Når magten spiller offerkortet

I Norge har statsminister Erna Solberg offentligt angrebet det lille uafhængige Black Box teater i Oslo for indirekte at være skyld i en række anti-racistiske angreb på justitsminister Tor Mikkel Waras hjem. Teatret har vist facadebilleder af Waras hjem i en forestilling, og har dermed angiveligt hængt Wara ud offentligt. Fremskrittspartiet i Oslo har fremsat forslag om at fjerne den kommunale støtte til teatret på grund af ”opfordring til hærværk og brud på lovgivningen om privatlivets fred.” Men nu er justitsministerens samlever blevet sigtet for selv at stå bag det seneste attentat på parrets fælles hjem.

Sagen er dybt bekymrende, og viser med al ønskelig tydelighed, hvor farligt det er, når demokratisk valgte politikere bruger deres magt til at sætte demokratiet og retssikkerheden ud af kraft. I dette tilfælde ved at gå offentligt ud og placere skylden for kriminelle gerninger – som nu måske endda viser sig at være opdigtede – på et hold kunstnere, der tillader sig at kritisere og blotlægge samfundets magtstrukturer. Og dette på trods af, at fremtrædende jurister og eksperter er enige om, at der ikke sker nogen krænkelse af privatlivets fred i opsætningen.

Forestillingen Ways of Seeing havde premiere på Black Box teater i Oslo i november 2018. I forestillingen kortlægger instruktør Pia Maria Roll og forestillingens to hovedkræfter, Hanan Benammar og Sara Baban, dét, de kalder ”magtens rodnet.” De ønsker at efterspore, hvordan racisme og overvågning spiller sammen i norsk politik. I stykket vises billeder af navngivne politikere og højreradikale mediepersoners hjem. Billederne er af samme type som Googles Street View-billeder, dvs. billeder af husfacader taget på en vis afstand, som enhver kan finde på nettet, og som dagligt optræder i tv-indslag. Pointen med at fremvise facaderne i forestillingen er ifølge teateranmelder Ragnhild Freng Dale netop at vise, hvor svært det er at komme tæt på disse centrale magtpersoner. Kameraet kommer derfor aldrig rigtig tæt på husenes beboere. Husene er filmet fra nabogrunden, og der er ingen personer på billederne.

Ikke desto mindre gik justitsministerens samlever, Laila Bertheussen, voldsomt til angreb på teatret i pressen, bl.a. i en kronik i avisen VG i december. Her hævder hun, at hun føler sit privatliv invaderet af kunstnerne, der ifølge Bertheussen har luret foran vinduerne til hendes soveværelse, mens hun lå syg derinde. Efterfølgende har der tilsyneladende været en række angreb på familiens hjem – fra hagekors-graffiti på facaden, til antændelse af en skraldespand og forsøg på antændelse af familiens bil. Det er det sidstnævnte forhold, som Bertheussen nu selv er sigtet for.

Magtkritik: En central funktion for kunsten

Inden da kulminerede Bertheussens angreb på teatret imidlertid med en politianmeldelse af teatrets leder, Anne-Cécile Sibué-Birkeland, og kunstnerne bag forestillingen. Oslo Politi henlagde i første omgang sagen som ubetydelig, men efter en klage fra Bertheussen – og efter Erna Solbergs offentlige kritik af forestillingen – krævede Statsadvokaten sagen efterforsket, og kunstnerne blev sigtet for krænkelse af privatlivets fred. Men nu mener politiet altså, at Bertheussen selv har iscenesat et brandattentat på familiens bil for at vække mistanke om en strafbar handling, uden at en sådan handling reelt er blevet begået. Sagen mod kunstnerne er atter henlagt.

Regeringstoppen og justitsministerens parti, Fremskrittspartiet, er med rette i chok. Det er en skandale, og som alle skandaler er det også en farce, der i disse dage og uger udspiller sig i toppen af norsk politik. Alt sammen foranlediget af en håndfuld unge kunstnere, som havde fået nok af den stigende racisme i det norske samfund. Sagen har i den grad været med til at bekræfte deres postulat om, at magtapparatet er klar til med alle midler at stoppe enhver seriøs diskussion om racisme.

De sociale medier har helt sikkert gjort det mere farligt og brutalt at være politiker, eller på anden måde deltage i samfundsdebatten. I det lys må også kunstnere naturligvis overveje det etisk forsvarlige i deres eventuelle inddragelse af biografisk materiale om navngivne personer. Men her er der altså ikke tale om, at teatret har truet nogen, men at de har brugt kunsten til dét, der er en af dens helt centrale funktioner, nemlig at være et rum for kritik af magten, og for debat og samtale om, hvor fællesskabet er på vej hen.

I den forbindelse har de vendt magthavernes tilladelse af stigende overvågning samt mistænkeliggørelse af minoriteter imod magthaverne selv. Udover landets justitsminister, er Hege Storhaug fra det højreekstreme medie ‘Human Rights Service’, blandt de navngivne personer, som skuespillerne eftersøger i forestillingen. Human Rights Service har tidligere opfordret til, at private borgere skulle publicere gadebilleder af muslimske kvinder på nettet for at dokumentere, hvordan islamister er ved at overtage Norge. I stykket finder skuespillerne ikke Storhaugs hus, da hun har hemmelig adresse. Når overvågningen vendes mod den hvide magtelite, er hun åbenbart anderledes følsom.

Et ulige magtforhold

Black Box teater rummer 130 tilskuere, og udgør i forhold til fx dagspresse og digitale medier næppe noget magtfuldt massemedie. Wara og Bertheussens hjem har i mellemtiden været afbildet i langt større omfang og detaljer i dagspressen, og er derved nået ud til uendeligt mange flere end de få hundrede mennesker, som har set teaterforestillingen.

Samlet set viser sagen en fundamental mangel på dømmekraft og forståelse af kunstens frihedsrettigheder hos politikere, der mere end villigt har ladet sig trække rundt i manegen af en oppisket folkestemning, som nu måske endda viser sig at være iscenesat med henblik på at miskreditere kunstnerne og teatret.

Erna Solberg, den konservative norske statsminister fra partiet Høyre, har udtalt, at ”den frie kunst ikke skal stå uimodsagt.” Naturligvis skal kunsten ikke fritages fra kritik, lige så lidt som politikerne skal. Men magtforholdet er helt skævt, når landets statsminister tager offentligt parti i en verserende sag. Så er hun sig for det første ikke sit ansvar bevidst som hele landets statsminister – også for dem, hun måtte være uenig med. Men nok så vigtigt sår hun tvivl om retssystemets uafhængighed af regeringen, ligesom Statsadvokatens underkendelse af politiets korrekte henlæggelse af anklagerne mod kunstnerne har skadet anklagemyndighedens troværdighed.

En velkendt problematik

”Ingen domstol i verden vil acceptere den sigtelse,” har kunstnernes advokat udtalt om sigtelsen mod teatrets leder, og i skrivende stund er den da også frafaldet. Men det er klart, at den offentlige mistænkeliggørelse fra de mest magtfulde lag i det norske samfund har været en voldsom oplevelse. Ikke mindst fordi den faktisk kulminerede med sigtelser og anmodning om ransagelse af kunstnernes hjem – hvilket blev pure afvist af Oslo Tingrett. Samlet set kunne det ligne, at kunstnerne er forsøgt truet til tavshed. I hvert fald vil mange norske kunstnere nok tænke sig om en ekstra gang, før de sætter fingeren på konkrete magtrelationer igen.

Også i Danmark ser vi jævnligt disse voldsomme debatter omkring scenekunsten. Således krævede Dansk Folkeparti i 2004, at Teater Katapult skulle fratages støtten for at sætte Christian Lollikes Dom over skrig op. Vi har også i Danmark set politikere indgå i voldsomt politiserede debatter om teaterforestillinger, fx i forbindelse med Tue Biering og Jeppe Kristensens Pretty Woman a/s (2008), hvor skiftende gadeprostituerede optrådte i hovedrollen; og i forbindelse med Lollikes forestilling om Anders Behring Breiviks højreradikale terrorangreb, Manifest 2083 (2012).

Senest eksploderede debatten om Lollike og Madame Nielsens forestilling Black Madonna (2018), der modtog voldsom kritik for sin fremstilling af racekonflikter og sin brug af blackfacing. Når kunstnere vælger at beskæftige sig med aktuelle problemstillinger, bruger de kunstens rum til at fremstille en mere kompleks analyse end den hurtige mediestrøm. Dermed må de selvfølgelig også stille op til kritik. Men der er forskel på, om kritikken kommer fra magtapparatet, fra eksperter, eller fra minoritære og andre grupper med vanskeligere adgang til medierne. Politikerne bør være sig deres egen magt bevidst, inden de går ud med direkte kritik af enkelte kunstnere og kunstprojekter.

Lederne af både Høyre og Fremskrittspartiet har affærdiget den aktuelle sag som en tragedie for justitsministerens familie. Men det er langt mere end en privat tragedie. Som sagen står lige nu, ligner det et målrettet angreb på ytringsfriheden og en bevidst dæmonisering af anderledes tænkende, der er helt uhørt, og som bør vække bekymring i både Norge og de øvrige åbne skandinaviske samfund. Sagen mod justitsministerens samlever er endnu ikke kommet for retten, ligesom Solbergs udfald mod kunstnerne fortsat debatteres kraftigt i norsk presse. Justitsministeren har orlov.