Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
4. maj. 2022

Nicaragua-oprørere tvunget i eksil i Costa Rica

De sandinister, der engang førte an i kampen mod diktaturet i Nicarugua, er i dag med Ortega-regeringen blevet en karikatur på sig selv. For Artistides og Lenyn har det betydet, at de har måttet gå i politisk eksil, siden Ortega-regimet slog voldsomt ned på de store protester, som startede i 2018.

Tvunget i eksil. Aristides Rojas Sotelo (tv.) og Lenyn Rojas Campos (th.) har mærket konsekvenserne af Daniel Ortega’s undertrykkelse i Nicaragua. Privat foto.

For fire år siden var den dengang 46-årige advokat, Lenyn Rojas Campos, ikke specielt interesseret i politik. Men da paramilitære soldater 19. april 2018 i hovedstaden Managua begyndte at skyde på folk, der gik i lovlige demonstrationer, tog han stilling – og gik fra den dag med i alle protestmarcher mod regeringen i Nicaragua.

Jeg møder Lenyn og hans far, Aristides Rojas Sotelo, i Costa Rica, hvor de har været i eksil siden juli 2018. Lenyn fortæller om oprøret i 2018. ”Vi byggede en vejspærring på den panamerikanske landevej i Jinotepe tæt på Colegio San José. Her holdt vi i ca. 50 dage stand, så der opstod en næsten 30 km lang bilkø med 188 lastbiler.” Han fortsætter: ”Jeg havde sammen med min bror ansvaret for denne vejspærring. Vi organiserede en vagtplan og dannede komiteer, der leverede mad til chaufførerne. Far organiserede mad og medicin til folk på barrikaderne. Hele befolkningen deltog. Vi havde kontakt med læger og klinikker – for på denne barrikade fødtes tre børn.”

Barrikader mod politiets angreb

”12. juni klokken 3 om natten angreb politiet os første gang, dog uden at skyde på os. Det fik folk til at rejse barrikader i hele byen, og vi gav os til at larme med gryder og kirkeklokker. Det fik så angriberne til at gå i skjul. Op ad dagen fik vi befriet nogle af dem, der var blevet arresteret.”

“Jeg fandt min bror såret i et sikkert hus sammen med andre sårede. Min far ringede 13. juli og sagde, han nu var i Costa Rica, og at vi skulle tage derned.”

”På et tidspunkt fik vi ordre til at lade 50 lastbiler passere. Senere fandt vi ud af, at 15 af dem indeholdt narko tilhørende regeringen, for de blev stoppet i El Salvador. Så vi er helt sikre på, at regeringen finansierer en del af sine aktiviteter med illegale varer.”

I begyndelsen af juni startede regeringen sin Operación Limpieza (Operation Oprydning, red.) hvor vejspærringer i hele landet blev fjernet. Både navn og manøvrer var en gentagelse af Somozas blodige aktion mod sandinisterne i september 1978.

”8. juli klokken 5:30 om morgenen angreb mere end 2.000 fra politi, militær og paramilitære med tunge våben. Vi havde kun slangebøsser, ”morteros” (rør med kanonslag) og de våben, vi kunne få fat i. Vi holdt stand i 12 timer, 25 unge blev dræbt, heriblandt min fætter. Min telefon reddede mig fra at blive såret.”

Derefter flygtede mange ud af byen, og flere tog ud af landet. Naboerne hjalp Lenyn med at skifte tøj og at flygte fra hus til hus. Efter to dage nåede han ind i hovedstaden Managua. ”Jeg fandt min bror såret i et sikkert hus sammen med andre sårede. Min far ringede 13. juli og sagde, han nu var i Costa Rica, og at vi skulle tage derned. Vi tog afsted et par dage senere og blev forenet med familien.”

Kaffebønder i oprør sammen med studenter

Aristides og Lenyn kommer fra Carazo-departementet – et kaffe- og landbrugsdistrikt syd for hovedstaden Managua. Selvom det er et traditionelt bondedistrikt, var det i 1960’erne og 70’erne også præget af unge intellektuelle, der gik på universitetet. De var meget engagerede i samfundsdebatten og utilfredse med diktatoren Anastasio Somoza, der som den tredje i familiedynastiet styrede landet med jernhånd.

Aristides er i dag 76 år. Han fortæller: ”Under Somoza-familien blev undertrykkelse og ophobning af rigdom sat i system, og flere fra Carazo tilsluttede sig, da modstanderne dannede den sandinistiske befrielsesfront FSLN i 1961”.

Allerede da han var otte år gammel, betød modstanden mod regimet noget for ham: ”I 1954 forsøgte den konservative opposition at indtage kasernerne i Jinotepe og andre byer, og undertrykkelsen tog til. Jeg husker det, for på det tidspunkt nævnte aviserne navnene på dem, der var blevet fanget. Det har påvirket mig, for i min familie var vi imod Somoza! Hver gang der var angreb på Somoza-styret, tog undertrykkelsen til”, fortæller Aristides og fortsætter: ”Senere, da jeg var 13, blev jeg grebet af den cubanske revolutions triumf i 1959. Foran kirken San Antonio satte min lærer en stor radio i vinduet. Vi unge gik derhen for at lytte til ​​Fidel Castros indsættelse i Havana. Det var så spændende. Læreren bad mig gå ud at købe for ti pesos fyrværkeri for at fejre det. På det tidspunkt var det mange penge.”

”Jeg blev fængslet første gang, da jeg var 15 år. Ved en fest i arbejdernes hus havde jeg råbt ”Viva Cuba”, så vagten blev tilkaldt, og jeg blev arresteret”, siger han. Aristides måtte stoppe i gymnasiet på grund af familiens dårlige økonomi. Som 17-årig fik han job som metalarbejder. Der mistede han sin venstre arm i en arbejdsulykke. Siden studerede han til køletekniker.

“Jeg tilsluttede mig PSN (Partido Socialista de Nicaragua, det Moskva-inspirerede socialistiske parti, red.) i kampen mod Somoza i 1965, da jeg var 19 år gammel,” forklarer han. To år senere tilsluttede Aristides’ gruppe – i lighed med mange andre fra PSN – sig befrielsesfronten FSLN. Det år blev Che Guevara dræbt i Bolivia. Han var sammen med den cubanske revolution en stor inspiration for mange i frihedskampen.

Mindedag 8. juli for de de faldne i byen Carazo. Privatfoto.

Malede Che-slagord på murene

”Da Che blev dræbt, malede vi slagord på væggene og duplikerede løbesedler”, siger Aristides. ”Jeg blev fængslet flere gange, bl.a. i sommeren 1969, hvor jeg blev tortureret. De gav mig elektriske stød på testiklerne, på tungen, i ørerne, overalt på kroppen. De lod mig også hænge fra min ene hånd i 3-4 dage. Waterboarding blev også brugt.”

“Under Somoza-diktaturet var der trods alt en vis formel beskyttelse, loven og rettigheder blev håndhævet. Det kan man ikke påstå, den bliver i dag.”

Aristides sad i El Chipote-fængslet i Managua, Somozas’ bunker ved Laguna de Tiscapa, hvor der også i dag sidder politiske fanger. Det er de samme torturmetoder, der fortsat anvendes – dog forlystede Somoza sig også med at lukke enkelte fanger ind til nogle pumaer, han havde i fangenskab. Det sker heldigvis ikke længere.

At fratage de fængslede alt deres tøj og skrue temperaturen i klimaanlægget ned på 17 grader – for med jævne mellemrum at kyle spande med koldt vand på fangerne – var dengang som nu også anvendte metoder.

Det store jordskælv 23. december 1972 lagde hovedstaden Managua øde, 10.000 mennesker døde, 20.000 blev såret, og 400.000 blev hjemløse. Somoza-familien ejede på det tidspunkt næsten 25 % af al jorden i Nicaragua.

Jens Lohmann skrev i rapporten Nicaragua. En økonomisk og politisk oversigt: ”Somoza-klanen satte sig på den store hjælp, der kom fra udlandet – og i stedet for at dele den gratis ud til ofrene for katastrofen, lejede den telte ud og solgte tæpper, medicin og tøj.” Samtidig begyndte Somoza at spekulere i opkøb af byggegrunde i det ødelagte område.

Det gav næring til oppositionens aktiviteter. ”Vi gav os til at hjælpe ofrene for katastrofen”, fortæller Aristides. ”Det var også et godt dække for vores politiske aktiviteter. Vi begyndte desuden at besætte kirker i den periode med krav om frigivelse af de politiske fanger.”

Jinotepe giver aldrig op. Vægmaleri i Nicaragua.

Fra 1974 arbejdede bevægelsen på at få flere tilhængere og sikre huse, hvor aktivister kunne opholde sig. Efter en storstilet aktion kort før nytår i ’74, hvor sandinisterne stormede en prominent ministers hus og tog gidsler – blev der frigivet en del politiske fanger og betalt en stor sum i løsepenge. Herefter tog undertrykkelsen igen til, og Aristides blev fængslet kort tid efter. Denne gang sad han inde i et halvt år i La Modelo-fængslet, der også bruges i dag.

”Der blev jeg tortureret så meget, at jeg kom på militærhospitalet”, fortæller han og tilføjer: ”Dengang var der trods alt en vis formel beskyttelse, loven og rettigheder blev håndhævet. Det kan man ikke påstå, den bliver i dag.”

Efter endnu et fængselsophold i 1978 beder hans kammerater ham om at gå i eksil, fordi han var i livsfare og ikke kunne deltage i den hemmelige kamp pga. sit handicap. Han rejste med sin familie til Costa Rica og vendte først hjem efter revolutionen i juli ’79. Han blev siden borgmester i Jinotepe fra 1984 – 1990.

Sandinister fra oprørsbevægelse til undertrykkende regering

I dag er både Aristides og Lenyn aktive i oppositionen mod Daniel Ortegas regering. Aristides siger: ”Den regering, jeg brugte en stor del af mit liv på at få til magten, har tilranet sig mange privilegier. Den kontrollerer desuden retsvæsenet, politiet, hæren, fagforeningerne og forbyder nu alle civilsamfunds-organisationerne. Det er forbudt at tænke anderledes, og det vil jeg gerne igen være med til at ændre.”

Lenyn tilføjer: ”Hver 8. juli arrangerer vi en højtidelighed, hvor vi mindes de faldne i Carazo, ligesom vi i disse dage mindes oprørets helte fra april 2018”, forklarer han. For Lenyn og hans far fortsætter kampen mod Ortegas regime ufortrødent. De har sammen med resten af eksil-oppositionen afholdt en stor kampagne i løbet af april måned, hvor både demonstrationer, katolske messer og workshops har fyldt kalenderen ud. Hvordan man kan forsone et splittet land står fortsat højt på dagsordenen.


Om skribenten

Charlotte Valløe

Charlotte Valløe

Tidligere bosat i Nicaragua. Aktivist i blandt andet Baltic Pipe - Nej tak.   Læs mere