Mod alle odds: Sygeplejerskernes strejke virker!

Siden sygeplejerskernes strejke brød ud efter midnat den 19. juni, har der været gang i at tale den langt ned under gulvbrædderne. I medierne og i fagtoppen har sygeplejerskernes strejke fået den kolde skulder. Der er blevet peget fingre ad DSR (Dansk Sygeplejeråd) og DSR-ledelsens politiske, strategiske og taktiske beslutninger. Men sygeplejerskernes strejke virker. For strejker flytter holdninger, værdier, politik.

Kritikken har haglet ned over alle ting – lige fra ledelsens modstand mod at udsætte overenskomst-forhandlingerne et år, til deres manglende føling med medlemmerne, særligt efter det første nej til OK21, til den manglende strejkeforberedelse og ikke mindst medlemmernes totale afvisning af FH’s (Fagbevægelsens Hovedorganisation) de facto mæglingsforslag om nedsættelse af en lønkomite, som både Danske Regioner og DSR accepterede.

Men fagtoppen bør ikke kaste med sten, når de selv bor i et glashus. For deres politiske, strategiske og taktiske kompetencer er ikke noget at skrive hjem om. Deres tilbageholdenhed og accept af tingenes tilstand er årsagen til, at fagbevægelsen og velfærdsstaten står i lort til halsen.

Løftestang for alle ‘kvindefag’

Sygeplejerskernes strejke handler ikke om DSR-toppen. Den handler om, at sygeplejerskernes kamp er en løftestang for alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper, som tæller flere end 410.000 offentligt ansatte. Det er en kamp for velfærdsstatens overlevelse. For uanset hvad resultatet bliver, har sygeplejerskerne allerede vundet meget på egne vegne og for alle os andre. De har afvist små lapperier og fejring af symbolpolitiske resultater. De har afvist status quo og skabt håb om forandring. 

“Sygeplejerskernes strejke er fremkaldervæske på politikernes ødelæggelse af velfærdsstaten og deres behandling af kvinder og i særdeleshed kvindefag igennem årtier.”

Nogle gange i historien sker forandringer over lang tid. Og andre gange sker de store forandringer med et snuptag. Pludselig rammes grænsen for, hvad der er nok, og årtiers kampe rammer et tippepunkt.

Det er dét, vi er vidner til i disse uger. Der skrives kvindehistorie, arbejderhistorie og arbejdsmarkedshistorie med de store penselstrøg. Sygeplejerskernes strejke er fremkaldervæske på politikernes ødelæggelse af velfærdsstaten og deres behandling af kvinder og i særdeleshed kvindefag igennem årtier.

Hvem havde troet, at så mange offentligt ansatte ville sætte spørgsmålstegn ved Den Danske Model på det offentlige område? Det er historisk. Det er på tide. Det er nødvendigt. Der er brug for en total fornyelse af en model, hvor magtbalancen har ligget hos den siddende statsminister, regeringen, Folketinget, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening – og netop i den rækkefølge.   

Kampen mod tjenestemandsreformen og opgøret med uligeløn har vendt op og ned på diskussionen om velfærdsstatens fremtid. Sygeplejerskernes strejke har blotlagt velfærdsstatens – og dermed den offentlige sektors – grundlæggende krise, der har sit udspring i både borgerlige og socialdemokratiske regeringers systematiske vanrøgt af velfærdsstaten, den offentlige sektor og de offentligt ansatte.

De har alle som én abonneret på nødvendighedens nyliberale økonomiske politik i bredest mulige forstand. Og gør det grundlæggende set stadig, uagtet forståelsespapir og flotte hensigtserklæringer. Velfærden og offentligt ansatte har skullet finansiere skattelettelser til de rigeste og store profitter til erhvervslivet med velfærdsnedskæringer og dårlige og ulighedsskabende overenskomster til offentligt ansatte.

Nedskæringer har konsekvenser

Nu undrer politikerne med regeringen i spidsen sig over, at ungdommen fravælger uddannelser med dårligt arbejdsmiljø, dårlig løn, utilstrækkelig pensionsopsparing og ringe faglig frihed – og i stedet vælger uddannelser som giver høj løn, stor pensionsopsparing, godt arbejdsmiljø og stor faglig frihed.

“Politikerne i Folketinget, regionerne og kommunerne er blevet advaret igen og igen om konsekvenserne af deres nedskæringer”

De undrer sig over, at sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, lærere og andre offentligt ansatte flygter fra den offentlige sektor. Politikerne i Folketinget, regionerne og kommunerne er blevet advaret igen og igen om konsekvenserne af deres nedskæringer på professionsuddannelserne, sundhedsvæsenet, daginstitutioner, skoler, plejehjem, det specialiserede område og på mennesker med handicap.

Men de ville ikke lytte til vores advarsler, protester og demonstrationer år ud og år ind. Siden finanskrisen i 2008 er der blevet 40.000 færre offentligt ansatte i landets 98 kommuner – det svarer til at fjerne 14 milliarder kroner hvert år siden 2009.

Før coronakrisen hørte vi fra læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale om et sundhedsvæsen i dyb krise. Der lukkes sengepladser på de danske sygehuse, fordi der mangler sygeplejersker. Med den nuværende rate hvormed sygeplejerskerne siver ud af sundhedsvæsenet, vil der i 2025 mangle 6.000 sygeplejersker. Intet skete. Andet end at Mette Frederiksen lovede 1.000 nye sygeplejersker.

I sommeren 2019 så vi historiske massedemonstrationer for bedre normeringer i landets 4.000 daginstitutioner. Vi fik en lov om minimumsnormeringer, der forslår som en skrædder i helvede. For den svarer til én ny pædagog ekstra pr. institution til landets 4.000 daginstitutioner. Det er 3.000 færre end det, vi har mistet siden finanskrisen.

Handicapområdet er en endnu større katastrofe og fortæller blot om, hvor stort det politiske svigt er. Kommunernes Landsforening krævede fem milliarder kroner til genopretning af handicapområdet ved økonomiforhandlingerne med regeringen om økonomien for 2022. – Men de fik nul kroner og en fuckfinger.

Vi står kort sagt over for velfærdsstatens største krise – og den kan kun løses ved at løse alle problemerne på en gang: Ligeløn, rammevilkår og mere kvalitet i uddannelserne.

52 års uretfærdighed

Opgøret med tjenestemandsreformen er nøglen til at kunne skabe ligeløn og et markant løft af alle kvindefags grundløn. Her er de fem milliarder kroner – som var kravet i 2008 – ikke længere nok. Lige så lidt nytter SF’s forslag om 20 milliarder kroner fordelt over ti år til 410.000 offentligt ansatte i kvindefag og andre lavtlønsgrupper. Det vil betyde en lønstigning på sølle 500 kr. om måneden. 

Sygeplejerskerne har sat 52 års uretfærdighed på den nationale dagsorden og tvunget alle til at forholde sig til den. Det er deres fortjeneste. Det er strejkevåbnets fortjeneste. De er katalysator for et håb om en bedre offentlig sektor. De har sendt rystelser igennem det politiske system med et budskab om, at det skal være slut med at behandle kvindefag og velfærdsstaten som ligegyldige. De har kickstartet det tredje kvindeoprør og er i gang med at skabe en historisk bevægelse, som viser, at fællesskabets styrke og kollektiv handling altid skaber forvandling på kort og langt sigt. Og de har sikret, at OK24 bliver en overenskomst med et massivt pres på regeringen, folketinget og fagtoppen.

Så jo, sygeplejerskernes strejke virker. For strejker flytter holdninger, værdier, politik og politikere, mere end alt andet.