Pelle Dragsted: Murens fald blev starten på kapitalens epoke

Murens fald indvarslede tre årtier, hvor nyliberalismen triumferede. Nu er strømmen ved at vende. Hvad fremtiden vil byde på, er vi selv med til at bestemme.

Af Pelle Dragsted

Murens fald og sammenbruddet for de totalitære, østeuropæiske kommando-økonomier var uundgåelig. Regimer, der er nødt til at bygge mure og skydetårne for at afholde deres befolkninger fra at udvandre – eller hvor hver femte borger deltager i overvågning af naboer, familie og venner – har ingen eksistens-berettigelse. Sovjetblokkens sammenbrud sikrede, at millioner af mennesker blev omfattet af afgørende frihedsrettigheder, som ytrings-, organisations- og presse-frihed. Det var en god og nødvendig udvikling.

Men sammenbruddet for dét – der med et helt og aldeles misvisende ord blev kaldt for den virkeliggjorte socialisme – indvarslede også en periode, hvor kapitalismen og de markedsliberalistiske idéer opnåede en nærmest hegemonisk position.

Eksistensen af den socialistiske blok havde trods alt udgjort en form for ideologisk trussel mod den økonomiske elite i Vesten. Det var medvirkende til at bane vejen for efterkrigstidens socialdemokratiske klassekompromis, som sikrede, at den hastigt stigende velstand blev delt med arbejderklassen i form af stigende lønninger og udbygning af velfærds- og socialstater.

Efter murens fald var denne trussel væk. Samtidig var venstrefløjen under pres. Selvom størstedelen af venstrefløjens partier hverken havde haft kontakt til eller sympati for Sovjet-regimerne, betød sammenbruddet en generel svækkelse af de socialistiske idéer om et mere demokratisk økonomisk system. Ja, selv socialdemokratiske idéer om en vis statslig deltagelse i økonomien og en omfordeling af velstanden, kom under stigende pres fra en voksende konsensus om, at der ikke var noget alternativ til den nyliberalistiske dereguleringspolitik. Bedst udtrykt i Francis Fukuyamas berømte bog om historiens afslutning. 

Oligarkisk kapitalisme

Overalt på kloden satte de nyliberalistiske idéer i årtierne efter dagsordenen med bølger af privatiseringer, deregulering af finanssektoren, omfordeling fra flertallet til toppen, og ikke mindst en stigende konkurrence mellem både stater og lønmodtagere om at tiltrække investeringer og arbejdspladser fra en stadig mere globalt orienteret og mobil økonomisk elite.

Konsekvenserne er til at tage og føle på. Uligheden mellem den økonomiske elite og den brede arbejdsklasse er eksploderet.  De europæiske velfærds- og socialstater er udhulet, og vilkårene for arbejderklassen er blevet mere prekære og nådesløse. For første gang siden 2. verdenskrig kan nye generationer se frem til at vokse op med ringere social tryghed og færre rettigheder end deres forældre.

Udviklingen skabte en ond cirkel. Koncentrationen af velstand og ejerskab hos den økonomiske elite øgede dens muligheder for at øve både direkte og indirekte indflydelse på de politiske beslutningstagere. Den indflydelse blev brugt til at fremme en politik, som yderligere tilgodeså elitens interesser. Kapitalismen udviklede sig gradvist i en stadig mere oligarkisk retning, hvor folkevalgte politikere i højere og højere grad måtte tilpasse sig den økonomiske elites ønsker og interesser.

Strømmen vender

Men netop denne oligarkiske udvikling af kapitalismen er også baggrunden for det politiske opbrud vi ser i disse år fra Chile til Libanon, og fra London til Washington. Befolkningerne oplever en voksende uoverensstemmelse mellem den stigende velstand, og en stadig mere usikker og utryg tilværelse. Samtidig erfarer flertallet, at det oftest ikke gør nogen stor forskel, når regeringsmagten skifter – fordi den nye regering ligesom den gamle er tvunget til at deltage i den globale konkurrence om den økonomiske elites gunst. Det skaber en grundlæggende mistillid til, hvorvidt det politiske system overhovedet kan varetage befolkningens interesser – og i værste fald til selve demokratiet.

Med det politiske opbrud vi nu er vidne til, har den epoke, som startede med murens fald, nået sin afslutning. Fremtiden har som altid flere udfalds-muligheder. Den politiske afmagt kan både føre til fremvæksten af anti-demokratiske og autoritære kræfter, som vi ser det med Trump, Johnson og Orban. Den kan føre til en genfødsel for en ny demokratisk, men oprigtigt socialistisk arbejderbevægelse, som vi ser det i Labour og i bevægelsen bag Bernie Sanders. Og endelig kan den, som følge af elitens frygt for sidstnævnte, føre til en midlertidig genoplivning af en slags neo-keynesiansk klassekompromis.

Hvordan den næste epoke vil forme sig, afhænger ikke mindst af venstrefløjens evne til at udvikle en realistisk og gennemførlig socialistisk reform-politik, der kan overbevise et flertal om, at en sådan politik kan forbedre deres livsvilkår, skabe mere social tryghed og samtidig være i stand til at løse klimakrisen.

Murens fald viste os i hvert fald én ting: Selv de mest repressive og almægtige systemer kan falde. Og det kan gå hurtigt.