Norsk nazist er biografaktuel – Anmeldelse af “Quislings sidste dage”

Med operation “Weserübung” krænkede tyske tropper i de tidlige morgentimer 9. april 1940 Danmark og Norges grænser, og dermed stod de valgte politikere over for et vanskeligt valg. Et valg, som stadigvæk diskuteres i dag. Skulle man gøre modstand eller overgive sig til de tyske besættelsesstyrker?

I Danmark gik man ind på besættelsesmagtens betingelser og nedlagde våbnene, men nordmændene valgte den anden vej. De afviste nazisternes betingelser, evakuerede regeringen og satte sig til modstand – med hjælp fra britiske og franske tropper. Kampene var voldsomme, men endte i juni 1940 med nazistisk kontrol over hele Norge.

Besættelsen af de to lande havde dermed et meget forskelligt udgangspunkt, og de afledte konsekvenser blev ligeledes forskellige.

Det er nærmest at betragte som et udenrigspolitisk mirakel, men på trods af samarbejde og på trods af at den danske regering sendte unge soldater afsted for at kæmpe på østfronten mod Sovjetunionen, så lykkedes det efterfølgende for Danmark at blive anerkendt som krigsførende nation på allieret side. En imponerende bedrift.

I Norge indsatte det tyske styre lederen af partiet Nasjonal Samling som regeringsleder, og den norske regering fortsatte sit arbejde i eksil i London. Her kunne der ikke være tvivl om, at den legitime norske regering stod på allieret side. Derfor er det interessant at følge Vidkun Quisling, som er den centrale skikkelse i instruktør Erik Poppes film Quislings sidste dage. Ordet Quisling er, med god grund, i dag synonymt med “forræder”, men hvad tænkte forræderen selv? Det spørgsmål undersøger Poppe i sin film.

Konsekvenserne af de valg, der blev truffet 9. april var som nævnt meget forskellige. Fx havde den danske samarbejdspolitik som en afledt, men næppe intenderet, effekt, at det jødiske mindretal her i landet fik en mildere skæbne end de jødiske menigheder i Norge. Det var næppe intentionen, men en utilsigtet konsekvens af den danske samarbejdspolitik. I det nazistisk dominerede Norge blev mere end 700 jøder deporteret og myrdet i Auschwitz.

Klart budskab skal ind med ske

Instruktøren har et ærinde med sin nye film. Det får man som publikum meget klart at vide, for Erik Poppe begynder sin film med at tale direkte til os som biografgængere. Hans baggrund er de antidemokratiske statsledere i vores egen tid, og hans håb er, at vi ved at beskæftige os med fortidens diktatorer kan lære at forstå, hvordan autoritære statsledere tænker.

Det bringer i nogen grad minder om Oliver Hirschbiegels fremragende film Der Untergang, hvor Hirschbiegel lader Hitlers sekretær Traudl Junge få ordet. Den rigtige Traudl Junge.

Hun fortæller om det personlige ansvar – på afstand af de begivenheder, som hun var så tæt på. Det virkede rigtig stærkt, fordi hun talte med en autenticitet og indsigt, som øjenvidne til og medspiller i historiens gang. Hun sad i bogstaveligste forstand til bords med Hitler, og alene den nærhed gav en fornemmelse af historiens vingesus.

Det samme gør sig ikke gældende med Poppes introduktion, som virker lovlig tung og belærende. Vi skal selvfølgelig beskæftige os med historie for at lære af den, men det kunne vi nok have regnet ud selv.

Man kan ikke undgå at være sympatisk over for instruktørens målsætning, men det er ikke nødvendigt at få bekendelsen til den demokratiske styreform ind med skeer. Det virker lidt for meget som historielæreren, der skal udlægge teksten for de tungnemme elever.     

Nazisten har ordet

Filmen begynder med afslutningen på den tyske besættelse af Norge. Vi kommer med i radiostudiet, hvor Quisling holder tale til det norske folk. Her proklamerer statslederen, at Hitler har lidt “heltedøden” i Berlin i kampen mod bolsjevismen.

Hitlers undergang skulle også blive Quislings egen, og vi følger den kaotiske afslutning på besættelsen, hvor Quisling falder fra magtens tinder. Han arresteres og smides i fængsel. Poppe tager os med ind i Quislings fængselscelle, og her foregår store dele af filmen.

Den unge præst Peder Olsen får til opgave at være sjælesørger for den norske topnazist, og filmen er centreret om Quislings og Olsens samtaler om skyld, anger og ansvar. De to mænd har meget forskellige opfattelser af pligt og ansvar, og Erik Poppe har baseret sin film på Peder Olsen og hans hustru Heidi Olsens dagbogsnotater.

Som historiker er der derfor grund til at være interesseret, for det er fundamentalt spændende. Peder Olsen fremstår som den humanistisk orienterede præst, der søger efter angeren hos Norges tidligere leder, men det preller af på Quisling, som beder ham spare ham for “søndagsskole-teologien”. Dermed rammer filmen et interessant tema og er et psykologisk drama mellem de to mænd. Præsten og diktatoren.

Poppe giver god tid til, at de to mænd kan diskutere Norges situation i perioden fra besættelsen og frem til Quislings arrestation og indsættelse i fængslet – og det er interessant at høre en topnazist redegøre for sine bevæggrunde.

Anders Danielsen Lie giver en god præstation som sjælesørger, og han er ikke helt ubekendt med tidsperioden, for vi så ham i filmen “Den største forbrydelse” (2020), hvor han spillede embedsmand under deportationen af de norske jøder.

Gard Eidsvold leverer ligeledes en fremragende skuespilpræstation som falleret norsk top-nazist og formår at gøre Quisling til en levende og interessant person, hvis bevæggrunde man bliver oprigtigt interesseret i.

Psykologisk drama bliver for langtrukkent

Anger og behovet for at gøre det rette og spekulationer om, hvad der er det rette, føles vedkommende, men på trods af gode skuespilpræstationer bliver filmen simpelthen for langtrukken.

Som publikum får man fornemmelsen af, at Poppe er tro over for forlægget, som er den kristne præsts dagbogsnotater, men der er ikke meget spændingskurve over Quislings sidste dage. De to mænds kredsen om skyld og anger er interessant, men det bliver trukket for langt ud. Kan præsten få Quisling til at indse, at han er et syndigt menneske?

Det bliver der kredset lidt for meget om i filmen. Alt foregår dog ikke i fængslet. Vi følger også Quisling i retssalen og ved massegraven, hvor norske patrioter ligger, og hvor han konfronteres med konsekvenserne af sit samarbejde med Tyskland.

Om han til sidst angrer sin andel i et mørkt kapitel i Norges historie, det skal ikke afsløres her.

Filmen fungerer bedst, når Gard Eidsvold gestalter Quisling som et menneske af kød og blod og giver et levende indblik i nazistens bevæggrunde. Det bliver til mange anti-bolsjevistiske udsagn, men vi kommer aldrig helt tæt på Quislings forhold til “det jødiske spørgsmål”, som det hed i den nazistiske terminologi. Det kunne man have ønsket sig mere af.

Overordnet set er filmen et interessant indblik i, hvordan man i Norge forholder sig til sin egen fortid. Quislings sidste dage sætter også et kontrafaktisk spejl op foran os i Danmark. Hvad var der sket, hvis den danske regering havde fortsat den væbnede modstand mod den nazistiske besættelsesmagt?

Det ved vi selvsagt ikke, men konsekvenser af samarbejde og modstand og behandlingen af erindringskulturen omkring besættelsen i de to lande, den er interessant. Det fortjener instruktør Erik Poppe ros for, men filmen kunne dog med fordel være skåret mere ind til benet.

Det tør jeg godt sige, for når jeg ikke anmelder film for Solidaritet, så underviser jeg i historie i den danske gymnasieskole. Men også for mig bliver filmen lidt for langtrukken.