Nederlandene rykker skarpt til højre

Geert Wilders Frihedsparti vinder overbevisende det nederlandske valg og fordobler sin størrelse og bliver det største parti i landet. Wilders forventes at blive central i regeringsforhandlingerne og melder i sin sejrstale omkring kl. 21.30 onsdag aften, at han vil deltage i ledelsen af landet, om muligt som landets premierminister.

Valget splitter det nederlandske parlament i fire dominerende partier og en hob af mindre partier, hvor højrefløjen forventes at skulle samle en koalition. Tydeligst fremgang er der for Frihedspartiet og det nye højrefløjsparti Nieuw sociaal contract (Ny social kontrakt), der i sommer blev stiftet af den omdiskuterede politiker Pieter Omtzicht. Koalitionen mellem landets skrantende socialdemokrati PvdA og det grønne venstrefløjsparti GroenLinks – som stillede op til valget på én samlet liste – opnår også fremgang.

Valgets store taber er den afgående regering, hvor det liberale parti VVD lider et mindre nederlag, mens det kristendemokratiske CDA står over for en enorm krise efter at have mistet to tredjedele af deres vælgere. Også den kristendemokratiske juniorpartner Christen Unie og Det Radikale Venstres søsterparti D66 går tilbage.

Valgets temaer

Valgets hovedtemaer har ikke været overraskende. Landet er fortsat splittet mellem et stadig mere aggressivt Extinction Rebellion, der med opsigtsvækkende motorvejsblokader i løbet af de seneste år har forsøgt at tiltrække klimaet opmærksomhed, og en bondebevægelse der med stormløb på landets rådhuse har modsat sig enhver forandring af landbrugslovgivningen.

Det tætbefolkede land kæmper med en massiv mangel på boliger. Ifølge det nederlandske indenrigsministerium mangler der 390.000 boliger i landet. Det rammer særligt unge, som må blive boende hos deres forældre, og småbørnsfamilier der ønsker at forlade små lejligheder, men ikke har råd.

Til dette kommer en stigende indvandring, hvor situationen er særligt tilspidset pga. de 100.000 ukrainske flygtninge, landet har modtaget. Kaotiske scener ved modtagecentret Ter Apel har bragt emnet frem på dagsordenen og er uden tvivl en af årsagerne til højrefløjens fremgang. Det er særligt spørgsmålet om familiesammenføring, der statistisk ikke fylder meget, som har fyldt meget i debatten.

Ved siden af indvandringsspørgsmålet tog et overraskende emne også dagsordenen i medierne. Bestaanszekerheid – et udtryk der bedst kan oversættes som sikkerhed i tilværelsen og som dækker en række problematikker forbundet med fattigdom – blev diskuteret meget, uden at folk af den grund blev enige om, hvad udtrykket betød. Emnet kom på dagsordenen, da det – i forbindelse med sidste vinters stigende inflation – kom frem, hvor udbredt fattigdommen i landet er.

Nyt parti – Ny social kontrakt

Ud over Frihedspartiet blev valgets store vinder det nye højrefløjsparti Nieuw sociaal contract (Ny social kontrakt), som det omstridte parlamentsmedlem Pieter Omzigt stiftede tidligere i år. Omtzigt har i årevis været en markant stemme inden for det kristendemokratiske parti CDA, men blev for alvor kendt som følge af den ydelsesskandale, der væltede den forrige regering.

I denne forbindelse bed Omtzigt sammen med det socialistiske parlamentsmedlem Renske Leijten sig fast og fik gennem vedholdende arbejde landets finansminister til at indrømme, at regeringen havde holdt hånden over en systematisk diskrimination i fejlagtige indkrævninger af tilbagebetaling af børnepenge.

Ved dannelsen af den regering, der i sommers måtte takke af, var Omtzigt igen en central person. Selv om han under regeringsforhandlingerne var sygemeldt, handlede forhandlingerne mellem centrumhøjrepartierne i første omgang om hans person. Mange i de kommende regeringspartier så ham som en person, man ikke kunne samarbejde med.

Da regeringen efter to år kollapsede på grund af immigrationsspørgsmålet, stod Omtzigt klar med et nyt projekt. Som svar på uenigheden om familiesammenføringen har Nieuw sociaal contract føjet sig til den brede vifte af højrefløjspartier i Nederlandene, der som hovedkrav har at begrænse indvandringen.

GroenLinks/PvdA

Socialdemokratiske PvdA’s – engang landets største parti – valgforbund med det grønne venstreparti GroenLinks har ikke været den ønskede succes. Imod en stadig mere succesfuld højrefløj forsøgte alliancen at positionere sig som det besindige valg.

Som sin premierministerkandidat havde valgalliancen valgt den europæiske sværvægter Frans Timmermans, der de seneste ni år har været EU-kommissær, først under Juncker og siden under Von der Leyen. Altså en ægte teknokrat som en stabilitetens stemme i oprørte tider.

Ved at give vælgerne valget mellem stabil kontinuitet eller højreorienteret nybrud håbede alliancen – inspireret af de sidste valg i USA og Frankrig – at kunne afskrække vælgerne fra højrepopulismen. Denne gang virkede balanceakten ikke, og mens koalitionen har fået fremgang sammenlignet med den opbakning, partierne havde hver for sig, er det langt fra nok til at kunne gøre sig håb om en centrumvenstre-regering.

Højrefløjens oprørte vande

På højrefløjen er vælgernes gunst omskiftelig. Borger-bonde-bevægelsen BBB, der i foråret opnåede imponerende valgresultater, måtte efter en mindre end optimal valgkamp – hvor partiet lovede gaver til alle uden at kunne svare for finansieringen – se deres fremgang begrænset. Heller ikke det protofascistiske Forum for Demokrati kunne gentage bedriften fra 2019, hvor partiet bragede ind i det nederlandske senat og her blev det største parti.

Denne gang positionerede det noget ældre Frihedsparti sig stærkest ved både at kunne gentage deres paroler om indvandringsstop og ved at kunne fremføre en socialpolitik, som vælgerne har stolet på. Samtidigt er det tydeligt, at højreskredet har været længe undervejs.

Det kristendemokratiske CDA blev valgets klart største taber. Partiet, der i nederlandsk kontekst har spillet samme rolle som Venstre har i Danmark, har lidt hårdt under opgangen for de to nye store højrefløjspartier. CDA’s accept af, at der måtte gøres noget for at modgå klimaforandringer, har sendt partiets bagland af bønder i armene på Borger-Bonde-bevægelsen.

Dets håndtering af ydelsesskandalen, regeringsdannelsen og det endelige sammenbrud i regeringssamarbejdet i sommers sendte de resterende over til Nieuw sociaal contract.

Endnu et nederlag til samlingen for socialisterne

Et valg med fattigdomsproblematikker som hovedtema burde være perfekt for det socialistiske parti (SP). Men heller ikke ved dette valg kunne partiet vende den stadige tilbagegang, partiet har oplevet siden storhedstiden i 2006 hvor SP opnåede 16,6 procent af stemmerne. Partiet går fra ni til fem parlamentsmedlemmer og er nu et af de mange småpartier, der befolker det nederlandske parlament.

SP har de seneste år ført en langsigtet kampagne mod huslejestigninger og for en højere minimumsløn. Kampagnerne er blevet godt modtaget, men de har tydeligvis ikke kunnet vække større interesse hos andre end partiets kerneaktive. I valgkampagnens sidste dage blev fokus lagt på helt lokale plejecentre for ældre, hvor borgerne bliver hjulpet uden alt for meget bureaukrati.

Centralt har stået et lokalt plejecenter, som partiet selv har oprettet i den lille by Oss i nærheden af Nijmegen, og som skulle virke som inspiration for et landsdækkende system. Frem for at gøre partiets planer realistiske og forståelige har det nærmere cementeret partiet som et mindre enkeltsagsparti uden svar på landets strukturelle problemer.

Det venstreorienterede Dyrenes parti (Partij van de dieren), der i højere grad repræsenterer den højtuddannede storby-venstrefløj, går også tilbage. Det skyldes i høj grad interne opgør i partiet, der har sået tvivl om dets seriøsitet. I sensommeren valgte partiets ledelse således at fyre partiets formand – den populære Esther Ouwehand – på baggrund af anklager om dårlig opførsel.

Efter et par dages hård kamp viste det sig dog, at ledelsen ikke havde baglandet med sig, og ved en dramatisk vending vendte formanden tilbage, mens ledelsen måtte gå af. En efterfølgende undersøgelse viste, at alle klager om partiformandens opførsel kom fra medlemmer af den afgående ledelse. Partiet halveres fra seks til tre pladser i parlamentet.