Modløshedens virus har ramt dansk politik

”Jeg selv er næsten hørt op med at følge med i dansk politik, og i min studiekreds for et par dage siden viste flere sig at opleve det samme. Det er bestemt ikke godt. Den teknokratiske “nødvendighedens politik” er ganske enkelt lammende for borgernes politiske engagement.”

Sådan udtalte samfundsdebattøren Michael Böss sig forleden i et opslag på Facebook.

Da jeg læste opslaget, måtte jeg erkende, at jeg selv næsten var en uge bagud med at læse min egen daglige avis. Jeg var jo selv ramt af en form for modløshed over dansk politik!
Mens verden brænder, diskuterer folk Irmas lukning, mens andre er bedrøvede over Aldis ditto.

Disse lukninger er overskuelige nære problemer, som kan engagere folk, alt imens Jon Stephensens og Lizzie Risgaards grænseoverskridende pinagtigheder har fyldt godt op i medierne. Kombinationen af sex og magt er altid godt stof. FH mistede sin formand, ligesom regeringen lægger op til trepartsforhandling om pensioner.  

Fra socialdemokratisk jubel til nedslåede flakkende blikke

Kan I huske jubelbrølet i det socialdemokratiske valglokale på Christiansborg på valgaftenen? Kameraerne dvælede især ved Dan Jørgensens nærmest vantro ansigt. Han kunne knap tro, at det var lykkedes at få det sidste mandat, så det rødgrønne flertal var bevaret. Hvorefter Mette Frederiksen dannede sin regering hen over midten med Venstre og Moderaterne.

Væk var Dan Jørgensen fra klimaministerposten. Siden har ingen hørt noget til ham. Posten gik til en ukendt mand, der gerne ser fortsat sort gasudvinding, og som, når Klimarådet dumper regeringens klimamål for tredje år i træk, nøjes med at sige: ”Jeg er sikker på, at vi nok skal nå målene, det kan jeg mærke i min mave.”

Det kommenterede en klimaekspert på med følgende ord: ”Det er nok bedre at bruge sit hoved, når man skal fastlægge landets klimapolitik.” Ja, mon ikke!

Hvem i regeringen selv er begejstret for den dannede regering? Fagbevægelsen ønskede mange steder ikke socialdemokratiske taler ved 1. maj møderne. Det sårer den socialdemokratisk selvforståelse. Partiet har mistet medlemmer, inklusiv den ovennævnte samfundsdebattør. Det ulmer i baglandet.

Regeringspartierne er svækkede

Venstre ligger underdrejet i mangel af partiformand og holder lige skuden oven vande med Stephanie Lose som indkaldt vikar fra Sønderjylland. Hun har svært ved at forklare, hvorfor venstrefolk nu er påmønstret plimsolleren som letmatroser under Mettes kommando.

Min vurdering er, at Jakob Ellemann-Jensen ikke kommer tilbage som partiformand. Han kan ikke med troværdighed optræde som statsministerkandidat i næste valgkamp.

Moderaterne svækkes af Jon Stephensens eskapader i fortid og nutid og har en uddannelsesminister, der er imod den universitetsreform, hun er pålagt at fremlægge. Blikket flakker hos regeringen. Den indledende jubel over at være en flertalsregering er forduftet.

Dansk politik er præget af mindretalsregeringer og forlig på kryds og tværs, som selv en sjælden flertalsregering er nødt til at tage højde for, når noget skal laves om. Det er gået op for ministrene.

Venstrefløjen stjæler socialdemokraternes stemmer

Imens siver mange utilfredse socialdemokratiske vælgere over til især SF, men også Enhedslisten.Mette Frederiksen har ikke turdet bulldoze en afskaffelse af seniorpensionen igennem. Noget har hun dog lært af afskaffelsen af Store Bededag. Det, Socialdemokratiet har respekt for, er, hvis man stjæler deres stemmer.

Det er venstrefløjen godt i gang med i sit nye ”arbejderfællesskab”, der står i modsætning til regeringens ”arbejdsfællesskab”, der tager fra de fattige og giver til de rige i en tid, hvor formueuligheden sætter rekord i Danmark! 

Mon ikke Mette Frederiksen efterhånden har det som Bill Clinton, der engang udtalte: ”At være politisk leder er som at bestyre en kirkegård. Man har en masse under sig, men de hører

ikke efter, hvad man siger, og er svære at flytte!”