Mon ikke SVM-regeringens udløbsdato er rykket meget tættere på?

Resultatet af valget til EU-parlamentet er en regulær katastrofe for regeringspartierne og ikke mindst for statsminister Mette Frederiksen, som nu har indskrevet sig i historien som rorgænger under partiets ringeste valgresultat nogensinde i 125 år.

Selvom Venstre klarede sig ganske godt i betragtning af partiets dobbelte celledeling, der fødte Moderaterne og Danmarksdemokraterne, så bekræfter valgresultatet den ene meningsmåling efter den anden. I måling efter måling har vælgerne vendt tommelfingeren nedad. SVM-regeringen – den såkaldte regering henover midten – er ganske enkelt ikke danskernes kop te.

EP-valg og meningsmålinger: Vælgerne flygter fra regeringspartierne

Ganske vist skulle valget besætte danske pladser i EP-parlamentet i Bruxelles og ikke i det danske Folketing, men det er alligevel påfaldende, hvor meget valgresultatet ligner Megafons måling af, hvordan danskerne ville stemme, hvis der havde været folketingsvalg ganske få dage før EU-valget.

Målingen gjorde SF til det største parti og henviste Socialdemokratiet til en andenplads med 30 mandater i Folketinget mod de nuværende 50.

Og målingen viste, at vælgerne i stor stil flygter fra regeringspartierne. Det ligner ikke blot en dæmning, der er gået hul på. Det ligner snarere en egentlig flodbølge. Mens lige godt hver anden vælger satte kryds ved et af regeringspartierne ved Folketingsvalget i 2022, var det i Megafon-målingen lidt under hver tredje eller blot 30,3 procent af vælgerne, der foretrak et regeringsparti.

Ved EU-valget trak Venstres resultat regeringens samlede stemmeandel op på 36,2 procent eller lidt mere end hver tredje vælger, men der er fortsat lang vej til, at SMV-regeringen igen kan kalde sig en flertalsregering, når det handler om at repræsentere et flertal i befolkningen.

Bygningen svajer

Reelt er regeringens vælgermæssige fundament eroderet.

Bygningen begyndte allerede at svaje faretruende fra side til side efter det tåbelige indgreb, der afskaffede de overenskomstmæssige aftaler om frihed på Store Bededag; og nu er bygningens fundament så kraftigt angrebet, at der er tale om en akut nedstyrtningsfare.

Fundamentet får det ikke bedre af udsigten til et kommunevalg om blot halvandet år, af statsministerens stærkt faldende popularitetskurve eller af usikkerheden om hendes forbliven i dansk politik. Alle vil naturligvis afvise det på det skarpeste, men set udefra så nærmer det punkt sig, hvor Mette Frederiksen står i vejen for partiets tilbagevenden til tidligere vælgertilslutning. Også selvom en hel del af kritikken mod hende ikke er rimelig eller sagligt begrundet.

Christiansborg liram-larum

Det kan næsten ikke blive værre for regeringen.

Og dog. Mens ledende socialdemokrater som finansministeren allerede på valgaftenen talte om konsekvenser af at have modet til at tage upopulære beslutninger og andet fra samme skuffe med Christiansborg lirum-larum, så kastede Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen sig ud i en partimæssig offensiv med krav om revitalisering af regeringen og fremlæggelse af flere synlige reformer.

Her burde Socialdemokratiet kigge i bakspejlet til S-R-SF-regeringens enlige regeringsperiode og Helle Thorning-Schmidts begejstrede tale om en regering, der gik reform-amok.

Som det ser ud efter EU-valget, skal SVM-regeringen vist være glad, hvis den kan holde sammen på sig selv om det smuldrende fundament i resten af valgperioden. Set udefra ligner det snarere et folketingsvalg i utide.

Fagbevægelsen skal rømme regeringens synkende skude

Fagbevægelsen bør tage bestik af situationen og for alvor agere som en partiuafhængig lønmodtagerorganisation, som både kan kende forskel på dem, der vil udvikle velfærden og dem, der vil afvikle den, og forhandle professionelt med alle regeringer uden at være i lommen på nogen, eller fylde nogens lommer.

Fagbevægelsen har indgået en stribe trepartsaftaler med både den foregående socialdemokratiske mindretalsregering og den nuværende kludetæppe-regering. Det er den professionelle forhandlingsindsats, som fagbevægelsen skal gøre til sit varemærke.

Fagbevægelsen har simpelthen ikke råd til at gøre sig til en del af en socialdemokratisk nedsmeltning.

Socialdemokratiet og fagbevægelsen har fælles rødder og en flot fælles historie, men tiden er for længst løbet fra et fællesskab, der binder fagbevægelsen på hænder og fødder.

Den klassiske fagbevægelse har nok af egne problemer og bør i mine øjne agere, så Socialdemokratiets nedtur ikke forøger fagbevægelsens mange udfordringer.