Midterregeringen er grøn i tale – men sylter klimaet

I “Letters from a Burmingham Jail” skitserede Martin Luther King en figur, der skuffede ham gevaldigt i datidens kamp for borgerrettigheder. Den moderate.

Baptistpræsten fra Georgia var ikke overrasket over modstanden fra sydstats-demokrater og republikanere. Men han oplevede til sin overraskelse en betydelig modstand fra de moderate, der prioriterede politisk stabilitet over retfærdighed. “Lunken accept er sværere at have med at gøre end en direkte afvisning” som han skrev. Det var rigtigt dengang, og det er så sandelig også rigtigt i kampen for den grønne omstilling.

Midterregeringen er grøn i munden, men sort i handling

Fællesskabet mellem S, V og M blev smedet i krisernes esse. Det blev fremlagt som en nødvendighedens politiks modpol til yderfløjenes obstruerende greb om Christiansborg. Men i lyset af den CO₂-afgift der forhandles om i øjeblikket, kan man ikke andet end konstatere et klimasvigt af katastrofalt omfang. Det voksne og fornuftige SVM-samarbejde har på drastisk vis forsømt den største krise, vi står overfor.

Vi har at gøre med en regering, der giver med den ene hånd og tager med den anden. Det er en regering, der kan indføre en flyafgift på den ene side, og på den anden lader prisen på den offentlige transport stige med 13 procent, mens indenrigsflyvningen gøres billigere.

En regering der udskyder de beslutninger, som er helt afgørende for vores klima og vores miljø. En miljøminister, der har været helt fraværende i forhandlingsrummet, mens vores fjorde dør. En CO₂-afgift, der trækkes i langdrag, mens Klimarådet tvivler på, at vi når vores internationale forpligtelser om at nedbringe udledningerne, hvis ikke landbrugets klimaaftryk begrænses.

Regeringen er grøn i tale og sort i handling. Regeringspartierne taler ikke, som de gør i Danmarksdemokraterne, for hvem klimahandling i Danmark er tæt på ligegyldigt i det samlede globale udledningsregnskab. Klimakrisen nævnes altid som vor generations største og vigtigste udfordring – men dette følges altid op med forsigtighedens sprog.

Som da klimaministeren i et interview i februar brugte mere tid på at frygte en faldende opbakning til den grønne omstilling, end konsekvenserne ved ikke at handle hurtigt nok. Den politiske stabilitet prioriteres højere end de nødvendige beslutninger – præcis som den moderate, Luther King beskrev.

Vi har brug for mod – ikke midterregeringens apati

For hvert langsommeligt lunkent tiltag, binder man brede forlig over midten til dårlige, uambitiøse aftaler. Aftalerne kan dermed ikke omgøres i nogen tid. Og den tid har vi ikke. Et lille skridt i den rigtige retning er fint, men hvis det i forsigtighedens navn låser os fast, og gør det sværere at tage det næste skridt, så er det et problem.

Da jeg og tusindvis af mine jævnaldrende i 2019 strejkede for klimaet, gjorde vi det ud af den vrede og frustration, skiftende regeringers klimasvigt affødte. SVM og dens klimasvigt er anderledes. Den siger alt det rigtige, men alligevel sker der ingenting. Den har i centrismens højthævede og bedrevidende navn fortalt os alle, at den – og kun den – kan træffe de beslutninger, vi har brug for.

Det løfte har den ikke levet op til. Det svigt skaber ikke vrede som før. Det skaber apati, for i de sidste 16 måneder har regeringen lært os, at politik, politiske forskelle og politisk debat ikke betyder noget.

Det skræmmer mig – for vi har brug for alt det, denne regering ikke er. Vi har brug for mod. Vi har brug for ideologi og at turde være uenige om, hvad der er det rigtige. Vi har brug for en ny regering.