystelsesbesøg, biograf- og museumsture.

Vi fratager her individet muligheden for at forsørge sig selv og deres familier. Det er ikke, fordi de ikke ønsker denne mulighed, men fordi vi ikke tillader dem at gøre det. Det er nedværdigende og ydmygende, når organisationer fungerer som forsørgere, i stedet for at mennesker selv får muligheden for at være det.

Danmark skriger efter arbejdskraft, og undersøgelser viser, at vi i fremtiden nærmest skal tigge mennesker om at komme til landet for at arbejde. Det virker paradoksalt, når vi allerede har arbejdskraft her i landet, der bare venter på at få muligheden.

Hvis vi går lidt videre, kan vi ikke benægte, at vi selv har medvirket til at skabe og støtte de sanktioner, konflikter og krige, som har skabt ustabilitet i de lande, Danmark har flygtninge fra.

Det mest hjerteskærende er dog, at vi allerede har vist, at vi kan behandle flygtninge med omsorg. Min mor blev modtaget med åbne arme. Ukrainerne bliver i dag modtaget med åbne arme. Hvad er det, der forhindrer os i at udvide denne næstekærlighed og venlighed til mennesker, der har boet i Danmark i årevis?

Nogle af dem har tilbragt mere end et årti her. Nogle er født og opvokset i Danmark og kender ikke til noget andet land eller hjem end Danmark. Lad dem få de samme muligheder som mig, og se så, hvordan de vil blomstre. For ved at vise denne omsorg og give dem chancen for at bidrage til samfundet, vil det ikke kun være til deres fordel, men også til fordel for Danmark som helhed.