Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
23. marts. 2021

Nemlig.com leverer dagligvarer med en grim bismag

Afsløringen af forholdene hos Nemlig har også leveret den efterhånden velkendte historie om ansvarsfraskrivelse fra virksomheden bag. Kædeansvar kunne være en del af løsningen, men historien stikker dybere end det, skriver Pernille Loumann.

Madleveringsfirmaet Nemlig er for nylig blevet afsløret i at levere elendige forhold for sine medarbejdere. Illustration: KLE-art
Artiklen tager cirka 5 minutter at læse.

20. marts bragte Politiken en række artikler om arbejdsforholdene for chaufførerne hos Nemlig.com, som bringer dagligvarer ud til flere og flere danskere. Her kunne man læse om urimeligt lave lønninger, 15-timers arbejdsdage, flere måneders arbejde uden fridage, store bøder ved fejl og manglende vished om, hvornår man skal møde på arbejde dagen efter.

Det er ærlig talt chokerende, at der er mennesker, som arbejder under de forhold i Danmark i 2021. Det drejer sig da også typisk om mennesker, der ikke har ret mange alternativer. Ofte er chaufførerne helt unge mennesker, som ikke tidligere har været på arbejdsmarkedet, eller udlændinge, som ikke taler dansk.

Men problemet er, at ingen rigtig vil tage ansvaret. Chaufførerne er ikke ansat af Nemlig.com, fordi de har udliciteret leveringsopgaven til private vognmænd. Da Nemlig.com i Politiken bliver konfronteret med de horrible historier om chaufførernes arbejdsvilkår, henviser de igen og igen til, at det ikke er Nemlig.com, der er arbejdsgiveren, og at de i øvrigt har udarbejdet en code of conduct, som beskriver en række krav, vognmændene skal leve op til. Det lugter med andre ord temmelig meget af ansvarsfraskrivelse.

“Selvom vi bilder os ind, at vi i Danmark stort set alle sammen tjener det samme, er der kolossale lønforskelle – endda inden for samme virksomheder. Men kan man med nogen rimelighed sige, at et menneske kan arbejde 40 gange så meget som en almindelig medarbejder?”

Noget tilsvarende har vi set hos andre store firmaer, som har udliciteret opgaver til underleverandører og dermed fralagt sig ansvaret for arbejdsforholdene. Under metrobyggeriet i København var der arbejdere fra bl.a. Rumænien, som arbejdede for en underleverandør for helt ned til 5 euro i timen. Ligeledes har vi set det hos firmaer som Wolt og Uber, hvor undskyldningen for helt uacceptable arbejdsforhold er, at de mennesker, der udfører arbejdet, ikke er ansatte, men selvstændige.

Enhedslisten har i årevis argumenteret for, at man bør indføre en lov om kædeansvar, som gør det klart, at udbyderen har ansvaret for, at alt foregår ordentligt hele vejen ned gennem kæden af underleverandører. Man bør med andre ord ikke kunne undskylde sig med, at dele af opgaven var udliciteret, og at man ikke anede, hvad der foregik.

Det vil formodentlig løse noget af problemet med de nærmest lovløse tilstande, der hersker på dele af arbejdsmarkedet. Men et andet problem synes at være, at der er nogle helt urimelige skel mellem mennesker, der sidder i toppen af samfundet og mennesker, der tilhører det såkaldte prekariat. Prekariatet er en klasse af mennesker, der befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet uden udsigt til at få et fast job med stabil indtægt. Det er ofte unge i ufaglærte, midlertidige jobs eller flygtninge og migranter, som må nøjes med de dårligst betalte og mest usikre jobs. For overklassen og den højere middelklasse er det simpelthen umuligt at forestille sig, at man ikke bare har muligheden for at kvitte sit job, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, eller at man ikke bare selv kan starte som selvstændig, hvis man tror, man kan lave en bedre forretning end sin arbejdsgiver. For alt det kræver økonomisk sikkerhed, netværk og andet, som mange i prekariatet ikke har. De er nødt til at tage de jobs, de kan få og finde sig i de vilkår, de bliver budt.

Selvom vi bilder os ind, at vi i Danmark stort set alle sammen tjener det samme, er der kolossale lønforskelle – endda inden for samme virksomheder. AE-rådet undersøgte i 2018 forholdet mellem menige medarbejderes og topchefers lønninger i danske virksomheder med mindst 200 ansatte. Undersøgelsen viser, at topchefernes løn de sidste 20 år er gået fra gennemsnitligt at svare til fem medarbejderes løn til nu gennemsnitligt at svare til ti medarbejderes løn. I 80 virksomheder er topchefens løn over 20 gange så stor som den typiske medarbejders løn. Og i 25 virksomheder får topchefen over 40 gange så meget i løn som medarbejderne. Argumentet er ofte, at topcheferne arbejder mere eller er mere kvalificerede end dem, der står ved samlebåndet. Men kan man med nogen rimelighed sige, at et menneske kan arbejde 40 gange så meget som en almindelig medarbejder? Eller at noget menneske er 40 gange mere kompetent end de andre ansatte?

Det mener jeg ikke, man kan.

Derimod er dette løngab et tegn på en virksomhedskultur, hvor ejere og aktionærer er lidt for optagede af at generere et overskud til sig selv og mindre optagede af, at de mennesker, der producerer deres varer eller udfører den service, virksomheden sælger, har ordentlige løn- og arbejdsforhold. Tænk bare på Jeff Bezos, ejeren af Amazon, som nu ikke bare er verdens rigeste mand men den rigeste mand nogensinde i moderne historie, alt imens medarbejderne hos Amazon får sulteløn, bliver truet og overvåget og end ikke får lov at gå på toilettet i løbet af en arbejdsdag.

Så grelt står det trods alt ikke til hos Nemlig.com. Men mon ikke Stefan Plenge og Anders Holch Povlsen, som ejer Nemlig.com, fører nogle lidt mere bekvemme liv end de chauffører, der faktisk genererer deres rigdom?

Om skribenten

Pernille Loumann

Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro. Læs mere