Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
28. april. 2020

Nikolaj Villumsen: EU skal droppe sparepolitikken permanent

EU-Kommissionen har stædigt fastholdt at lave forringelser – indtil corona-pandemien tvang deres hånd i en anden retning, skriver Nikoalj Villumsen.

Økonomi i en Covid-19 tid. Illustration: Imad Sanouni

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Lande som Italien, Portugal, Spanien og Grækenland er blevet tvunget til at gennemføre enorme offentlige nedskæringer med en eksplosion i fattigdom, ulighed og arbejdsløshed til følge.

Men nu har EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen så meddelt, at landene må afvige fra vækst- og stabilitetspagtens strenge forbud mod underskud på de offentlige finanser, for at sikre de nødvendige investeringer mod corona-pandemi og den truende økonomisk depression. ”Trigger the general escape clause”, som von der Leyen selv kalder kommissionens flugt væk fra den stramme, økonomiske styring. Ligeledes har kommissionen givet tilladelse til massive statsstøtte-programmer i landene, som vi også har set det med trepartsaftalen og andre hjælpepakker til erhvervslivet og lønmodtagerne herhjemme. Hvad der før var no go i EU’s nyliberalistiske traktater er nu tilladt.

“Hvis der er krise, så står det nu klart for alle, at så kan EU’s økonomiske styring suspenderes til fordel for en ekspansiv finanspolitik. Det må vi aldrig glemme”

Denne totale kursændring af EU’s økonomiske politik viser med alt ønskelig tydelighed, at hvis der er villighed til handling, så er handling muligt. Det var det ikke, da millioner af europæere blev arbejdsløse og forarmede efter finanskrisen. Det var der heller ikke, da millioner af europæere krævede handling i forbindelse med klimakrisen. Men det er der så nu. Bedre sent end aldrig, fristes man til at sige. Hvis der er krise, så står det nu klart for alle, at så kan EU’s økonomiske styring suspenderes til fordel for en ekspansiv finanspolitik. Det må vi aldrig glemme.

Fra finanskrise til gældskrise

Nu bliver det afgørende spørgsmål, om opgøret med sparepolitikken fastholdes. Coronakrisen bliver langvarig, og samtidig står vi midt i en klimakrise, der kalder på akut handling. Derfor skal bruddet med EU’s forældede spare-dogme gøres permanent.

Det var dét, vi så efter finanskrisen, hvor der var enighed om at sætte ind over for de banker og spekulanter, der havde udløst krisen. Men før det lykkedes at få indført den nødvendige regulering for at forhindre en ny finanskrise, blev indsatsen overhalet af fortællingen om, at det slet ikke var en finanskrise, men i stedet en gældskrise, EU-landene befandt sig i.

EU-landene havde alle brugt milliarder og atter milliarder af skattekroner på at redde bankerne fra deres bundløse gæld. Det belastede ikke mindst de fattigste EU-lande hårdt.

I den nye gældskrise-fortælling var det ikke uansvarlige banker, der var roden til krisen. I stedet blev der peget fingre af de tomme statskasser, som havde reddet dem. Løsningen var ifølge EU derfor ikke længere en regulering af finanssektoren, men i stedet nedskæringer i velfærden med finanspagt, budgetlov, udgiftsloft, anlægsloft og forringelser for borgerne til følge.

Siden finanskrisen har EU 63 gange krævet, at et medlemsland forringer eller privatiserer i deres sundhedssektor. Sparepolitikken har ikke alene forringet livet for almindelige mennesker og ført til en forlængelse af den økonomiske recession. Den har også svækket EU-landene til kampen mod pandemien.

Det må ikke ske igen. Regningen for hjælpepakkerne til bankerne og erhvervslivet må ikke blive tørret af på vores fælles velfærd.

Clinico San Carlos i Madrid. Det spanske sundhedsvæsen er som resten af EU-landene underlagt hårde sparekrav, og siden finanskrisen har EU 63 gange krævet, at et medlemsland forringer eller privatiserer dele af deres sundhedssektor. I Spanien anslås 1 ud af 5 husstande nu at have privat sundhedsforsikring. Foto: Zarateman

Det skal der gøres

Lige nu foregår der et gigantisk, politisk slagsmål i EU om den økonomiske politik. Spørgsmålet er, hvor lang tid der går, før EU-kommissionen snart indstiller sin flugt væk fra sparepolitikken. Sker det, så vil landene straks blive beordret til at gennemføre massive nedskæringer, som foreskrevet i traktaterne. Derfor må vi handle i tide.

For det første bør den danske regering rejse krav om en permanent suspendering af vækst- og stabilitetspagtens økonomiske spændetrøje og de rigide regler om forbud mod statsstøtte – så det bliver muligt for EU-landene at føre en ekspansiv finanspolitik, der holder hånden under økonomi og arbejdspladser, som vi lige nu ser det ske i Danmark.

For det andet skal der stilles krav til finanssektoren, så støtten til banker og store virksomheder følges af krav om aktier til staten – og dermed demokratisk indflydelse til befolkningerne. Vi må ikke gentage fejlen fra finanskrisen, hvor skatteborgerne betalte krisen, for at banker og aktionærer kunne høste overskuddet.

For det tredje er det afgørende, at vi gør op med de seneste årtiers hovedløse privatisering og i stedet arbejder aktivt for demokratisk indflydelse på kritisk infrastruktur, som f.eks. medicinproduktion og forskning.

Massiv grøn omstilling skal genopbygge Europa

Endelig skal vi huske, at coronakrisen intet er at regne i forhold til den klimakrise, der kan ramme os om blot 10 år, hvis vi ikke handler nu. Den samme politiske villighed til handling mod corona-pandemien har vi brug for i kampen mod klimaforandringer. Vi har brug for en massiv, grøn omstilling, så vi kommer i mål med Paris-aftalen – og så vi kan skabe de hundredtusinder af nye arbejdspladser, der skal genrejse økonomien i Europa. Medlemslandene skal have lov til at lave den nødvendige ekspansive finanspolitik for at genstarte økonomien efter sundheds-krisen. Vi skal investere i vindmøller, solenergi og grønne togforbindelser mellem Europas storbyer, så flyene fortsat kan blive på jorden.

Det vil ikke kunne lade sig gøre med sparekrav fra EU. Danmark kan ikke undgå en hård økonomisk krise – uden en ekspansiv kriseløsning i Europa.


Om skribenten

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen

Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten, hvor han sidder i venstrefløjsgruppen LEFT. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER