Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
2. september. 2021

Muren rejser sig om Europa

EU forbereder sig på en militariseret krig mod migranter, skriver tidligere krigsreporter Aris Roussinos.

En dreng sidder fast i pigtråd, som er blevet opført på den græsk-makedonske grænse. Foto: Dimitar Dilkoff
Denne artikel tager cirka 12 minutter at læse.

Der er en vis ironi at spore i Den Europæiske Unions valg af en række fantasibroer som symbolet på forening på eurosedlerne. I virkeligheden er det mure, ikke broer, der binder EU sammen, og de er ved at blive rejst på hele kontinentets østlige grænseområde, alt imens de europæiske politikere forbereder sig på den strøm af afghanske flygtninge, der snart tager rejsen fra Afghanistan.

Efter 20 års fejlslået krig har USA trukket sig ud af Afghanistan, og Taleban ser ud til at overtage kontrol med større dele af landet end før 9/11, herunder de tidligere anti-Taleban højborge i Den Nordlige Alliance. Med en gennemsnitsalder på 18,5 år – 40 % af landets 30 millioner indbyggere er under 14 år – har størstedelen af afghanerne levet hele deres liv under Washingtons imperialistiske vinge.

“Hvor hard-linere på migrationsspørgsmålet, som fx Ungarns Viktor Orbán, blev grillet af liberale meningsdannere tilbage i 2015, er hans linje nu blevet en del af den politiske mainstream”

Landets vestligt orienterede middelklasse, der hovedsageligt bor i Kabul, og etnisk-religiøse minoriteter som de shia-muslimske hazaraer, der spillede en afgørende rolle i 2015-flygtningekrisen, har næppe tænkt sig at prøve lykken under Taleban, så længe døren til Europa står åben. Afghanere udgør allerede 42 % af alle flygtninge og migranter i de uhumske lejre i Grækenlands øhav.

Det er muligvis en endnu større andel end i 2015, hvor den store mængde afghanske Hazara-flygtninge blev drastisk underrapporteret i en situation, hvor verdens øjne var rettet mod krisen i Syrien. Afghanske flygtninge udgjorde dengang en stor del af migrantstrømmen, herunder 2/3 af alle de flygtninge, som ankom til Sverige i 2015.

Højrenationalisme er blevet mainstream

Under alle omstændigheder er Europa i 2021 ikke det samme sted som i 2015, og dets ledere har ikke lyst til igen at blive kastet ud i et politisk kaos som dét, man så efter Merkels eksperiment med åbne grænser. Med Brexit og amerikanske kulturkampe som afledninger, har Storbritanniens fortsatte pro-EU tilhængere ikke fulgt med strømmen i den nyopståede konsensus på kontinentet. Hvor hard-linere på migrationsspørgsmålet, som fx Ungarns Viktor Orbán, blev grillet af liberale meningsdannere tilbage i 2015, er hans linje nu blevet en del af den politiske mainstream.

Adspurgt om, hvorvidt Tyskland har et ansvar for at åbne landets døre for de afghanske flygtninge, svarede selv Angela Merkel for nyligt, at “vi ikke kan løse alle problemer ved bare at lukke alle ind i landet”. I stedet opfordrede hun til en – ret urealistisk – dialog med Taleban, så “folk kan leve så fredeligt som muligt i landet”. I nabolandet Østrig har landets kansler, Sebastian Kurz ført an i en centrum-højre-grønne koalition, hvor en stigning i antallet af nyankomne på den østlige grænse, er blevet besvaret med at indsætte hæren. Her har der også været vrede protester mod den europæiske migrationspolitik, der bliver set som “fejlslagen”. Landets indenrigsminister, Karl Nehammer har for nyligt klaget over at have “én af Europas største afghanske minoritetsgrupper”, og forklaret, at han ikke mener “det kan passe, at Østrig og Tyskland skal løse Afghanistan-problemet for hele EU”.

Den østrigske regering er rykket afgørende i retning af den centraleuropæiske tilgang. Man har strammet landets grænser, og er begyndt at hasteekspedere hjemsendelser, mens kansler Kurz har understreget, at han ikke har tænkt sig at stoppe udvisninger til Afghanistan, sådan som Sverige og Finland har gjort det. Udmeldingen skal også ses i lyset af en meget negativ offentlighed, der særligt er blevet negativt stemt efter en række opsigtsvækkende forbrydelser begået af afghanske asylansøgere. Også i det centrum-venstre regerede Danmark er man begyndt at fremskynde hjemsendelsen af syriske flygtninge, og man er tilsyneladende også – ligesom i Storbritannien – begyndt at undersøge muligheden for at sende flygtninge til tredjepartslande i Afrika, der mod betaling kan huse flygtninge og migranter på deres vegne. På den måde er kursen i Østrig ikke resultatet af, at den populistiske højrefløj er kommet til magten, men snarere at centerpartierne er begyndt at tage metoder i brug, der i 2015 var forbeholdt den radikale højrefløj.

Østrigske soldater er blevet udstationeret til grænsen med Slovenien, hvor man er begyndt at opføre hegn og patruljere grænsen. Det er det første hegn, der bliver bygget mellem to medlemmer af Schengen-samarbejdet, der ellers sikrer fri bevægelighed indenfor EU. Foto: Jure Makovec.

Sydeuropæisk fascisme-flirt

I Spanien ser landets næste regering ud til at blive en koalition mellem centrum-højrepartiet PP (Partido Popular, Folkepartiet, red.) og det højreradikale Vox, mens en lignende koalition mellem centrum-højre og den yderste højrefløj lurer i den italienske kulisse. Matteo Salvinis højreradikale Lega-parti er nu ved at blive overhalet så drastisk højre om af Georgia Meloni’s post-fascistiske Italiens Brødreder ifølge nogle målinger er landets mest populære parti – at Lega nu nærmest kan betragtes som et centrum-højre parti. Det er et udtryk for, hvor langt Overton-vinduet har rykket sig i landet.

“Da Tyrkiets præsident Erdogan åbnede landets grænser til Grækenland sidste forår, blev Grækenlands militariserede svar mødt med klapsalver snarere end fordømmelse fra EU-toppen.”

I Frankrig, hvor præsident Macron vredt har afvist at ville snakke om det han anskuer som en amerikansk kulturkamp mellem racer, har man i stedet ført kulturkrig mod islam, og en mulig borgerkrig diskuteres nu åbent. Den selvudnævnte frelser af den liberale verdensorden, som skulle være et værn mod den populistiske trussel, er nu rykket så langt til højre, at det tætte løb med Marine Le Pen om præsidentposten i det kommende franske valg, nærmest virker ligegyldigt i forhold til, hvilken politisk retning, landet kommer til at bevæge sig i.

Det er dog Grækenland, der nok tydeligst understreger stemningsskiftet, ikke bare på grænsen til Europa, men også i Bruxelles. Da Tyrkiets præsident Erdogan åbnede landets grænser til Grækenland sidste forår, og kørte busser med migranter til grænsehegnet i en aktion, der var ubehageligt tæt på at starte en krig, blev Grækenlands militariserede svar mødt med klapsalver snarere end fordømmelse fra EU-toppen. Fra centralt hold blev Grækenland også støttet med Frontex-grænsevagter og penge til at opføre en uoverstigelig mur. Den bliver nu suppleret med overvågningsdroner og luftskibe. Sidste års krise i Evros (græsk region på grænsen til Tyrkiet, red.) blev ikke en gentagelse af flygtningekrisen i 2015, hvor Europa gav en presset Erdogan bestikkelsespenge. Den blev derimod en forsmag på håndteringen af den kommende afghanske flygtningestrøm.

En autoritær pigtrådsring i syd-øst

Da Belarus’ autokratiske præsident Lukasjenko for nogle uger siden begyndte at sende migranter over den litauiske grænse, kom svaret prompte: Frontex indsatte grænsevagter, og sendte støtte til Litauens planlagte 550 kilometer lange grænsemur. Estland donerede endda 100 kilometer pigtråd til sin allierede i nød. Endnu en gang kunne man se, hvordan det samme fæstningsprojekt, som Orbán blev fordømt for i 2015, nu hurtigt blev gennemført med EU-støtte. Det blev endda præsenteret som et hjertevarmende eksempel på EU-solidaritet i 2021.

“Lukasjenko har ligesom Erdogan lært, hvor meget de europæiske lande er villige til at betale for at holde flygtninge ude, og egne hænder rene.”

Fra De Baltiske Lande til Det Ægæiske Hav, er mure ved at blive bygget ved den østlige grænse til det europæiske kontintent, der snart kommer til at være et kendetegn for de mange mennesker på flugt, som prøver at komme ind i landet. Selv i Tyrkiet har den sekulære opposition, anført af CHP skubbet på for, at man kan sende landets tre millioner syriske flygtninge tilbage inden for to år. Partiet har også anlagt en bekymret mine når det gælder den stadigt større strøm af afghanske migranter, der krydser landet fra den iranske grænse. Regeringspartiet AKP er også gået i gang med at opføre store betonmure langs grænsen til Syrien, og man anvender dødbringende magt imod syrere, der prøver at snige sig igennem.

Tyrkiet er på den måde blevet til en prototype på den nye type ‘grænsevagtslande’, der som en ring af autoritære stater lægger sig rundt om kontinentet på dets sydlige og østlige grænser. Her bliver den herskende klasse overdådigt bestukket for at holde migranter og flygtninge væk fra Europas kyster, i et forhold der minder om dét, man ser mellem kidnappere og deres gidsler. På samme måde som Erdogan, der hurtigt fandt ud af at bruge migranter som et våben mod Europa når han var under pres, har Lukasjenko lært, hvor meget de europæiske lande er villige til at betale for at holde flygtninge ude, og egne hænder rene.

Også den marokkanske regering lader til at have lært den lektie, og gav for nyligt tusindvis af migranter frit lejde til at svømme over til den spanske enklave Ceuta. Det skete som en reaktion på, at den spanske regering havde givet politisk asyl til en leder af Vestsaharas oprørsbevægelse. Marokko tog migranterne tilbage, efter at have modtaget en klækkelig bestikkelse. I nabolandet Libyen er Europa kun interesseret i at støtte den faktion, der kan holde migranter mest effektivt under kontrol. I Tunesien er landenes eneste interesse i det igangværende kup ligeledes, hvem der har tænkt sig at overholde den aftale om grænsepatruljering, der blev indgået i sommer.

Selv om USA’s økonomiske sanktioner har gjort det vanskeligt, ser det endda ud til, at EU har udset sig Iran som et muligt værtsland for den kommende afghanske folkevandring. Hvis det bliver til virkelighed, kommer det uden tvivl til at få dramatiske konsekvenser for alle andre dele af den diplomatiske linedans med landet.

Omkring 8.000 migranter blev for nylig lukket over grænsen fra Marokko til Spanien, efter sidstnævnte havde givet asyl til en leder af frihedsbevægelsen i Vestsahara. De blev mødt af soldater og pansrede vogne i Ceuta. Flygtninge bliver i stigende grad brugt som politiske pressionsmidler på Europas grænser. Foto: Antonio Sempere

En forsmag på håndteringen af klimaflygtninge

Mens det altså kan virke nemmere at uddelegere ansvaret for, at holde migranter væk fra Europa til lande i ‘nærområderne’ – særligt for de skandinaviske lande og den nordligt-vestlige del af Europa, hvor partier med progressive islæt stadig kæmper for en mere migrationsvenlig politik – giver det samtidig nabolandene en række våben mod Unionen, som kan tages i brug ud fra egne geopolitiske målsætninger. Den helt store udfordring i europæisk politik bliver at balancere mellem de to modsatrettede tendenser: Med tanke på den støtte højredrejning i europæisk politik, er det svært at forestille sig, at åbne grænser kommer til at trumfe den meget mere enkle løsning – et totalt stop for migration til EU-landene.

“Det er en forsmag på den militariserede, forseglede grænsebevogtning, der næsten helt sikkert vil blive svaret på de store folkevandringer fra Afrika og Sydasien, som vil følge i klimakrisens kølvand.”

Udvidelsen af Frontex-samarbejdet til at være en 10.000 personers styrke, med mulighed for hurtig udsendelse til konfliktområder, er et tegn på dén udvikling. Udviklingen i den nye tilgang er allerede i gang, hvad enten man kigger på afvisningen af migranter i Det Ægæiske Hav af den græske kystvagt støttet af Frontex, eller den stigende mængde juridiske forhindringer lagt frem mod de vesteuropæiske NGO’er, der bliver beskyldt for at forøge mængden af migranter. Begge dele sker med Bruxelles’ stille accept, trods protester fra enkelte progressive partier i Nordeuropa.

Det er en forsmag på den militariserede, forseglede grænsebevogtning, der næsten helt sikkert vil blive svaret på de store folkevandringer fra Afrika og Sydasien, som vil følge i klimakrisens kølvand. Folk i Bangladesh er allerede den største enkeltstående nationalitet, der krydser det farlige farvand i Nordadrika, og det er ikke svært at forestille sig, at mere ørken i Sahel (geografisk område under Nordafrika, red.), eller et kollapset Libanon vil betyde en ny krise for de europæiske ledere, der er splittet mellem deres tro på efterkrigstidens liberale tanke om asyl, og det voksende ønske i deres egne stemmeafgivende befolkninger om at afvise dem.

Det åbne, kosmopolitiske Europa fra 1990’erne og 2000’erne er allerede dødt, og selv den afgående Merkel og hendes skrantende CDU har opgivet Vi ordner det-indstillingen fra 2015, inden den kommende migrationsbølge er ankommet.

Fort Europa

Den britiske debat om Nationality and Borders-loven, der er præcis lige så selvoptaget og øsamfunds-agtig, som enhver anden politisk diskussion i landet, overser på den baggrund den hurtigt skiftende europæiske virkelighed. På sin må det være en lettelse for landets konservative regering, der har vist sig ude af stand til at tilfredsstille sine kernevælgeres ønske om at stoppe migration over Den Engelske Kanal. Uden at skulle løfte en finger, har EU valgt at gå i retning af en Fort Europa-tilgang. På sigt kommer det også til at stoppe flowet af migranter, der ankommer til Kents stenede strand.

Nøjagtig som Frankrigs indenrigsminister, Gerald Darmanin, der vil have Frontex udstyret med luftovervågning langs Den Engelske Kanal, kan Priti Patels (engelsk indenrigsminister, red.) grænsebekymringer altså vise sig at blive løst af andre europæiske ledere. Hun behøver ikke foretage sig andet end at sende nogle penge til projektet, parallelt med den pagt, EU har indgået med Erdogan i Tyrkiet. Muren rejser sig om hele Europa, og kommer næppe til at blive revet ned igen i vores levetid.


Artiklen er udgivet i samarbejde med UnHerd. Første gang bragt 31. juli: The walls are going up across Europe. Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.

Om skribenten

Aris Roussinos

Aris Roussinos

Tidligere krigsreporter for Vice News. Ph.d.-studerende og forfatter til bogen Rebels: My Life Behind Enemy Lines with Warlords, Fanatics and Not-so-Friendly Fire. Læs mere